Danskere kender ofte ikke den teologiske baggrund for amerikanske evangelikales støtte til Trump. Vi mangler en forståelse for ikke-luthersk, protestantisk kristendom og en forståelse for religionens betydning for politik, skriver Bent Bjerring-Nielsen
// Af Bent Bjerring-Nielsen, seniorkonsulent i Areopagos
Hvis man tilfældigvis skulle komme forbi Geneve i Schweiz, kan man bl.a. se den såkaldte reformationsmur, hvor reformationens hovedskikkelser bliver præsenteret. I centrum har vi franskmanden Jean Calvin, og omkring ham møder vi tre andre centrale reformatoriske skikkelser: Theodore Beza, William Farel og John Knox.
Første gang jeg mødte dette syn er nok det tidspunkt i mit liv, hvor jeg som ikke-lutheraner har følt mig mest luthersk – og forarget på Luthers vegne. Det kan konstateres, at når reformationen ses fra en calvinsk vinkel, spiller Luther ikke den store rolle.
Danmark er verdens mest lutherske land
Hvorfor føles det provokerende? For det første, naturligvis, fordi det er en historisk skævvridning af den indlysende centrale rolle, Luther spillede i reformationen. Men det føles nok ekstra uretfærdigt for os danskere, fordi vi er verdens mest lutherske land.
Det er en ganske banal statistisk kendsgerning af den simple grund, at alternativerne til den lutherske kristendom er numerisk meget små i Danmark – i modsætning til andre lande med luthersk majoritet som Tyskland, Norge, Sverige, Finland og Færøerne.
Det, at Danmark er verdens mest lutherske land, betyder, at man kan identificere i hvert fald to store teologiske, historiske og kulturelle huller i dansk tænkning generelt, som er relevante for at kunne forstå, hvorfor så mange amerikanske evangelikale støtter Trump, hvad der er temaet for denne artikel.
Vi mangler forståelse for det ikke-lutherske
Vi er for det første udfordrede omkring en manglende forståelse for ikke-luthersk, protestantisk kristendom. Og vi er for det andet udfordrede af en manglende forståelse for religionens betydning for politik.
Der i Danmark en vis erkendelse af, at katolske og ortodokse kristne har en anden teologi og praksis end den, man finder i den lutherske kirke.
Der er til gengæld forbløffende lidt viden om, at man blandt ikke-lutherske protestanter kan finde en anden teologi og praksis og en markant anderledes opfattelse af forholdet mellem kirke og politik end den, man finder i lutherske kredse.
Jeg har således ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt danske universitetsuddannede teologer tale om den protestantiske – og ikke lutherske – to-regimente lære, hvad der er voldsomt ignorant.
Vi forstår ikke kristendommens betydning for politik
Det leder over til den anden udfordring. Fordi vi er så lutherske i vores hoveder, har vi generelt svært ved at forstå, hvor voldsom stor betydning kirke, tro og teologi har for politik.
Vi har en fortolkning af to-regimente læren, der betyder en vis adskillelse mellem kirke og politik, på rygraden, hvad der er yderst positivt i min forståelse, men det betyder, at vi har svært ved at forstå den voldsomme betydning religion generelt og kristendom specifikt har for politik, kultur og samfundsforhold de fleste steder i verden. Det betyder igen, at det kan være svært at forstå den kirkeligt-teologiske baggrund for amerikanske evangelikales støtte til Trump.
Fire ord, der beskriver, hvad en ”evangelikal” kristen er
Hvad taler vi så om, når vi taler om evangelikale? Hvad er en evangelikal? Evangelikal er en oversættelse af det engelske ”evangelical”, som på dansk ikke skal oversættes med ”evangelisk”, og sætningen ”american evangelicals” skal slet ikke oversættes med ”de amerikanske evangelister”.
Jeg kunne håbe, at alle danske journalister ville få fat på det, men det er nok for optimistisk. I min indkredsning af det evangelikale vil jeg tage udgangspunkt i en organisation, der definerer sig som evangelikal, mere specifikt den amerikanske ”National Association of Evangelicals”, som på deres hjemmeside bestemmer det evangelikale ud fra fire begreber:
For det første ”Conversionism”, altså en understregning af nødvendigheden af en personlig omvendelse, nødvendigheden af at være en ”born again christian”.
For det andet ”Biblicism”, som er fremhævelsen af Bibelens troværdighed og absolutte autoritet.
For det tredje ”Activism”, som handler om nødvendigheden af at engagere sig aktivt i troen og i kirkens liv, ikke mindst når det handler om mission.
Og endelig som det fjerde ”Crucicentrism”, som indebærer et fokus på korset som det centrale i evangeliet og kristendommen.
