I den russiske patriark Kirill verdensforståelse er vesten en modstander, der med et vestvendt Ukraine truer det ”hellige Rusland”. Rusland har derfor i patriarkens øjne en hellig mission i Ukraine, skriver Emil Saggau
// Af Emil Bjørn Hilton Saggau, Ph.d., dr.theol, generalsekretær i Danske Kirkers Råd
I 2023 spredte en video sig over de russiske socialemedier, som telegram, og hurtigt videre på vestlige platforme. Videoen hedder kort ”Fremad Rusland!” og viser klip af kamphandlinger, soldater og ødelagte byer i det østlige Ukraine. I videoens sidste del toner en russiske ortodoks præst frem og beder: ” “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” (Matt 10.28).
Det bibelske citat er vævet ind i krigshandlinger og understreger, hvordan den russiske ortodokse kirke er sammenfiltret med det russiske militær og deres krig i Ukraine. Videoen er et eksempel på denne sammenkædning. Præsten – uden at gøre det eksplicit – fortæller med det bibelske citat, at soldaterne ikke skal frygte for at miste deres legeme i krigen. Det eneste, de skal frygte, er ikke at følge Guds bud og – underforstået – det tjener de, hvis de kæmper i Ukraine.
Soldatermartyren udtrykker, at krig er en næstekærlig gerning
Under en video som denne er der en tydelig præmis om, at soldatergerningen ikke bare er nødvendig, men ligefrem kan være en næstekærlig gerning. Dette har dyb rod i tre forestillinger i den russiske ortodokse kirke.
Den ene af dem er centreret om soldatermartyrene, der opstod som teologisk figur i det østromerske kejseriges krige mod de islamiske kalifater i det 8-9. århundrede. Disse martyrer var kendetegnet ved deres baggrund som soldater, og at de havde opnået martyr-status ved at ofre sig for de kristne. En af de mest kendte er St. Jørgen (Georg for østkirkerne). Den østkirkelige martyrkult er en central del af de ortodokse kirker og har bl.a. i Rusland fået fornyet styrke de sidste 20 år.
Et eksempel er admiral Fyodor Fyodorovich Ushakov (1745-1817), der i 2001 blev ophøjet til helgen og i dag er en udbredt symbolsk skikkelse, der signalerer sammenkædningen mellem militær og kirke. Soldatermartyrens rolle i den russiske ortodokse kirke er, udover den eksplicitte symbolik, at understrege, hvordan krig kan være en del af det kristne liv. Soldatermartyren er teologiske forbilleder, der skal anspore soldaterne til at ofre sig for Moderlandet.
I Rusland er en af de øverste militære ordener St. Georg-ordenen (St. Jørgen), der er kendetegnet ved orange og sorte bånd. Disse bånd er de senere år blevet et symbol på russisk imperialisme og anvendes af de russiske besættelsestyrker i Ukraine på linje med symbolet ”Z”. Derfor er de orange og sorte både forbudte i Ukraine og Baltikum.
Den russiske ide om “Russki Mir” er nationalistisk
En anden arv fra den østromerske kejserrige og dets kirke er den imperialisme, som først det russiske tsar-rige og senere Putin-regimet holder fast i. En central ide i den russiske nationalisme er tanken om en russiske kirkelig-kulturverden kendt som ”Russki Mir” (Den Russiske Verden), der er kendetegnet ved at omfatte de russiske talende i Østeuropa og de områder, hvor den russiske kirke er tilstede.
Groft sagt er denne kulturverdens omfang sammenfaldende med grænserne for det russiske imperium i 1918 og den russiske kirkes territoriale jurisdiktion. Det vil kort sagt sige Rusland, Belarus, Ukraine, Baltikum, Moldova i hos de mest radikale russiske nationalister endda Polen og Finland.
Russki Mir-ideen er ideologi og teologisk konstruktion. Ideologisk fordi det er et politisk program om en genforening af de ”historiske” russiske lande, uanset hvilke midler det kræver. Teologisk, fordi det er en ide om, at der findes en sand kirke, civilisation og imperium, der er udvalgt af selve Gud til at være hans rige på denne jord.
