Jeg er vokset op i Danmark, hvor forårets komme har skabt stærk symbolik til det kristne budskab: de små spirer, den lysegrønne håbefulde farve, de lyse nætters genkomst, påskeblomsten og andre af naturens smukke elementer taler ind i det håb, vi som mennesker og som kristne har. Vi fyldes af energi ovenpå en lang og mørk vinter, når vi ser de første vintergækker titte frem. Men i Grønland er det anderledes. Her kan vi godt lide vinteren. Vinteren er mørk, ja, men vinteren er også fuld af lys fra sneen og fra lyskæder og orange stjerner i vinduerne. Foråret er til gengæld en hård årstid. Forår i Grønland er der, hvor vinteren ikke vil slippe sit greb og tillade solen og de grønne spirer at slippe igennem. Vi har lagt vinteren bag os og sukker efter sol og at se stenene på fjeldene igen. Det kommer, det skal nok komme, men det tager altid tid.

Når der tales om fremtidens Grønland og de unge, som skal være fremtiden, er det vigtigt at forstå, at selvom Grønland er en del af Rigsfællesskab, og vi deler en lang historie, så er Grønland et andet land med en anden kultur. Den danske og den vestlige kultur har uden tvivl sat sit præg heroppe, og det former også nutidens unge. Men for at forstå, hvem de unge er, og hvad de er formet af, så er det vigtigt at forstå noget af historien.

En grønlandsk ungdomskultur
Når man kigger på den moderniseringsproces, som Grønland har været igennem i løbet af de sidste 50-60 år, så er der sket utroligt meget. Efter anden verdenskrig, og Grønland for en periode var frakoblet Danmark, kom der skub i moderniseringsprocessen. Grønland begyndte som en dansk koloni, da missionæren Hans Egede kom til Grønland i 1721, men der gik mange år, før der blev igangsat en egentlig moderniseringsproces, hvor f.eks. alle skulle have samme uddannelsesmuligheder som danskerne, og hvor de generelle levevilkår blev forbedret. Denne moderniseringsproces blev først rigtig skubbet i gang, da Danmark blev medlem af FN i 1953, og Grønland gik fra at være en dansk koloni til at blive et dansk amt. Det betyder også, at når vi kigger på unge og studerende i dag, så er det svært at sammenligne med dansk ungdom, fordi den udvikling der har været i Grønland siden 1950’erne er gået så utroligt stærkt, at Grønland som moderne, vestligt land, stadig er under udvikling. Ved et første øjekast ligner Nuuk en dansk storby i en flot kulisse. Her er caféer, et center, natteliv og kultur, og de unge er aktive på Tiktok og Instagram, men historien er en anden for de unge her. Under danske forhold vil man kalde stort set alle de unge studerende i Grønland for mønsterbrydere, for alle har en anden opvækst end deres forældre og træffer andre valg end deres forældre, og det samme kan siges om deres egne forældres generation.

Den hurtige udvikling har skabt nogle ar på den grønlandske befolkning, og skiftet fra at være en inuit-kultur til at blive et moderne, vestligt samfund har givet nogle afkald. Også i denne tid diskuteres det, hvad der bør være den egentlige grønlandske kultur. Det betyder, at der er meget udsathed i samfundet af den ene eller anden art. Alle unge, jeg kender, har noget med sig i bagagen, om det ”blot” er brudte familieforhold, pap-, halv-, og bonussøskende, eller ikke at vide, hvem der er ens rigtige søskende. Eller svære sygdomsforløb i familien, som gør børnene til forældre alt for tidlig. Andre har en lang række værre ting med sig, som f.eks. at være vokset op med forældre i misbrug, eller selv være blevet trukket ind i et misbrug. Men det er ikke det, som skal definere dem. Det er ikke det, som man ser, når man møder dem. Det er ikke det, de udstråler. Jeg ser ingen ynke sig. Jeg ser stærke unge og studerende, som på trods af deres bagage, og de ods de har imod sig for at kunne gennemføre en uddannelse, kæmper, og de drømmer, og de arbejder for at kunne udleve deres drømme. For at give et eksempel på en udfordring, som alle studerende møder, kan nævnes det, at uddannelsessproget efter folkeskolen er på dansk. Alle bliver undervist i dansk som fremmedsprog i folkeskolen, men det er meget forskelligt, hvor godt de taler sproget, når de lander på en ungdomsuddannelse. Lærerne er fra Danmark og taler oftest intet grønlandsk. En studerende på Universitetet fortalte mig, at en underviser forbød dem at tale grønlandsk med hinanden i klassen. Den studerende er selv god til dansk, men ser også, at mange i klassen er mere komfortable i at diskutere emner på deres eget sprog, og selvom de også ønsker at øve sig i det danske, kommer de til at skifte over til grønlandsk, når de gerne vil forklare sig ordentligt. Men det er ikke nødvendigvis tilladt. Det er blot et eksempel på en studiemæssig udfordring, som de står i. Et andet eksempel er, at på grund af landets enorme størrelse, må flere flytte hjemmefra, når de starter på gymnasiet og flytter dermed også på kollegie. Hver by er isoleret og en flybillet hjem er dyr. De fleste ser derfor kun deres familie 1-2 gange i året. Det kan være svært for en 16-årig, som gerne vil tage sig en uddannelse, men som ikke er klar til at flytte til storbyen og forlade den trygge ramme derhjemme.

