Af Emil Hilton Saggau
Det er ikke hver dag, at vi får lov at fejre et 1700-års jubilæum. Især ikke et, der kan beskrives som den vigtigste enkeltstående kirkelige begivenhed i den kristne tradition. Kirkemødet i Nikæa i 325 er netop sådan et. Det er her, at nogle af de helt grundlæggende rammer for kristendommen bliver lagt fast: Påskens dato, forholdet mellem Fader og Søn og i det hele taget kirkens bestræbelse på at blive én. Det er værd at fejre og reflektere over, idet de beslutninger stadigvæk står i dag som en forudsætning for mødet mellem kristne. Det er forudsætninger, der fejres verden over i 2025 – lige fra i din lokale kirke pinsedag; ortodokse, katolske og folkekirkelige biskoppers fælles påskegudstjeneste i år til samlingen af kirkefolk fra hele verden i Stockholm i august og hos Kirkernes Verdensråd i Egypten. Det er fejringer fra den lokale kirke til den globale kristenhed. Men oplever du, at du nok nærmere hørte det som »IKEA« frem for »Nikæa«, så er du ikke alene. Jeg tror ærlig talt, at vi er mange, der ikke helt har styr på, hvad det er, vi fejrer, hvorfor vi fejrer det, og hvordan vi fejrer det. Derfor har vi lavet et magasin, der kort og let giver dig et oprids over dette.
Jeg forberedte mig selv til jubilæet ved at lave en oversættelse fra græsk til dansk af kirkemødets vigtigste skrifter, der blev til en bog om kirkemødet, som jeg skrev sammen med Kasper Dalgaard. I den kan du finde kilderne og teksterne fra mødet, hvis du er interesseret. Bogen er anmeldt af biskop i Ribe Stift Elof Westergaard i dette magasin. Det, der overraskede mig mest ved en genlæsning af kilderne, var, hvor meget forskelligt kirkemødet faktisk handlede om. Ofte fremstilles det forsimplet som en kamp mellem to teologiske synspunkter om, hvordan forholdet mellem Fader og Søn skulle forstås. Eller mere simpelt sagt, om Sønnen, Jesus Kristus, nu også var så meget Gud, som skaberen, Faderen. Den diskussion kan du læse mere om i Johannes Aakjær Steenbuchs indlæg og i hans nye bog, Lys af Lys, som jeg har anmeldt. Denne debat var bare ikke det eneste, og den var ganske mudret, som John Kaufmann fint beskriver i sin historiske overflyvning, som også er med her som artikel.
Kirkemødet i Nikæa er vigtigt på flere planer end det teologiske. Rent historisk, så er det et vendepunkt, hvor kristendommen formes som en egentlig religion med et mere fast defineret trosgrundlag og bestræbelse på enhed. Teologisk set, så er der en række kristne grundpræmisser, der formuleres på kirkemødet, som selv den dag i dag er styrende for vores læsning af Bibelen – for eksempel, at Jesus er fuldstændig Gud, ligesom sin Fader og ikke en mindre guddom. Men kirkemødet er mere end dette. Det er også tydeligt i og med, at selve begrebet »nikænsk« bliver en betegnelse for den rette kirke (som Luther ville sige: Kirkens kendetegn, notae ecclesiae). Kristne kirker har derfor gennem tiden holdt fast ved arven fra Nikæa, som er genfortolket og genformuleret igen og igen. Nikænsk kristendom er en understrøm i det meste af vores teologi, og udsagn, som mange kristne tager for givet, er nikænske. Det er også derfor, at jubilæet er vigtigt i dag. Nikæa er et idealiseret punkt i horisonten bagud og fremad, hvor alle kristne kommer sammen i al deres forskellighed i enhed. Altså, at kristne uagtet alt det, der kan skilles os, trods alt kommer overens om udsagn, som er grunden i de nikænske tekster, at vi tror på »en herre Jesus Kristus, Guds søn, født af Faderen som enebarn, hvilket vil sige af faderens natur, Gud fra Gud, lys fra lys«.
Det er derfor, at kirker verden over fejrer jubilæet. I den midterste del af dette magasin udfoldes denne nutidige dimension i en dansk, nordisk og global sammenhæng. Du kan læse mere om Nikæas nutidige betydning i Danmark, hvordan dets indhold fortsat diskuteres og i år fejres (se Thorsten Rørbæks artikel). I år er samtidigt også 100-året for kirkemødet i Stockholm i 1925, der i sin markering af Nikæas 1600-års jubilæum lagde grundstenen for Kirkernes Verdensråd. Stockholmmødet var et økumenisk vendepunkt, og derfor afholdes et helt økumenisk år i Sverige i 2025, som måske bliver en økumenisk genopvækkelse. Sveriges Kristne Råds arbejde og dets baggrund i Stockholmmødet i 1925 kan du læse mere om i Jan Eckdals artikel. Vi slutter af med et globalt udsyn til både det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråds fejringer, som den danske repræsentant begge steder, Maria Munkholt, beskriver i sin artikel. Til sidst er der anmeldelserne af årets to udgivelser om kirkemødets tekster, historie og teologi. Vi håber dermed, at dette tema giver dig det hurtige overblik over jubilæet, så du ikke tænker på IKEA næste gang, der er nogen, som nævner Nikæa.
Vi forsøger også at pege dig videre, hvis du vil læse mere om emnet. Jubilæet er en tid til at reflektere over, at den kristne tradition og teologi er dyb. De tekster, vi bruger udover Bibelen, har ofte lange og snørklede historier. Det er historier med kampe, blod og til tider kætterbål, men også med håb, lys og kærlighed. Begge sider rummes i menneskets liv. De nikænske tekster og særligt trosbekendelsen er et bankende hjerte i den store og brede kristne tradition. Den binder kristne verden over sammen. Det er værd at huske på, når den læses højt i en gudstjeneste, for den runger af århundreder, og den runger fortsat ud over hele kloden. Det er lys af lys.
Foto: Paul Gustav Doré



