Af Jonas Adelin Jørgensen
I den sidste uge af september 2024 fandt kongressen Lausanne IV sted i Seoul, Sydkorea. Kongressen var den fjerde i rækken af missionsteologiske betydningsfulde samlinger siden begyndelsen i Lausanne i 1974, hvor navnet ’Lausannebevægelsen’ stammer fra.
De oprindelige arkitekter bag Lausannekonferencen og Lausanneerklæringen – den såkaldte Lausannepagt – var den indflydelsesrige amerikanske evangelist og sydstatsbaptist Billy Graham og den engelske præst og teolog John Stott. Deres formulering af Lausannepagten og om verdensmission blev i de efterfølgende år et vigtigt referencepunkt for missionsorienterede kristne. Visionen for Lausannebevægelsen er ifølge den oprindelige erklæring firedelt: (1) Evangeliet for ethvert menneske, (2) kirker som alle steder kalder mennesker til efterfølgelse, (3) Kristus-inspirerede ledere for alle kirker, og (4) Gudsrige-tænkning i alle samfundssfærer. Denne vision formåede at samle den fragmenterede og ofte indbyrdes uenige konservative og evangelikale kristendom. På tværs af landegrænser og kulturelle forskelligheder blev der formet en stærk fælles forståelse af mission som kirkekendetegn.
Konferencen i Seoul markerede 50-året for den første konference og samlede 5.200 ledere fra 200 lande til en fejring og refleksion over mission i den globale kirke. Nøgleord for denne fjerde konference var ’polycentrisk kristendom’, ’tiltagende mistillid’, ’skiftende demografier’, ’migration’, ’ulighed og retfærdighed’ og ’digitalisering’. I de forberedende rapporter behandles emner som status for verdensmissionen og lederskab indenfor evangelisation i lyset af disse overskrifter. På kongressen præsenteredes Seoulerklæringen, som sammen med synet på Israel-Palæstina-konflikten og forståelsen af forfulgte kristne blev genstand for debat på kongressen. De tre områder viser tilsammen interessante brudflader i den konservative protestantiske verden, som vil få betydning i de kommende år, og er derfor i fokus i denne artikel.
Seoulerklæringen
Baggrunden for den oprindelige Lausannepagt var konflikten mellem en den traditionelle fundamentalistiske og den mere moderne liberale kristendom. Den traditionelle fundamentalistiske tilgang til uenigheder er dogmatisk og indebærer en nærlæsning af skriften og traditionen. Den mere moderne kristendomsforståelse forsvarer derimod kristendommens sandhed i den moderne verden ved at opbløde grænserne og relativisere sandhedskravet. Disse to strategier i forhold til uenigheder er ganske forskellige, og hvor den mere fundamentalistiske tilgang i praksis leder til at uenigheder og konflikter løses gennem findelinger og splittelser, så har den moderne tilgang en mere homogeniserende effekt. Den oprindelige Lausannepagt adresserede uenigheder og splittelser gennem en invitation til et fornyet fokus på en fælles missionsopgave, hvilket kan ses som en tredje vej i forhold til den fundamentalistiske og moderne. Denne tilgang fungerende på Lausannekonferencen i 1974 i forhold til at samle den missionsorienterede protestantiske kristendom, men uden at løse det mere grundlæggende problem med de to forskellige tilgange i forhold til, hvordan konflikter og uenigheder løses, hvilket har fulgt Lausannebevægelsen lige siden og også dukkede op til overfladen i Seoul.
De efterfølgende to kongresser i Manila og Cape Town gav anledning til to nye Lausannedokumenter – Manila Manifestet fra 1989 og Cape Town Erklæringen fra 2010 – og Seoulkongressen introducerede det fjerde fællesdokument, Seoulbetænkningen. Seoulbetænkningen er ifølge forordet tænkt som et supplement til de øvrige dokumenter og behandler evangeliet, biblen, kirken, den kristne menneskeforståelse, efterfølgelse, solidaritet mellem lande og teknologi. Hovedforfatterne er den srilankanske teolog Ivor Poobalan og den sydafrikanske missionsleder Victor Nakah, og betænkningen bygger på et imponerende grundigt forarbejde, afrapporteret i en 500+ siders udgivelse om status for global kristen mission.
