Af Anne Mie Skak Johanson, redaktør på Kirke for Alle |

Det ligner ikke ligefrem en kirke og slet ikke en ortodoks. Mest af alt ligner det en garage, hvilket det egentlig også var indtil for nyligt. Men går man indenfor i den lille bygning, er det dog tydelig, at det her er en kirke. Alle væggene er fyldt med ikoner, lystændingen er nederst i rummet, og altret er gemt bag et smukt forhæng med gyldne kors. Denne lille ortodokse kirke ligger i Hundslund, en landsby 10 km nord for Horsens.

Det er søndag formiddag og jeg skal til ortodoks gudstjeneste. I kirkedøren bliver jeg mødt af Klara Olariu, det er hende, der har inviteret. Kirken blev etableret for to år siden. Med 9000 rumænere i Horsensområdet var der behov for en rumænsk ortodoks kirke. Det var dog svært at finde et lokale i Horsens, som kirken måtte og kunne bruge. Men så tilbød en af rumænerne, at kirken kunne holde til i hans garage. Frivillige gav sig til at sætte lokalerne i stand, en præst fra Vestjylland lavede alterpartiet, ikonerne har menighedens medlemmer doneret, og kirkens relikvier er gaver fra ortodokse søster kirker hjemme i Rumænien.

For os ortodokse har kontakten med kirken stor betydning. Det er vigtigt at gå i kirken om søndagen og på andre helligdage. Man kan ikke være kristen alene. Det er vigtigt at skrifte hos præsten og at deltage i kirkens øvrige sakramenter. Da jeg kom til Danmark, deltog jeg og børnene i gudstjenester i den ortodokse kirke i Aarhus, fortæller Klara. I kirken får man styrke til at klare sin hverdag. Her kommer man i kontakt med det himmelske. Uden kirken tror jeg ikke, jeg havde overlevet i Danmark. I kirken sættes der perspektiv på vores liv og på døden.

Klara Olariu

Det var en stor opmuntring for Klara, da der blev dannet en ortodoks kirke i en landsby tæt på den by, hvor hun bor. Kirken i Hundslund har sin egen præst, derfor kan de holde gudstjeneste hver søndag. Padre Matias er uddannet i Rumænien, har tidligere været præst i Spanien, men hans konens uddannelse har ført ham til Danmark. Nu er han præst for den lille menighed i Hundslund, som i øvrigt lige er blevet godkendt som anerkendt trossamfund. Som præst er Padre Matias sendt af patriarken i Bukarest. Den ortodokse biskop Fader Dr. Macarie, som er biskop for det rumænske ortodokse stift i Nordeuropa, var naturligvis med i planlægningen og indvielsen af kirken. Den ortodokse kirke er nemlig opmærksom på det behov, der efterhånden er for rumænsk ortodokse kirker i Danmark med over 40.000 herboende rumænere.

I den tidligere garage går gudstjenesten i gang. Liturgien er på rumænsk, men selvom jeg ingenting forstår, er det tydeligt at mærke intensiteten og nærværet. I starten er der omtrent 10 deltagere til stede. En del af dem, mest kvinder, er med til at synge liturgien. Efterhånden som den to timers lange gudstjeneste skrider frem, kommer der flere og flere deltagere, så der til sidst er helt fyldt op i det forholdsvis lille gudstjenestelokale. Blandt deltagerne er de fleste rumænere, men der er også et par etniske danskere og to græsk ortodokse familier.

Der var kun to ortodokse kirker, da jeg kom til Danmark for 15 år siden, en i Aarhus og en i København, fortæller hun. Nu er der over 20. Jeg ved godt, der er mange andre kirker i Danmark, og jeg har prøvet at være med til en gudstjeneste i folkekirken, men for mig er den ortodokse gudstjeneste og tro det rigtige. Sådan tror jeg, mange ortodokse har det. For ortodokse er troen meget håndgribelig. For os er den fysiske forsamlingen til gudstjeneste vigtig. Vi har ikoner af helgenerne, som vi kan røre ved, vi har røgelse, vi går til skrifte, vi tænder lys, og vi går til nadver. Alt sammen ting, som er fysiske og en vigtig del af troen. 

Klara Olariu har været med i kirken i Hundslund siden den startede.

Det var et kæmpe skifte for Klara og hendes familie at komme til Danmark.

Jeg havde hørt, at der var en sekulær kultur i Danmark og at meget få gik i kirke. Jeg vidste bare ikke helt, hvad det betød. Folk taler ikke om det religiøse her i Danmark. De forholder sig ikke rigtigt til det. Særligt i begyndelsen savnede jeg at kunne tale åbent om tro, men jeg accepterede selvfølgelig, at det var sådan, kulturen var. For mig kom det bare til at betyde endnu mere at være en del af den ortodokse kirke. Her kunne jeg også nyde fællesskabet med andre rumænere, spise vores egen mad og tale vores eget sprog.

Også den personlige spiritualitet fylder. Klara er ikke vant til at tale meget om denne del af troslivet, men det ses tydeligt i hendes hjem, at det har stor betydning. På den store væg i stuen hænger flere ikoner, og bøgerne på bogreolen har religiøse titler. Da jeg spørger mere ind til, hvordan hun lever med sin ortodokse tro, henter hun en ortodokse kalender med oversigt over, hvilken helgen der fejres på de forskellige dage. På den pågældende dag kan man som troende lade det liv og den tro, som dagens helgen har haft, være fokus for refleksion og bøn. I den store bønnebog er der desuden bønner til hver af helgenerne. På den måde er helgenerne forbilleder. Deres liv og vidnesbyrd er med til at forme livet hos den troende.

Nu er troen ikke kun ord. Det handler også om, hvordan man lever. Kristne værdier skal gerne forme det, man gør, og den måde, man lever på. Kristne må vise omsorg for andre mennesker, fortæller Klara.

I Rumænien underviste hun i teologi, men hun kan ikke få lov til at bruge sin uddannelse her i Danmark. Hun kalder det selv, at hun har fået en anden status. Hun arbejder nu som SOSU-assistent blandt mennesker, som har det rigtigt svært. Efter 14 år med teori får Klara nu prøvet sin tro af i praksis.

Da gudstjenesten er slut, er der tilbud om juice og kage, og der småsnakkes i kirkedøren. Padre Matias tager sig tid til at tale med de få, der bliver hængende og også med mig. Da juicen er drukket, går jeg over til min bil, som holder på sognekirkens parkeringsplads på den anden side af gade. Stadig lidt forundret sætter jeg mig bag rattet. Hvem skulle have troet, at der bag en simpel garagedør på en helt almindelig søndag i den lille landsby Hundslund udfoldede sig et så stærk og intimt åndeligt liv. Det var meget berigende at møde den ortodokse liturgi, passionen og overgivelsen til Gud hos kirkens medlemmer og deres store gæstfrihed. Ordene ortodoks og kirkeplantning og landsby har hos mig fået tilføjet nye dimensioner.