I de lutherske missionsforeninger har vi anvendt begrebet “discipelskab” i mange år til at tale om efterfølgelse af Kristus og om mission. I denne korte artikel vil jeg først kortfattet vise, hvilken teologisk forståelse der ligger bag denne brug og så give to eksempler fra konkrete projekter, der har sat fokus på discipelskab.
Af: Michael Agerbo Mørch
Hvordan forstod man ordet “discipel” i Bibelen og i antikken?
I Gammel Testamente bruges udtrykket discipel ikke ofte, men i den rabbinske litteratur bliver disciplen en kendt figur. Her er det en person, der lærer en traditions overleveringer og lærdom. Sådan kan vi også møde det i evangelierne, hvor farisæerne omtales sådan. I Ny Testamente bruges udtrykket “discipel” hele 261 gange, men kun i evangelierne og Apostlenes Gerninger. Andre tekster bruger en bred variation som “troende”, “hellige”, “brødre” osv. I samtidens græske verden er disciplen også en kendte figur, hvor det handler om en elev, der står i mesterlære hos en filosof.
I NT omtales Jesus som en rabbi (lærer), og hans følgere var disciple (elever). Udtrykket disciple bruges faktisk både om apostlene (de tolv), de, der fysisk fulgte Jesus, og som udtryk for alle, der fulgte Jesu lære. Ofte hvilte det på et særligt kald fra Jesus, og nogle måtte endda forlade alt, hvilket understreger radikaliteten i Jesu kald til efterfølgelse, som den udtrykkes i NT.
Hvordan er dette bibelske materiale relevant for vores praksis?
Lad mig give tre korte pointer.
For det første: Det fremmede ord “discipelskab” betyder, at man er en person fra den gruppe, der er disciple. Dvs. man udfører de aktiviteter, der knytter sig til en discipel. Det handler om at stå i relation til noget bestemt, nemlig rabbien, og derfor er det særlige for den bibelske forståelse, at det ikke handler om “at gøre som Jesus”, men “at blive som Jesus”.
For det andet: Der kan udledes en teologisk grundregel af det bibelske materiale: Discipelskabet ligger implicit i vores forståelse af Kristus. Når vi bekender Jesus som Herre og frelser, så må efterfølgelsen med nødvendighed følge med. Ellers modsiger man med sin praksis sin egen bekendelse.
For det tredje: Det lutherske princip om det almene præsteskab hviler på et sundt discipelskab. Paulus siger i Romerbrevet, at vi skal lære at skønne, hvad der er Guds vilje. Så der er en oplæring i at lære at vurdere, hvad der er Guds vilje, så vi kan leve sandt og sundt i hjem, samfund og menighed.
Hvordan har missionsforeningerne praktiseret deres discipelskabsforståelse?
Det første eksempel på en konkretisering af den teologiske forståelse, jeg har skitseret ovenfor, er Indre Missions Unges projekt “Discipel Gal 2,20”, som løb over en årrække omkring år 2010. Det var et projekt ledet af Anders Møberg og Per Ladekjær. Projektet var en succes i den forstand, at det fik discipelskab på dagsordenen mange steder i Indre Mission, og der blev endda oprettet en “Discipellinje” på Børkop Højskole (IMB) i forlængelse af projektet. Projektet understregede det afgørende, at discipelskab først og fremmest er “Kristus i mig”. Det er Kristus, der er min hellighed, min drivkraft, min motivation for efterfølgelse. Desuden kom der et bredere fokus på mission, så diakoni fik en mere tydelig og selvstændig plads i IMU. Projektets svaghed var, at det blev et projekt. Efter endt projektperiode var der ikke en klar plan for, hvordan tankerne skulle drives videre, og der kom andre afgørende emner på dagsordenen. Det er en konstant problematik i missionsforeningerne, hvor mange ledere investerer megen tid i at udtænke projekter og initiativer, mens medlemmerne tager del i arbejdet i projektperioden, hvorefter meget står i fare for at forfalde.
Det andet projekt er “Discipel 24/7”, som er et igangværende arbejde i Luthersk Mission under ledelse af Birger Reuss Schmidt, Rolf Weber Jørgensen og Morten Friis. Fokus her har været at vende blikket væk fra gadeevangelisation til at se discipelskab som noget, der foregår hele tiden. Man er i mission i sin familie, på sin arbejdsplads, sin fritidsklub osv. Discipelskab er altså ikke et tillæg til en fyldt kalender, men skal integreres i de allerede eksisterende aktiviteter. Projektets frimodige tone har dog været en udfordring for LM, og målet om at etablere mange smågrupper, der mødes hyppigt (fx tre gange ugentligt) har vist sig svært at realisere. I det hele taget er praksis udfordret, og selvom projektet har vundet stor tilslutning på inspirationsniveau, har den konkrete impact manglet mange steder. To vigtige indsigter: (1) Fokus er blevet flyttet fra solomission til fællesskabsmission. Målet er at se discipelskab som et fælles kirkeprojekt, og det er ikke en opgave, man står alene med. (2) For at undgå, at projektet strander, er der i disse måneder stort fokus på coaching af ledere til smågrupper, der skal føre projektet ud i livet og gøre effekten mere varig. Men det er i sin spæde start og derfor for tidligt at konkludere på.
Læren af begge projekter er, at det kræver en vedvarende indsats for at realisere den forståelse af discipelskabet, som man finder frem til i de bibelske skrifter. Men initiativerne og engagementet er der, så det er bare om at gå i frimodighed.
