Af Jan Nilsson (Folkekirkens mellemkirkelige Råd) |
Kirkens fortalervirksomhed er en integreret del af kirkens ene opgave at bringe evangeliet til mennesker. Fortalervirksomheden er begrundet i Det Gamle Testamentes forkyndelse af skaberværkets iboende skønhed og værdighed, den frihedsforståelse, som ligger i beretningen om udvandringen fra Egypten og profettraditionens fokus på varetagelse af de marginaliseredes ret. Jesu stedfortrædende og forsonende virke giver i Det Nye Testamente en stærk begrundelse for kirkens engagement til fordel for de fattige og undertrykte. I sin profetiske fortalervirksomhed er det kirkens opgave at sige sandheden ved at pege på problemerne, ikke at anvise politikerne løsninger.
Udgivet første gang i ‘Ny Mission’ nummer 18, 2010; Side 53 – 60
Evangeliet i ord og handling
Fortalervirksomhed – eller advocacy – er heldigvis i dag blevet en naturlig del af kirkernes arbejde på lige fod med nødhjælps- og udviklingsarbejde. Hvis ikke det traditionelle nødhjælps- og udviklingsarbejde blev fulgt op af fortalervirksomhed, kom man aldrig til at arbejde med årsagerne til nøden. Fortalervirksomhedens formål er nemlig at ændre forudsætningerne for den konkrete nød. Det kan ske enten ved at gøre de berørte i stand til at føre deres sag over for myndigheder, virksomheder eller andre instanser (ofte kaldet ‘empowerment’), eller det kan ske ved, at den kirkelige fortalervirksomhed selv gør opmærksom på uretfærdighed og magtmisbrug over for magthaverne eller i den bredere offentlighed (ofte kaldet ‘profetisk fortalervirksomhed’).
Ærindet bag fortalervirksomhed er det samme som bag alt diakonalt arbejde, nemlig at hjælpe mennesker i nød. Som sådan hører fortalervirksomhed med til det centrale i kirkens virke, så vidt som det centrale i kirkens virke er at formidle frelse i ord og handling til verden. Det er i dag almindeligt at karakterisere hele kirkens virke som en del af Guds mission (Missio Dei). Uanset om kirken prædiker evangeliet, giver mad til sultne, driver skoler og hospitaler eller hjælper forfulgte, så er det dybest det samme, der er spil, nemlig at kirken arbejder med på Guds store mission om at frelse hele verden. Det hører altså lige så meget med til kirkens væsen og opgave at være i tjeneste for verden som at forkynde evangeliet. Eller rettere: Alt hvad kirken gør – i både ord og handling – gør den, fordi den er sendt til at være i tjeneste i og for verden.
Kirkens ene opgave er at bringe evangeliet til mennesker. Hvis ikke fortalervirksom var en del af den opgave, så skulle kirken opgive arbejdet med det samme og overlade det til andre velmenende kræfter. Både forkyndelsen og diakonien må altså have samme begrundelse og samme indhold, for at det kan hævdes at være et stykke kirkeligt arbejde. Det er dog umuligt at hævde, at der er nogen afgørende forskel på, hvad kirken siger, og hvad kirken gør. Kirken bringer evangeliet til mennesker både gennem ord og gennem handlinger; både gennem forkyndelse og gennem diakoni og dermed fortalervirksomhed.
Der er altså to forudsætninger til stede for, at diakoni i almindelighed, og dermed også fortalervirksomhed, kan siges at være lige så centralt for kirken som forkyndelsen af evangeliet med ord. Den første forudsætning er, at Guds frelse (også) er rettet mod mennesker i deres konkrete livssituationer nu og her og altså ikke kun handler om menneskets åndelige beskaffenhed eller om et liv hinsides det jordiske. Den anden forudsætning er, at der ikke kan skelnes skarpt mellem ord og handling. Det er nu en erkendelse, der hverken er ny eller særlig for kirken: sprogfilosoffer har længe kunnet fortælle os, at vi ofte handler i og med, at vi taler – og omvendt: at rene handlinger kan indeholde lige så meget kommunikation som ren tale.
