Af Lasse Holmgaard Iversen, sognepræst i Christianskirken, Aarhus
Konferencecentre minder om hinanden: Haller uden dagslys, masser af stål og beton, lange gange og køer ved toiletterne…
Men selv om rammerne til forveksling kan ligne hinanden, så er der spænding og forventning i luften, når man formår at samle 5.394 mennesker, som er valgt efter nogle bestemte kriterier, og som kommer fra forskellige kirker fra mere end 200 lande. Og det var hvad Lausanne-bevægelsen formåede at samle i Seoul, Sydkorea i september 2024, hvor man havde kaldt sammen til den fjerde verdenskongres i Lausanne-bevægelsens 50-årige historie. Og selv om jubilæet var en del af anledningen, så var fokus heldigvis i langt højere grad, at vi spurgte os selv: Hvordan kan vi arbejde sammen i vores tid, for at alle mennesker hører evangeliet? Og en del af svaret var givet på forhånd: Det sker ved, at vi gør det SAMMEN! Eller som temaet for konferencen lød: ”Let the Church declare and display Christ together”.
Vi vender tilbage til dette ”sammen” senere.
Først er der en præmis, vi er nødt til at have på plads. For når man kommer fra en vestlig kontekst, er ”kirke” og ”mission” ikke det, som vækker mest jubel. Vores position i samfundet er noget tilbagetrukken. Frimodigheden er ikke helt i top. Og det kan være svært at skulle formidle et budskab, som mange oplever, ikke giver mening.
Det er vilkår, som vi i Danmark deler med mange andre i den vestlige verden. Og i lande, hvor kirken ikke lider under de udfordringer, er der andre udfordringer, man skal navigere i. Men pessimismen er svær at bevare, når både deltagere og oplægsholdere på konferencen eksemplificerer, at de lande og kulturer, som en gang var lande, der modtog evangeliet for første gang, i dag har kirker, som sender missionærer til andre lande – fx vestlige lande.
Pessimismen får også kamp til stregen af en fælles enighed om, at vi er fælles om én Kristus, som har gjort en forskel for mennesker hver eneste dag, siden han gik rundt på Israels støvede veje. ”The uniqueness of Christ” er både en ‘kode’ for Jesu unikke tjeneste som Guds søn, der kommer til verden for at frelse, men også et udtryk for en betagethed af Jesus, som jeg sjældent møder udtrykt så tydeligt og stærkt i min egen kontekst. Men som opmuntrer og opbygger både sind og ånd. Og som samler os!
Og så udfordres mismodet over tilbagegang og udfordringer i kirken voldsomt, når man over frokosten eller i den føromtalte toiletkø møder kreativitet og nye vinkler i Guds globale mission. Fx Andy, en ældre fyr fra Australien, som udover at formidle evangeliet gennem kunst tager rundt på de store, internationale cykelløb (altså Tour de France, Giro de Italia osv.), for at dele evangeliet med mennesker dér. Eller Marcio fra Brasilien, som tidligere arbejdede for danske ’Børnefonden’, men som nu leder en NGO, der hjælper mennesker i Amazonas regnskoven med at bevare regnskoven og samtidig have gode forhold i deres landsbyer. Han spurgte, om ikke vi skulle lave en ’sognerejse’ for den kirke, hvor jeg er præst til Amazonas… Eller kvinden, hvis navn jeg ikke fik fat på, men som var passioneret for at række evangeliet til LGBTQ+-personer.
Optimismen, troen og kreativiteten gav altså min dansk-vestjyske pessimisme, når det handler om kirkens mission, kamp til stregen. Ikke som en naiv, happy-clappy, feel-good optimisme, men som et bevis for, at Gud gør store ting i verden, og at hans kirke er vital og vild.
Vi gør det SAMMEN
”Men hvad var det nye? Hvilken retning blev der stukket ud?” Sådan har mange spurgt mig, og jeg har ikke kunnet give et klart svar. Mit efterrationale er, at det i sig selv er et svar. For Lausanne IV havde ikke til hensigt at pege på én retning, vi alle skal gå i. Ganske enkelt fordi, at Guds kirke på jord er for stor og har for mange facetter til, at vi alle kan gøre det på samme måde. Kirkens mission er forskellig, alt efter om man befinder sig i Tyrkiet, Californien eller på Salomonøerne. Derfor havde konferencen faktisk et lidt rodet udtryk.
