Når troen gøres til redskab i kulturkampen, mister evangeliet sin forvandlende kraft og bliver et middel til magt og dominans. Derfor tager jeg afstand. Kirken skal tjene, ikke herske, skriver Thomas Bjerg Mikkelsen
Af Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet. Denne artikel er en del af serien om “kristen indflydelse”.
Siden mordet på Charlie Kirk har flere kirkelige stemmer i både Danmark og udlandet ret ukritisk fremhævet ham som et særligt kristent forbillede og et eksempel til efterfølgelse. Det foruroliger mig.
For Kirk og det magtfulde miljø omkring MAGA-bevægelsen repræsenterer en fremfærd, der minder mere om dominans end om discipelskab i bibelsk forstand. Det undrer mig også, at der ikke er større opmærksomhed på den måde, han filtrer kirke og stat sammen og gør kristendommen til et spørgsmål om magt.
Mordet på Kirk var et tragisk og forfærdeligt eksempel på den politiske vold, som rammer amerikanske ledere. Det fordømmer jeg uden forbehold.
Kirks politiske projekt bør ikke være et forbillede for kirken
På trods af det vil jeg i det følgende pege på, hvorfor hans kristne-religiøse projekt ikke bør være forbillede for kirken. Også fordi hans retoriske greb snarere skaber polarisering end opbyggelig samtale i en forvejen splittet og konfliktramt verden.
Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke forsøger at vurdere Charlie Kirks personlige tro. Min kritik retter sig mod hans offentlige rolle og det ideologiske projekt, han repræsenterede.
Når kirken erobrer samfundet, reduceres kirken til ideologi
Charlie Kirk brugte kristendommen som legitimation for en politisk dagsorden, hvor troen gøres til et redskab i kulturkampen. Dermed blev evangeliet reduceret til ideologi.
Den svenske professor i kirkehistorie, Joel Halldorf, har netop skrevet en interessant kronik, som redegør for, hvordan Kirks markante politiske holdninger hang sammen med hans tro.
Ifølge Halldorf bevægede Kirk sig fra at være fortaler for en klassisk konservativ linje med fri kapitalisme og den mindst mulige stat til målet om, at ”USA skal ledes af kristne og have Bibelen – altså deres tolkning af den – som grundlag”.
Ifølge Halldorf var han efter alt at dømme inspireret af den karismatiske Seven Mountains Mandate, en bevægelse opstået i 1970’erne, hvor lederne Loren Cunningham og Bill Bright hævdede, at Gud havde vist dem, at kristne skulle gå efter at vinde indflydelse på syv samfundsområder: religion, familie, uddannelse, politik, medier, kunst og erhvervsliv.
Målet var at ændre verden ved at influere kulturen indefra.
Senere har personer som C. Peter Wagner og Lance Wallnau videreudviklet teorien til en mere aggressiv dominionistisk form, der taler om, at kristne skal dominere samfundets syv områder, dvs. en teologi, der forstår kristen mission som en form for erobring af samfundssfærerne.
Jeg har ikke overblik over Charlie Kirks liv og historie og kan derfor ikke afgøre, præcis hvor meget Seven Mountains Mandate har præget ham. Men uanset graden af direkte påvirkning er det tydeligt, at hans syn på kirkens rolle i samfundslivet ligger på linje med denne tænkning. Han var i hvert fald meget eksplicit i sine udtalelser. Kirk sagde det selv helt klart i 2022:
Kirks sammenblanding af stat og kirke er uforenelig med den lutherske tradition
Den sammenblanding mellem kirke og stat, som Charlie Kirk og MAGA-bevægelsen står for, er uforenelig med den lutherske tradition og går længere end USA’s grundlæggere tænkte.
Luther skelnede klart mellem det åndelige og det verdslige regimente. Begge var indsat af Gud, men de skulle ikke blandes sammen. Senere har Dietrich Bonhoeffer nuanceret dette: Kirken skal hverken isolere sig fra samfundet eller knytte sig til en politisk ideologi, men leve som en kritisk og ansvarlig stemme i verden.