Efter disse indledende og mere generelle bestemmelser om fortalervirksomheden og dens forhold til kirkens øvrige virke skal der i det følgende ses mere specifikt på den bibelske begrundelse bag fortalervirksomheden og dernæst dens særlige kirkelige karakter med hovedvægt på den profetiske fortalervirksomhed. Spørgsmålene om den bibelske begrundelse og den særlige kirkelige karakter er nok så vigtige, hvis fortalervirksomhed skal blive til andet og mere end blot politisk korrekte markeringer, som lige så vel kunne have været fremført af enhver anden humanitær organisation. Men først skal det altså handle om den specifikke begrundelse bag fortalervirksomheden.
“Skaf den faderløse ret, før enkens sag”
Den specifikke begrundelse for fortalervirksom skal falde i to dele: den første del (dette afsnit) henter sine argumenter fra Det Gamle Testamente og dermed altså fra en mere universalistisk tradition, mens anden del (det følgende afsnit) henter sine argumenter fra Det Nye Testamente.
Det første og mest overordnede argumentet hentet fra Det Gamle Testamente er rent skabelsesteologisk: hele skaberværket besidder værdighed i og med, at det er skabt og dermed villet af Gud. Når der i den første skabelsesberetning i 1. Mosebog igen og igen står, at Gud sagde, at det var godt, så er det et udtryk for skaberværkets skønhed og iboende værdighed. Skaberværkets egen værdighed kommer også til udtryk i selvopretholdelses- og forplantningsdriften hos alt levende: det ligger nærmest som en naturlov i alt levende, at livets opretholdelse og dets videreførelse er et formål, der i sig selv er værd at kæmpe for. Alt levende handler og organiserer sig efter princippet om, at liv er bedre end ikke-liv – altså at livet har en iboende værdighed, som alle organismer instinktivt værner om. Hvis det skabte er godt og har værdighed, så følger heraf pligten til også at tage vare på det skabte. Det er den samme tanke, der ligger bag, når Gud (i 1 Mos 2, 15) siger til mennesket, at det skal “dyrke og vogte” haven, som det er sat i: Jorden skal nemlig ikke blot dyrkes, den skal også vogtes og beskyttes, fordi alt det skabte har værdi som skabt.
Det andet argument for at tage vare på sin næste og sin næstes livssituation kommer fra den store frihedstanke i Det Gamle Testamente, nemlig fra det store drama om israelitternes overgang fra at være slaver i Egypten til at være et frit folk. Spændingen mellem at være slave og fri konkretiseret i fortællingen om udvandringen fra Egypten konstituerer om noget den gammeltestamentlige teologi og jødedommen og siger da også noget helt centralt både om menneskets forhold til Gud og menneskers forhold indbyrdes. Udvandringen fra Egypten giver os et billede af Gud som en, der bekymrer sig om menneskers nød og lidelser, og som sætter mennesker fri fra undertrykkelse. Hele handlingsforløbet starter med Guds udsagn: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem” (2 Mos 2, 7-8). Ikke underligt har beretningen om udvandringen fra Egypten bragt masser og håb og inspiration til folk, som i moderne tid er blevet undertrykt under voldelige regimer i fx Sydafrika og Sydamerika.
Udvandringen fra Egypten har også givet begrundelse for den særlige mellemmenneskelige etik, som vi finder i Det Gamle Testamente: Igen og igen kan man læse den påfaldende formulering, “Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra”, som et argument for at tage vare på de svage i samfundet. Fx: “Du må ikke bøje retten for den fremmede og den faderløse, og du må ikke tage enkens klædning i pant. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig derfra” (5 Mos 24,17-18). Argumentet må være, at der påhviler det folk, der af Gud har fået sin frihed, en særlig forpligtelse til at tage vare på de grupper i samfundet, som trænger til hjælp.