Det amerikanske PEW Research Center anslog her i 2025, at 23% af den amerikanske befolkning ville identificere sig som evangelikale, hvad der må siges at være en stor procentdel; de kraftigste støtter af Trump finder man blandt især hvide evangelikale.
Fire protestantiske hovedretninger siden reformationen
Hvis vi for alvor skal forstå den teologiske baggrund for amerikanske evangelikales støtte til Trump, må vi tilbage til 1500-tallet og se på udviklingen af protestantisk kristendom fra reformationstiden og frem. Man kan identificere fire protestantiske hovedretninger i reformationstiden:
- Den lutherske
- Den anglikanske
- Den anabaptistiske
- Den reformerte
Den lutherske kirke har mindst betydning
Luther var katalysatoren for reformationen, men i den efterfølgende historie har den lutherske retning uden tvivl været den virkningshistorisk mindst betydningsfulde og der er faktisk under 80 millioner lutherske kristne i verden i dag. Det er færre end antallet af evangelikale i USA.
Når jeg skriver det, er det naturligvis ikke et udtryk for en negativ vurdering af luthersk teologi og kirkeliv; det afgøres i min verden ikke ud fra kvantitative kategorier.
Den anglikanske og metodistiske kirke
Reformationen i England havde sin egen karakter, men den anglikanske kirke er den protestantiske retning, der minder mest om den lutherske og er derfor ikke væsentlig i forhold til forståelsen af amerikanske evangelikale.
Ud fra den anglikanske kirke udsprang der også nye kirkedannelser, hvoraf den vigtigste er metodismen, som har haft stor betydning i både den engelske og amerikanske historie; i USA i dag ses metodistkirken primært som en såkaldt ”mail-line” kirke, og er derfor ikke så interessant i forhold til diskussionen af amerikanske evangelikale.
Den anabaptistiske tradition er interessant
Anabaptismen har en interessant historie. I Danmark er anabaptismen mest kendt for sin dåbspraksis og for visse meget radikale og voldelige grupperinger i reformationstiden. Her er det vigtigt at understrege, at hovedparten af anabaptisterne i reformationstiden var absolutte pacifister, hvad der forståeligt nok var udfordrende i en tid, hvor tyrkiske tropper truede Vesteuropa og i 1529 belejrede Wien.
Kernen i anabaptismen er i min optik et fuldstændig opgør med det, man plejer at kalde ”den Konstantinske model”, altså sammenkædningen af kirke, stat og magt, og anabaptisterne så sig som en mod-kultur til den herskende kultur[1]. Anabaptismen repræsenterer således den absolutte modpol til enhver form for national-religiøs tænkning. Det er værd at notere sig i forhold til diskussionen af Trump og amerikanske evangelikale.
Der er ikke nogen direkte forbindelse mellem anabaptismen på reformationstiden og nutidig amerikansk evangelikal kristendom, men den anabaptistiske grundtanke om, at den sande kirke lever i adskillelse fra og i opposition til den omgivende kultur og frasiger sig enhver form for verdslig magt og indflydelse, er en understrøm i det, der er blevet til nutidig amerikansk, evangelikal kristendom. Det er en af flere interessante spændinger i den evangelikale kristendom i USA.
Reformert kristendom er den protestantiske hovedstrømning
Endelig til den reformerte kristendom, som på mange måder må ses som den protestantiske hovedstrømning og den, der har afgivet afgørende teologisk-kirkelige input til Trump-bølgen og MAGA-bevægelsen.
Hvor Luther – ikke overraskende – spiller den afgørende rolle i lutherdommen, spiller franskmanden Jean Calvin (1509-64), den afgørende rolle i den reformerte kristendom, hvorfor den ofte kaldes calvinisme.
Calvins hovedvirke var i Geneve i Schweiz. I forhold til amerikansk evangelikal kristendom, så kommer hovedimpulsen via puritanismen, som er betegnelsen for engelsk, reformert kristendom i 1600-tallet. Her førte puritanerne an i en revolution, en borgerkrig, som førte til, at puritanerne under ledelse af Oliver Cromwell overtog magten i England og kongen, Charles d. 1 (1600-1649) blev henrettet. Efter Cromwells død var der en kontrarevolution, en ”restoration”, hvor puritanerne mistede magten i landet, hvad der betød, at mange puritanere emigrerede til USA; her er der således en meget direkte forbindelse mellem reformert kristendom og amerikansk historie.
Tanken om at være særlig udvalgt definerer MAGA-bevægelsen
”The Founding Fathers” i USA var primært rationalistiske, deistiske oplysningstænkere, men i hvert fald hos én af dem, Samuel Adams, finder man en klar puritansk inspiration og den reformerte strømning i sin bredde, som også omfatter folk, man normalt ikke ville kalde reformerte, har været en meget væsentlig teologisk og kirkelig impuls i amerikansk kristendom generelt og også blandt MAGA-folk og amerikanske evangelikale.
