// Af Hans Raun Iversen
Det adskilte og det fælles i mission
Det er ikke i sig selv et problem, at den samlede danske indsats i ydre mission er organiseret i mange forskellige grupperinger. I 2026 er der således 20 fulde og 15 associerede medlemmer af Dansk Missionsråd. Praktisk talt alle har været med siden engang i 1980’erne, hvor også Luthersk Missionsforening og Etiopermissionen meldte sig ind, ligesom først Menighedsfakultetet og siden også Dansk Bibelinstitut begyndte at sende et medlem til Dansk Missionsråds Studieudvalgs møder. Det var en berigelse. Det er derimod et problem, hvis missionsorganisationerne ikke kan arbejde sammen om fælles problemstillinger og udfordringer. Nedlæggelsen af missionsrådet må derfor ikke føre til, at fælles opgaver ikke løses i fællesskab. Der er stadigvæk mere end nok at tage fat på.
Fra jeg kom hjem fra mit kandidatstipendieprojekt om den lutherske kirkes mission i Tanzania 1977 og 1978, har jeg været med i Dansk Missionsråds Studieudvalg, til jeg gik på pension for at hellige mig mit teologiske forfatterskab i 2018. Når jeg – helt imod mit princip om kun at være med i kirkelige bestyrelser og udvalg i maximalt 10 år – er blevet hængende i studieudvalget i op mod 40 år, skyldes det, at det har været lærerigt at lytte til og diskutere med folk fra alle dele af dansk mission, ligesom resultaterne af arbejdet med de mange studieemner og udgivelser har været indsatsen værd. Jeg har også betragtet det som en del af min ansættelse på Det Teologiske Fakultet i København at bringe de mange indsigter fra mission videre ind i undervisningen og forskning i teologi på Københavns Universitet.
Studiet af kvinder i mission
Studiet af kvindernes indsats og betydning i mission er desværre et af de emner, vi i studieudvalget aldrig fik gennemført på det niveau, sagen kræver. Internationalt har emnet været prioriteret i mere end 50 år, og i vore nabolande er der fremlagt større studier og temanumre i fx Svensk Missionstidsskrift 1981/4 og Norsk Tidsskrift for Misjon 1999/3. Kvinderne er selvfølgelig nævnt i dansk missionshistorisk forskning, men mere en passant end fyldestgørende. En historisk sagsvarende plads har de fået i Harald Nielsens DMS-historie. Koncentreret forskning i baggrunden for og betydningen af kvinders indsats i mission er fremlagt af to kvindelige historikere, Anne Folke Henningsen (2005) og Karen Vallgårda (2008). Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at 45 kvindelige missionærer eller kvinder med anden tilknytning til dansk ydre mission er portrætteret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Til Eva Holmegård Larsens bog Kvinde. Mand. Kirke. Folkekirken og den lille forskel fra 2012 blev jeg bedt om at skrive om kvinder og mission. Hensigten var vist især, at jeg skulle fremlægge en kritisk analyse af mandsdominansen i danske missionsorganisationer. Det omtalte jeg kort: Danmission havde i 2012 syv kvinder og fem mænd i bestyrelsen dengang, i dag er der fire kvinder og otte mænd! For første gang er både generalsekretæren og bestyrelsens forperson kvinder. Indre Mission havde to ud af 12 kvinder i bestyrelsen i 2012 og Luthersk Missionsforening kun mænd. Begge steder er der status quo i dag!
Jeg synes, at vi skal have tålmodighed med hinanden og tage de hensyn af fx ressourcemæssig art, der nu engang er, alvorligt. I de 40 år jeg sad i Missionsrådets studieudvalg, havde vi det meste af tiden kun havde eet kvindeligt medlem: først Inge Tranholm-Mikkelsen og i de senere år Bodil Skjøtt. De havde begge stor betydning i arbejdet, og det var i bogstaveligste forstand både en lise og en berigelse at kunne lytte til deres indlæg og erfaringer.