Betænkningen afstedkom dog en del diskussion. For det første fordi den i modsætning til tidligere udtalelser blev introduceret i begyndelsen af kongressen uden at deltagerne fik mulighed for at kommentere indholdet, og for det andet fordi den indeholdt passager om synet på homoseksuelle, som grupper blandt deltagerne fandt for ensidigt, for liberalt eller for konservativt. I udtalelsen skrives der om homoseksuelle, at Lausannebevægelsen anerkender, at der er et antal mennesker, både udenfor og indenfor kirkerne, som oplever tiltrækning af det samme køn. Den bibelske vejledning understreger, at både heteroseksuelle og homoseksuelle kristne må modstå fristelse og leve helligt i seksuel forstand; for homoseksuelles vedkommende vil det sige i cølibat. Desværre har kirker ofte været for uvidende og forudindtagne om denne problemstilling, konkluderer udtalelsen. Dette fik en række af de koreanske værtskirker til at kritisere udtalelsen, da det gav indtryk af, at der var tale om et generelt problem med kirker, som var uvidende om homoseksualitet. Udtalelsen blev derfor ændret under kongressen, så formuleringen om kristne, som tiltrækkes af en af samme køn, udfordres i ’mange lokale kirker på grund af uvidenhed og fordomme’, i stedet blev formuleret som ’udfordres selv i kristne fællesskaber’. I sig selv en måske ubetydelig ændring, men diskussionen om emnet giver alligevel et fingerpeg om, at et af de ømme punkter blandt konservative kristne er forståelse af og praksis i forhold til homoseksualitet, og hvordan de lokale kirker håndterer dette.
Israel-Palæstina-konflikten
Den pågående konflikt i Gaza afspejlede sig på Lausannekongressen, hvor den sydamerikanske teolog Ruth Padilla DeBorst fra Michigan i en tale sagde, at både Hamas og Israel holder gidsler: ”Der er ikke plads til at ikke forholde sig til dem, der lider under følgerne af krig og vold. Hele verden rundt, de hjemløse og plagede indbyggere i Gaza, gidslerne som holdes af både Israel og Hamas og deres familier, palæstinensere i deres egne områder”. Talen handlede om den gammeltestamentlige profet Mikas rolle i samfundet, og i sin tale drog Padilla DeBorst paralleller til nutiden. Padilla DeBorst advarede mod former for teologi, som legitimerer kolonialisme: ”Kolonialiserende teologier retfærdiggør og finansierer undertrykkelse under dække af former for dispensational eskatologi”, konkluderede hun.
’Dispensational’ refererer her til en teologisk tolkning af historien, som ser Guds frelseshandling i forhold til forskellige perioder (dispensations på engelsk). I forhold til Israel-Palæstina-konflikten ses Israel – inklusive den moderne stat Israel – som Guds udvalgte folk, mens kirken har sin egen og senere form for udvælgelse, som ikke sætter den tidligere udvælgelse af Israel ud af kraft. Disse ideer er udbredte i amerikansk evangelikal teologi, og en del af tilhørerne hørte Padilla DeBorsts tale som et angreb på denne gruppe.
På vegne af Lausannegruppen udsendte David Bennett, som var ansvarlig for programmet, en undskyldning til de deltagere, som havde følt sig stødt over Padilla DeBorsts tale. Undskyldningen havde dog ikke den ønskede effekt, da andre tilhørere nu brokkede sig over, at Lausanne ikke længere kunne rumme teologiske uenigheder om fx eskatologien. Padilla DeBorst selv var også hurtigt ude efter talen og svarede kritikerne, at hun ’måske slet ikke burde have accepteret invitationen’. Hun undskyldte for den smerte, som hendes tale havde forvoldt, men fastholdt samtidigt, at teologiske fortolkninger kan legitimere uretfærdighed mod befolkningsgrupper. Det sker netop nu i forhold til befolkningen i Gaza, når nogle amerikanske evangelikale legitimerer Israels fremfærd af teologiske grunde, argumenterede hun.
