Vi skal løfte hovedet, ranke ryggen og huske på, at vi har noget meget værdifuldt at give til samfundet. Kirken skal dog ikke være centrum, men i yderkanten, for dér at inspirere og udfordre samfundet, svarer direktør for Resonantia, Mikael Wandt Laursen
Af Simon Fuhrmann, redaktør for Kirke for alle.
Mikael Wandt Laursen har tidligere været generalsekretær for Frikirkenet, og dér lykkedes det ham som få andre fra den frikirkelige verden at få politikere og kulturpersonligheder i tale og sætte gang i en samtale om tro blandt danskerne. Blandt andet gennem den tværkirkelige kampagne “Lad os tale om tro”.
I dag er han direktør for et nyt projekt, Resonantia, der også handler om at skabe meningsfulde samtaler. Men nu er fokus yderligere skærpet mod at få “toneangivende mennesker” dannet åndeligt gennem samtale og relationer, som der står på Resonantias hjemmeside.
Med temaet “kristen indflydelse” i baghovedet var jeg derfor nysgerrig på, hvordan Laursen forstår det at påvirke (aka. “influere”) meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder. Hvordan kan religion og tro bruges til at forme offentlige samtaler, politik og holdninger? Er det en ny måde, hvorpå kristne kan få magt?
Simon Fuhrmann: Mikael Wandt Laursen, du har de seneste år lykkedes med at sætte frikirker på det offentlige og politiske landkort. Hvad driver dig?
– Som generalsekretær for FrikirkeNet har det været min opgave at løfte frikirkernes interesser. Jeg oplever dog, at mit virke har gået begge veje: Både at vise samfundet, hvilken ressource og gave kirker er i det danske samfund, men også at udfordrer kirkerne og deres medlemmer til at løfte hovedet, ranke ryggen og huske på, at vi har noget meget værdifuldt at give til samfundet og vores tid.
– Både folke- og frikirker har så meget af det, som der er efterspørgsel på i vores tid, og nogle formår at tale ind i det, men mange gør ikke. Så når vi for eksempel har inviteret politikere til at besøge en folke- og frikirke i deres valgkreds, så har det også handlet om at opmuntre kirkerne til at forstå de ressourcer, gaver og drivkraft, som de har, og som samfundet faktisk efterspørger.
– Vi lever i en tid, hvor der er stor søgen mod rødder, kompas og fællesskab, og alt det er sådan set kristendommens og kirkens spidskompetence. Vi skal bare finde ud af at bringe det i spil på en måde, hvor vi ikke lukker os om os selv, men åbner udad mod samfundet og bliver en del af den sammenhængskraft, som der er behov for.
– Bemærk også at jeg lægger meget vægt på, at det både er fri- og folkekirker, som har meget at byde ind med. For mig som generalsekretær har det hele tiden været enormt vigtigt at tænke folkekirken med i det, vi gjorde. Så når vi laver politikerbesøg rundt om i landet, har vi altid lokale folkekirkepræster med. Til vores Samtaleevents, hvor vi samler toneangivende mennesker, inviterer vi også altid folkekirkelige nøglespillere med. Og i projektet ”Lad os tale om tro” brugte vi utrolig mange kræfter på at sikre den brede kirkelige alliance, som betød, at det brede kirkelige bagland bag projektet også talte tunge folkekirkelige aktører.
– For vi har brug for at stå sammen som kirke i Danmark i den tid, vi lever i, og det har været en stor del af min drivkraft også i de ting, jeg har fået lov til at arbejde med.
I Danmark har frikirker de seneste 50 år ikke haft tradition for at involvere sig meget aktivt i den offentlige samtale og politik. Hvilken tendens tror du, vi ser i fremtiden?
– Det er lidt forskelligt fra trossamfund til trossamfund. Baptisterne har en lang tradition for at involvere sig, også i politik. Mange lokalpolitikere og flere folketingsmedlemmer har eller har haft baptistisk tilknytning. Jeg tror, at det ligger som en åre fra deres begyndelse, hvor netop baptisterne nød godt af den grundlov, som blandt andet Grundtvig indførte, og som sikrede trosfrihed her til lands.
