// Af Harald Nielsen, kirkehistoriker og cand.theol
Ved årsskiftet 1958-1959 tiltrådte Erik W. Nielsen som generalsekretær i Det Danske Missionsselskab (DMS) med ansvar for missionsområderne. Parallelt hermed tiltrådte Erik Petersen som generalsekretær også i DMS med ansvar for hjemmearbejdet. Forud var gået et mildt sagt kaotisk ansættelsesforløb. Begge de to nye generalsekretærer var blevet ansat i DMS lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Erik W. Nielsen i en nyoprettet stilling som studiesekretær – og Erik Petersen i en nyoprettet stilling som ungdomssekretær med en fortid som forbundssekretær i FDF.
Internationalt havde Erik W. Nielsen gjort sig bemærket i en sådan grad, at man havde hentet ham til London som Research Secretary i International Missionary Council (IMC). En stilling han havde bestridt i årene 1951-1958. Da man i DMS i 1958 stod over for et formandsskifte, var man indstillet på, at den hidtidige generalsekretær C. Rendtorff skulle søge præsteembede og samtidig vælges til formand. Rendtorff var derfor interesseret i, at hans tidligere studiesekretær Erik W. Nielsen skulle vende hjem til Danmark for at blive hans efterfølger. I dette ønske stødte han sammen med næstformanden i DMS, biskop Halfdan Høgsbro, der samtidig var formand for Dansk Missionsråd (DMR). Høgsbro så i Erik W. Nielsen muligheden for at samle dansk ydre mission ved at gøre ham til sekretær i DMR. Hidtil havde sekretærstillingen i DMR været varetaget con amore af DMS’ generalsekretær. Høgsbros plan var, at Erik W. Nielsen skulle være lønnet 50% af DMR og 50% af Folkekirken som en slags Folkekirkens konsulent i missionsanliggender og godkendt af alle landets biskopper. Dette er baggrunden for den ukonventionelle ledelsesstruktur i DMS med to kaptajner på ét skib. Det gik da heller ikke.
Dertil kom, at da det kom til stykket, viste det sig, at Høgsbro ikke havde opbakning i sin bestyrelse i DMR til at ansætte Erik W. Nielsen som sekretær. Det var især professor Torben Christensen, der var imod ansættelsen. Efter nogen forhandling frem og tilbage, endte det med, at Erik W. Nielsen accepterede en ansættelse i lighed med den, Rendtorff havde haft, nemlig at være sekretær og kasserer med tegningsret for DMR samtidig med, at han var generalsekretær for DMS – altså to stillinger til én løn! For at gøre forvirringen komplet, fik Erik Petersen (der var DMS’ menige bestyrelsesmedlem for DMS) også tegningsret – men ”almindeligvis vil pastor Erik W. Nielsen være underskriver,” som man skrev i protokollen.
Det DMR, som Erik W. Nielsen således blev sekretær for, var stiftet i 1912 som en opfølgning på den store missionskonference i Edinburgh 1910. På dansk skulle det være en pendant til IMC, som var et af de opfølgende organer efter konferencen. Men hvor IMC var økumenisk var DMR tydelig luthersk. Kun de folkekirkelige missionsselskaber kunne være medlemmer af DMR. Denne linje blev trofast fulgt af DMR’s første formand, professor Frederik Torm, der var en udpræget konservativ teolog uden økumenisk udblik. Deri afveg han ikke fra de store dele af Folkekirken i disse år. Denne linje havde været uproblematisk i tiden helt op til efter Anden Verdenskrig. Men i 1946 skiftede DMR formand. Som ny formand valgtes DMS’ næstformand, biskop Axel Malmstrøm, der sammen med Rendtorff drejede missionsarbejdet væk fra en snæver konfessionel holdning knyttet til det pietistiske Indre Mission. Allerede fra den første verdenskonference i IMC i Jerusalem 1928 havde Malmstrøm været fast dansk delegeret ved IMC’s konferencer i 1935, 1938 og 1947, og det var da også Malmstrøm, der i 1946 havde fået sendt den unge Erik W. Nielsen til den første internationale missionskonference efter krigen i England. Rendtorff havde i 1948 været dansk delegat ved stiftelsen af Det Lutherske Verdensforbund (LWF), hvor han havde lagt sig ud med de toneangivne ledere, fordi han havde stemt imod, at LWF skulle have sit eget missionsråd i modsætning til IMC. Det var ikke nødvendigt, havde Rendtorff argumenteret, ”vi har nok i IMC.”