Et historisk indblik i, hvorfor kirken ikke står stærkere i at hjælpe ind i udsatheden blandt unge
I 1953, da Grønland blev et dansk amt, kom de også under den danske Grundlov, og fik dermed religionsfriheden. Før det, havde Den lutherske Folkekirke religiøst monopol i Grønland. Med religionsfriheden kom skandinaviske frikirker til Grønland for at missionere og flere kirker blev derefter oprettet. Senere gik de sammen under en fælles betegnelse: ”Inuunerup Nutaap Oqaluffia” (Nyt livs kirke). Men i denne periode kom der ikke andre lutherske missionsbevægelser til Grønland. Ligesom man så det i Danmark, ændredes kirkens magtstruktur i Grønland sig også. Fra at kirkens kateket også var skolelæreren og kirken var en af de vigtigste bygninger i alle bygder, og nogle steder var præsten eller kateketen en del af kolonibestyrelsen eller landsrådet (slut 1700-tallet), er det i dag sådan, at kirken fortsat står som en smuk bygning i alle byer og bygder og hver søndag kalder til gudstjeneste, men på samme tid er kristendom ikke længere et fag i folkeskolen, men er en del af et religion- og filosofi-fag på lige fod med andre religioner, f.eks. den inuitiske tro. Kirken har på den måde igennem årene mistet noget af sin betydning for det grønlandske folk.
Kirken som institution besidder ikke en sjælesørgerisk funktion, men i den enkelte kirke, kan der være ansat en præst eller kateket, som også tager vare på den del. En af mine studerende fortalte, at hun i en svær periode kontaktede kirken og spurgte om muligheden for at tale med en præst. 3 måneder senere fik hun en mail om, at hun kunne kontakte sygehuset for at få en samtale. Kirken, som institution, er ikke til for det enkelte menneske, men tjener til kollektivets kulturelle religiøsitet. Kirken har stadig stor betydning for mange grønlændere, og er også en identitetsmarkør for mange: Det at være grønlænder er, at være medlem af Folkekirken i Grønland. En identitetsmarkør som, jeg også vil mene, er noget stærkere end Folkekirken er for den almene dansker. Kirken er fortsat det sted, som markerer livets store begivenheder: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og listen af Helligdage, hvor man som kulturkristen går i kirke, er nok også længere, end hvad listen er for de fleste i Danmark. De som ønsker at dyrke den individuelle religiøsitet, søger mod en af frikirkerne i byen.

I de senere år er andre missionsorganisationer kommet til Grønland, heriblandt Frelsens Hær og Blå Kors, og Sømandsmissionen har været til stede i Grønland i over 50 år. De står med udstrakte hænder og ønsker at være kirkens diakonale stemme ind i samfundet. Jeg ser, at de gør et godt stykke arbejde. De når hver en gruppe af mennesker i samfundet.
Men hvor går de unge hen, når de ønsker støtte og fællesskab? Den grønlandske frikirke Inuunerup Nutaap Oqaluffia er i nogle byer etableret med et ungdomsarbejde, men ellers er der ikke mange muligheder for unge kristne at søge fællesskab. Manglen på missionsbevægelser og missionshus-traditionen gør også, at selvom vi fra KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) nu er kommet til Grønland for at lave fællesskab for unge og studerende, så er de svære at tiltrække og fastholde, fordi de ikke er vokset op med en tradition om at gå til Bibelstudiemøder eller ungdomsmøder.

