Af John Kaufmann, Lektor i tidlig kristendomskundskab og teologiens historie ved MF vitenskapelig høyskole i Oslo.

Dette er en kort bearbejdet udgave af artiklen ”Kirkemøtet i Nikea”, Luthersk kirketidende (Norsk). På dansk ved Emil Saggau.

I en historisk gennemgang dykker vi her ned i de teologiske stridigheder, der førte til kirkemødet i Nikæa i 325. Striden mellem Arius og Alexander handlede om, hvem Gud er – og hvad det betyder, at Jesus er Guds Søn. Kejser Konstantin prøvede at stoppe striden, og resultatet blev en trosbekendelse, der danner grundlaget for de fleste kirker den dag i dag.

»Hvem siger I, at jeg er?« I alle tre synoptiske evangelier stiller Jesus dette spørgsmål til sine disciple (Markus 8,27; Lukas 9,18-21 og Matthæus 16,13-16). Alle tre steder svarer disciplene, at »folk siger«, at han er Johannes Døberen eller en af profeterne, men Peter siger, at han er »Messias« i Markus, »Guds Messias« i Lukas og »Messias, den levende Guds Søn« i Matthæus. Og Jesus anerkender Peters bekendelse. Jesus er noget mere end en profet, han er Messias, han er Guds Søn. Men hvad indebærer det? Og hvad indebærer det, når Jesus og de nytestamentlige forfattere andre steder omtaler både »Faderen«, »Sønnen« og »Helligånden«? Er alle tre Gud? Men hvis alle tre er Gud, hvordan kan Gud så være én? Og hvis Jesus er guddommelig, hvordan kan han også være et menneske? I de første kristne århundreder blev disse spørgsmål diskuteret gang på gang. Kirkemødet i Nikæa i 325 er et vigtigt led i denne lange proces, hvor de kristne forsøgte at finde ud af, hvad de præcist skulle tro om Gud og Jesus.

I en af Romerrigets største byer, Alexandria i Egypten, blev der i 313 indsat en ny biskop ved navn Alexander. Samme år, i den anden ende af byen, blev der indsat en ny lokalpræst (presbyter) ved navn Arius. Seks år senere var der blusset en strid op mellem dem på grund af en teologisk uenighed. I 319 anklagede Arius sin biskop for kætteri, og biskoppen anklagede Arius for det samme. Arius mente, at biskoppen identificerede Faderen og Sønnen for stærkt med hinanden, mens Arius selv mente, at det var vigtigt at holde Faderen og Sønnen adskilt. Sønnen er ikke Gud. Det er kun Faderen, der er Gud. Biskop Alexander mente det modsatte: Faderen og Sønnen er begge Gud på samme måde, men Gud er alligevel én. Begge ville fastholde monoteismen (at Gud er én), men de gjorde det på forskellige måder.

Arius var overbevist om, at han her gengav det, som var kirkens fælles tro, udledt fra Bibelen og udviklet af teologerne i 100- og 200-tallet. Det var biskoppen, der var på afveje. Men biskoppen mente selvsagt det modsatte: Det var ham, der repræsenterede kirkens klassiske tro. Begge var fromme kristne med et oprigtigt ønske om at tro rigtigt, i tråd med det, de havde lært af deres forgængere. Hvem havde ret? Hvem repræsenterede »klassisk kristen tro«?

På en måde kan man sige, at ingen af dem havde ret. Begge repræsenterede delvist nye tanker, fordi de begge forholdt sig til en ny teologisk og filosofisk omverden. I overgangen fra 200- til 300-tallet havde læren om, at Gud har skabt alt af intet, ex nihilo, udviklet sig til en vigtig tanke, som næsten alle teologer var enige om. Ideen var ikke ny; den fandtes til en vis grad allerede i skabelsesberetningen i Første Mosebog, men det nye omkring år 300 var, at denne idé blev en forudsætning for næsten al teologisk tænkning. Arius og Alexander var enige om skabelsen ud af intet, selvom de drog forskellige konklusioner af det.