Dietrich Bonhoeffer tog således i opgøret med nazismen udgangspunkt i den lutherske trestands-lære, som taler om tre grundlæggende “livsstænder”: hjemmet, staten og kirken (Nährstand, Wehrstand, Lehrstand).
Pointen er, at disse stænder er sideordnede, ikke hierarkisk ordnede. Han så denne trestandslære som en beskyttelse mod totalitarisme: Kirken skal ikke underlægges statens magt, og staten skal heller ikke underlægges kirken. Hver stand har sit eget ansvar givet af Gud. Dermed kunne han kritisere nazismen for at forsøge at opsluge alle livsområder under ét politisk herredømme. [1]
Mit eget synspunkt flugter med Bonhoeffers – nemlig at kirken svigter sit egentlige kald, når den søger politisk herredømme. Derfor undrer det mig også, at så mange lutheranere omfavner Kirks ideologiske projekt, som politiserer evangeliet, og som efter min vurdering har et radikaliserende potentiale.
Retoriske konnotationer: Kirk tager afstand fra sine egne hårde udtalelser, men sproget fungerer ikke sådan
Flere af Kirks mest kontroversielle udsagn kan ses som eksempler på, hvordan han i sin retorik bruger sproget til at aktivere bestemte associationer.
I The Charlie Kirk Show kommenterede han den 18. januar 2024 diversitetsprogrammet hos flyselskabet United Airlines: ”Hvis jeg ser en sort pilot, vil jeg tænke: Åh, jeg håber, han er kvalificeret,” udtalte han.
Han tilføjer ganske vist: ”Ingen burde tænke sådan” og markerer dermed en eksplicit afstandtagen fra sit eget udsagn. Men sproget fungerer ikke sådan: konnotationerne fra den første sætning bliver stående. Uanset om det er en bevidst strategi eller ej, er det den virkning, som sproget får i virkeligheden.
Sætningen om de sorte piloter er ofte blevet citeret af velansete medier løsrevet fra hele sammenhængen, og tilhængere af Kirk fremhæver på den baggrund, at han er blevet misforstået.
Jeg har set hele sekvensen, hvor han både udtaler sig provokerende, tager afstand og derefter placerer ansvaret for de “uønskede tanker” hos systemet. Resultatet er, at stereotypen gentages og forstærkes, samtidig med at han selv fritages for ansvar.
Min pointe med analysen er derfor ikke at diskutere, om han er blevet fejlciteret, men at vise, hvordan sproget får en virkning, der rækker ud over hans erklærede intentioner. Denne virkning skaber stærke associationer og påvirker offentlighedens opfattelse af, hvad han faktisk mener.
Sprogteori: Når en provokation efterfølges af en afstandtagen, ophæves den oprindelige effekt ikke
Det er netop her, moderne sprogteori kan kaste lys over hans retorik. I semiotikken bruges konnotationer nemlig til at vise, hvordan sprog kan ”sige mere, end det siger” (Barthes, Saussure). Der skelnes mellem ordets bogstavelige betydning (denotation) og ordets kulturelle og følelsesmæssige associationer, som ord og billeder vækker (konnotation).
Når Kirk siger ”Ingen burde tænke sådan”, afviser han den bogstavelige mening (denotation), dvs. idéen om at hudfarve i sig selv bør vække mistillid. Men de konnotationer, som knytter sig til den første sætning, er allerede aktiveret, og de forsvinder ikke, fordi han bagefter tager afstand.
