BOGANMELDELSE // af Emil Hilton Saggau, Ph.d., forsker ved Lunds Universitets afdeling for Global Kristendom og generalsekretær for Danske Kirkers Råd |

Margrete Birkler og Anders-Christian Jacobsen har skrevet bogen, Frygt ikke! Indføring i kristen dogmatik. Det er en modig og opdateret grundbog i dogmatik, der tager livtag med et af de sværeste emner for teologien: Nemlig, hvad de kristne rent faktisk tror på, og hvordan denne tro formuleres. Som forfatterne gør opmærksom på, så har der ikke siden Regin Prenter været et samlet forsøg på en dansk fremstilling af dogmatikken – foruden tekstsamlingen ”fragmenter af et spejl”, som bl.a. Niels Henrik Gregersen redigerede. Det er derfor helt korrekt set, at et sådant værk mangler, og derfor er det lidt modigt, at en ung fremadstormende teolog og professoren, som bagstopper, tager opgaven op. Det er samtidigt en medfølende bog, da den føler og følger tidens sprog, de akademiske diskussioner og brandvarme emner som køn, klima mf. Det er emner med potentiale for debat, som det hurtigt har vist sig i Kristeligt Dagblad, DR mv., hvor bogen er heftigt debatteret.  

Forfatterne fortjener begge ros for bogen. Den er – i dens stærkeste passager – en pædagogisk og veltænkt refleksion over undervisningsgerningen i dogmatik. Det er en bog, der fortjener at blive taget alvorligt, hvorfor jeg herunder vil udrulle en mere omfattende teologisk kritik. Det er bestemt ikke et forsøg på at diskreditere bogen, men derimod tage diskussionen op med den frem for småligt alene at fæste sig ved dens pronominer om Gud eller slåfejl. Debatten omkring bogen handler i min optik mere om splinter end stolper, hvilket måske mindre reflekterer bogen, end os, der anmelder bogen.    

Min grundlæggende faglige anke mod bogen er, at det ikke er en kristen økumenisk dogmatik, men en afgrænset kontekstuel protestantisk, endog ganske luthersk, dogmatik. Det er måske mere en konstatering end en kritik. Dette kontekstuelle udgangspunkt er tilfældet på trods af forfatternes forsøg på at åbne bogens perspektiver op. Jeg finder den mest af alt som en samling af inter-protestantiske samtaler ofte af luthersk støbning. Der mangler simpelthen moderne ortodokse og katolske teologer. Synden behandles som en del af første trosartikel og i bogens første del. Det gør synden til en prominent forlængelse af skabelsen, hvilket for mig, er et grundlæggende vestkirkelig syn på synden, hvis ikke ligefrem en luthersk præmis. Der er intet økumenisk i at koble skabelsen sammen med luthersk synds-fetichisme. Synden er i den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse en del af sidste trosartikel og et mindre emne blandt andre. Jeg så lige de nyeste katolske og ortodokse dogmatikker igennem, eks. Metropolit Hilarions nye version af den russiske. Der er ingen af dem, der behandler synden lige så prominent, og det er ofte fæstnet nede i overvejelsen om, hvad Jesu død betyder for mennesket. I min optik er forfatterne simpelthen for optaget af synd til, at de kan befri sig fra den snævre protestantiske kontekst. Det er der intet galt med, men det gør ikke bogen økumenisk. Min anden faglige anke er, at den indledende redegørelse for alt fra sort befrielsesteologi over køn og klima bliver en tour-de-force (og ikke en god en), hvor termer og teologiske tankesæt kort beskrives. Det gør ikke bogen eller dens anliggende mere forståelig. Det undrer mig, at de forskellige redegørelser ikke er sat ind dér, hvor det giver mening i forhold til trosartiklerne – altså en udfoldelse af klima-teologi i forlængelse af trosartiklernes sætninger om skaberværket osv. Det gør, at en læser skal forholde sig til ganske meget tung teori – dogmatik i ordets værste forstand – før teksten åbner op.   

Hår i suppen 
Jeg har fundet et par akademiske hår i suppen udover min to hovedanker. Bogen vil meget og nok også for meget. Der er simpelthen for mange begreber, teologer og debatter, der introduceres, og til tider for overfladisk, så det nærmest er let ligegyldige referencer. Bogen er stærkest på dens to forfatteres specialer, Tillich, Origines og Irænus, men svag, når det kommer til katolske eller ortodokse teologer. De er nærmest fraværende. Dernæst er det en pæn og måske lidt lang række af tandløse protestantiske teologiske synspunkter, der kommer til overfladen. Det, der præsenteres, er en Ida Aukensk teologi, der passer godt til en moderne progressiv folkekirkepræst – som ser sig som modstander af fortidens fejl, konservative indspisthed mv. Det bliver lidt som at se en romantisk komedie på Netflix, hvor man hurtigt kan aflæse den let fortegnede heltinde, der skal gennem mange prøvelser, og til sidste besejre den onde skurk. Der er ingen overraskelser. Det spejler sig nærmest også i den følgende debat om bogen i Kristeligt Dagblad og andre medier, hvor bogen beskyldes for at være woke, og anmelderen beskyldes for at lyve, hvortil han svarer, at hans anklagere burde lære at læse. Det er en forudsigelig debat, som ethvert plot i en billig romantisk komedie. Det er faktisk ærgerligt for bogen, da den indeholder meget mere end feministisk teologi.  

Jeg kunne selv godt savne lidt mere teologisk kant og radikalitet. Jeg savner lidt udsyn ud over den protestantiske andedam. Det kunne være et fuldtonet forsvar for skaberværkets lidelse og forsoning med sin skaber – fra gråspurv til tænkende siv (Pascals billede). Det kunne være et mere hårdt opgør med den næsten freudianske og hegelianske faderfigur i protestantismen, som her i bogen blæses op og får nye pronominer. Der er antaster til det, hvor forfatterne ultrakort berør muligheden for at kalde Gud for mor, hvilket falder nogen for brystet. Den kunne sagtens have tålt mere eftertryk eller flere sætninger. Det samme gælder den amerikanske befrielsesteologi hos Cohen, der kort refereres, men ikke rigtig udfoldes.  Forfatterne kunne have brugt Cohens antiracistiske teologi til at udfordre Grundtvigs insisteren på folket. Begge forfattere har helt sikkert skarpe synspunkter på et sådant emne, og dem mangler jeg. Det virker til tider, som en bog, hvor forfatterne har sat sig midt i mellem en egentlig teologisk lærebog, der gengiver andres teologi, og så en dogmatik med et egentligt anliggende fra deres side. Hvis de ikke selv vil til orde, så kunne de have udfoldet lidt mere af de radikale protestanter, kampen i katolicismen mellem modstandere og fortalere for vatikanerkoncilet, ortodoks neo-patrisme mf. Altså synspunkter, der udfordrer folkekirkepræstens selvbillede og reduktion af kristenheden til et fint lille omkvæd om uspecifik ”kærlighed”. Bogen balancerer på en midte uden at give stemme og udsyn til dem, der udfordrer et folkekirkeligt selvbillede. Bogen er fin som lærebog til kommende folkekirkepræster, men giver dem næppe fornemmelse for de store træk og spændinger i kristendommen i dag.   

Det begrænsede udsyn skinner mest igennem i forhold til de ortodokse, når jeg læser den med min faglige ballast. Et eksempel er omtalen af Ignatius af Antiochs breve som ”bryske”. Forfatterne er uden syn for den helt centrale dogmatik, som brevene også indeholder, der blev udfoldet af bl.a. Nikolas Afensiev. De er et kernepunkt i ortodoks ekklesiologi og forbindelsen mellem Gud og menneske. Det er ét blandt mange eksempler på, at bogen i forhold til østkirkerne forsøger at inddrage dem, men enten ender med en noget skæv, næsten meningstom, eller så overfladisk beskrivelse, at jeg er tvivl, om det er forkert eller bare skrevet med betoning så utydelig, at jeg har svært ved at tyde dem. Gengivelsen af den centrale ortodokse teolog Lossky er tynd og mangler føling med Losskys mysticisme, der er orienteret mod, at mennesket bliver ét med Gud – det er et lidt andet nådesbegreb end det, som de næste sider af bogen så udfolder og – er min læsning – næsten spinder Lossky ind i. Det samme kan siges om henvisningen til apofatisk teologi og St. Gregor Palamas hesykasme. Det fremstår som om, at østkirkerne kun har en apofatisk teologi, når de jo rent faktisk både har den og så den positive teologi side om side. På samme måde beskrives hesykasme forkert. Det er en bønspraksis, men debatten om hesykasme handlede om Palamas introduktion af begrebet om ”Guds uskabte lys” (der ganske vist er den teologiske udfoldning af hesykasmens bøn, men ikke hesykasmen i sig selv). I indledningen nævner forfatterne brugen af eks. Wikipedia og andre opslagsværker, og måske siver fejlene og uklarhederne ind herfra. Eller også er det de meget korte beskrivelse, der gør, at jeg læser det som om, at det er forkert. Det kunne være elimineret, hvis forfatterne fokuserede og prioriterede på enkelte teologer eller ligefrem på deres styrker og deres kontekst – den protestantiske. Hvis de virkelig ville udfordre sig selv og en protestantisk læser, så kunne de med fordel læse og citere den konservative russiske ortodokse (nulevende) metropolit Hilarions dogmatik, ”Troens Mysterium”, der er udkommet og oversat til dansk af Søren Mulvad sidste år.  Jeg savner mere radikalitet og mere økumenisk udsyn. Bogen er på vej i den retning og kunne med fordel være mere fuldtonet. Forfatterne er alligevel i gang med et opgør i dansk teologi, så hvorfor ikke bare tage det fuldt og helt? Hvad er der at frygte? ”Derfor kan vi frimodigt sige: 

Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte, hvad kan et menneske gøre mig?” (Hebræerbrevet 13, 6).