Arius blev irettesat af sin biskop og fordømt på et lokalt kirkemøde, men han fortsatte alligevel med at samle støtte til sine teologiske fortolkninger, og striden voksede, så den til sidst truede kirkens enhed i Egypten.

Da kejser Konstantin blev enehersker i Romerriget i 324, var kirkestriden i Egypten udbredt. Konstantin var allerede begyndt at nærme sig den kristne tro i 312, men han var stadig romer og bevarede en vigtig tanke fra den romerske tradition om forholdet mellem guderne og Romerriget. Denne tanke lød omtrent sådan: Når guderne blev dyrket på den rette måde, gav de deres støtte til kejseren og riget. Hvis guderne blev dyrket forkert, trak de deres støtte tilbage, og så gik det dårligt for riget. Dette havde været en hovedbegrundelse for forfølgelsen af de kristne i tidligere generationer. De kristne bidrog til, at færre romere dyrkede de gamle guder; derfor trak guderne deres støtte tilbage, og riget led skade. Derfor måtte de kristne straffes for at vinde gudernes gunst tilbage.

Under Konstantin blev den samme tankegang anvendt, men med udgangspunkt i den kristne Gud. Konstantin satsede på støtte fra den kristne Gud, men det krævede, at Gud blev dyrket på den rette måde. Splittelsen blandt de kristne i Egypten kunne føre til, at Gud trak sin støtte tilbage. Det ville Konstantin ikke risikere, og derfor måtte striden afsluttes.

Konstantins tro og rolle i striden omkring Arius er stadig omstridt. Der er meget, vi ikke ved, og meget, der er uklart. Men ovenstående afsnit er i det mindste én mulig tolkning. Det giver en forklaring på, hvorfor Konstantin faktisk blandede sig i en intern kirkelig teologisk strid. Det var nyt og helt uhørt, at en kejser gjorde noget sådant. I starten karakteriserede Konstantin selve striden som en strid med trivielle og uvigtige spekulationer – men efterhånden forstod han (måske), hvad den handlede om. Det vigtigste for ham var at få afsluttet selve striden, helst gennem et kompromis med Arius. Derfor sendte han sin hofbiskop Hossius som mægler i 324, men mæglingen mislykkedes, sandsynligvis fordi mægleren endte med at vælge biskoppens side i stedet for at forblive upartisk.

I 100- og 200-tallet var der blevet afholdt en lang række lokale kirkemøder rundt om i Romerriget, hvor både teologiske, etiske og praktiske spørgsmål blev drøftet. Protokollerne eller beskrivelserne af nogle af disse møder er bevaret, blandt andet fra et kirkemøde i Elvira i Spanien i 306. I 325 tog Konstantin det næste skridt og indkaldte til et stort møde for at få en afslutning på striden mellem Arius og Alexander. Biskopper fra store dele af riget deltog, men vi ved ikke præcist hvor mange. Forskellige kilder angiver forskellige antal (250, 270, 300 deltagere), men fortællingen blev til sidst, at der var 318 fædre til stede ved kirkemødet i Nikæa. Placeringen i Nikæa skyldtes, at Konstantin havde en kejserlig residens ikke langt derfra i byen Nikomedia, og kejseren ville selv være til stede og holde en hånd over mødet (byen Konstantinopel blev først grundlagt i 330 og var derfor ikke relevant i 325).

Det paradoksale ved Konstantins deltagelse var, at nogle af biskopperne sandsynligvis havde oplevet forfølgelsen, der var ophørt blot 12 år tidligere – og nu sad de til et kirkemøde og diskuterede teologi sammen med kejseren. Verden var vendt på hovedet.

To øjenvidneberetninger om, hvad der skete på mødet, er bevaret: én fra Eusebius af Cæsarea i et brev fra 325, og én fra Athanasius af Alexandria i en tekst fra 350. Her fremgår det, at de tilstedeværende biskopper ikke ønskede noget kompromis med Arius og hans tilhængere. De ønskede ikke fred, som Konstantin havde lagt op til, men arbejdede i stedet for at få Arius fordømt og bortvist. For at opnå dette tog de udgangspunkt i en eksisterende trosbekendelse og reviderede den flere gange, så Arius og hans tilhængere til sidst ikke kunne acceptere den.