Når Charlie Kirk et andet sted siger: “Alle mennesker er skabt lige i Guds øjne… men kulturer er ikke alle lige,” er det heller ikke en direkte racistisk kommentar, fordi han understreger menneskers ligeværd. Her formulerer Kirk ganske eksplicit et hierarki mellem kulturer, men udsagnet vækker samtidig konnotationer, der både i en amerikansk og bredere kontekst let kan forbindes med forestillinger om vestlig overlegenhed og hvidt herredømme. Sprog med stærke værdiladninger kan let få en virkning, der rækker ud over den umiddelbare intention. Det er altså ikke nok at vurdere Kirk og MAGA-bevægelsen i det hele taget på de eksplicitte udsagn. Man må også forholde sig til de konnotationer, de bringer i spil.
Virkningen kan i flere tilfælde minde om et retorisk mønster, hvor en provokation efterfølges af en afstandtagen, uden at den oprindelige effekt ophæves.
Han kunne lige så godt have sagt: “Problemet med diversitetspolitikken er, at den sætter sorte piloter i miskredit, hvilket ikke er rimeligt.” Det ville have været en redelig og saglig kritik af et virkeligt samfundsproblem. Men i en debatstil, der ofte bygger på skarpe kontraster og polarisering, giver den provokerende formulering en stærkere virkning.
Kirk brugte framing som strategi
Et af Kirks mest effektive greb var at udfordre sine modstandere til at gendrive ham. I stedet for selv at bevise sit synspunkt lagde han bevisbyrden over på modstanderen i tråd med hans slogan: “Prove Me Wrong.”
Det centrale begreb i den sammenhæng er framing (Entman), som handler om at udvælge bestemte elementer fra virkeligheden og fremhæve dem i kommunikationen på en måde, der styrer modtagerens opfattelse. Framing guider publikum mod en bestemt forståelse af problemet, en fortolkning af årsagerne, en moralsk vurdering og en mulig løsning.
Et godt eksempel på Kirks evne til at frame er hans optræden ved Cambridge Union den 19. maj 2025. Her stillede han sig alene over for en sal fuld af universitetsstuderende, som på skift udfordrede ham med spørgsmål. Stemningen var intens, men samtidig præget af gensidig respekt, og udvekslingerne bar præg af skarpe ideologiske sammenstød.
Under det indledende interview blev Kirk spurgt, hvordan han ville svare kritikere, der mente, han havde misbrugt sin platform under Covid-19-pandemien ved f.eks. at anbefale alternativ medicin som hydroxyklorokin. Han svarede med et retorisk modspørgsmål, der vendte kritikken på hovedet:
“Er der nogen, der har stillet det spørgsmål til vores sundhedsmyndigheder? Vil de undskylde for det, de gjorde forkert? Nedlukningerne var fuldstændig unødvendige […] Det handlede aldrig om at stole på videnskaben, men om at stole på videnskabsfolkene.”
Han fulgte op med en henvisning til de negative konsekvenser, som nedlukningerne fik for unge, og til den såkaldte Great Barrington Declaration, hvor forskere udtrykker bekymring for de sociale, økonomiske og sundhedsmæssige skadevirkninger af langvarige Covid-19-nedlukninger.
Samtidig fremhævede han, at pandemien burde have været en anledning til at sætte fokus på fedme som en central årsag til, at mange amerikanere var særligt sårbare over for Covid-19. I stedet for nedlukninger, mente han, burde man have ført en national debat om sundhed og livsstil.
Retorisk fungerer dette som en konsekvent brug af framing. Når Kirk hævder, at “nedlukningerne var fuldstændig unødvendige,” og at pandemien aldrig handlede ”om at stole på videnskaben, men om at stole på videnskabsfolkene,” framer han hele coronahåndteringen som et spørgsmål om autoritet og magtmisbrug og ikke om smittebekæmpelse eller sundhed.
Henvisningen til forskerne bag Great Barrington Declaration fungerer som et autoritetsargument, der skal styrke hans troværdighed (etos). Og koblingen til fedme og livsstil flytter ansvaret fra politiske beslutningstagere til individet og kulturen.
Dermed reframer han pandemien: Problemet var ikke virussen eller nedlukningerne, men et samfund præget af svag moral og usund livsstil. Og han når aldrig til det punkt, hvor han besvarer kritikken af ham selv, hvilket er ret karakteristisk for hans debatstil.