Det tredje argument for at tage vare på de svage og marginaliserede findes i den gammeltestamentlige profet-tradition, som i det følgende skal vise sig at have særlig relevans for kirkens nutidige fortalervirksomhed. De gammeltestamentlige profeter udmærker sig nemlig næsten alle sammen ved at være eksponenter for en radikal magtkritik til fordel for dem, som ikke selv har kræfterne til at kæmpe imod magtovergreb og magtmisbrug. Profeten Esajas’ parole er programmatisk for denne tradition: “Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!” (Es 1,17). Der sker her en bevægelse fra, at den enkelte har en pligt at tage sig af sin næste (altså et forhold mellem to parter), til at profeten intervenerer som en tredje part i konflikten mellem den undertrykte og undertrykkeren. Helt det samme er tilfældet, når det gælder fortalervirksomhed, hvor kirken med profetens ord skaffer den faderløse ret og fører enkens sag over for magthaverne.
Den profetiske dimension i fortalervirksomhed skal udfoldes mere i det følgende, men først skal der på tilsvarende vis spørges efter begrundelsen for fortalervirksomhed og det særlige ansvar over for svage og udsatte ud fra Det Nye Testamente.
Kirken som stedfortræder og forsoner
Hele Jesu jordiske virke havde som sigte at hjælpe mennesker i deres konkrete livssituationer. Igen og igen læses der i evangelierne om, at Jesus opsøger de marginaliserede og de udstødte for at give dem nyt liv. Det gør ingen forskel, om marginaliseringen skyldes sygdom eller sociale omstændigheder, eller om situationen for den enkelte er selvforskyldt eller ej. Der er et tydeligt mønster i Jesu virke om – med Jesu egne ord – at opsøge og frelse det fortabte. Jesus bruger selv et citat fra Esajas’ Bog som overskrift for sin virksomhed, når han siger, at han (Jesus) er kommet “for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger” (Luk 4,18). Når kirken i dag ser det som sin særlige opgave at tage vare på de udstødte og marginaliserede både i lokal og global sammenhæng, ligger det altså helt i forlængelse af Jesu jordiske virke.
I en samtale med disciplene kommer Jesus selv ind på forholdet mellem undertrykkere og undertrykte: “I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem” (Mark 10, 41-45, par. Matt 20, 24-28). Over for dette forhold af undertrykkeren og den undertrykte sætter Jesus så sig selv som en tredje part (helt parallelt til bevægelsen fra en toparts til en tre-parts relation i den gammeltestamentlige profet-tradition), når han siger, at “Menneskesønnen [ikke] er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” og dermed hiver både undertrykkeren og den undertrykte ud af deres negative relation. Fortalervirksomheden som tredje-instansen, der fører den undertrykte parts sag eller giver den marginaliserede ressourcer til selv at komme ud af sin marginalisering, har altså sit forlæg hos Jesu egen person som den, der bryder relationer af magtovergreb og magtmisbrug.
Hermed er det også blevet klart, at begrundelsen for fortalervirksomhed i sidste ende hviler på Jesu person som den, der giver sit eget liv for menneskene. Når kirken med sin fortalervirksomhed fører den udstødtes sag og dermed tager den udstødtes nød på sig og gør den til sin egen, så viderefører kirken på meget konkret vis Kristi gerning på jorden. Det er også baggrunden for den ældgamle tale om kirken som Kristi krop på jorden: Dén stedfortrædende og forsonende gerning, som Kristus udførte, fortsætter kirken i dag, når den tager verdens lidelse på sig og bringer forsoning mellem mennesker.
Både det stedfortrædende og det forsonende element er ofte til stede i kirkens fortalervirksomhed, netop fordi kirken her optræder som den tredjepart, der fører den undertryktes sag (eller gør ham eller hende i stand til selv at føre sin sag) over for magthaverne, eller som den, der bringer forsoning i stand, hvor der før var fjendskab. Når vi som her taler om kirkens stedfortrædende og forsonende virksomhed, bliver det tydeligt, at fortalervirksomheden befinder sig i centrum af kirkens virke, fordi den her meget direkte viderefører det mest centrale i Kristi gerning.
