Endelig ser man den amerikanske kristenheds andet ansigt
// Af Joel Halldorf, svensk professor i kirkehistorie, forfatter og skribent
Det, der mere end noget andet har præget billedet af kirken i USA de seneste år, har været de højrekristne, hvide evangelikale.
De har fået enorm medieopmærksomhed gennem deres politiske magt, som de har brugt til at støtte Trump, arbejde for at få skolebøger forbudt, mobilisere mod HBTQ-rettigheder, modarbejde abortretten og fremme en høgeagtig Israel-politik – samtidig med at de har været tavse over for Trumps moralske og politiske overtrædelser. Ikke engang da han skar i den bistand, som formidles gennem kirkerne, sagde de fra.
Men nu, hvor deres dagsorden har nået hele vejen til Det Hvide Hus, vågner også noget andet.
Præster, pastorer og andre religiøse ledere står i forreste linje i protesterne mod deportationer, ICE’s brutale vold og de dødelige skud mod Renee Good og Alex Pretti.
I weekenden samledes hundrede religiøse ledere i Minneapolis’ lufthavn for at protestere mod deportationerne. De fortsatte med at bede og synge, da politiet bad dem om at sprede sig, og blev til sidst arresteret.
Det var over 20 grader koldt den dag, men som en af dem sagde:
“It’s definitely chilly, but the kind of ice that’s dangerous to us is not the weather.”
(“Det er bestemt koldt, men den form for is, der er farlig for os, er ikke vejret.”)
Under en mindevagt for Renee Good mindede den episkopale biskop Rob Hirschfeld sine præster om studenten Jonathan Daniels, som blev skudt af politiet i Alabama under borgerrettighedsbevægelsen i 1965.
Vi er på vej ind i noget lignende, konstaterede Hirschfeld, og opfordrede kirkens præster til at fortsætte protesterne – men sørge for at have skrevet deres testamenter.
“I have told the clergy of the Episcopal diocese of New Hampshire that we may be entering into that same witness. And I’ve asked them to get their affairs in order, to make sure they have their wills written, because it may be that now is no longer the time for statements, but for us with our bodies, to stand between the powers of this world and the most vulnerable.”
(“Jeg har sagt til præsterne i det episkopale bispedømme i New Hampshire, at vi måske er på vej ind i det samme vidnesbyrd. Og jeg har bedt dem om at få styr på deres forhold, sikre sig at deres testamenter er skrevet, for det kan være, at tiden ikke længere er til udtalelser, men til at vi med vores kroppe stiller os mellem denne verdens magter og de mest sårbare.”)
Samtidig arbejder kirkerne som menighedsbevægelser på jorden: En kirke i Minnesota har leveret mad til 17.000 familier, som ikke tør gå ud og handle på grund af ICE. Fra venner i andre delstater har jeg hørt om, hvordan man på lignende vis har brugt kirkelige netværk til at beskytte mennesker mod ICE’s razziaer.
På Facebook delte forfatteren Ola Larsmo råd, som er blevet sendt rundt blandt aktivister, der støtter migranter – råd, der viser, hvor målrettet man arbejder mod et regime, som ikke skyr nogen midler:
“ICE is photographing license plates at buildings where volunteer actions are happening I.e. churches packaging food. If you volunteer, park far away or take a ride share so they don’t get your plate info.”
(“ICE fotograferer nummerplader ved bygninger, hvor frivillige aktiviteter finder sted, f.eks. kirker, der pakker mad. Hvis du er frivillig, så parkér langt væk eller brug samkørsel, så de ikke får oplysninger fra din nummerplade.”)
Det er blevet tydeligt, at det er alt andet end risikofrit at protestere i USA i dag – og derfor så meget desto mere inspirerende at se denne opstandelse.
Deportationspolitikken er ikke det eneste område, hvor kirkerne gør deres stemme gældende; man protesterer også mod Trumps udenrigspolitik.
Den katolske ærkebiskop Timothy Broglio har et særligt kirkeligt ansvar for USA’s militær. Han har offentligt støttet amerikanske soldater, der overvejede at nægte at adlyde ordrer, hvis de blev sendt ud for at invadere Grønland. De var, påpegede han, ifølge kirken i deres fulde ret til at gøre det.
Tre amerikanske kardinaler – Blase Cupich, Robert McElroy og Joseph Tobin – har udsendt en fælles erklæring om vigtigheden af en “genuint moralsk” udenrigspolitik, som respekterer internationale aftaler og regler, i stedet for at bruge vold for egen vindings skyld:
“We renounce war as an instrument for narrow national interests and proclaim that military action must be seen only as a last resort in extreme situations, not a normal instrument of national policy.”
(“Vi tager afstand fra krig som et redskab for snævre nationale interesser og erklærer, at militær handling kun må ses som en sidste udvej i ekstreme situationer, ikke som et normalt instrument i national politik.”)
Mange lægger mærke til denne kirkelige mobilisering. Rachel Maddow opsummerer udviklingen godt her:
Dette engagement har dybe rødder i USA’s kristenhed. Siden 1800-tallet har en række politiske bevægelser hentet kraft fra de kristne kirker – både de samfund, der ofte betegnes som mainline Protestantism (episkopale, presbyterianske, metodistiske, baptistiske og lutherske kirker) og de sorte kirker.
Ud af denne muld voksede modstanden mod slaveriet, krav om retfærdige arbejdsvilkår, borgerrettighedsbevægelsen og protesterne mod både Vietnamkrigen og atomvåben.
Men de seneste årtier har især de hvide mainline-kirker kæmpet med faldende medlemstal, aldrende menigheder og en følelse af at være blevet hægtet af i det religiøse og politiske landskab. Mens evangelikale har mobiliseret i stort tal, er de blevet hægtet af.
Men nu sker der noget. En sovende kæmpe i det amerikanske samfund ser ud til at være ved at vågne.
Modstand mod den type magt, som Trump-administrationen repræsenterer, kræver stærke kilder og dybe rødder. Det har religiøse fællesskaber – og derfor kan de både mobilisere sig selv og inspirere andre til modstand. En kamp vinder enorm styrke, når den ikke kun handler om personlige holdninger, men om en højere idé om, hvad der faktisk er rigtigt.
Den kraft kan selvfølgelig bruges destruktivt – men også til at gøre godt. Og det er, tror jeg, en af kirkernes vigtigste politiske opgaver i det moderne samfund: at fungere som et moralsk samvittighed, når politikken bliver for brutal.
En anden smuk ting ved det, der sker nu, er, at disse kirker – i modsætning til meget religiøs aktivisme de seneste år – ikke handler i egen interesse eller for at opnå personlige fordele. De gør det af solidaritet med migranter og andre udsatte grupper.
I arbejdet står forskellige grupper desuden side om side: præster, rabbiner og imamer; almindelige troende fra forskellige religioner – sammen med amerikanere, der ikke tilhører nogen kirke eller religiøs organisation. Nogle, der deltager i protesterne, har endda ændret holdning, som pastor Robert Schenck, der ser det som en bodshandling for sine årtier som højrekristen republikaner. (Se klippet ovenfor.)
Det er mørkt på jorden lige nu. Men at kirker og andre religiøse grupper kæmper for at holde lyset højt – det lyser op.
