Af Johannes Aakjær Steenbuch

Hvad var egentlig pointen med den nikænske trosbekendelse? Det vigtigste punkt på dagsordenen var at finde ud af, om Jesus kun er en kosmisk mellemleder, eller om han faktisk er Gud. Selvom ordet ”treenighed” ikke er med i trosbekendelsen, så var den vigtig for forståelsen af, hvad det vil sige, at Gud er treenig. Den teologi, der kom ud af trosbekendelsen, handler altså om Jesus’ identitet, men faktisk også om selve kernen i evangeliet.

I klassisk treenighedslære taler vi om Gud som Fader, Søn og Helligånd, der har det samme guddommelige væsen. Sådan har det ikke altid været. Det var en almindelig opfattelse i den første kristne teologi, at Guds Søn er underordnet Gud selv, som en slags kosmisk mellemleder, der forbinder Gud med skaberværket.

Det blev sat på spidsen, da den alexandrinske præst Arius (ca. 250-336) i begyndelsen af 300-tallet blev anledning til den arianske strid. Hans opfattelse var groft sagt, at Guds Søn var skabt og derfor fremmed for Gud selv. Alexander (død ca. 328), der var biskop i Alexandria, mente derimod, at det ligger i begrebet om Gud som Fader, at Gud må have en Søn. De to forudsætter hinanden, og derfor må Guds Søn også være Gud på linje med Faderen.

Det var den debat, der blev sat et foreløbigt punktum for med den nikænske trosbekendelse i år 325. Den mest kontroversielle formulering var, at Guds Søn har ”samme væsen” som Gud Faderen. Hvad det betød for deltagerne ved kirkemødet i Nikæa, er uklart, men det skal læses sammen med de øvrige formuleringer om, at Guds Søn er ”lys af lys” og ”sand Gud af sand Gud”, som blev menneske ”for vores frelse”.

Det kan lyde teknisk, men den teologi, der blev til med den nikænske trosbekendelse, var på mange måder revolutionerende. At Guds Søn har samme væsen som Faderen, betød, at der ikke længere var plads til det hierarkiske gudsbegreb, der var almindeligt førhen. Gud har ikke brug for en mellemleder, men kommer os selv i møde i Jesus.

Det drejede sig om evangeliet, kernen i kristendommen. Det blev klart, da der fra 340’erne opstod nye diskussioner om den nikænske teologi. Athanasius (ca. 296-373), der var blevet biskop i Alexandria, gjorde det i en række kampskrifter mod arianerne klart, hvad der stod på spil. Hvis ikke Jesus er Gud, så kan han ikke frelse os, for skaberværket kan nemlig ikke frelse sig selv.

Det er ikke bare abstrakt filosofisk spekulation, men selve evangeliet, der er på spil. Jesus er ikke bare en sekundær, skabt Gud, der er blevet menneske, som arianerne synes at have ment, men han er Gud selv. Det handler om, hvad Gud er blevet for os. Jesus er ikke bare et moralsk forbillede, han er Gud selv, der træder i vores sted. Gud handler i Jesus på menneskers vegne, for mennesker kan ikke frelse sig selv.

Gud tager med andre ord del i vores vilkår, så vi kan have fællesskab med Gud. Den tankegang sættes på spidsen i Athanasius’ berømte formulering, at Guds Ord blev menneske, for at mennesket kan guddommeliggøres. Det handler om at få del i treenighedens liv, men det kan kun lade sig gøre, hvis Gud først har forenet sig med menneskeheden ved selv at blive menneske. De filosofiske formuleringer om Guds væsen var knap så afgørende, men de blev det først efterhånden, som de kom til at udtrykke kernen i evangeliet.

Sidst i 350’erne opstod nye indvendinger mod den nikænske teologi. Guds Søn er simpelthen væsensforskellig fra Faderen, mente de såkaldte neo-arianere. Som et forsøg på en moderat middelvej formulerede en række teologer den opfattelse, at Guds Søn har et væsen, der dog ligner Faderens.

For Athanasius kunne det være det samme som at sige, at Guds Søn har samme væsen som Faderen, men han måtte efterhånden indrømme, at vi er nødt til at kunne tale om Guds personer som tre selvstændige virkeligheder. Ellers risikerer vi at ende i den opfattelse, at Faderen, Sønnen og Helligånden kun er fremtrædelsesformer for Gud, men den går ikke, for så ryger relationen mellem dem.

Den erkendelse blev en vigtig del af forsvaret for den nikænske teologi op til kirkemødet i Konstantinopel i år 381, hvor den nikænske trosbekendelse endelig blev stadfæstet. Teologer som Basilios af Cæsarea (ca. 330-379) og Gregor af Nyssa (ca. 335-395) udfoldede en ”relationel” forståelse af Gud og virkeligheden i det hele taget. Vi kan ikke tale abstrakt om Gud, men vi kender Gud i sine relationer til sig selv og os. Det samme gælder menneskeheden, der jo er skabt i Guds billede.

Den nikænske teologi og treenighedslæren, som fulgte, har en vidtrækkende betydning med relevans for både gudsbilledet og menneskesynet i dag. Som kernen i kirkernes fælles arv, må det stadig være omdrejningspunktet, når vi forsøger at forstå, hvad kristendommen har at sige moderne mennesker.

Foto: Paul Gustav Doré