Hvilke elementer i reformert kristendom er så de centrale i den sammenhæng? Jeg vil i første omgang pege på tre og så tilføje en ekstra. For det første tanken om udvælgelse eller prædestination. I calvinismen er tanken om, at Gud har udvalgt nogen til frelse og andre til fortabelse fuldstændig central.
Sociologen Max Weber (1864-1920) har undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser af den tanke i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, men det er noget andet, jeg fokuserer på her.
Særligt i USA er tanken om udvælgelse blevet overført fra enkeltpersoner til nationer, fra det individuelle til det kollektive, og ”american exceptionalism”, tanken om at USA er noget helt specielt med en særlig relation til Gud, definerer simpelthen MAGA-bevægelsen. USA er ”A City on a Hill”.
Det billede møder vi først hos John Wintrop (1588-1649). Han var klassisk puritaner, guvernør i Massachusetts igennem mange år og en nøgleperson i etableringen af kolonien. Wintrop skriver:
”We shall find that the God of Israel is among us….hee shall make us a praise and glory that men shall say: ”the Lord make it like that of New England”. For wee must consider that wee shall be as a city upon a hill”[2].
USA er “byen på bjerget” og har en særlig pagt med Gud
Wintrop taler endvidere om, at folkene i kolonierne har en ”covenant”, en pagt med Gud, og den tanke har fyldt meget i USA. USA er ”A City on a Hill”, jf. Jesu ord:
”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjule” (Matthæusevangeliet 5:14).
Dette billede optræder ofte i amerikansk historie og ikke mindst Ronald Reagan brugte det i sin fremhævelse af ”american exceptionalism”.
Den næste centrale reformerte forestilling er tanken om, at Guds skal æres i alt og på alle områder i samfundet. Det førte både i Geneve under Calvin og i England under Cromwell til temmelig restriktive moralske love. Gud er ikke ligeglad med, om du danser og spiller kort, og hvis du ikke selv kan finde ud af det, hjælper man dig gerne med det. Det element kan man godt genkende i blandt amerikanske evangelikale i dag, selv om det får et andet udtryk.
Ifølge de ”uafhængige karismatikere” skal Gud styre det hele
Hvordan udmøntes det så? Den gruppe af evangelikale, der er de stærkeste støtter af Trump, er de såkaldte: ”Independent Charismatics”, altså “uafhængige karismatikere”. Det har i nogen tiår været en af de hurtigst voksende grupper i amerikansk kristendom og de fleste egentlige megakirker finder man indenfor denne strømning.
Den amerikanske teolog Matthew Taylor analyserer i The Violent take it By Force[3] forbindelsen mellem ”Independent Charismatics” og Trump. Disse ”Independent Charismaticts” taler meget om det såkaldte ”Seven Mountain Mandate”. Det er tanken om, at kristne og Kirken skal dominere på syv specifikke områder i samfundet, kaldet ”bjerge”, som er: familien, religionen, uddannelsen, medierne, kunsten og underholdningen, erhvervslivet og politikken.
Tilbage i 70’erne var det Loren Cunningham, stifteren af organisation Youth With A Mission (ofte forkortet: YWAM), der først formulerede tanken. Hos ham kan den med lidt teologisk kreativitet forenes med en luthersk kaldstanke, men det er umuligt, når det drejer sig om de nutidige fortolkere af forestillingen. Her er det blevet til en hardcore kristen nationalisme, en teokratisk forestilling om, at Gud skal styre det hele, udtrykt ved de syv områder af samfundet. Og Kirken – dele af den i hvert fald – hjælper gerne Gud med at lede og styre.
MAGA-bevægelsen kaldes konservativ, men er revolutionær
En tredje ting, jeg vil fremhæve, er, at puritanerne i England var en revolutionær bevægelse, og den revolutionære indstilling tog de med til Amerika.
Hvis man undersøger Trump-baglandet i USA i dag, skal man lede længe for at finde klassiske konservative i ånden fra Edmund Burke (1729-1797). Burke oplevede i sin levetid begyndelsen på den franske revolution, hvad der rystede ham og fik ham til at skrive Reflections on the Revolution in France. Dette værk bliver gerne set som inspirationen til den moderne konservatisme, der satser på langsom forandring og respekt for institutionerne, hvad der ikke kan siges at være den primære indstilling blandt amerikanske evangelikale og blandt MAGA-folk.
De bliver ofte kaldt konservative, men er revolutionære.
Det ses på mangfoldige måder i USA i dag og det bedste eksempel på det er nok angrebet på den amerikanske kongres, Capitol Hill, 6/1-21. Noget af det første Trump gjorde, da han blev præsident anden gang, var at benåde alle de dømte i den anledning.