I dag gør man sig ikke blot indskrænket og halvblind med total mandsdominans i ledelsen af kirke og mission. Man bidrager også til det image af kristendommen, som udbredes via den chauvinistiske manosfære, der søger at fremstå som den sande kristendom overalt i den vestlige verden. Samtidigt gør man sig selv unødigt svag i mission. Selv om vi ikke er kommet til bunds med forskningen i kvindernes betydning i mission, er det uomtvisteligt, at dansk ydre mission i det 20. århundrede havde været en sølle affære uden kvindernes selvstændige bidrag, akkurat som folkekirken havde været en forkrøblet kirke uden kvindelige præster. Derfor er det for dumstædigt, når Indre Mission og især Luthersk Missionsforening ikke får placeret kloge og energiske kvinder i bestyrelserne. Kan mændene ikke selv flytte på sig, må kvinderne vippe dem af pinden, som det er sket så mange andre steder.
Den kvindelige apostel Gudrun Vest
Jeg er vist primært blevet bedt om at skrive dette indlæg, fordi jeg i det mindste to gange har været med til at pege på betydningen af kvindernes indsats i mission. Det gjorde jeg i den nævnte bog af Eva Holmegård hvor jeg skrev om ”Tolv danske, kvindelige apostle i det 20. århundrede”. Sammen med Harald Nielsen og vores koner, Rita Nielsen, der bl.a. har arbejdet på diakonissestiftelserne, og Ida Kongsbak, der bl.a. har været missionær 10 år i Tanzanias lutherske kirkes nordvestligste stift, Karagwe, fik jeg udvalgt 12 på hver deres måde yderst markante kvindelige missionærer ud af en pulje på 25 kvindelige missionærer, fortrinsvist med tilknytning til DMS. Jeg bliver lidt træt, når mennesker i dag kan få sig selv til at spørge: ”Hvad er egentlig mission – hvordan ser det ud i praksis”. Svaret er enkelt: Studér blot én af de 12 kvindelige apostle fra det 20. århundrede, så ved du, hvad mission er. Jeg vil her illustrere sagen med den kvindelige apostel, Gudrun Vest, der nu er kommet i beskyttet bolig i Tarm og nærmer sig de 90 år:
”Gudrun Vest er født i 1937 på et husmandssted i et indremissionsk miljø ved Skjern i Vestjylland. Hun har arbejdet som husmor og økonoma, bl.a. seks år på KFUK i London. I 1968 blev hun udsendt af DMS som missionær til Tanzania, først i seks år ved Kibeta, en skole for de nordiske missionærbørn i Bukoba, stiftsbyen i Nordveststiftet. Men hun ville gerne ud at bo tættere på afrikanerne som missionær. Nogle missionærkolleger mente ikke, at hun var from nok til det. Men biskop Josiah Kibera sendte hende ud til, hvad der blev 30 år som ”sognemedhjælper” med bopæl i Bushangaro, tæt på grænsen til Rwanda i Karagwe distriktet, der blev udskilt som et selvstændigt stift fra Nordveststiftet i 1979.
I kvindearbejdet udviklede Gudrun sin helt egen arbejdsform, som er ligeså oplagt, som den er sjælden. De tanzanianske familier boede i bogstavelig forstand i græshytter, da hun kom til Karagwe. I flere år gik hun rundt på hjemmebesøg og hjalp til med stort og småt, som det faldt sig. Samtidig stak hun fingeren godt og grundigt i jorden og fandt ud af, hvad hun kunne gøre for at hjælpe kvinderne frem. I 1976 beskriver hun i Dansk Missionsblad sin arbejdsform på denne måde:
”Ellers ligger vi og drøfter dagens hændelser der under hytteloftet. Og så sker det, at vi kommer helt anderledes dybt ind på problemerne – med at være menneske og med at være kristen – end ved et høfligt husbesøg. Det er nu den måde, jeg driver mission på. Det drejer sig om at komme ind i folks hverdag. Når natten så er forbi, står man op. Ikke noget med at ligge og gasse sig. Bare op og ud i marken. Jeg har min hakke med hjemmefra – og så går det ellers løs, så støvet fyger og sveden hagler. Men det er min erfaring, at man godt kan forkynde Guds ord, selv om man er øm i ryggen.”
