”Kærlighedens ansvar” af Ulrik Nissen

BOGANMELDELSE // Boganmeldelse af Mogens S. Mogensen  | 
Tro og etik hører sammen i kristendommen.

”Kærlighedens ansvar” af Ulrik Nissen – Eksistensen Akademisk, 2022, Hæftet, 256 sider

Lige siden jeg begyndte at læse kristendomskundskab (og dermed teologi) på Århus Universitet i begyndelsen af 70’erne, har det undret mig, at danske lutherske teologer ikke længere var af den opfattelse, at det gav mening at tale om kristen etik. Når jeg læste Jesu forkyndelse i evangelierne, stødte jeg igen og igen på udsagn af Jesus, der havde med etik at gøre. Særligt påfaldende var det for mig, at teologer koncentrerede sig om den første halvdel af hvert af Paulus’s breve, altså de afsnit der talte om retfærdiggørelsen, mens man ikke forholdt sig teologisk til den anden halvdel, der handlede om helliggørelsen. 

Nu er der udkommet en vigtig bog, der tager et opgør med denne danske lutherske tradition og i stedet argumenterer for en uløselige sammenhæng mellem kristen tro og kristen etik. Forfatteren  til bogen ”Kærlighedens ansvar” er Ulrik Nissen, der er lektor i etik og religionsfilosofi ved Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet. Der er ikke tale om en lærebog i etik, men en bog med en essayistisk form. Det essayistiske ”betyder blandt andet, at der er noget foreløbigt og subjektivt over teksten. Foreløbigheden følger ud fra en erkendelse af at teologisk tænkning altid er på vej” (s. 9). 

I bogens første tre kapitler tages grundlagsetiske spørgsmål op, mens de sidste fire kapitler er en slags områdeetik, hvor forfatteren overvejer aktuelle etiske spørgsmål knyttet til medicin, økonomi, migranter og natur. Nissen definerer den kristne etik som ”et gensvar på og en refleksion over de etiske implikationer af Jesu Kristi liv, død og opstandelse”(19) ,og kilderne til den kristne etik er Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. De to sidste kilder har at gøre med det universelle i kristen etik, mens de to første kilder har at gøre med det specifikt kristne i etikken. I mange år har Sløk og Løgstrups teologi været dominerende på dette område, men problemet med deres tilgang til etik er,, at de kun forholder sig til etikkens almene og universelle sider, men afviser det specifikt kristne i etikken. 

Ud fra en gennemgang af Ny Testamente og værker af centrale skikkelser i den kristne tradition som fx Augustin, Luther, Kierkegaard og Bonhoeffer konkluderer forfatteren, at ”Den kristne tro og det kristne liv kan ikke skilles fra hinanden. Troen udtrykker sig i gerninger”. Der er tale om ”en særlig kristen kærlighed. Denne kærlighed præger det kristne menneske og vokser frem fra troens overbevisning og i efterfølgelsen af Kristus”. 

Kristen etiks grundlag må forstås som en nødvendig  spænding mellem etikkens almene bestemmelse (altså en universel etik) og etikkens specifikke bestemmelse (altså det specifkit kristelige). ”Hvor den almene bestemmelse kan indebære en kompromissøgende akkommodation af etikken, tenderer den specifikke bestemmelse at bevæge sig i retning af en radikaliserende konfrontation. Udfordringen for den teologiske etik er at undgå disse yderpositioner, samtidig med at den hele tiden fastholder dem som uundværlige” (s. 74). 

Bogens titel ”Kærlighedens ansvar” refererer til forfatterens anvisning af ”Ansvaret som en tredje vej for kristen etik” mellem det almene og det specifikke. ”Ansvaret sætter det kristne menneske ligesom ethvert andet menneske ind i forpligtende sammenhænge, hvor der umiddelbart rejser sig en fordring med etiske forpligtelser. Det er den almene side af den kristne etik. Samtidig er det kristne menneske præget af den kristne kærlighed og udviser i sin etiske dømmekraft et særligt kærlighedens ansvar. Den afspejler den særlige side af den kristne etik” (s. 101). 

På denne måde får forfatteren på en og samme tid anerkendt de indsigter, som fx Løgstrup har givet udtryk for mht. til den almene side af etikken, og fastholdt sammenhængen mellem den kristne tro og det kristne liv. Selvom det angiveligt ikke er forfatterens primære mål at argumentere for en kristen etik, så giver bogen for mig at se en overbevisende fremstilling af, at tro og etik hører uløseligt sammen i en teologisk etik. Samtidig med, at den på bedste vis belyser, hvori den kristne etik består som kærlighedens ansvar. 

Efter i bogens første halvdel (kap1-3) at have belyst grundlagsetiske spørgsmål, tager Ulrik Nissen i bogens anden halvdel (kap. 4-7) fat på at applicere sin etiske forståelse på en række aktuelle områder i samfundslivet. 