Ligesom Guds mission i verden har det.
Og det er ok.
Dog var der én ting, som stod over det rodede udtryk. Eller som måske var en konsekvens af rodet. Nemlig at vi skal blive bedre til at være i mission SAMMEN. Sammen, forstået på den måde, at vi skal finde sammen om de udfordringer, vi deler, og så hjælpe hinanden med at være i mission i de udfordringer. ’Collaborate’ – samarbejde – var konferencens buzzword, og det blev sagt virkelig mange gange! Fordi vi ikke kan fuldføre Guds mission i verden, hvis ikke vi sammen finder løsninger og lærer af hinandens best-practices.
Derfor var eftermiddagene på konferencen sat af til, at man skulle arbejde med 25 forskellige udfordringer – gaps – som var blevet identificeret på forhånd. Opgaven var at analysere, drømme og igangsætte samarbejder, som så skal fortsætte efter konferencen ved hjælp af en digital platform, Lausanne Action Hub. Her kan alle (dvs. også dig, som ikke var med på konferencen!) gå på opdagelse og engagere sig i de grupper, som arbejder med et tema – et ’gap’ – som man har interesse for.
Det er et ambitiøst projekt, og det kom lidt skævt fra start på konferencen, da hub’en crashede… Men den er oppe at køre igen, og intentionen er virkelig, at alle skal have mulighed for at være med her!
På konferencens sidste dag blev alle deltagere opfordret til at underskrive ”Collaborative Action Commitment”, som var et personligt dokument, hvor man forpligtede sig på at arbejde sammen i mission fremadrettet. En symbolsk handling, ja, men også en konkret påmindelse om, at mission også kræver samarbejde, hjemme i vores egne kontekster, og at silo-tænkning er passé.
Nyt fra verden
Nu skrev jeg før, at der ikke var nogen samlet retning og ikke én ting, konferencen pegede på som vigtigt, udover samarbejde. Det betyder dog ikke, at der ikke blev arbejdet med nye trends og udfordringer i mission.
Forud for konferencen havde 150 eksperter og kloge folk fra hele verden bidraget til en omfattende rapport, som pegede på nye områder, der er aktuelle for os at forholde os til. Rapporten er et forsøg på en status på missionsbefalingen (’State of the Great Commission’) og er virkelig værd at undersøge for enhver med interesse for mission og kirkens plads i samfundet og kulturen i dag.
Rapporten er kategoriseret i 10 spørgsmål:
- Hvad er polycentrisk kristendom?
- Hvad er kilden til håb?
- Hvad er grundlaget for tillid?
- Hvilke demografiske forskydninger viser sig?
- Hvad er fællesskab?
- Hvad er ret og retfærdigt?
- Hvad er bæredygtigt?
- Hvad vil det sige at være menneske?
- Hvad er digitalt liv?
- Hvad er kirkens arbejde i en digital tidsalder?
Disse 10 spørgsmål var afsættet for de 25 gaps, som dannede basis for de arbejdsgrupper, jeg nævnte tidligere.
State of the Great Commssion Report har potentiale til at blive et vigtigt strategisk værktøj i mission de kommende år, og jeg kan kun opfordre til, at vi også i en dansk kontekst bruger tid på at læse og tale os ind i disse temaer.
To af de temaer, som har fyldt en del i min bevidsthed efterfølgende er:
Digital mission
Siden den sidste globale Lausanne-konference i 2010 har digitaliseringen taget fart. Men kirkens engagement i den digitale verden er i bedste fald sporadisk og i værste fald præget af ignorance. Derfor er det rettidig omhu, at vi som kirke prioriterer både mandskab og økonomi til at rejse ud på ”den digitale missionsmark”, men også at vi integrerer den i vores allerede eksisterende arbejde.
Konkret betyder det, at vi skal blive bedre til at udvikle muligheder for online fællesskaber; for digitale redskaber til oplæring; uddannelse af ”digitale missionærer”; redskaber til oversættelse af Bibelen m.v.