– Frelsens Hær har en stor socialpolitisk åre og har været involveret på det lokale plan mange steder. Indre Mission og dele af frikirkerne involverede sig meget i Kristeligt Folkepartis dannelse i 70’erne, som var motiveret ud af modstand mod fri porno og abort. Så der er sådan set en tradition for at – fra tid til anden – engagere sig.
– Men vi har ikke set særlig meget af det indenfor de sidste 20 år. Jeg fornemmer dog, at flere enkeltpersoner med kirkelig baggrund nu engagerer sig i politik, og det tror jeg skyldes, at vi fornemmer, at tiden kalder på noget af det, vi som kirkelig har fået med os i fødselsgave: Rødder, kompas og fællesskab.
– Men hvis vi ser på trossamfund som helhed, oplever jeg dog ikke nogen ændring. De frikirkelige trossamfund har som trossamfund ikke et særligt politisk engagement. Typisk har jeg oplevet holdninger i et bredt spænd fra Radikale Venstre, socialdemokrati og hele vejen igennem det borgerlige til DF. Så der er et forholdsvist bredt politisk landskab i det frikirkelige, selvom det konservative element fylder en del. Men det gør det jo også bredt set i politik i dag.
– Vi har i min tid som generalsekretær opmuntret kirkerne til at holde vælgermøder op til kommunalvalg og folketingsvalg. Der har været op mod 25 events per valg – hvilket efter min mening er et godt resultat – men det er et arbejde hver gang at motivere kirkerne til at prioritere det. Vi mener, at det er en vigtig måde at vise demokratisk ansvarlighed og bidrage til lokalsamfundet at arrangere vælgermøder. Også som kirker. Og vel at mærke vælgermøder med en bred politisk repræsentation.
Du har involveret dig i de offentlige samtaler ud fra et frikirkeligt perspektiv. Hvad mener du, at frikirker kan bidrage med til den offentlige samtale?
– Jeg vil sige, at jeg har involveret mig i offentlige samtaler ud fra et kirkeligt perspektiv – ikke bare fri-kirkeligt. Og som nævnt ovenfor, har kirken – bredt set – meget at byde ind med i vores tid, hvor vi netop har brug for at genfinde rødder, kompas og fællesskab.
– Hal Koch talte i sin tid om tre ikke-demokratiske forudsætninger for demokrati: Kultur, videnskab og kirken. Alle tre dele er med til at forme og danne et folk og skabe motivation og vilje til politisk engagement. Jeg tror for eksempel, at vi på ingen måde må underkende den store betydning som både den indremissionske og grundtvigske vækkelse havde for at ”vække” folk til også at engagere sig i at bygge stærke samfundsstrukturer op, som står den dag i dag.
– Så som kirker kan vi byde ind med en forståelse af, at der er noget, som er vigtigere end mig selv og mine egne følelser. At vi er ”forpligtet og forbundne” for at citere vores Konge. At vi er skabt til at bidrage til det, som er større end os selv, og skabe et samfund med respekt for den enkelte såvel som vilje til at tjene og give.
Hvad tænker du om forholdet mellem kristentro og politik? Er der behov for større åndelig dannelse af politikere og kulturpersonligheder?
– Kristentro og politik hænger sammen, men skal også holdes adskilt. Jeg har allerede beskrevet, hvordan jeg tror, at det kan hænge sammen: Kristendommen kan give perspektiv og motivation og vilje til at give af sig selv – også ind i det politiske.
– Men samtidig er det vigtigt at være knivskarp på, at kristendommen aldrig må eller kan blive et politisk argument i sig selv. Vi er altid nødt til at kunne argumentere politisk med folk, der står et andet sted.
– Kirken er ikke kaldet til at stå i centrum af samfundet. Vi er kaldet til at stå på kanten af samfundet, men udfordre og inspirere samfundet – herunder også samfundet centrum – med den tro og det menneskesyn, som kristendommen bærer med sig.
– Det, vi oplever i USA for tiden, er en trist udvikling, hvor kristne har glemt kirkens plads.
– Nogle er blevet grebet af magtens sødme og har bildt sig selv ind, at de kan påtvinge andre mennesker kristne holdninger. Jeg forstår godt, at det til dels er en modreaktion mod en meget kristendomfjendsk udvikling i USA gennem en række år, men fordi nogle presser fra en grøft, så skal vi ikke selv hoppe i den modsatte.
