“Er Europa Kristent?” af Olivier Roi

BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |

“En gribende bog om Europas
religiøse identitet eller mangel på samme.”

Er Europa Kristent?” af Olivier Roi, København: Vandkunsten 2019 (oprindelig udgivet på fransk i 2019)

Olivier Roi har givet en utrolig interessant sociologisk baseret beskrivelse af en spænding mellem tro og kultur, som udspiller sig i Europa og kommer til udtryk såvel i drøftelse af præambel til Den europæiske Forfatning (2004), som i en lang række domstolsafgørelser, både nationalt og i Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Spændingen udspiller sig mellem en kristen kirke, der historisk har præget Europa, en sekularisering, som både udfoldes på en række ydre forhold, men som også i høj grad er på færde internt i kirken, og tilstedeværelsen af Islam. Roi’s tankevækkende spørgsmål ind i den spænding er: hvis ikke kirken gør krav på kristen kultur i Europa, hvem gør så (106)?


Når han spørger på den måde, hænger det sammen med, at han identificerer en bevægelse i kirkerne, som indebærer en sekularisering af værdierne, inklusive kønsrollemønstre og seksualmoral, social etik (hvad er det gode i politisk sammenhæng) solidaritet, indvandring og teologisk profil. Det er en bevægelse, som især er på spil i protestantiske kirker, men som også påvirker såvel evangelikale bevægelser som den katolske kirke. Prostantismen tilpasser sig det moderne, mens katolicismen helt indtil Det andet Vaticanerkoncilium i 1960erne afviser det moderne værdigrundlag, og står fast på, at der kun er én sandhed. Af den grund ser Roi den katolske kirke som repræsentativ for de europæiske kirkers spænding i forhold til sekularisering.


Sekularisering i Olivier Roi perspektiv har to former. En juridisk, hvor stat og religion skilles ad, og en sociologisk, hvor religionsudøvelse mindskes, og som udtrykker en afkristning (kapitel 2). Det kommer især til udtryk i 1960erne, hvor Europas kirker, inklusive den katolske kirke tilpasser sig det moderne værdigrundlag, men hvor der samtidig sker en reel afkristning, dels i form af et fald i opbakning om religiøs praksis, dels i form af en introduktion af et nyt værdisystem i form af en ny antropologi (kapitel 5), der er centreret om individuel frihed og føres ”ud i livet gennem en rigoristisk kodning af de menneskelige relationer,” (99).


Men hele den bevægelse tager sin begyndelse lang tid før, nemlig da kirken træder ind i moderniteten. Det sker ikke ved en reformering af teologien, som mange ellers mener, men ”på grund af præsternes og missionærernes praksis,” (73). Det er en ændring af praksis, der påtvinges kirken efter Den Westfalske fred (1648), hvor kirkens autoritet i Europa skilles fra det politiske, idet det stadfæstes, at det er staten, der kontrollerer det religiøse. Det tilskynder kirken til at selvstændiggøre sig, og, i Roi’s perspektiv, til at søge en åndelig autoritet til erstatning for den politiske, den mistede. Det er det sociologiske afsæt til en globalisering af kirken, siger Roi, som først da den blev afsat som politisk magt i Europa, får interesse for en globaliseret teologi, dvs. en ”verdensomspændende åndelig regering” igennem missionsarbejde, (34). Kirkens globalisering er med andre ord både et resultat af Den Westfalske sekularisering, men den bidrager også til sekulariseringen, idet orienteringen mod en international, åndelig autoritet svækker relationen mellem Europa og kristendommen.


Konsekvensen af den lange udvikling, er at sammenstødet i 1960erne mellem tro og kultur, udspiller sig som et sammenstød mellem en international/åndelig orienteret tro, og en identitet, der er lokal og national. Så når kirken i den situation forholder sig til spørgsmålet om det kristne Europa, er det med et ønske om at forene tro og identitet, men hvor kirkens forslag er at gøre det med afsæt i troen, (139). Det indebærer to ting. For det første, at kirkens forhold til lokal og national kultur bliver kompliceret (kapitel 7), for kirken er ikke så optaget af julekrybber og statuer, som af ”at redde den åndelighed, der ikke længere var forbundet med disse ting,” (155). For det andet, at kirken kan kæmpe nok så meget for at forene tro og identitet, men i realiteten afgøres sager om religiøse symboler mere og mere i retssystemet (kapitel 8). Så der er en bevægelse væk fra den kristent markerede historie, dels i kirkens egen-sekularisering, dels i sekulære grupper i Europa, som bryder båndet til kristendom og bliver ”identitære”. Men, tilføjer Roi, det er ”meget mærkeligt at se … troende kristne intellektuelle klamre sig til en identitær kristendom, som tager den åndelighed ud af den, som de påstår at have fundet i deres indre,” (186).


Den bemærkelsesværdige konklusion er, siger Roi, at de kristne kirker, både katolikker og protestanter, hævder ”at tale i transcendensens navn, men deres ambivalente forhold til populister og de identitære, deres tilbagetrækning i forhold til andre store samfundsspørgsmål, og deres opleves af en indbyrdes belejringstilstand, gør deres budskab uhørligt,” (189). For sagen er, at ”den religiøse kan ikke bevise eller legitimere sine værdier ved andet end eksemplet, og man kan ikke sige, at denne eksemplariskhed i dag stråler som et lys på en bakketop,” (190).


Med den salut opfordrer Roi Europa til at vende tilbage til fundamenterne, som består i det liberale Europa og ”til det, der er tilbage af den kristne erindring,” (193).


Så langt indholdet af bogten, som på mange måder præsenteres med samme fortættede og lidt kryptiske stil, Olivier Roi også har skrevet sine tidligere bøger i. Det kræver noget at læse med, og noget er lidt kryptisk og ikke helt klart, men der er prisværdigt klarhed over ideer og tankevækkende perspektiver. I interviews om sin bog har Roi gjort det klart, at han ser to veje for Europas kristne. Enten tilpasning til den nye antropologi og gøre den kristen (det er den protestantisk vej), eller afvisning af det moderne værdigrundlag (og det er den katolsk vej). Den protestantiske vejs udfordring er, at den ikke rigtigt har noget at bidrage med, som ikke allerede er til stede i det moderne værdigrundlag, og den trues derfor med at blive til en markør i populismen eller de identitæres tjeneste. Den katolske vejs udfordring er, at den har fjernet sig fra de fælles sager, og derfor ikke kan høres dér, hvor der er noget på spil i samfundslivet. Så der er noget på spil i de store europæiske kirketraditioner, som kommer til udtryk der, hvor kirker inddrages i politiske kampe (f.eks. hvor kors gøres til identitetsmarkører), men også handler om kirkers selvforståelse og rolle i samfundsudviklingen.


Udfordringerne med en (truende?) afvikling af kristen identitet i Europa er dog ikke kun kirkernes. For det er en udfordring for det europæiske fællesskab, at der ikke længere er en ”religiøs sproglighed,” som kan være bagtæppe for en integration af en muslimsk, religiøs minoritet. Det er baggrunden for, at der er en bevægelse fra politisk side til at ”bruge” kristendom, enten som identitetsmarkør (og dermed afvisning af andre religiøse grupper), eller som legitimering af en inkluderende holdning. Begge bevægelser inviterer kirkerne til at dykke ned i spørgsmålet om selvforståelse og kirkers rolle i samfundsudviklingen.

Del denne artikel: