Generalsekretær for Danske Kirkers Råd, Emil Saggau Hilton, forsvarer doktorgraden i teologi d. 17. januar på en afhandling om, hvordan heltefortællinger, helgenlegender og national identitet virker sammen i Sydøsteuropa. Selv om det kan virke fremmed i en dansk sammenhæng, er der ikke så langt fra helgenkult på Balkan til nationalreligiøse forestillinger i Danmark, siger han.

Af Malene Fenger-Grøndahl

Som 23-årig rejste Emil Saggau Hilton rundt i Montenegro sammen med to professorer fra Københavns Universitet. De fortalte ham om nogle af de ortodokse kristne helligsteder, de kom forbi, og Emil Saggau Hilton, der siden barndommen har været optaget af historie og religion, sugede til sig af de mange farverige fortællinger. Det, der gjorde mest indtryk på ham, var beskrivelserne af den tabte by Sash (på serbisk) eller Kish (på albansk), der direkte oversat betyder ”Kirkernes by”. En by, der ifølge legenderne havde 365 kirker, så der hver dag i løbet af året kunne fejres gudstjeneste i en ny kirke.

Byen, der lå ved floden Buna, blev brændt ned af en mongolsk hær i 1246, og man har meget lidt historisk viden om byen. Men i forskellige legender forbindes byen til Jovan Vladimir, en helgen og helt, der dyrkes på forskellig vis mange steder på Balkan. Og hvis kultur fascinerede Emil Saggau Hilton så meget, at han senere – som kirkehistorisk forsker – begyndte at samle eksempler på, hvordan Jovan Vladimir dyrkes og bruges i nationale og religiøse fortællinger i både kristen og muslimsk, albansk, serbisk, montenegrinsk, bulgarsk og pan-slaviske sammenhænge.

”Når jeg har været på feltstudier på Balkan, har folk ofte undret sig over, hvad en høj lyshåret mand fra Skandinavien laver blandt folk, som fejrer en 1000 år gammel sagnhelt. Og det er jo også et meget godt spørgsmål. Men svaret skulle gerne fremgå af min doktordisputats, ”The Making of the St. Jovan Vladimir Cults. Shaping Churches and Nations in Southeastern Europe” (Peter Lang 2025), som jeg forsvarer på Det Teologiske Fakultet den 17. januar 2025,” siger Emil Saggau Hilton, der efter en årrække som forsker på Lunds Universitet nu arbejder som generalsekretær i Danske Kirkers Råd.

En helt for både kristne og muslimer
I afhandlingen beskriver han, hvordan man kan finde spor af den hellige Jovan Vladimir (død 1016), og hvordan disse spor i kilder, fortællinger og folkelige traditioner tydeliggør faktorer og tilfældigheder i dannelsen af kirker, islamiske grupperinger og nationer i Sydøsteuropa.
”Jovan Vladimir bruges på mange forskellige måder til at styrke netop den fortælling, som både ortodokse kristne og visse muslimske grupperinger samt forskellige nationer har skabt eller forsøger at skabe om sig selv,” siger Emil Saggau Hilton.

Hans afhandling bygger på traditionel kirkehistorisk forskning samt feltarbejde på Balkan i mange omgange, og det har overrasket ham, hvor forskellige sammenhænge den 1000 år gamle figur er dukket op i, og hvor forskelligt han bliver brugt. ”I kroatiske digte fra 1600-tallet taler Jovan Vladimir på vers på renæssanceitaliensk om slavisk og kroatisk storhed. I bulgarske folkedigte fra starten af det 19. århundrede drikker han vin og synger oder til sin bulgarske prinsesse, og i serbiske knaldromaner fra det 21. århundrede banker han bulgarerne på plads som et billede på Serbiens sejr over Bulgarien i Balkankrigene i 1914. I visse perioder bliver han fremstillet som en fredsskaber, mens han andre gange fremstilles som en krigshelt,” fortæller kirkehistorikeren.

Operaer, skuespil og hyldestsange
Der findes endda operaer og skuespil om Jovan Vladimir, ligesom hans helgendag 21. maj i stigende grad er blevet en folkelig begivenhed, som for eksempel i den montenegrinske kystby Bar fejres med et optog, der bevæger sig fra en kæmpe katedral, opført for nylig til Jovan Vladimirs ære. I 2018 stod Emil Saggau Hilton og kiggede på det flere tusinde personer store optog, hvor munke, præster og montenegrinske børn gik gennem byen under bannere af Jovan Vladimir, mens højtalervogne spillede en sang, der hyldede helgenen for hans fortræffeligheder og knyttede ham til den albanske storby Elbasan.

Lige uden for Elbasan findes et kloster viet til Jovan Vladimir, hvor Emil Saggau Hilton fire år senere deltog i en lignende fejring, der også kulminerede i et optog – endda med Jovan Vladimirs jordiske rester. I optoget var der prominente medlemmer af den lokale ortodokse kirke, men allerforrest i optoget gik der to højtstående albanske politikere, der begge var muslimer. I et efterfølgende interview forklarede den ene af de to politikere Emil Saggau Hilton, at Jovan Vladimir havde status af nationalt symbol og var en vigtig figur for to store muslimske grupperinger i landet, en sufiorden og en mere traditionel sunnimuslimsk gruppe.

”Som forsker er jeg naturligvis optaget af at studere gamle kildeskrifter og arkæologiske vidnesbyrd. Men det mest fascinerende øjeblik var nok den majaften, hvor jeg så optoget med de muslimske politikere og børn i massevis, der passerede helgenens jordiske rester og kyssede hovedskallen,” fortæller Emil Saggau Hilton.

Hvem ejer Hans Egede?
Han er bevidst om, at sådanne manifestationer nok kan virke fremmedartet for mange danskere, der er vokset op i en sekulær protestantisk tradition. Men ikke desto mindre ser han universelle træk i den måde, historiske beretninger, minder, folkelige fortællinger og traditioner kombineres på nye og forskelligartede måder for at underbygge en national eller religiøs identitet.

”I Danmark har vi jo også vores sagnhelte og religiøse figurer, som har stor betydning for vores nationale selvforståelse. Bare tænk på Holger Danske og Ansgar. Eller se på diskussionen om Grønland nu, hvor den grønlandske identitet er til genforhandling, og det er uklart, hvordan den lutherske kristendom, en figur som Hans Egede og forbindelsen til Danmark, også kirkeligt set, vil blive tolket fremover,” siger han.

Han forklarer, at staterne på Balkan – blandt andet grundet den kommunistiske periode – ikke har samme stabile og sikre nationalreligiøse identitet, som tilfældet efterhånden har været i Danmark.
”Derfor er der nok mere brug for fortællinger som den om Jovan Vladimir til at styrke identiteten, og det er fascinerende at se, hvordan religion igen er blevet en meget stærk faktor i den proces i Sydøsteuropa,” siger han.

Ansgar-jubilæum forude
Han tilføjer, at vi i Danmark for eksempel fortsat er optaget af kongehuset og dets historiske rødder. Og han forudser, at behovet for at definere historiske heltefigurer og helgeners placering i den nationale fortælling kan blive mere presserende også i en dansk sammenhæng. Og når det sker, er der aldrig kun én fortælling eller forståelse, pointerer han.
”Tænk blot på munken Ansgar, der blev kendt for at kristne Norden. Næste år er det 1200-året for Ansgars første missionsrejse til Norden, og så må vi se, hvordan ortodokse, katolikker og protestanter betoner fortællingen om ham, og om han vil blive præsenteret som tysk, dansk eller svensk,” siger kirkehistorikeren.