Af Emil Hilton Saggau, Ph.d., forsker ved Lunds Universitets afdeling for Global Kristendom og generalsekretær for Danske Kirkers Råd 

Den katolske kirke og de protestantiske missionsselskaber har i århundreder ført mission på det afrikanske kontinent. Denne missionale arv er tydelig den dag i dag på godt og ondt. I de seneste tyve år er den sidste store globale kristne gruppe – østkirkerne – ved at finde nye veje ind i det afrikanske kontinent fra deres højborge i Nordøstafrika, hvor østkirkerne har været i århundreder. I disse nye veje både gentager og forandrer ortodokse missionærer mønstrene fra den protestantiske mission i Afrika, og dermed rammer de mange af de samme fejltagelser og succeser. I denne artikel vil jeg kort tegne op, hvordan ortodoks mission i Afrika syd for Sahara ser ud. Det er en mission i vækst, men hvor globale magtkampe om eks. Ukraines fremtid og Ruslands position spejler sig ind i missionen. Det er også en mission, hvor unge kirker gendanner, hvad det vil sige være østlig kristen, bl.a. idet de lader kvinder få nye roller i kirkens ellers så stive traditionelle hierarki. 

Den kvindelige diakon  
Denne forandring var tydelig, da der i maj 2024 bredte sig en nyhed i ortodokse cirkler om, at en kvindelig diakon var blevet indviet af biskop Seraphim af Zimbawe, således hun fremover kunne uddele nadver. Dette var af mange set som et nybrud, der af nogle dele af den ortodokse kirke blev hilst velkommen, mens andre i oprør afviste det som en import af protestantisk teologi og potentielt set et kvindeligt præsteskab, som ortodokse afviser. Traditionelt set uddeler kvindelige diakoner ikke nadver i den ortodokse kirke, om end denne tradition og kvindernes rolle i diakon-embedet er stærkt omdiskuteret. I den tidlige østkirke var kvindelige diakoner kendt, men deres deltagelse i sakramenter ukendt. Den lokale biskop for Zimbawe, der er indfødt, om end uddannet i ortodoks teologi, forsvarede sin handling med, at det ikke alene gav teologisk mening, men at det var nødvendigt for den ortodokse mission i Afrika. Det skyldes, at de ortodokse kirker er i vækst og har svært ved at dække afrikanske landdistrikter syd for Sahara og udenfor klassiske ortodokse områder. Den kvindelige diakon var en missionel nødvendighed for at sikre unge kristnes adgang til kirken. Denne indvielse skete med den ortodokse patriark af Alexandrias godkendelse. Denne patriark tilhører en lille særlig græsk-talende elite, der nedstammer fra den græske minoritet i Ægypten, som har eksisteret siden antikken – suppleret med en løbende indvandring af præster fra andre græske områder.   

I århundrede har denne ortodokse patriark af Alexandria været overhoved for de østkirkelige kristne i Afrika, som kirkeretten fra 325 ekspliciterer. Disse østkirker var primært et historisk Nordafrikansk fænomen, der havde tråde ned langs flodnetværkene fra Nilen sydpå, hvorfor der i det moderne Etiopien blev skabt et afrikansk kristent kongedømme kendt som Aksum i det 4. århundrede. Dette rige eksisterede i forskellige former. Portugiserne i det 16. århundrede stødte på dette kristne rige, da de byggede havne langs Afrikas østlige del. Aksum overlevede europæisk kolonisering frem til Italiens endelige overtagelse af området i 1937. Denne historiske kristendom i Nordøstafrika var isoleret hertil frem til Første Verdenskrig, hvorefter den begyndte at sprede sig længere sydpå. Denne spredning skyldtes primært, at lokale afrikanske kristne opgav deres protestantiske kristendom som et oprør mod racisme og kolonialisme, hvorfor de søgte en anden kirke. Denne kirke blev så østkirken, der med sit historiske rids fra riget Aksum, fremstod som en mere genuin afrikansk form af kristendommen. I 1930erne blev den Afrikanske Ortodokse Kirke dannet af flere tidligere protestantiske ledere med hovedsæde i Kenya, hvorfra kirken voksede med støtte fra bl.a. de ortodokse kristne på Cypern. I 1980erne kom denne kirke formelt under Alexandria, hvormed den blev en del af den globale ortodokse kirke. International data anslår, at godt 650 millioner afrikanere syd for Sahara er kristne, hvoraf omkring 40 millioner er ortodokse, og langt størstedelen af dem bor i Etiopien. Den ortodokse kirke er dog i kraftig vækst i Kenya, Uganda og Zimbawe, hvorfor flere præster er efterspurgte. 

Ulve i fåreklæder

Det er ikke alene den ortodokse patriark af Alexandria, der har interesser i de ortodokse i Afrika. I det langvarige opgør om Ukraines status fra 2014 og frem forsøgte den russiske ortodokse kirke at presse de resterende ortodokse patriarker i verden til at afsværge ukrainerne. En af dem, der modstod russisk pres, var det græsk dominerede patriarkat af Alexandria og dets afrikanske biskopper. Dette var en torn i øjet på den russiske kirke, idet russisk tilstedeværelse og interesser var – før den fulde krig i Ukraine i 2022 – spredt ud i flere afrikanske lande, hvor ustabile eller autokratiske regimer anvendte russiske lejesoldater, midler og legitimitet til at holde sig oprejst.  

I januar 2022 annoncerede den russiske kirkes ledelse, at den oprettede en separat russisk ortodoks kirke i Afrika. Denne nye kirke var et de facto angreb på Alexandria og dets autoritet over ortodokse afrikanske kirkeledere. Denne nye russiske-afrikanske kirke blev hurtigt støttet af 150 afrikanske ortodokse præster primært fra lande, hvor russisk indflydelse var markant. I dag er kirken spredt til 29 afrikanske lande med godt 200 kirkeledere og menigheder. Den nye russiske kirke blev dannet med to formål: For det første en øget ortodoks mission i Afrika og for det andet et forsøg på at overtage de ortodokse centre, der allerede var i Afrika. Ikke overraskende, så er denne russiske-afrikanske kirke en kilde til megen konflikt mellem lokale ortodokse. Den alexandrinske kirke kæmper den dag i dag en indædt kamp mod russisk indflydelse, hvorfor patriarken af Alexandria kalder de russiskvenlige præster for ”ulve i fåreklæder”. Kampen om Ukraine og dets kirkers fremtid trækker tråde til det afrikanske kontinent, hvorfor den alexandrinske kirke i 2023 valgte at træde ind på ukrainsk side ved et møde med de ukrainske kirkeledere, som et modsvar til russerne. Den russiske kirke har presset de afrikanske ortodokse ind i Ukraines favn.  

Nyudnævnelsen af en kvindelig diakon med ret til at uddele nadver skal ses i lyset af kampen mellem de pro-russiske og de græsk-loyale ortodokse. Den russiske kirke fastholder et meget konservativ syn på præsteskabet og embeder såsom diakoner. Dette udgør dog et handicap, idet præstemanglen er stor. Kvindelige diakoner kan på sigt give de græsk-loyale ortodokse en fordel i deres konkurrence mod russerne. Det kan samtidigt meget vel være, at konflikten med russerne er anvendt af de lokale pragmatiske afrikanske ortodokse kirkeledere til at indføre ordningen med kvindelige diakoner, som måske længe har været på tegnebrættet. De kvindelige diakoner er meget vel tænkt som led i en pastoral og missional strategi, der har fået øget betydning i lyset af russernes indblanding. 

Mission eller kristne rødder? 

Det er ikke alene russerne og de græsk-loyale afrikanere, der er på spil i ortodoks mission. Det store ortodokse medie Public Orthodoxy, der har sit formelle ophæng på den græske-ortodokse kirke i USA, publicerede i oktober 2024 et længere indlæg om ortodoks mission i Afrika. I indlægget beskriver den ortodokse amerikanske missionær Dana Bates, hvordan hans virke er i Kenya. I Bates fremstilling, så adskiller hans missionsvirksomhed sig fra andre typer af mission, fordi han ”respekterer de lokale traditioner” og at den ortodokse kirke – i modsætningen til protestanterne – aldrig var en del af en kolonialistisk eller racistisk tilgang til kristendommen. Den missionsmodel, Bates beskriver, er ifølge ham selv udviklet til Rumænien, hvis formål var at gendanne kristendommen efter kommunismen frem for at omvende. Det er i Bates fremstilling en genskabelse af de kristne rødder i Afrika fra Aksum i et samspil med eksisterende former for religiøsitet. Denne ortodokse missionering er endvidere i Bates tilfælde en, der er kommet til Afrika på invitation fra de lokale ortodokse ledere i henholdsvis Uganda og Kenya. Det er måske nok en sendelse, en mission, men på opfordring af de lokale og med henblik på de lokale.  
I Bates argumentation fremkommer en interessant pointe. Den nye ortodokse mission, skolebyggeri, kvindelige diakoner mv. adskiller sig, ifølge ham, fra katolsk og protestantisk praksis. Det er en mission indefra, der bygger på de oprindelige kristne elementer i Afrika. Det er en mission uden den koloniale og racistiske arv. Argumentet er ikke nyt, men trækker på kirkernes selvforståelse i Etiopien og Eritrea og den nyere afrikanske ortodokse kirke fra 1930erne, hvor den kristne arv fra bl.a. Aksum anvendes til at hævde, at den ortodokse kirke er den genuine afrikanske kirke. Det er den oprindelige kirke, hvis naturlige og organiske spredning blev stoppet af vesteuropæernes kolonialisme.  

Dette er samtidigt et skønmaleri uden egentlig hold i virkeligheden. Østkirkerne var ganske vist en særegen og ældgammel kristne tradition, der modstod portugisisk mission frem til Italiens endelige kolonisering af området kort før Anden Verdenskrig. Disse kirker var dog begrænset til det nordøstlige Afrika langt fra Kenya og Uganda. Samtidigt negligerer det, at det russiske imperium havde imperialistiske ambitioner og udførte klassisk vestlig missionsarbejde bl.a. i Sibirien og Alaska. Et ortodoks missionsprojekt, der var ved at sprede sig til Afrika i det 19. århundrede gennem russisk kolonisering af det østlige Afrika. Det russiske koloni-projekt i Afrika strandede dog i en kombination af inkompetence, en kosaks økonomiske underslæb og andre stormagters interesser, hvorfor det aldrig blev til noget. Ambitionen var der fra russisk hold. Denne fejlslagne kolonisering og missionering fra ortodokse bliver den dag i dag brugt, som en russisk og ortodoks undskyldning for at hævde, at de intet havde med fortidens vestlige synder. En belejlig undskyldning for at dække over, at russiske tropper, missionærer og statsinteresse lige nu er i gang med et neo-kolonialt projekt i Afrika. Et projekt i tæt konkurrence med lignende kinesiske, arabiske og tyrkiske projekter. Den græsk-ortodokse mission fra Alexandria og USA, som Bates beskriver, kan ikke adskilles fra den russiske – og den protestantiske. I Bates missionstilgang er redskaberne de samme som moderne protestanter, og meget af tankegangen hos Bates vidner om den udvikling, som missionsbevægelserne var igennem i det tyvende århundrede, og som fortsat er aktiv. Forskellen er, at Bates med den ortodokse kirke i ryggen hævder, at de ortodokse missionærer er renere end fortidens. Det er de næppe. De har i hvert fald samme konfessionelle hovmod som fortidens protestanter, hvor mission handler mere om den pågældende kirkes mission end om kristendommens mission. Det betyder ikke, at den afrikanske ortodoksi ikke kan blive afgørende ny, men alene, at det kræver andre venner end ortodokse missionærer som Bates, hvis de skal se sig selv i en større kristen sammenhæng.