Arius havde sagt, at Guds Søn var en skabning og dermed af en helt anden væren end Gud Fader, som var Skaberen. Derfor slog kirkemødet i sin bekendelse fast, at Sønnen er »af Faderens væsen (ousios)«, og nogle linjer senere, at han er »af samme væsen som (homoousios) Faderen«. Til sidst tilføjede de en eksplicit fordømmelse af visse arianske udtryk.

Selvom bekendelsen fra Nikæa sandsynligvis er genkendelig for mange af læserne, er det ikke denne, der bruges i dag i kirker verden over. Konstantin ønskede at bruge kirkemødet i Nikæa til at få afsluttet striden om Arius’ lære, men striden fortsatte alligevel i mere end 50 år. Kort tid før begge døde (Arius i 336, Konstantin i 337) tog Konstantin Arius til nåde igen, og Konstantins sønner, der delte magten mellem sig, støttede i de følgende år forskellige varianter af Arius’ teologi.

De allerfleste kirker i dag har en (forholdsvis) fælles lære om treenigheden. Men denne lære om Faderen, Sønnen og Helligånden er altså resultatet af århundreders teologisk diskussion og strid.

Gennem resten af 300-tallet blev utallige tekster skrevet om treenighedslæren, både af teologer, der støttede Nikæa (Athanasius, Basilios den Store, Gregor af Nazianz og Gregor af Nyssa), og af teologer, der stod nærmere Arius. I denne lange teologiske samtale blev også spørgsmålet om, hvem Helligånden er, tematiseret.

I omkring 50 år så det ud til, at Nikæa ville blive glemt, og at en variant af Arius’ lære ville vinde, men i 379 kom kejser Theodosius til magten. Han stod klart på den nikænske linje, og i 381 indkaldte han til et nyt stort kirkemøde, denne gang i Konstantinopel. På dette møde blev den arianske lære endeligt afvist, og bekendelsen fra Nikæa blev revideret: Linjerne om Jesus’ liv blev omformuleret, det sidste led om Helligånden og kirken blev udvidet, og hele afslutningen med eksplicitte fordømmelser af Arius’ standpunkter blev fjernet. Det er denne version fra 381, der er blevet stående som Nicenum – Den nikænske trosbekendelse – som stadig bruges i kirker over hele verden.

Kirkernes Verdensråd lægger i praksis teologien fra kirkemødet i Nikæa og Den nikænske trosbekendelse til grund for medlemskab. De allerfleste kirker i dag har en (forholdsvis) fælles lære om treenigheden. Men denne lære om Faderen, Sønnen og Helligånden er altså resultatet af århundreders teologisk diskussion og strid. Det begynder allerede med Jesus’ eget spørgsmål: »Hvem siger I, at jeg er?« Et vigtigt punkt på vejen er kirkemødet i Nikæa i 325, og afslutningen finder først sted på kirkemødet i Konstantinopel i 381.

I denne proces var forskellige kejsere involveret, hver med deres egen agenda, og undervejs var det umuligt at forudsige, hvordan teologien og bekendelsen ville se ud til sidst. Men resultatet blev treenighedslæren, som de fleste kirker i verden nu tager for givet.

Afslutningen i Konstantinopel i 381 var dog også en ny begyndelse. For da kirkemøderne bekræftede, at Sønnen virkelig er Gud, af samme væsen som Faderen, kom spørgsmålet om Jesus’ menneskelighed tilbage med fuld styrke. Hvordan kunne Sønnen, som virkelig er Gud, også være et menneske som os? Det blev det vigtigste teologiske spørgsmål i de følgende fire hundrede år. Men det er et emne til en anden artikel.

Foto: Stålgravering af Gustav Doré, Forklarelsen på bjerget