Vi har nu set på bibelske begrundelser for fortalervirksomheden på baggrund af centrale forestillinger i både Det Gamle og Det Nye Testamente. I begge tilfælde så vi, at det særlige for fortalervirksomheden findes, når tredjeparten tager den nødstedte lidelse på sig og fører dennes sag, som om det var sin egen. Det var tilfældet i den gammeltestamentlige profet-tradition; i Kristi stedfortrædende og forsonende gerning, ligesom det er det særlige element i kirkens fortalervirksomhed. I det følgende skal den profetiske dimension af fortalervirksomheden – og dermed dét, som gør den til en særlig kirkelig virksomhed – udfoldes nærmere.
Kirkens profetiske funktion
Som antydet i indledningen af denne artikel, kan fortalervirksomhed antage to forskellige former: for det første ‘empowerment’, hvor den svage/udstødte gøres i stand til at føre sin egen sag gennem oplysning eller gennem tilførsel af konkrete ressourcer; eller for det andet ‘profetisk fortalervirksomhed’, hvor kirken gør opmærksom på uretfærdigheden over for magthaverne eller i en bredere offentlighed. Det er denne sidste form for fortalervirksomhed, som her skal forfølges.
Den første bestemmelse, vi skal have på plads, er den helt grundlæggende: hvad er en profet? I nudansk sprog er en profet nærmest blevet synonym med en person, som forudsiger fremtidige begivenheder. Vi kender det fra vejr-profeter og andre, som gør sig kloge på spådomme om fremtiden. Det er åbenlyst ikke denne funktion ved profetvirksomheden, som gør, at fortalervirksomhed kan kaldes profetisk. Hvis vi ser nærmere på de gammeltestamentlige profeter, viser det sig imidlertid, at deres primære funktion heller ikke var at forudsige fremtiden, men derimod at tale sandheden i situationer, hvor sandheden var ilde hørt, hvilket ofte var ensbetydende med at tale de politiske og religiøse magthavere midt imod. Profeterne i Det Gamle Testamente levede livet farligt, fordi deres funktion var at være den evigt kritiske instans over for landets ledere. Det er denne funktion, som videreføres af kirken i den profetiske fortalervirksomhed.
Det er ganske vist rigtigt, at profeternes udsagn ofte havde karakter af forudsigelser om fremtiden, hvilket dog sjældent skal forstås som spådomme i egentlig forstand, men derimod som betingede forudsigelser af arten: dette og hint vil ske i fremtiden, hvis ikke I omvender jer og stopper med at handle ondt! Formålet med den betingede forudsigelse af fremtiden er altså stadig at være den kritiske instans, der påpeger problemerne og uretfærdigheden i samfundet.
Profetens fornemmeste opgave er at sige sandheden i situationer, hvor sandheden ellers er skjult. Sandheden kan groft sagt være fraværende af to forskellige grunde: enten på grund af uvidenhed, eller fordi ingen tør sige sandheden på grund af frygt for repressalier. Profetens – og fortalervirksomhedens – ærinde er derfor at modvirke uvidenhed og frygt. Uvidenheden modvirkes ved oplysning (i megen fortalervirksomhed ved at oplyse borgere om deres grundlæggende rettigheder, som de på forhånd slet ikke kendte til), og frygt modvirkes ved, at den undertrykte får opbakning fra en tredjepart, som tør gå ind i en konflikt på den svage parts side og gøre opmærksom på uretfærdigheden. Uanset om det er uvidenhed eller frygt, som imødegås, er sigtet at bringe frihed i en ellers ufri situation.
Fra de berømte ord af Jesus ved vi, at “sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8, 32). Der er altså en nær sammenhæng mellem sandhed og frihed, og det gælder ikke mindst i fortalervirksomhed, hvor fastholdelsen af sandheden på bekostning af uvidenhed eller frygt sker for at bringe frihed i ellers fastlåste situationer. Fortalervirksomhedens funktion er altså ligesom de gamle profeters at være den evigt kritiske instans, som siger fra, når magtanvendelse bliver til magtmisbrug. Det sidste, der skal overvejes, er grænserne for, hvad kirken kan sige, når den skal sige sandheden i konkrete og ofte yderst komplekse konflikter, hvor Sandheden med stort S slet ikke er indlysende for nogen parter – heller ikke kirken selv.