Helt elementært var der brug for undervisning og rådgivning omkring dyrkningsmetoder, husholdning og sundhed. Men en vigtig faktor var også, hvad der siden er kaldt empowerment: Kvinderne skulle have nogle mødesteder, hvor de kunne lære at tale med hinanden i et fortroligt miljø, for siden at rejse sig op og tage ordet i offentlige forsamlinger og organisere forskellige projekter sammen. I slutfirserne fik Gudruns kvindegrupper via kirken og Folkekirkens Nødhjælp nogle gode DANIDA-penge til at bygge aktivitetscentre i fire storpastorater i det lokale provsti. Disse centre blev kvindernes andet hjem, deres skole og produktions- og udviklingscenter – samt deres menighedshus. Her holdt man bl.a. auktioner, der udviklede sig til store folkefester, hvorfra der kunne skabes overskud til at sende lokale kvinder ud for at få uddannelse og erfaringer uden for Karagwe. Det tog siger og skriver 30 år for Gudrun at hjælpe et provstis kvinder fra at være umælende til at være selvstændige. Men så var der også sket en udvikling, som ikke kan rulles tilbage.
Undervejs groede Gudrun sammen med sine naboer, sine kvinder og deres familier i Bushangaro. Hun levede og blev sammen med dem, også i de hårde tider omkring krigen efter Idi Amins ugandesiske invasion i Tanzania i 1978, hvor butikkerne var tomme og risikoen for krigshandlinger og plyndringer overhængende også i Karagwe. I 1982 blev Gudruns missionærkollega Anna Borg i Rwantege i Nordstiftet myrdet af en bande, der var bevæbnet efter krigen. Men Gudrun blev og delte, hvad hun havde, med de strømme af mennesker, som kom til hendes hjem. Marie og Magdalene, to udstødte, svagelige søstre boede i mange år til deres død i Gudruns hus. Da Gudrun – bl.a. efter mange vanskeligheder med en brækket hofte – følte, at hun kunne blive til mere besvær end gavn for sine naboer i Tanzania, så hun hellere måtte tage hjem til Danmark i 2004, var der stor sorg og mange ugers gentagne afskedsceremonier. Gudrun Vests gamle kollega, Ida Kongsbak, måtte lægge øren til meget, da hun tog ned for at hjælpe Gudrun Vest gennem afskederne og op i fly hjem: En kvinde udtalte som sin sikre tro, at Gudrun, som havde hjulpet så mange og reddet så mange menneskers liv ved at køre dem den lange vej til hospitalet, ikke kunne dø. Hun ville blive taget levende til himmels ligesom jomfru Maria.
Jamen, er tiden ikke løbet fra Gudrun Vests måde at være kvindelig missionær på? Jo, nogle steder måske, men langt fra alle. Og substansen og dimensionerne i missionsindsatsen må stadigt være som i Gudruns Vests liv og virke.
Kvindelige missionærer banede vejen for kvindelige præster
Mit andet bidrag om kvinder i mission er skrevet sammen med Harald Nielsen, der trak et stort materiale om kvinder i DMS frem i vores fælles artikel i bogen i anledning af 75-årsjubilæet for indførelsen af kvindelige præster i folkekirken i Danmark. Mit bidrag bestod i en beskrivelse af kvinders sociale vilkår i det 19. og det 20. århundrede, samt af diakonissernes indsats, og kirkelige og sociale betydning i Danmark. Det drejer sig om ca 2500 diakonisser og 1000 kvindelige missionærer.
Danmarks første missionsselskab, DMS, fra 1821 var en teologisk interesseorganisation styret af mænd. Mission havde med evangeliets forkyndelse at gøre, altså ordmission, derfor var det kun mænd der kunne bruges som missionærer, da det krævede en præsteordination at blive anerkendt som forkynder. Med udsendelsen som missionær af Søster Sara i 1888 begyndte en afgørende ændring i DMS’ maskuline teologi. Hun blev den første kvindelige missionær, der var udsendt i sin egen ret og ikke som sin mands hustru. Senere fulgte mange kvinder efter, så flertallet af missionærerne i DMS var kvinder ved midten af 1900-tallet. Helene Bittmann ledede fx 20 bibelkvinders arbejde i Chennai. Det understreger, hvorledes kvinderne var aktive i den traditionelle ordmission. De havde en forkyndende funktion. Men samtidig betød den stærkere vægtlægning på diakoni ved siden af ordmission, at kvinder i Danmark begyndte at engagere sig i missionsarbejde ved at danne støttekredse til fordel for børn i Indien. Det medførte efterhånden et pres på bestyrelsen om også at optage kvinder i bestyrelsen. Det blev dog i en del år afvist, men i 1916 blev komtesse Henriette Knuth indvalgt som den første kvinde i bestyrelsen. Teologisk fik kvinder en væsentlig indflydelse på udviklingen af DMS’ missionssyn, idet kvinder som Esther Færing og Agathe Berg argumenterede for en kontekstuel og inkulturaliseret teologi 45 år tidligere end professor Kaj Baagøs krav herom ved DMS’ landsmøde i Herning i 1964 (Nielsen (red.) 2021).
