BOGANMELDELSE // Af Emil Bjørn Hilton Saggau, generalsekretær for Danske Kirkers Råd

Anmeldelse af Johannes Aakjær Steenbuchs Lys af lys – Trinitarisk teologi i tidlig kristendom, Fønix, 2025.

Johannes Aakjær Steenbuch har skrevet en ligefrem, tilgængelig og underholdende introduktion til diskussionerne om treenigheden i den tidlige kirke. Bogens hovedomdrejningspunkt er de nikænske bekendelser fra henholdsvis kirkemødet i 325 og 381 – og hvordan tankerne om treenigheden udfoldes heromkring. Det er på disse to kirkemøder, at den klassiske kristne treenighed formuleres, hvilket Aakjærs bog forsøger at introducere. Aakjær løser den opgave helt eminent og pædagogisk.

Aakjærs hovedfokus er at udlægge debatterne og teksterne fra disse århundreder med fokus på, hvordan Faderen, Sønnen og Helligånden forstås. Det er mildt sagt tungt stof, og enhver med lidt kendskab til den tidlige kirke ved, at kirkefædrene ikke bare skrev meget, men de skrev også polemisk og retorisk skarpt. Det er derfor lidt af en opgave at udlægge og forklare ikke bare treenigheden, men også debatterne om den.

Bogen er bygget kronologisk op, så den kapitel for kapitel bevæger sig gennem den dogmehistoriske udvikling af treenighedsbegrebet og forskellige teologers udlægning – fra Tertullian over Irenæus og frem mod de kappadokiske fædre. Denne skridt-for-skridt-gennemgang opbygger langsomt læserens forståelse af treenighedsdiskussionerne uden at introducere alt for mange og for modsatrettede synspunkter samtidigt. Det er, som Paulus skriver: Vi erkender stykkevis. Bogens godt 150 sider fører læseren fra de første generationer af teologer frem til Augustin, hvilket giver en fin fornemmelse for periodens synspunkter og debatter.

Aakjærs bog skal først og fremmest roses for, at den pædagogisk forklarer et så komplekst emne som treenigheden og debatterne herom på en overskuelig måde. Bogen er skrevet i et ligefremt sprog, om end måske lidt for talesprogsagtigt – med formuleringer som »kosmisk mellemleder«, »eksegetiske fiksfakserier« og bemærkningen »Det skal ikke være nemt«. Det er på den ene side tydeligt, at bogen er baseret på foredragsnoter, som har været tryktestet på et publikum. Det er måske derfor, at den røde tråd og den pædagogiske vejledning står så stærkt. På den anden side sniger der sig både talesprogsprægede vendinger ind og til tider længere anekdoter eller sidebemærkninger, som får lov at fylde. En redaktør ville måske have skåret noget af dette væk. Det ændrer dog ikke ved, at bogen burde være pligtlæsning for de fleste teologer, da den giver et solidt grundlag for at forstå treenigheden og bekendelserne ud fra.

Bogens faglige svaghed er, at den følger en meget klassisk form for dogmehistorie – en kronologisk udlægning af et bestemt teologisk begreb eller dogme hen over en kortere eller længere periode. Den form for kirkehistorie kender de fleste uddannede teologer godt, da man bliver opflasket med den, hvis man da ellers lyttede efter i kirkehistorietimerne. Aakjærs største bidrag med bogen er derfor ikke et nyt greb om dogmerne, men snarere den meget pædagogiske form og de nye oversættelser. Aakjær lover heller ikke at levere mere. Men det betyder dog, at bogens fremstilling flere steder bliver meget traditionel.

Et eksempel er beskrivelsen af biskop Hosius, der »muligvis blev tvunget til at underskrive« (s. 62) en ariansk bekendelse. Nyere forskning – og de to hovedkilder Athanasius og Hilarius – er dog ret enige om, at han blev tortureret til at underskrive og ikke blot »tvunget«, som ældre kirkehistorie ofte har noteret. Det ændrer ikke ved bogens fine overordnede linje. Dog er der én undtagelse: Aakjær gentager tesen om, at biskop Euseb muligvis var forfatter til den nikænske bekendelsestekst fra 325 (s. 48). Euseb er imidlertid et notorisk dårligt vidne til begivenhederne, og de fleste forskere er i dag enige om, at teksterne fra 325 ikke var hans værk eller fra hans menighed. Her kunne Aakjær godt have udvist større kildekritik, så Euseb ikke – som ellers ofte er traditionen – blev fremstillet som forfatteren til den nikænske bekendelse.

Et andet problem ved den traditionelle dogmehistorie er dens manglende forståelse for de politiske og sociale omstændigheder, der ligger bag udviklingen af dogmerne. Aakjær forsøger flere steder at inddrage disse perspektiver ved at understrege kejserens indflydelse eller eksempelvis ved at fremhæve Gregor af Nyssas sammenspil mellem treenighedsteologi og socialetik (Aakjærs speciale, vel at mærke). Det bliver dog kun forbipasserende sidebemærkninger. I min optik er dette ellers en af de mere afgørende nye indsigter i kirkehistorien – nemlig at dogmerne og de teologiske diskussioner er kontekstuelt afhængige.

Augustins forståelse af treenigheden skærpes eksempelvis i mødet med vandalerne i Nordafrika, der var arianere og ikke mente, at hverken Sønnen eller Helligånden var af samme væsen som Faderen. Augustins forståelse er ikke en naturlig udvikling af en samtale om teologi, men den er dybt bundet til hans samtid. Det samme gælder de nikænske tekster.

Et sted, hvor dette for alvor kommer til syne, er i bogens afslutning. Her skriver Aakjær, at »i den nikænske trosbekendelse […] siges intet om, hvordan den kristne bør leve, mens der til gengæld siges en masse om, hvad man bør tro på« (s. 149). Det er nok lige på grænsen til at være forkert, og måske er det mere et eksempel på en protestantisk forståelse af de nikænske tekster end en udlægning af teksterne selv.

Den nikænske trosbekendelse – og de fleste efter den – blev nemlig udgivet sammen med en samling kirkelige, sociale og etiske regler, de såkaldte kanoner. Disse bestemmelser (ligefrem oversættelse af kanon) var i høj grad etiske og sociale forordninger, som fortsat gælder for den katolske kirke og østkirkerne, men de gled ud for protestanterne efter reformationen. Den nikænske bekendelse fra 325 var altså bundet sammen med disse bestemmelser, der havde samme formål: De skulle sikre kirkens renhed og enhed.

Det ses eksempelvis tydeligt i en af kilderne fra kirkemødet i 325, hvor en biskop skriver til sin menighed, at mødet var blevet enige om både teologien, fordømmelsen af bestemte navngivne modstandere, fastsættelsen af påskedagen og en række etiske regler. De nikænske tekster og de andre oldkirkelige teologiske tekster, som Aakjær anvender, eksisterede altså i en tæt sammenhæng mellem teologi, etik, sociallære og politik. Det er først senere protestantisk historieskrivning (og særligt netop dogmehistorie), der har mistet blikket for denne sammenhæng mellem sociallære og dogmer. Bogen lider lidt af, at den historiske fremstilling er meget klassisk, hvorfor den mangler lidt nyere perspektiver og mere kildemæssig bund. Det er kirkehistoriske spidsfindigheder, der dog ikke ændrer ved bogens overordnede kvalitet.