Forfulgte kristne
En af deltagerne på konferencen var den iransk-britiske teolog Sara Afshari, som i en nylig artikel har problematiseret forståelsen af forfølgelse i Lausanne og bredere i den evangelikale verden. Afshari kommer selv oprindelig fra Iran og har haft erfaringer med forfølgelse helt tæt inde på livet. Afshari argumenterede for at Lausannekonferencen – og vel nok også den evangelikale del af kristendommen bredere – har en reduktiv forståelse af forfølgelse. Det viser sig ifølge Afshari, hvor spørgsmålet om forfølgelse primært gøres til en følelsesmæssig appel, som forbindes til evangelisering eller offergørelse af kristne. Afshari påpeger, at man med dette risikerer både at markedsliggøre forfølgelsen såvel som at overse den dybere teologiske dimension af forfølgelse.
For det første advarer Afshari mod at markedsliggøre historier om kristnes forfølgelse og lidelse for at samle politisk støtte, som et program for at fremme kirkevækst eller dæmonisere lande med en muslimsk majoritet. Historier om, hvordan ’fjender’ der forfølger, bliver til ’venner’ gennem at ’overvindes’ af forfulgte kristnes vidnesbyrd, er en almindelig evangelikal fortælling. Ifølge Afshari er problemet, at det forsimpler de forfulgtes historier og for hurtigt gør erfaringen af forfølgelse til en anledning for evangelisering. Det gør det vanskeligt både for den forfulgte og for kirken som helhed at begribe det, hun ser som ’forfølgelsens teologiske og sakrale karakter’.
Denne teologiske og sakrale karakter af forfølgelse ser lidelse som hellig, fordi den er en deltagelse i Kristi lidelse på korset. Kristne er kaldet til gennem martyriet at vidne om korset. Den individuelle lidelse har på den måde en teologisk betydning for fællesskabet: ”Forfølgelsens hellighed er også rodfæstet i forbindelsen med nadverfejringen – Kristi legeme og blod – hvor de troendes lidelse er forenet med Kristi lidelse for verdens forløsning”, skriver Afshari.
Denne teologiske forståelse af forfølgelse er ifølge Afshari central for at forstå, at forfølgelse har både en individuel og kollektiv dimension. Den enkelte kristne forfølges, men forfølgelse er ikke blot den enkelte kristnes historie. Forfølgelsen af den enkelte er hele kirkens historie, mener Afshari. Kirken bærer korset i fællesskab, og det er i denne solidaritet Ånden virker. Forfølgelse er den enkeltes tunge og smertefulde erfaring, og gennem kirkens fællesskab bliver det til hele kirkens erfaring. Her er forfølgelse hele Kristi legemes forfølgelse, og lidelsen udholdes som vidnesbyrd for verden. Forfølgelse er derfor ikke en historie, der skal fortælles og bruges til fundraising, men en virkelighed, der skal leves og forstås som et helligt vidnesbyrd, slutter Afshari.
Afsharis kritik af Lausannekonferencens forfladigede forståelse af forfølgelsens teologiske værdi er ganske udfordrende for en vestlig moderne protestantisk kristendomsforståelse, som vi bedst kender kristendommen. Hendes forståelse af lidelsens teologiske og sakrale karakter er i sandhed meget langt væk fra en folkekirkelig virkelighed. Men det er også en teologisk udfordrende forståelse. For er det virkeligt sandt, at forfølgelse og lidelse har en sådan sakral karakter? Hvor Lausanne netop præsenterer en moderne protestantisk kristendom, så trækker Afshari på en meget ældre, meget mere asketisk ortodoks klosterspiritualitet. På kongressen blev Afsharis budskab ikke afvist, men modtaget selvkritisk, hvilket åbner op for en spændende teologisk udvikling.