I kapitlet om ”Menneskets værdighed og medicinsk etik” tager han udgangspunkt i det kristne menneskesyn, der har betydning for etikken på dette område. Mennesket er ”skabt i Guds billede, sat i relation til Gud, medmennesket og det øvrige skaberværk” samtidig med at det er ”endeligt og afhængigt, faldent og præget af synden, og rettet mod genoprettelsen og foreningen med Gud” (s. 113).  Menneskets dobbelthed – dets ringhed og dets storhed – indebærer, at det må leve med afmagten og i afhængighed af Gud. Ulrik Nissen har ingen facitliste mht. hvordan man skal forholde sig til de moderne teknologiske muligheder i bioetikken, men advarer om, at ”I forsøget på at overskride disse grænser, risikerer mennesket at afskaffe sig selv”. Og han peger på et alternativ til forsøget på at skaffe sig stadig mere magt over naturen, nemlig trosfællesskabet omkring og i den lidende Kristus, der kan være med til at forme den måde, vi møder afmagten og døden på (s. 134). 

I kapitlet ”Oeconomia og det fælles gode” bevæger forfatteren sig ind på det politiske område. Her peger han på det etiske princip, at vi må forvalte vort ansvar i lyset af det fælles gode. Derfor må orienteringspunktet for økonomi være omsorgen for næsten, som netop i disse år er under pres pga. den stigende økonomiske ulighed. Samtidig advarer han om, at ”Kærligheden til økonomisk velstand kan udgøre en fare for både gudsforholdet, forholdet til næsten og livsfællesskabet med næsten” (s. 158). 

Flygtningepolitikken har fyldt meget de seneste år, og også her – i kapitlet med den sigende titel ”Gensvaret på min fremmede næste” – forsøger forfatteren at sætte nogle etiske pejlemærker op. Han er ikke blind for alle de svære problemstillinger som tilstrømningen af flygtninge fører med sig, inkl. den bekymring som der kan spores i brede kredse af befolkningen, der føler, at de fremmede truer deres vante liv. Men den fremmede er under alle omstændigheder et medmenneske, som vi er forpligtet på at møde med omsorg. ”Gæstfriheden er en central kristen dyd i forhold til den fremmede og afspejler såvel trosforholdet som gudsforståelsen og synet på næsten” (s. 187). 
 
I det sidste kapitel om ”Jordens fælles liv” tager forfatteren afsæt i de to grundsyn på naturen som vi møder i 1 Mos 1 og i 1 Mos 2 – mennesket som herre over skaberværket, og mennesket som skaberværkets gartner – som forfatteren betragter som komplementære fortællinger om, hvordan vi skal forholde os til skaberværket. Bl.a. som følge af et ensidigt syn på mennesket som skaberværkets herre lider jorden i dag af menneskehedens umådeholdne forbrug, og derfor er der brug for at betragte mennesket som gartner, der er sat til at forvalte og passe den jordiske have” på en måde ”afspejler Guds vilje og kærlighed til sit skaberværk”. 

Mens forfatteren i de tre øvrige områdeetiske kapitler er tilbageholdende med at give helt konkrete etiske anvisninger, så nærmer han sig et radikalt standpunkt her mht. menneskets forhold til dyr. Den kristne kærlighed gælder også menneskets forhold til dyr (og det øvrige skaberværk). Efter hans opfattelse var det ikke Guds oprindelige plan, at mennesker skulle dræbe dyr for at spise dem, men efter syndefaldet fik de lov til det for at opretholde livet. Brugen af dyr som føde var altså begrundet i en nødvendighed, som ikke længere er til stede, og derfor må han tage afstand fra den kødproduktion, som finder sted i vestlige lande. ”I spørgsmålet om at bruge dyr som fødevarer, bær det kristne menneske tage stilling til, om det er foreneligt med kærlighedens gensvar?” (s. 220). 

I behandlingen af de etiske problemstillinger omkring ovennævnte fire aktuelle emner udmærker bogen sig ved at give en grundig indføring i selve emnet, i forskningen omkring emnet, og andre etikeres måde at forholde sig til problemstillingerne på. Bogen prætenderer langt fra at give svarET på, hvordan en kristen etik helt konkret må tage sig ud. Derimod inddrager forfatterne på pædagogisk vis læseren i de etiske problemstillinger ved at vise, hvordan den kristne teologi har relevante bidrag til spørgsmålene. Som forfatteren skriver af i en ”Afrunding”, så har hans mål været ”at gå ud fra, at er er en kristen etik og at skitsere, hvad den kan indebære” (s. 223). 

Hvert af bogens syv kapitler afsluttes med en sammenfatning af hovedpunkterne i kapitlet, hvor læseren får forfatterens etiske synspunkter på emnet serveret. For de læsere, som ønsker at fordybe sig yderligere i et eller flere af emnerne, indeholder hvert kapitel udførlige henvisninger til relevant litteratur. Der er ikke tale om en folkebog om etik, men om en bog, som burde læses af teologistuderende, teologer og andre, der ikke bliver skræmt af en akademisk tilgang. 

Endelig har jeg som missionsinteresseret læser hæftet mig ved, hvordan forfatteren kobler etikken til missionen. ”En af grundtankerne i bogen er, at det kristne menneske er kaldet til at bære vidnesbyrd og at det ikke mindst er den kristne etiks opgave at gennemtænke, hvordan dette vidnesbyrd kan komme til udtryk i handlingslivet” (s. 223). 

Bogen gives hermed min bedste anbefaling til alle med interesse for etik – og mission. 

Del denne artikel: