Efter den store kirkesplittelse i år 1054 ser vi en overraskende hurtig rejse mod forsoning i de sidste 100 år, påpeger Emil Saggau

// Af Emil Bjørn Hilton Saggau, generalsekretær i Danske Kirkers Råd

I august 2025 var der jubilæumsgudstjenesten for 1700-året for den nikænske trosbekendelse og det økumeniske stockholmmøde i 1925, der markerede en helt ny begyndelse for det økumeniske samarbejde mellem kirkerne i Øst og Vest. For at forstå vigtigheden af dette, må man forstå baggrunden for den store kirkelige splittelse – det store kirkeskisma – i år 1054.

Det store kirkeskisma i 1054 handlede om teologi, men især om storpolitik

De fleste kirkehistoriske oversigtsværker peger på året 1054 som tidspunktet, hvor det store skisma mellem Øst- og Vestkirken blev cementeret. Dette skisma står som den største kirkelige splittelse i historien, kun sammenlignelig med reformationen, hvor Vestkirken brød op i den romersk-katolske kirke og en myriade af protestantiske kirker, og splittelsen ved kirkemødet i Kalkedon i år 451 mellem de østlige og orientalske kirker.
Årstallet 1054 fremhæves, fordi både den katolske pave og patriarken af Konstantinopel dette år udsendte tekster, hvor de gensidigt fordømte hinanden. Denne begivenhed fremstilles ofte som kulminationen på en teologisk strid om, hvorvidt Helligånden udgår alene fra Faderen (den østlige position) eller også fra Sønnen (den vestlige) – den såkaldte filioque-strid, der er latin for “og Sønnen”. Uanset de teologiske nuancer har denne splittelse mellem kirkerne været en vedvarende udfordring, og spørgsmålet om filioque debatteres stadig.
I denne artikel vil jeg dels nuancere forståelsen af det store skisma – som handlede om langt mere end dogmatik – og dels følge konflikten frem til i dag, hvor man markerer 1700-året for den nikænske bekendelse, og hvor nye forsøg på at overvinde skismaet er i gang.

Der fandtes en spænding mellem de frem kirkelige centre i oldkirken

En grundlæggende forudsætning for konflikten, der kulminerede i 1054, er oldkirkens opbygning og de magtcentre, som fra begyndelsen konkurrerede med hinanden. Konflikterne havde både teologiske og politiske dimensioner.

Efter kirkemøderne i Nikæa (325) og Konstantinopel (381) blev kirken mere integreret i det romerske statsapparat og dermed en del af det kejserlige hof. Magten var i stigende grad flyttet væk fra Rom mod andre centre, særligt Konstantinopel. De vigtigste byer var dog Alexandria, Antiokia, Konstantinopel og Rom, som sammen med Jerusalem udgjorde det såkaldte femstyre (pentarkiet).

Kirkemødet i Kalkedon i 451 understregede, at disse fem patriarker i fællesskab tegnede kirken. Men systemet rummede en grundlæggende spænding, da Øst og Vest adskilte sig kulturelt, sprogligt og administrativt. Denne forskel blev tydeligere, da Vestrom faldt til germanerne, og frankerkongen Karl den Store i år 800 blev kronet som “romersk kejser” af paven i konkurrence med den romerske kejser i Øst.

I århundrederne frem mod 1054 findes der talrige eksempler på magtkampe og teologiske stridigheder mellem Rom og de østlige kirker. Et centralt eksempel er kirkemødet i Konstantinopel i 553, hvor kejser Justinan forsøgte at samle kirken på ny. I øst huskes dette som et forsøg på at genrejse imperiet og den universelle kirke, mens vestlige kilder beskriver kejseren som en tyran, der blandede sig i kirkens anliggender, indsatte sin egen pave og lod ham fængsle, da han gjorde modstand.

Sådanne konflikter gentog sig mange gange. Det, der adskiller 1054 fra tidligere, er, at konflikten først blev løst ca. 1000 år efter. En af grundene til dette var, at ingen af de store kirkeledere eller den østromerske kejser længere havde styrken til at gennemtvinge en enighed, og i vest havde nye kongedømmer etableret sig. Disse kongeriger så sig i mindre grad bundet til den gamle romerske verden og den østlige kirke, men alene til pavestolen.

Skismaet tre vigtigste punkter

Det store skisma i 1054 var kulminationen på flere parallelle stridspunkter:

• Magtkampen om, hvorvidt Konstantinopel og de andre østlige patriarker eller Rom skulle have overhøjhed.
• Rivaliseringen mellem det Østromerske Rige og det frankiske (det Hellige Romerske Rige), som begge hævdede at være sande arvtager til det kristne Rom.
• Teologiske uenigheder, særligt om Helligåndens udgang (filioque), men også om liturgiske spørgsmål som brugen af usyret brød.