Danske kvinders indtog i kirkens udadrettede arbejde med diakoni og mission i Danmark og i udlandet i sidste halvdel af 1800-tallet repræsenterede et markant opbrud i forhold til kvindernes generelle placering inden for hjemmets og ægteskabets rammer på den tid. Med pietismen og oplysningstiden kom kvinder og kvindeerfaringer til at spille en større rolle religiøst og kulturelt, mens kvindernes normale stilling økonomisk og juridisk helt op til 1899 var at være umyndige hustruer til myndige mænd. Diakonisserne, hvis diakonale arbejde mange steder blev bedre kendt end de mandlige præsters forkyndelse, fandt deres egen vej gennem sammenslutning i diakonissehusenes ejendomsfællesskab. Et endnu større all round kirkeligt ansvar tog de kvindelige missionærer, hvoraf flere begyndte deres uddannelse og virke som diakonisser. De nøjedes ikke med at supplere mændenes forkyndelse med diakonalt arbejde, men gik også foran med selvstændige teologiske opgør i forhold til kolonitidens menneskesyn. Samtidigt fik stærke kvinder et rum for deres selvstændige udfoldelse, som de ofte ville have haft vanskeligere ved at finde i Danmark. Til gengæld fik de kvindelige missionærer stor betydning for respekten for kvindernes kirkelige kompetencer også i Danmark, hvor flere af dem blev indbudt til at prædike, før der blev indført kvindelige præster.
Nærmest uden at det er blevet bemærket, er det – godt nok på én selv for Grundtvig uforudseelig måde – hændt os, hvad Grundtvig i Christenhedens Syvstjerne spåede, skulle ske just i den nordiske menighed:
Han Marie Magdalene
Sendte ud med Livets Ord!
Hvem tør Kvinderne formene
Vandringen i hendes spor!
Christne Møer, Christne Enker,
Hvem tør lægge dem i Lænker,
Hvem tør binde deres Mund!
Først når atter fromme kvinder,
Som i Ordets Heltid,
Herren tjene som ”Bispinder”,
Bruge Tungerne med Flid,
Saa faar Hjertet Mund og Mæle,
At sig glæde Barne-Sjæle
I Guds Himmerrig paa Jord!
Litteratur
Henningsen, Anne Folke (2005). ”Kristen mission og kvinders øgede mulighedsrum”. Kvinder, køn og forskning, nr. 1-2, s. 74-87.
Iversen, Hans Raun (2012). ”Tolv danske, kvindelige apostle – i det 20 århundrede”. Eva Holmegaard Larsen (red.). Kvinde, mand, kirke. Folkekirken og den lille forskel. København: Anis.
Iversen, Hans Raun og Harald Nielsen (2023). ”Fra fruentimmere til diakonisser og kvindelige missionærer”. Else Marie Wiberg Pedersen (red) (2023). Guds ord i kvindemund. Om køn og kirke. Gads Forlag, 117-156.
Nielsen, Harald (2019). Det Danske Missionsselskabs Historie 1821-1985, bind 1 og 2. Hellerup.
Nielsen, Harald (red.) (2021). Missionssyn gennem 200 år. Kilder til DMS/Danmissions historie. København: Eksistensen.
Vallgårda, Karen Asta Arnfred (2008). ”Omvendte omvendelser: Om to danske missionærers møde med Indien i den første halvdel af 1900-tallet”. Historisk Tidsskrift 2, 108, 389-426.