Allerede som ung studiesekretær i DMS havde Erik W. Nielsen taget initiativ til og fået gennemført, at DMR i maj 1946 havde stiftet ”Selskabet for Missionsforskning,” der skulle drage omsorg for gennem lejlighedsvise møder at fremme forbindelsen mellem praktiske missionsarbejdere og dem, der var interesserede i missionsforskning. Desuden skulle selskabet indkalde udenlandske missionsforskere som foredragsholdere, ligesom man skulle drage omsorg for, at der blev udgivet missionsvidenskabelige skrifter på dansk. Dette blev begyndelsen på Dansk Missionsråds Studieudvalg.
Da Erik W. Nielsen i 1958 var til ansættelsessamtale i såvel DMS som i DMR lagde han ikke skjul på, at hans primære interesse for at vende tilbage til Danmark efter årene i IMC i London lå i DMR perspektivet. ”Jeg er overbevist om, at kardinalpunktet i dansk ydre mission i mange henseender ligger her,” skrev han til Høgsbro. Samtidig var det hans overbevisning, at det for tiden ville være lettere at arbejde for dette perspektiv ud fra et af selskaberne – altså DMS.
Allerede i 1946 havde han holdt et foredrag i DMR med titlen: ”Skal vi ønske en anden plads i kirkens liv og organisation i Danmark?” I dette foredrag slog han til lyd for, at mission ikke blev opfattet som et isoleret anliggende for missionsselskaberne, men at man indså, at mission var hele kirkens sag. Dog var situationen ikke til en sammenlægning af alle missionsselskaberne, men missionsselskaberne måtte anerkendes som de retmæssige organer for mission i den danske kirke. Eller sagt på en anden måde ønskede han, at mission blev anerkendt som kirkens livsfunktion. Missionskaldet skulle ind i selve menighederne.
Indtil ansættelsen af Erik W. Nielsen som sekretær for DMR havde sekretariatet været varetaget af venstre hånd af DMS’ skiftende generalsekretærer – eller som man også sagde: ”DMR var en skrivebordsskuffe på DMS!” Det blev ændret nu. Det øgede aktivitetsniveau i DMR medførte, at man måtte ansætte en kontorsekretær til aflastning af sekretæren i de administrative spørgsmål. Dermed rejstes også spørgsmålet om bedre og adskilte kontorfaciliteter. Fra 1. januar 1963 blev dette konkretiseret i et kontorfællesskab med Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd, Det Økumeniske Fællesråd og Dansk Santalmission i stueetagen i Bispegården, Nørregade 11 i København.
Erik W. Nielsen kastede sig med stor optimisme ind i sit nye arbejde og dets mange opgaver. Inspirationen tog han med fra sine år i IMC, hvor bl.a. genrejsning af missionsarbejdet i Tyskland efter Anden Verdenskrig var en ledetråd. Selv om DMR var konfessionelt, så mødtes dets ledere jævnligt med internationale missionsledere, der var af andre protestantiske konfessioner. Derfor fandt Erik W. Nielsen den konfessionelle begrænsning utilfredsstillende. Med sin klare økumeniske forståelse af evangeliet, kunne han ikke andet end rejse spørgsmålet om DMR’s kristne isolation. Derfor opfordrede han til, at man tog fat på en åbning mod frikirkerne. Dette skete i august 1960 med en debat om DMR’s vedtægter, således at DMR fremover kom til at bestå af ”danske missionsvirksomheder, der anerkender Kirkernes Verdensråds basis.” Dette forslag medførte en længere debat i DMR, hvor især Torben Christensen var imod forslaget. Hans argumentation var, at DMR i stigende grad havde fået en plads i Folkekirkens bevidsthed som et organ for den danske Folkekirkes mission. Derfor mente han, at man ikke burde gøre DMR økumenisk, men snarere stramme linjerne og kalde rådet: ”Den danske folkekirkes Missionsråd.” Så kunne man danne et ”Dansk Økumenisk Missionsråd,” hvor frikirkerne havde samme antal medlemmer som de folkekirkelige selskaber. Baggrunden var, at folkekirkelige menigheder ikke skulle indsamle penge til støtte for frikirkelige missionsformål.
Debatten kom til at strække sig over et par år, og de nye vedtægter blev først vedtaget ved DMR’s møde den 23. november 1962, hvor DMR blev åbnet for frikirkelige organisationer. De første to frikirkelige missionsorganisationer, der blev optaget samme dag, som vedtægterne blev vedtaget, var Metodistkirkens Missionsråd og Frelsens Hær, mens Baptistkirken fulgte kort tid efter. Til at varetage de rent folkekirkelig interesser blev ved samme lejlighed dannet en ny organisation: Folkekirkens Missionsråd, som i de første år var en del af Dansk Missionsråd, hvorefter den blev et selvstændig organ, for endelig, til sidst, at blive integreret i Det Mellemkirkelige Råd.