Senere i samme debat, hvor emnet er abort, uddyber Kirk sin argumentation med teologiske begreber, henviser til Bibelen og fremhæver, at menneskets værdi beror på en gudgiven moral, som han betegner som “Vestens trosgrundlag.”
Her bruger han et absolut moralsk udgangspunkt til at styrke sin egen position. Teologien får i denne kontekst en strategisk funktion. For bemærkelsesværdigt er jo, at Kirk henviser til en absolut, gudgiven moral, når han taler om abort, men undlader at fastholde en tilsvarende absolut sandhed, når han drøfter sin egen rolle under pandemien. Dermed fremstår hans moralske ramme som strategisk selektiv snarere end teologisk konsekvent.
Framing fungerer her som en ideologisk mekanisme, der omdanner politiske og etiske spørgsmål til symbolske kulturkampe. Diskussionen forskydes fra en saglig debat om folkesundhed og etik til en værdikamp om frihed, ansvar og identitet.
Kirk bruger retorikken til at placere modstanderen som årsag til samfundets kriser og sig selv som løsningen.
Det mobiliserer effektivt tilhængere til Tuning Point USA og Trumps politiske projekt, men netop her støder hans ideologi sammen med kirkens egentlige kald og samfundsmæssige relevans: at forkynde evangeliet som nåde og sandhed, ikke som et våben i kampen om politisk dominans.
Fra sproglig strategi til højreekstrem ideologisk
Charlie Kirk trækker i sin kamp på retoriske og ideologiske elementer, der spænder fra nationalkonservatisme over højrepopulisme til højreekstremisme. I et af sine shows beskrev han, hvordan den amerikanske elite ifølge ham har udråbt de hvide på landet til en ny klassefjende – ”de nye kulakker” – med henvisning til Stalins forfølgelse af uafhængige og velhavende bønder i det russiske kejserrige.
Han kobler eksplicit denne fortælling til den såkaldte Great Replacement-tanke, dvs. den højrepopulistiske forestilling om, at amerikansk og kristen kultur systematisk udskiftes gennem migration og globalisering med støtte fra grupper i samfundets elite (denne tanke blev populariseret af den franske forfatter Renaud Camus i Le Grand Remplacement fra 2011).
Når Kirk anvender et begreb med rødder i højreekstrem ideologi, bevæger han sig fra populistisk systemkritik til en ekskluderende og demografisk kampretorik.
Den irske professor og vikingeforsker Tom Birkett har skrevet en interessant artikel, hvor han gør opmærksom på, hvordan retorik fra den yderste højrefløj gradvist siver ind i mainstream-kulturen i USA.
”Til min ven Charlie Kirk vil jeg sige: Vi ses i Valhalla.”
Som eksempel nævner han et pressemøde, hvor de amerikanske myndigheder meddelte, at den mistænkte i drabet på Charlie Kirk var blevet anholdt. FBI-direktør Kash Patel afsluttede sin tale med en personlig hilsen: ”Til min ven Charlie Kirk vil jeg sige: Hvil i fred nu, bror. Vi har vagten, og vi ses i Valhalla.”
Ifølge Birkett gør FBI-direktøren brug af en mytologisk og krigerisk symbolik, som forbindes med nationalistiske og højreekstreme miljøer. Det er højest sandsynligt, at Kash Patel ikke var bevidst om den direkte sammenhæng til ekstremistisk retorik, da udtrykke ”Til Valhalla” også anvendes af det amerikanske marinekorps til at ære faldne kammerater.
FBI-direktør Kash Patel: ”Til min ven Charlie Kirk vil jeg sige: Hvil i fred nu, bror. Vi har vagten, og vi ses i Valhalla.”
Udtrykket stammer sandsynligvis fra norske Nato-styrker i Afghanistan. Men ifølge Birkett illustrerer Patels brug af udtrykket, hvordan yderligtgående retorik langsomt blive en del af mainstreamkulturen.