De rette svar eller de rette spørgsmål?
Kirken er sat til at forkynde sandheden, hverken mere eller mindre, hvilket også må gælde fortalervirksomheden, som ellers opererer i situationer, som ofte er så komplekse, at der ikke findes nogen løsning, som ikke på samme tid skaber nye problemer. Hvad er den profetiske røst i disse situationer? Hvordan undgår kirken at blive part i et politisk spil? Og i sidste ende: hvordan kan kirken forkynde sandhed og kun sandhed, når den på samme tid forholder sig til menneskers konkrete og dermed komplekse livssituationer?
Et svar på det spørgsmål kan være, at kirken aldrig kan eller skal fortælle, hvad politikere eller andre magthavere konkret skal gøre for at løse et problem; kirkens opgave er derimod alene stædigt at påpege problemet. Opgaven for den profetiske fortalervirksomhed bliver dermed at gennemskue uretfærdigheden og gøre opmærksom på den, men aldrig at levere løsningerne – det er nemlig beslutningstagernes opgave og ikke kirkens. Hvis kirken begyndte at levere løsningsforslag på konkrete problemer, ville der for det første ske det, at kirken gjorde sig klog på noget, som den ikke er klog på, al den stund at løsninger på komplekse problemstillinger ofte kræver en teknisk og administrativ kundskab, som kirken ikke besidder. For det andet vil kirken løbe ind i det problem, at der i denne verden ikke eksisterer gode løsninger uden bivirkninger. Ingen politiske projekter er så gode, at de løser alle problemer uden på samme tid at skabe nye problemer andre steder. Selv i et demokrati gælder det, at mindretallet har en pris at betale, når flertallet skal tilgodeses. Hvis kirken indlod sig på at legitimere konkrete politiske beslutninger, ville kirken på samme tid legitimere de evt. utilsigtede bivirkninger, som fulgte hermed. Kirkens opgave er derfor aldrig at levere de rette svar i politiske sager, men det er kirkens opgave konstant at stille de rette spørgsmål og dermed pege på uretfærdigheden.
Kirken er sat til at forkynde sandheden. Af den grund kan kirken kun i absolut forstand give sit “ja” til Kristus som kirkens Herre og aldrig til politiske ideer, hvor perfekte de end måtte synes. I forhold til politiske ideer er kirkens opgave alene at sige “nej”, når den gennemskuer magtmisbrug. Det er denne logik, som også ligger bag Barmen Erklæringen fra den tyske Bekendelseskirke fra 1934, som protesterede imod Hitler-regimets absolutistiske magtmisbrug: Barmen Erklæringen er bygget op som en række teser, der alle starter med en positiv bekendelse til centrale bibelske trosudsagn, hvorefter en række modsigelser hertil forkastes, fx “Vi forkaster den falske lære, at staten ud over sin særlige opgave skulle og kunne blive menneskelivets eneste og absolutte ordning og dermed også skulle kunne opfylde kirkens bestemmelse” (fra art. 5). Barmen Erklæringen gør sig ikke klog på, hvilken samfundsindretning der er den rette, men den forkaster den konkrete samfundsindretning, hvis rationale strider imod bekendelsen til frihedens og barmhjertighedens Gud.
Som samfundets kritiske og profetiske instans kan kirken med andre ord kun sige fra, når det kommer til politiske ideer og beslutninger, fordi kirkens målestok ikke er pragmatisk, men derimod bunder i selve evangeliet. Det betyder ikke, at opgaven bliver mindre, end hvis kirken skulle levere løsninger på politiske problemer, for desværre vil der i denne verden altid være arbejde med at sige fra, når retfærdigheden ikke sker fyldest. Det er denne profetiske og kritiske tilgang, som udgør det særligt kirkelige element i fortalervirksomheden, og som adskiller den fra almindeligt politisk arbejde, hvor vigtigt dette end måtte være, men som blot ligger uden for kirkens domæne.