”Rus” er Guds udvalgte folk – og det indbefatter altså både balter, ukrainer mf. uden deres samtykke. Denne tanke har været dominerende for den russiske kirke siden de tidlige 2000 og kan findes i en lang række udtalelser fra russiske kirkeledere. Der er en central ide om, at dette udvalgte folk skal genforenes og danne et gudsrige på jord. Genforeningen er et mål for den russiske kirke og har med Ukraine-krigen fået et meget konkret militær-politisk udtryk.
Krigen i Ukraine er en kulturkamp mod det rådne vest
I en særlig form er denne tankegang om Russki Mir radikaliseret. Disse tanker udspringer fra de såkaldte slavofile filosoffer fra d. 19 århundrede, som egentlig også tæller forfattere som Dostojevskij.
I en mere moderne udgave findes tankerne i Ivan Ilyins (1883-1954) forfatterskab. Ilyin er kendt som en af Putins primære filosofiske inspiration. I dag har tankerne om Russki Mir som en særlig civilisation, der er udvalgt og skal redde menneskeheden fundet deres udtryk hos russiske filosoffer som Alexander Dugin og Vadim Tsymbursky.
Førstnævnte forsøgte den ukrainske sikkerhedstjeneste at myrde – vistnok – men ramte kun hans datter, der også var en indflydelsesrig filosof. Det understreger bl.a. Dugins indflydelse, da det er nok blandt sjældenhederne, at en fremmed magt forsøger at uskadeliggøre en fjendes filosoffer. Den tyske forsker Stefan Rhodewahl opsummerer Dugins syn på verden på følgende måde:
”Rusland kæmper mod kaosets civilisation. Strømninger i den vestlige verden (LGBT-agendaen, globalisme, teknocentrisme, transhumanisme, liberalisme, woke-agendaen…) er ikke kun rettet mod Rusland og det russiske folk, men mod hele menneskeheden. Rusland er kaosets antitese.”
Denne kamp mod vesten er en kulturkamp, hvor en særlig figur – ”Katechon” (2 Thess 2:6) – står som lederen af ”ordenens” krafter. Denne Katechon (egl. den der holder tilbage, den der skaber orden) er en slags ledelsesfigur for ordenens civilisation, Rusland, og til tider Dugins direkte reference til Putin. Det er ikke svært at se rødderne til et sådan verdenssyn som Dugins, da han citerer og anvender flittigt tanker fra nazisternes hofjurist Carl Schmitt, hvor Katechon også udgjorde en central forestilling.
I Dugin og til tider den russiske kirkes forestillings-univers kædes Russki Mir og Kulturkampen sammen med kampen i Ukraine. Krigen er vitterligt en del af kampen mod det rådne vestlige system og et fjenden til den sande civilisation
For Putin og Kirils er det en “hellig” krig
Dette udgangspunkt burde tydeliggøre, hvorfor den russiske kirkes leder, patriark Kirill, kan tale om krigen som en ”metafysisk” krig og endda i 2024 udtale, at krigen er ”hellig”. Det er ligefrem en krig for at forsvare det ”hellige Rusland” (anden form af Russki Mir).
Den verdensforståelse, som patriark Kirill operer med, identificerer vesten som en modstander, hvorfor et vestvendt Ukraine truer det ”hellige Rusland”. Den russiske føderation har derfor i patriarkens øjne en hellig mission i at beskytte Ukraine – en del af ”Rus” (betegnelse for Belarus, Ukraine og Rusland) – mod denne truende fare.
Putin regimets talsmænd anvender de samme formuleringer og henviser direkte – eller som den førnævnte video- indirekte til sammenkædningen og ideologien under. I enkelte af Putins meget få taler fra krigsårene træder den samme idelogi frem. En af dem var en tale på Krim i marts 2022, hvor han citerer:
“Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Johannes 15,13-14).
Dette bibel citat bruger han som bibelsk begrundelse for, hvorfor de russiske soldater slås i Ukraine. Det er simpelthen en offergerning for det ”Hellige Rusland”. Det er med andre ord tydeligt i både den russiske kirkeleder og præsidents taler om krigen, at den for dem er religiøs. Spørgsmålet er så måske mere, hvorfor vi ikke opfatter den sådan og fortsat ikke sanktionere den russiske kirke eller dens ledelse? Er vi berøringsangste overfor kristne der prædiker hellig krig mod os?