De tre konfliktområder giver et rids af fremtidens udfordringer
De tre områder – Seoulbetænkningens formuleringer om homoseksualitet, spørgsmålet om teologisk legitimering i Israel-Palæstina-konflikten og spørgsmålet om forfølgelse – viser interessante brudflader i den konservative protestantiske verden, som vil få betydning i de kommende år.
I forhold til spørgsmålet om homoseksuelle viser Lausannekongressen, at spørgsmålene om menneskelig seksualitet og den nutidige sekulære kultur vil blive ved med at være en udfordring for den globale konservative kristenhed. Også konservative præster og kirkeledere vil fremover skulle finde nye måder at respondere på dette. Betænkningen er et meget lille skridt på vejen mod en langt dybere og alvorligere diskussion blandt globale konservative kristne om synet på homoseksuelle, om hvorvidt problemet er de homoseksuelle eller kirkerne, og om man som missionsorienterede og konservative kristne kan tale seriøst om homoseksualitet uden at tale om synd, og om hvor stor en rolle kultur spiller for teologi.
Med hensyn til Israel-Palæstina-konflikten udstiller Lausanne et mere grundlæggende niveau af uenighed om socialetik og kirkernes rolle i samfundene. Der har gennem hele Lausannebevægelsens historie været to fraktioner, en nordatlantisk evangelikal del, som har fremhævet forkyndelse til omvendelse som det fundamentale missionskald, og en sydamerikansk aktivistisk del, som har peget på en mere sammenhængende eller integreret forståelse af evangelisering og social forandring (misión integral på spansk). Padilla DeBorst er oprindelig fra Sydamerika og datter af den evangelikale befrielsesteolog Rene Padilla, og hendes tale kan bedst ses som udtryk for denne sydamerikanske impuls i Lausanne, som er kritisk mod den mere individcentrerede nordamerikanske forståelse. Protesten mod Padilla DeBorst fra amerikanske evangelikale handler i det perspektiv om vægtning af bestemte teologiske forestillinger i forhold til kirkens engagement for social retfærdighed for alle. Spørgsmålet er om en uenighed om socialetik og kirkernes samfundsmæssige rolle vil forstærkes i de kommende år og blive til en mere permanent konflikt mellem amerikansk evangelikalisme og det globale syd.
Afsharis kritik illustrerer et tredje konfliktområde i Lausannebevægelsen, nemlig vanskeligheden for vestlig, moderne kristendom i forhold til at respondere på et dybere teologisk niveau i forhold til globale kristne traditioner. Ifølge Afshari gør oversimplificeringen forfølgelse til et binært spørgsmål om ’forfulgte’ og ’forfølgere’, mens den dybere teologiske og mere fællesskabsorienterede forståelse ser forfølgelse som en deltagelse i Kristi lidelse, der udholdes som vidnesbyrd for verden. Kan moderne, vestlige, konservative, protestantiske kristne virkelig forstå og sætte pris på former for teologi og spiritualitet, som ligger langt væk fra deres egen teologiske verden og moderne sensibilitet? Vil det indebære nye og udvidede teologiske ideer, og hvor langt er konservative kristne villige til at strække sig?
De tre områder giver et omrids af udfordringerne, som Lausannebevægelsen – og i bredere forstand også missionsorienterede og konservative kristne – står overfor i de kommende år, nemlig spørgsmålet om menneskelig seksualitet og samlivsformer, kirkernes samfundsmæssige roller og spørgsmålet om forholdet mellem teologi og retfærdighed, og endelig hvor vidt og hvordan anerkendelsen af andre former for kristendom og kristen spiritualitet kan ske, især hvis de fremholder idealer, som kun vanskeligt lader sig forene med moderne protestantisk kristendom.
Foto: Gjermund Oystese