Kristent studenterarbejde og fællesskab for studerende og unge
Fællesskaber og foreningsliv, tror jeg, kan skabe værdi ind i individers liv. Et sted, hvor man mødes med andre unge med fælles interesser, hvor man deltager aktivt for at opretholde fællesskabet, og derved også får en rolle. Et sted, hvor mennesker hygger sig med hinanden og bliver klogere på livet sammen. Et sted, hvor det bliver bemærket, hvis man ikke kommer i en periode. Det at skabe fællesskaber og skabe en forening, hvor der ikke er helt den samme tradition for det, som vi oplever i Danmark, er svært. I Danmark vokser mange unge op med muligheden for at deltage i børne-, junior-, og ungdomsarbejde i kirken eller i missionshuset. I Grønland er nogen vokset op med de muligheder, men størstedelen er ikke. De kender foreningsliv fra sport, men det at mødes om andet, er nyt. Det betyder, at den forpligtelse og det ansvar, som det kræver at danne et fællesskab, kan være svær at opbygge. På samme tid er vi i et samfund, hvor unge har mange tilbud, og hvor de mange valg, som unge står overfor, også ofte kan føre til, ikke at træffe et valg og blive hjemme. Desværre kan et samfund med mange muligheder også skabe ensomhed, for den, som ikke kan overskue, hvilken mulighed der passer til dem.

Jeg arbejder som studentersekretær i Nuuk, udsendt af Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) i Danmark, og derfor kalder vi også vores tilbud til de unge og studerende: KFS Grønland. Vi prøver hele tiden at blive klogere på, hvad unge i Grønland er optaget af, og hvilken type fællesskaber, som passer bedst til dem. Vi har en målsætning om, at KFS i Grønland skal blive grønlandsk, og der er vi i en overgangsperiode. Vi ligner ikke helt det danske KFS, men vi, som leder det heroppe, er danske. Når vi ønsker at møde unge i deres liv, deres hverdag med op- og nedture med successer, kampe og fiaskoer, så møder vi dem med Jesus. Vi ønsker, at alle mennesker skal forstå, hvilken værdi de har i Jesus. I dag er der mange ting, som kan definere et menneske, og de sociale medier hjælper ikke altid til at finde ud af, ”hvem jeg er”, og ”hvad er min værdi”. Derfor ønsker vi, at alle skal have et fundament, der hedder Jesus, fordi for ham, kan vi alle få successer og fiaskoer uden, at det ændrer vores værdi som menneske.

Hvad savner de unge?
Hver by i Grønland er så isoleret fra andre byer, at de unge kun kigger efter, hvilke tilbud der er til dem i den by, som de er i. Man søger ikke andre byers kulturelle tilbud. Det betyder også, at selvom Nuuk er en storby med 19.000 indbyggere, så er der en begrænsning på, hvad der kan laves af tilbud for unge, og det sætter også en begrænsning for kirkerne og organisationerne i byen. Der er de ressourcer, som der er, og alle tilbud; aktiviteter og arrangementer er sjældent faste, fordi de afhænger af de samme kræfter, som også står for mange andre ting. Min oplevelse er, at de unge savner stabilitet. De savner stabilitet, når de går i skole, og når de får venner, og når vi danskere kommer op og laver tilbud til dem. De savner, at noget eksisterer i længere tid, så de også kan nå at lære det godt at kende, før det er væk igen. Kirkerne og de kirkelige organisationer har en opgave i at fastholde de unge i aktiviteter og arrangementer, og jeg tror, det starter ved, at de unge oplever, at noget er integreret i byen og ikke løber ud i sandet igen, når nøglepersoner flytter. De unge møder mange udfordringer i deres hverdag, og jeg ønsker for dem, at alle skal have steder, som er ukomplicerede og stabile. Steder, hvor de kan regne med de folk, som er der, og hvor der ikke sker uforudsete ting. Jeg drømmer selv om at skabe fællesskaber, hvor unge og studerende kan komme og være sig selv og opleve at blive set, som dem de er. Og jeg håber, at vi er et skridt på vej i den rigtige retning i KFS Grønland.

Jeg taler sjældent med de unge og studerende om deres og andre unges udsathed, i den forstand, hvor jeg lader det definere dem. Det gør jeg ikke, fordi de er mine venner, som jeg respekterer. Og jeg ser, hvordan at alt det, de har oplevet, og oplever i dag ikke er det, som skal definere deres fremtid. Jeg bruger mange timer på at lytte til dem og bede for dem, for derigennem at vise min støtte til dem.
Håbet ser anderledes ud i Grønland. De unge kæmper lidt mere, og mens vi sukker lidt, kigger jeg på de potter i vindueskarmen, hvor jeg har sået nogle frø i og glæder mig hver dag, når jeg ser, at de har fanget de få solstråler, der var og er vokset bare en lille smule. Tomatplanter kan også gro i Grønland, men de skal behandles på en anden måde, end i Danmark.