I Resonantia vil I “inspirere personer med indflydelse i samfundet til at tænke større og i bred forstand mere åndeligt om livets og samfundets vigtigste spørgsmål.” Hvad håber I på at opnå med dette?
– Der er heldigvis blandt vores toneangivende medborgere den samme søgen efter rødder, kompas og fællesskab som i resten af samfundet.
– Hver tredje dansker vil gerne tale om tro, og hver tredje dansker vil gerne tale mere om tro, men synes det er svært. Det var baggrunden for den igangværende kampagne ”Lad os tale om tro”, der netop har hver tredje dansker som målgruppe.
– I Resonantia fokuserer vi så på toneangivende personer. Ikke som en leflen for eliten, men som en udfordring. For det er elitens særlige opgave at forvalte en arv, som er blevet givet fra den forrige generation og give den videre til de kommende. Og her er der mange, som oplever, at de mangler sprog og forståelse, der kan hjælpe dem i det ønske. Og det vil vi gerne bidrage med i regi af Resonantia.
– Så vi laver for eksempel samtaleevents, hvor vi griber fat i eksistentielle kristne kernebegreber som ”forsoning”, ”overgivelse” eller ”magtesløshed” og taler om, hvad disse begreber egentlig betyder og kan bruges til, uanset om man er troende eller ikke-troende, venstreorienteret eller modsat, politiker eller professor.
– Vi vil gerne være et åbent samtaleforum, hvor vi mødes på tværs af ståsteder og sfærer for at tale om nogle af vor tids eksistentielle udfordringer. På den måde tror jeg også at vi kan bidrage til at modvirke polarisering og i stedet skabe sammenhængskraft. Vores kristne arv – troende eller ej – skal ikke blot defineres af nogle få. Det skal være en del af vores fælles samtale.
Med Charlie Kirk så vi, at en kristen influencer fik enorm politisk betydning. Både før sin død, men især efter. Er det en form for politisk indflydelse, kristne i Danmark også bør søge?
– Jeg kendte ikke Charlie Kirk før han blev dræbt og har ikke lyttet til en eneste podcast, så jeg skal ikke gøre mig til Kirk ekspert.
– Men med den viden jeg tror, jeg har, så ser han ud til at være en kristen, der har glemt kirkens og kristendommens placering. Kirken skal ikke være centrum, men i yderkanten, der inspirerer og udfordrer samfundet.
Der er flere kirkefolk, der har advaret mod amerikanske tendenser, hvor retninger indenfor evangelikal kristendom med idéer om samfundets “syv bjerge” søger politisk magt. Hvordan ser du på dette fænomen? Hvad er din analyse?
– Den teologi, der ligger bag samfundets ”syv bjerge”, virker til at være stukket af i USA.
– Jeg har selv boet i USA for 25 år siden og stødte på tankerne dengang i nogle bøger og samtaler. Men dengang opfattede jeg det klart som en inspiration og udfordring, der kom fra kanten, og ikke en tænkning eller ønske om dominans. Det virker til, at der er sket et skred hos nogle – og det er dem, som i øjeblikket taler højest.
– Jeg tror og håber, at der også i USA kommer en tydelig modbevægelse blandt kirker, der erkender, at her har magtambitionerne taget over, og at man vil genfinde kaldet til at være tjener for samfundet.
– Jeg tror, det vil komme til at ske. For lige nu strækkes kristendommen derovre på en måde, som ikke kan holde i længden. Men desværre tror jeg, at vendepunktet ligger nogle år fremme.
– Vi ser en lignende udvikling i England og i andre europæiske lande, så det er nok en længere udvikling, vi står i.
– Jeg tror ikke, vi kommer til at opleve det i nævneværdig grad i Danmark. Hertil er arven fra blandt andet Grundtvig for stærk. Men vi skal være opmærksom.
– Vores bedste måde at svare på er at fastholde kirkens kald til at udfordre og inspirere fra kanten. At vi selv går foran som gode brobyggere og skaber rum for den fælles samtale om kristendommens kald til – og inspiration for – os alle, uanset ståsted.
