Af Maria Munkholt Christensen

En fælleserklæring bringer lutheranere og ortodokse tættere på hinanden midt i jubilæumsåret for den nikænske bekendelse. Samtidig skal det globale syd ikke længere kun være med på sidelinjen – det skal være med til at forme fremtidens økumeni.

Jeg har det privilegium at være Folkekirkens udsendte i to internationale, mellemkirkelige sammenhænge: Dels i kommissionen Faith and Order, som er en del af Kirkernes Verdensråd, og dels i en dialog med ortodokse kirker i regi af Det Lutherske Verdensforbund. I begge disse sammenhæng markeres i år 1700-året for kirkemødet i Nikæa.

På koncilet i Nikæa i 325 blev den nikænske trosbekendelse vedtaget. I en udvidet form, den såkaldte nikæno-konstantinopolitanske bekendelse, udgør den en del af den lutherske kirkes konfessionelle grundlag. Bekendelsen er teologisk vigtig, men i praksis bruges den kun sjældent i Folkekirkens gudstjenester. I vesten ­– både hos katolikker og protestanter ­– har den apostolske trosbekendelse traditionelt været mest anvendt, men den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse er den mest udbredte på verdensplan, da vi deler den med de ortodokse kristne og mange flere. Man kan dog ikke kalde bekendelsen for universel, da der findes kirker uden et officielt bekendelsesgrundlag. I de mellemkirkelige samtaler er det derfor ikke altid givet, hvordan den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse skal forstås, anvendes eller fejres. Samtidig varierer synet på det første koncil i Nikæa betydeligt mellem kirkesamfund. Nogle ser det som en ufejlbarlig del af den kirkelige tradition, mens andre betragter det i lyset af dets historiske kontekst og kritiserer, at koncilet blev indkaldt af kejser Konstantin og ikke af kirken selv. Den globale samtale om Nikæa-koncilet og dets bekendelse rummer således vidt forskellige perspektiver, hvilket gør forberedelserne til jubilæet både berigende og udfordrende.

Hvor er den synlige enhed på vej hen?

Kirkernes Verdensråd omtaler 2025 som et »økumenisk år«, da det markerer både 1700-året for kirkemødet i Nikæa og 100-året for den første verdenskonference for Life and Work-bevægelsen i Stockholm i 1925. Faith and Order-kommissionen fejrer det førstnævnte jubilæum ved at afholde sin sjette verdenskonference. Den forrige verdenskonference fandt sted i 1993 i Santiago de Compostela i Spanien, og det er på høje tid igen at tage bestik af den globale kirkelige situation med en stort anlagt konference. Konferencen i år afholdes i det koptisk-ortodokse St. Bishoy-kloster i Wadi El Natrun, nær Alexandria i Egypten – et særdeles velvalgt sted til jubilæet, da netop Alexandria spillede en central rolle i den teologiske konflikt, der førte til formuleringen af den nikænske bekendelse i 325. Samtidig er det betydningsfuldt, at verdenskonferencen afholdes uden for Europa, da det understreger Faith and Order-kommissionens bestræbelse på at indoptage og repræsentere mere globale perspektiver, end det historisk har været tilfældet.

Konferencen afholdes under den engelske titel »Where now for visible unity?« (»Hvor er den synlige enhed på vej hen?«). Det er sigende, at konferencens titel er formuleret som et spørgsmål. Det afspejler, at den økumeniske bevægelse er i forandring. På nogle områder har bevægelsen nået sine mål, da det i visse kirketraditioner nu er en selvfølge at forstå sig selv som økumenisk. Samtidig står den økumeniske bevægelse over for nye udfordringer, ikke mindst behovet for at inddrage perspektiver fra flere kristne traditioner i det globale syd. Konferencens program er bygget op omkring tre hovedtemaer: Tro, mission og enhed. Forhåbningen er, at refleksionerne over den fælles arv, som den nikænske tradition repræsenterer, ikke blot skal have historisk karakter, men også være relevante for kirkernes nutidige virkelighed – for deres tro, mission og enhed.

Forhåbningen er, at refleksionerne over den fælles arv, som den nikænske tradition repræsenterer, ikke blot skal have historisk karakter, men også være relevante for kirkernes nutidige virkelighed – for deres tro, mission og enhed.

Som optakt til konferencen afholdes en række webinarer. De behandler både klassiske og aktuelle økumeniske spørgsmål, herunder spørgsmålet om en mulig dato for en fælles påskefejring, nye tilnærmelser til filioque-debatten (uddybes nedenfor), samt pavens rolle i forhold til kirkens enhed.

Kristen enhed og fælles rødder

Det Lutherske Verdensforbund bruger også Nikæa-jubilæet som en anledning til at reflektere over kristen enhed i dag og de kristne kirkers fælles rødder. En særlig vigtig dialog i den sammenhæng er lutheranernes samtale med de (øst-)ortodokse kirker under mandat fra den økumeniske patriark i Konstantinopel/Istanbul. Dialogen går under navnet »The International Lutheran-Orthodox Joint Theological Commission«. Senest har temaet været »Helligånden, kirken og verden«, og til det tema hørte også det omstridte spørgsmål om Filioque.

Filioque-spørgsmålet drejer sig om tilføjelsen af ordet Filioque til den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse. Tilføjelsen blev med tiden en fast del af den katolske og senere lutherske kirkes trosbekendelse. Filioque er latin og betyder »og (fra) Sønnen«, og teologisk indebærer tilføjelsen, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen. Der er gode teologiske argumenter for at bibeholde ordet, men man kan også argumentere for at fastholde den oprindelige version. I middelalderen blev uenigheden om Filioque en af de faktorer, der førte til det store skisma i 1054, hvor kirken i øst og vest endegyldigt skiltes. Filioque er altså langt fra en uvæsentlig detalje i kirkehistorien. Diskussionen om Filioque blev taget op af teologer i den fælles luthersk-ortodokse teologiske kommission i 2023-2024, og det førte til vedtagelsen af en fælleserklæring, der viser stor teologisk enighed og velvilje imellem de to traditioner. Den fælles erklæring om Filioque bekræfter, at ifølge treenighedslæren er Faderen årsag til både Sønnens fødsel og Åndens udgang. De ortodokse anerkender samtidig, at Filioque ofte er ment som en understregning af forholdet mellem Sønnen og Ånden, mens lutheranerne er bevidste om, at Helligånden i den ortodokse tradition nogle gange opfattes som udgående igennem Sønnen. Detaljerne i diskussionen er dybt teologiske, men de er også konkret relevante for fællesskabet mellem ortodokse og lutheranere. Erklæringen er allerede blevet vel modtaget i mange kirker og vil også blive inddraget under Faith and Order’s verdenskonference. Nogle gange kan de mange forskellige økumeniske dialoger og organisationer fremstå isolerede fra hinanden, men nu, hvor Kirkernes Verdensråd integrerer den luthersk-ortodokse fælleserklæring i deres fejring af den nikænske bekendelse, er den et godt eksempel på, hvordan forskellige økumeniske initiativer har betydning for hinanden.

Selv ser jeg nu frem til at følge fejringen af det nikænske jubilæum – også i en dansk sammenhæng, hvor danske kirkedage, folkekirkens pinsegudstjenester og seminarer på landets universiteter vil bære præg af den nikænske bekendelse.

Foto: Helligånden i skikkelse af en due udblæses både fra Faderen og Sønnen (altertavle fra Boulbon, ca. 1450)