Af Simon Hølmkær Mejdahl, stud.theol. og studentermedarbejder i Evangelisk Alliance og Lausanne Danmark
Denne artikel blev oprindeligt udgivet på Dansk Missionsråds hjemmeside den 15. oktober 2024.
Hvad skete der i Seoul d. 22.-28. september til Lausannebevægelsens fjerde verdenskongres? Se, dét er et godt spørgsmål. Man kan næsten fristes til at spørge tilbage: Hvad skete der ikke? Lidt over 5.000 mennesker fra 202 forskellige lande og territorier samlet i en hel uge for at stille skarpt på Guds mission og kirkens rolle i den – så sker der altså lidt af hvert. Pladsen er ikke her til at opsummere hele ugen, og det er jeg da heller ikke på nogen måde i stand til, eftersom jeg kun har fanget et lille udsnit af alt det, der skete i Seoul. Men lad mig give et lille indblik i, hvad jeg oplevede, og hvad det satte i gang.
Hvis jeg skal koge det hele ned til ét ord, må det være togetherness, samhørighed. Måske først og fremmest, fordi oplevelsen af samhørighed var fuldkommen overvældende. Meget af tiden var kongressens deltagere spredt ud over hele konferencestedet og havde gang i hundredvis af forskellige samtaler – men vi var altså også samlet i den største mødesal, jeg nogensinde har set, foran den 80 meter brede storskærm fordelt i vores 866 table groups. Samlet om at tilbede den ene sande Gud, der har forenet os som sin ene globale kirke. Samlet om at lade os udfordre af Guds ord. Samlet om at høre historier fra kirken ud over hele jorden. Det er svært at videreformidle den oplevelse på en måde, så tyngden af den faktisk kommer til udtryk, men den har utvivlsomt forandret mit syn på verden, på kirken og på mig selv.
Samhørigheden blev også vigtig, fordi den på flere måder var et gennemgående tema på hele kongressen. Overskriften for kongressen var Let the Church Declare and Display Christ Together, og Lausanne-bevægelsens øverste leder, Michael Oh, slog det fast i sin åbningstale: De farligste ord, vi kan sige til hinanden i kirken, er, “jeg har ikke brug for dig”. Kirkens enhed og samarbejde er simpelthen ikke blot et muligt tilvalg, hvis vi vil være trofaste mod vores Herres missionsbefaling; tværtimod er det en fuldstændig central del af vores vidnesbyrd om den Gud, vi tror på. Vi må ikke splitte, hvor Kristus har forenet. Det vælter ud af siderne i Det Nye Testamente! Og vi kan ikke undskylde os med, at den tidlige kirke havde andre forudsætninger og bare ikke var nået at blive splittet endnu. De spændinger, som truede med at sprænge kirken til atomer helt fra starten – særligt forholdet mellem jøder og hedninger – var så sandelig også alvorlige, og enheden kom ikke let til kirken, men krævede mange og lange diskussioner, hvor alle var inviteret med rundt om bordet, også dem, som var anledning til splid i første omgang, og dem, som var uenige med alle de andre. Måske har vi som kirke brug for at genlære kunsten at tale med hinanden i stedet for blot at tale om eller til hinanden? Den udfordring har jeg i hvert fald taget med mig hjem.
I sin afslutningstale satte Michael Oh trumf på, da han påpegede, at når kirken står sammen, er det ikke blot mere effektivt – det er simpelthen også smukkere. Derfor var hans kald til alle deltagere: “Take up your part in the whole body of Christ in the whole mission of God for the sake of the whole world”. Det kald er hermed givet videre.
Oplæggene fra kongressen bliver løbende gjort tilgængelige på lausanne.org/accelerate, og flere refleksioner fra dele af den danske delegation kan høres i fem afsnit af podcasten “Evangeliet er”.