Og som al anden mission, så er vi som enkeltpersoner kaldet til at gå ud i alverden, og for os kunne det jo være, at bruge vores SoMe som platform til at vise, hvordan livet ser ud for en almindelig kristen (hvilket allerede er en gryende tendens, som denne artikel i Zetland viser).
Identitet – hvad er et menneske?
Spørgsmålet om identitet er presserende. Forud for Lausanne IV blev der peget på tre områder, som gør dette spørgsmål særlig aktuelt: 1) Udviklingen af kunstig intelligens; 2) nye muligheder indenfor bioteknologi; 3) flydende forståelse af køn og seksualitet. Alle tre områder bidrager til, at vi må spørge, hvad et menneske er, da svaret tydeligvis ikke længere giver sig selv.
Det kalder på etiske refleksioner, som kirken må bidrage til i en offentlig kommunikation. Og indadtil i kirken må forkyndelsen og sjælesorgen finde sprog for at tale om disse ting.
På nogle områder skal kirken være modkultur her, men vi har mere at sige end ”nej, nej, nej”. Der er en vigtig og positiv historie om værdi; om Guds arbejde gennem disse nye tendenser; om kærlighed osv.
Enhed
Overskriften for Lausanne IV var, som tidligere nævnt: ”Let the Church declare and display Christ together”.
Dette ”sammen” var vigtigt i forhold til at finde nye løsninger på missionale udfordringer i dag. Men først og fremmest var ”sammen” et udtryk for den enhed, kirken er kaldet ind i. En enhed som i dansk kontekst udfordres af, at vi har mange organisatoriske og konfessionelle skel, men som vi vedvarende må tilstræbe. Det betyder ikke enighed, for som Anne Zaki, professor i homiletik og praktisk teologi på Evangelical Theological Seminary i Cairo, Egypten, sagde i en blændende skøn bibeltime, så har vi i stedet brug for at genskabe “the lost art of church discussions, the art of talking and listening to each other, even to those who oppose our views on how to interpret the Bible or how to worship or who should lead in the church or which country to bless and which nation to curse.”
Enhed er smukkest, når vi formår at være uenige på et fælles grundlag. For når vi kan være enige om, at Jesus er verdens og vores frelser, så er der et fælles grundlag. Og i en tid, hvor polarisering let sker, må vi som Guds kirke på jord øve os i at holde sammen i vores forskellighed. For så kan vi sammen bekæmpe og tale imod problemer som racediskrimination, strukturel uretfærdighed i samfundet, magtmisbrug og seksuel misbrug. Vi vil være sandhedsvidner, men, som Zaki sagde: “When we are silent in the moment of truth-telling, the future of the church is at stake.”
Enheden er det fælles fundament under forskellige kirker og traditioner, men det er også fundamentet under forskellige generationer. For kulturforskellene mellem vores tids generationer er lige så stor som kulturforskellene mellem forskellige nationaliteter. For også på tværs af generationer, fra ”Gen Z” til ”boomerne”, er vi fælles om at være i Guds mission. Men hvordan møder vi hinanden? Dét blev vi trænet i helt konkret, da vi på tværs af generationer sad ved bordgrupper á seks i mødesalen; vi mødtes i de forskellige ’gaps’; vi sang hinandens lovsange og blev undervist i kendetegnene for hinandens generationer.
Lausanne-bevægelsen er god til at arbejde på tværs af generationer, og særligt er man dygtig til at få de yngre generationer udrustet og at give dem en stemme. Derfor var det også en glæde, at man på Lausanne IV kunne lancere optakten til næste ”Lausanne Younger Leaders Gathering”, som finder sted i Brasilien i 2027.[1]
Vi tog fra Seoul med kald til SAMMEN at søge enhed om Kristus og lade os sende til verden. Så på én måde var der ikke så meget nyt at komme efter. Samtidig med at der var masser af nyt!
Vil du vide mere? Læs og lyt til mere om Lausanne IV! Find links her.
[1] Alle unge op til 35 år opfordres til at holde øje med https://lausanne.org/gathering/ylg2027, for der skal også en gruppe danskere afsted. Kontakt evt. artiklens forfatter, for at høre mere.
