BOGANMELDELSE // Af Elof Westergaard
Anmeldelse af Emil Hilton Saggau og Kasper Dalgaards Kirkemødet i Nikæa – Oversættelse, indledning og kommentarer, Samfundslitteratur, 2024.
Bagerst i Den danske Salmebog finder vi to trosbekendelser samt bønnen Fadervor. Det er nyttigt at have disse bekendelser lige ved hånden under gudstjenesten, især den første af de to fællesbekendelser, da den bruges relativt sjældent i Den danske Folkekirke. Her er tale om den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, hvor hoveddelen stammer fra kirkemødet i Nikæa i 325 – en begivenhed, som vi fejrer 1700-året for i år. En udvidelse af formuleringerne om Helligånden blev dog først stadfæstet ved det senere kirkemøde i 381 i Konstantinopel.
Jeg har i mere end tre årtier brugt den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse i forbindelse med gudstjenester på højhelligdagene, og den har den dejligste melodi og messetoner. Bekendelsen har også sin egen sproglige skønhed, som når det for eksempel i bekendelsen om Jesus Kristus lyder, at han er »Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud«.
Bekendelsen rummer desuden stor teologisk dybde, og den er blevet finpudset gennem teologiske drøftelser på de to kirkemøder. Som nutidig læser og bruger af bekendelsen kan man let glemme, hvor meget der egentligt blev arbejdet med formuleringerne i en, for den kristne kirke, meget formativ periode. Det var netop i denne periode, hvor kirken og Romerriget fandt sammen, og hvor en væsentlig del af kernen i den kristne troslære blev udformet.
Emil Saggau og Kasper Dalgaard giver en sådan historisk indsigt i denne periode i deres værk Kirkemødet i Nikæa i 325. Deres indføring er både klar og pædagogisk, og den er lige til at bruge i forbindelse med forberedelserne til fejringen af kirkemødet i år. Som læser får man en nyttig viden om baggrunden for dette kirkemøde, en fin kommenteret oversættelse af de nikænske tekster samt en udvidet forståelse af kirkemødets eftervirkninger. Dette omfatter både arbejdet med trosbekendelsen frem til og med kirkemødet i 381 og et blik på kirkemødets langsigtede betydning for kristendommen.
Personligt er jeg meget glad for de kommenterede nyoversættelser af de nikænske tekster, som ud over trosbekendelsen også indeholder en række trosbestemmelser samt et påskebrev. Påskebrevet har sandsynligvis fungeret som en opsummering af de beslutninger, de forsamlede biskopper på kirkemødet blev enige om. Det er netop gennem læsning af disse tekster, og ved hjælp af de glimrende kommentarer, at det bliver tydeligt, hvad der var på spil, og hvad der var kirkemødets hovedanliggende.
Tag for eksempel påskebrevet. Allerede i brevets indledning nævnes kejser Konstantin: »Vi blev af Guds nåde og den mest fromme kejser, Konstantin, sammenkaldt fra forskellige provinser og byer for sammen at udgøre den store og hellige synode i Nikæa«. Ifølge brevet er det kejseren, der inviterer til kirkemødet og samler biskopperne. Samspillet mellem statsmagt og kirke er således allerede her i spil – et samspil, som stadig, både på godt og ondt, spiller en rolle i en verden, hvor kirken ikke bare kan gå i kloster.
En stærk vægtning af fordømmelsen af Arius og hans tilhængere fylder meget i påskebrevet. Dette er tankevækkende, især når man betænker, hvor kortfattet brevet er i forhold til beskrivelserne af de øvrige beslutninger, der blev taget. Sproget er voldsomt, og Arius’ holdning bliver beskrevet som både gudsbespottelig og blasfemisk. Det er et mønster, der ofte har optrådt i kirkehistorien – der er utallige eksempler – men det er stadig en udfordring for mig, når kirkens identitet så ensidigt formes gennem modsigelsen og fordømmelsen af noget eller nogen.
Frugten af de teologiske stridigheder blev imidlertid den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, som på trods af alle stridigheder blev accepteret som en fælles økumenisk bekendelse.
Endelig, i brevets sidste del, kommer den gode nyhed: »Vi sender jer også de gode nyheder om enigheden vedrørende den hellige påske«. Man blev enige om at følge den romerske tradition for påskens beliggenhed.
God læsning!