I hele postyret omkring Capitol Hill i 2021 kunne man finde mange kirkeledere, repræsenterende ”Independent Charismatics”, der arrangerede bedemøder, proklamerede Guds sejr og engagerede sig i den åndelige kamp omkring Amerika, som de forstod den. Der er dog ikke eksempler på, at de rent faktisk deltog i stormen på Capitol Hill. Det og meget andet kan man læse om hos Matthew Taylor i The Violent take it By Force.
Ytringsfrihed er afgørende
Den sidste træk, jeg vil nævne, er tanken om frihed. Det kan måske synes mærkeligt på baggrund af, hvad jeg indtil nu har skrevet, men vi lever nu engang i en verden, hvor fænomener sjældent er entydige.
Når det drejer sig om frihedstanken, vil det være oplagt at tage udgangspunkt i forfatteren John Milton (1608-1674), der er mest kendt for Paradise Lost, en gendigtning af 1. Mos. 1-3. Milton er ikke så dyrket i Danmark, hvad der nok skyldes, at han var puritaner; det giver ikke den store kulturelle og teologiske kredit, men det ændrer ikke ved, at Paradise Lost må ses som en af verdenslitteraturens store klassikere. Milton var også en slags ”udenrigsminister” under Cromwell.
I 1644 udgav han Areopagitica. Hovedtemaet i bogen er ”licensing”, altså spørgsmålet om hvor vidt bøger skal igennem en form for censur, før de kan udgives. Det var han modstander af og begrunder det i menneskesynet, at mennesket er skabt i Guds billede.
Det kan bl.a. udtrykkes med ord som:
”..who kills a man kills a reasonable creature, God’s image; but he who destroys a good book, kills reason itself, kills the image of God as it were in the eye”[4].
Hans økumeniske generøsitet udstrakte sig ikke til, at ytringsfriheden også omfattede katolikker, men Areopagitica er stadig et forbløffende før-oplysningstids forsvar for ytringsfrihed.
Frihedstanken fylder meget i USA. Vi møder den ofte i fortolkninger, jeg har svært ved at identificere mig med; det ændrer ikke ved, at det også må også ses som en del af den teologiske arv fra puritanismen.
I Danmark må vi understrege en vis adskillelse mellem kristendom og politik
Hvad betyder sammenhængen mellem reformert teologi og amerikanske Trump-evangelikale så for os i Danmark her og nu?
Her er mit bud, at det for det første må betyde, at vi i alle sammenhænge, hvor vi har mulighed for det, må fremhæve en ikke-polariserende opfattelse af forholdet mellem kristendom og politik, en ikke-polariserende tilgang, der understreger en vis adskillelse mellem de to ting.
I en dansk sammenhæng vil det her være naturligt at tage udgangspunkt i en fortolkning af to-regimente læren, men i mødet med amerikanske evangelikale kan en mere radikal, anabaptistisk fremhævelse af en absolut adskillelse mellem kristendom og politik overvejes. I protestantisk kristendom er det to meget forskellige veje, man kan gå ned af.
For det andet: Hvis tanken om åndelig oprustning skal give mening, må det indbefatte en generel større viden om kristendommen som et afgørende grundlag for dansk kultur. Udfordringen er her, at for gennemsnitsdanskeren er uvidenheden uden huller på det område.
En større viden om kristendommen må i Danmark naturligvis tage udgangspunkt i det lutherske, men kan ikke stoppe dér; det er nødvendigt med en viden om andre typer kristendom, hvis vi skal kunne forstå og navigere i den verden, vi lever i, og den verden, der kommer til Danmark. På det område er uvidenheden helt uden huller.
Endelig: I vores post-sekulære verden er den eneste udfordring ikke kun manglende viden om kristendommen, men i lige så høj grad, at de fleste danskere slet ikke har noget sprog for det religiøse. Det er ikke en udfordring, der primært kan mødes igennem undervisning. Her er det snarere nødvendigt, at der tales om tro på mangfoldige måder; at der synges om tro, at der digtes om tro, at troen leves ud i konkrete, åbne trosfællesskaber.
I det omfang, det sker, kan det blive tydeligt, at kristendommen ikke kun er en del af problemet i vores meget polariserede verden, men i langt højere grad kan ses som en del af løsningen.
[1] Jeg har udfoldet dette i artiklen ”Anabaptismens kirke- og kultursyn og dets aktuelle teologiske relevans” i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke, 2018/1. Tidsskriftet kan frit tilgås online.
[2] Citeret fra David L. Holmes: The Faith of the Founding Fathers, s. 147. Oxford University Press, 2006.
[3] Broadleaf Books, Minneapolis, 2024
[4] John Milton: Areopagitica and Other Writings, s. 102, Penguin Books, 2014.