Konflikten tilspidsedes i 1000-tallet, da latinske kirker i Konstantinopel blev lukket af patriarken. Paven sendte derfor legater til byen, men mødet udviklede sig til et sammenbrud: de pavelige udsendinge fordømte patriarken, som gengældte med en fordømmelse af paven. Skismaet var dermed en realitet.

Tiden efter skismaet i 1054 var præget af mistillid mellem ortodokse og katolikker

Forholdet mellem øst- og vestkirkerne forblev gennem de næste århundreder præget af gensidig mistillid. Serbiens kejser Dušans lov fra 1300-tallet forbød eksempelvis tilhørsforhold til det “latinske kætteri”. Lignende fordømmelser fandtes i andre grænsestater mellem de to kirkeverdener. Alligevel fandtes der lokale pragmatiske løsninger: i Dalmatien kendes kirker med dobbelt altre, hvor både latinsk og græsk ritus kunne fejres. Senere kirkemøder – i Firenze (1439), Brest (1596) og forskellige i Mellemøsten – forsøgte at skabe forsoning, men de vestlige krav om anerkendelse af pavens overhøjhed og filioque blev oftest for meget for de ortodokse. Resultatet blev fremkomsten af uniatkirker (græsk-katolske), som fastholdt østlig liturgi, men anerkendte paven.

Denne udvikling fortsatte helt op i moderne tid. I 1800-tallet lagde det østrig-ungarske kejserdømme pres på slaviske ortodokse i Central- og Østeuropa. Dette fandt sted i for eksempel det blandede Dalmatien, hvor de kejserlige udsendinge forsøgte at bringe de ortodokse ind under den katolske kirke – med stor modstand og til tider voldelige følger og lokale oprør. Splittelsen satte dybe spor, som fortsat præger især den serbiske og russiske ortodokse kirkes forhold til Vesten. Det er værd at bemærke, at konflikterne og de voldelige forsøg på at undertvinge hinanden var almindelige helt frem til Første Verdenskrig.

Tanken om enhed i mangfoldighed spirer i dag som aldrig før

Et vendepunkt kom i 1925, da den ortodokse patriark deltog i en stor konference i England om den nikænske bekendelse. England havde som kolonimagt mange østlige kristne inden for sit imperium, og den anglikanske kirke rakte hånden ud til de ortodokse. Samme år deltog patriarken også i kirkemødet i Stockholm, inviteret af den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom. Her læste han den nikænske bekendelse op – uden filioque – ved mødets kulmination. Det er senere beskrevet som selve højdepunktet i dette kirkemøde, der lagde grunden for Kirkernes Verdensråd. Det blev et stærkt symbol på en begyndende heling, særligt mellem ortodokse og protestanter. Dette blev en af de bærende søjler i den økumeniske bevægelse og senere grundlæggelsen af Kirkernes Verdensråd. Efter Andet Vatikankoncil, der afholdtes i årene 1962-1965, åbnede også den katolske kirke for forsoning. I 1965 ophævede pave Paul VI og patriark Athenagoras I gensidigt fordømmelserne fra 1054. Dialogen er fortsat i nyere tid. Pave Benedikt XVI udtrykte forståelse for den østlige position og åbnede for, at den katolske kirke i visse sammenhænge kunne undlade filioque. I 2024 nåede lutherske og ortodokse teologer også en ny fælles forståelse af striden, og flere protestantiske kirker – herunder folkekirken – tillader i dag bekendelsen uden filioque i økumeniske gudstjenester.

Dette blev tydeligt ved jubilæumsgudstjenesterne i Stockholm den 23.–24. august 2025, hvor pavelige udsendinge, den økumeniske patriark, assyriske kirkeledere, frikirker og den svenske ærkebiskop sammen bad den nikænske bekendelse uden filioque. Synligt er kirken stadig splittet, men i bønnen fremstod den som én.

Som historikeren Udi Greenberg bemærker i The End of Schism (Harvard University Press, 2024), er det i dag næsten glemt, hvor stejlt ortodokse, katolikker og protestanter tidligere stod over for hinanden. Det 21. århundrede har – set i historisk lys – været en overraskende hurtig rejse mod forsoning.Den gamle økumeniske drøm om én samlet kirke er måske forladt, men i stedet spirer tanken om enhed i mangfoldighed.

Foto: Albin Hillert/WCC/CCS