Kirks bevidste brug af Great Replacement-idéen er tankevækkende, ikke mindst fordi den giver et ideologisk bagtæppe til hans udtalelse: ”Alle mennesker er skabt lige i Guds øjne… men kulturer er ikke alle lige”.
Nationalkonservativ bekymring omformes gradvist til højrepopulistisk systemkritik
Et andet eksempel på, at Kirk benyttede sig af begreber med forbindelse til højreekstremistisk ideologi, er en udtalelse fra et interview Charlie Kirk gav i Tokyo kort før sin død:
Globalist menace (dvs. “den globalistiske trussel”) er ikke et neutralt udtryk, men en ladet og ideologisk betegnelse, der ofte bruges i nationalistiske, højrepopulistiske og konspirationsteoretiske miljøer til at udtrykke frygt for eller modstand mod globalisme og dens påståede konsekvenser.
Både Kash Patels og Kirks retorik illustrerer en ideologisk glidning, hvor nationalkonservativ bekymring for kultur og tradition gradvist omformes til højrepopulistisk systemkritik og videre til højreekstremistisk konspirationstænkning.
Denne bevægelse er ikke blot politisk, men også teologisk relevant, fordi den berører grundlæggende spørgsmål om menneskesyn, fællesskab og ansvar.
Derfor siger jeg nej til Kirks politisk-religiøse projekt
Charlie Kirk var drevet af reelle værdier og overbevisninger, og mange af hans standpunkter kan diskuteres sagligt. Men hans ideologisering af kristendommen og brug af evangeliet som politisk våben gør hans projekt uforeneligt med kirkens kald.
Når troen gøres til redskab i kulturkampen, mister evangeliet sin forvandlende kraft og bliver et middel til magt og dominans.
Netop her tilbyder den lutherske tradition et afgørende korrektiv: Kirken skal ikke herske, men tjene. Den skal ikke opsluge staten, men være en kritisk og ansvarlig stemme i samfundet.
Kirkens røst må være bundet til evangeliet – ikke til politisk ideologi. Kirken skal derfor tale frit og forpligtende ind i en pluralistisk offentlighed, uden at gøre troen til politisk fundament eller magtstrategi.
Derfor må vi afvise enhver kristendom, der ideologiseres og gøres til redskab for politisk herredømme. Når teologiens centrum flyttes fra Kristus til kampen om kultur og identitet, mister kirken både sin troværdighed og sin evne til at være evangeliets vidne i verden.
Henvisninger
[1] Johansson, Thorbjörn: ’Efterföljelse och ansvar för världen. Dietrich Bonhoeffers kritik og fornyelse af tvårikeslären. In: Nikolajsen, Jeppe Bach: Kirke og øvrighed i et pluralistisk samfund s. 167-168
TEMA: Kristen indflydelse?
Denne artikel er en del af serien om “kristen indflydelse”.
Efter Charlie Kirks tragiske død og de efterfølgende reaktioner er det blevet åbenbart, at der ligger en ny magt, som vi i stigende grad skal forholde os til: Kristne influencere. Mange i Danmark havde måske ikke hørt om Charlie Kirk før hans død, men ikke desto mindre var han en enormt kendt skikkelse – selvfølgelig i hjemlandet USA – men også i danske kirkelige sammenhænge, hvor han af overvejende konservative kristne blev hyldet som en forkæmper for demokrati, den frie samtale og konservative værdier.
Nu, hvor de største bølger har lagt sig, er det blevet tid til eftertanke. Hvilken magt repræsenterer kristne influencere som Kirk og andre? Er dansk kirkelighed ikke nok opmærksom på, hvordan religion og tro bruges til at forme offentlige samtaler, politik og holdninger? Ja, hvad kan vi lære af de stærke og ofte polemiske stemmer, der kommer fra steder som YouTube, TikTok og Instagram?
