Af Henrik Sonne Petersen
Religionsteologi og Nostra Aetate
I Danmark har forholdet til andre religiøse traditioner været under forandring i mere end 25 år, og derfor er der nu ved at være grundlag for, at emnet bevæger sig fra et teologisk-akademisk niveau til et mere folkeligt. Det er det, jeg vil argumentere for, sker i fire nye salmer, som jeg kort præsenterer i denne artikel. Det er sange og salmer af Jonas Pedersen, forsanger i Hymns from Nineveh, Arne Andreasen, flittig musiker fra Haslev, Peter Fischer-Nielsen, stiftspræst for ”Kirken i verden” fra Viborg, og Nik Bredholt, sekretariatsleder i RESAM. (Noder til salmerne findes sidst i artiklen).
De fire nye salmer repræsenterer en god og spændende udvikling, som passende kan bruges indledningsvis til at markere 60-året for den katolske kirkes erklæring om kirkens forhold til ikke-kristne religioner, Nostra Aetate (I Vores Tidsalder). Nostra Aetate blev oprindelig udsendt i 1965 i forbindelse med Andet Vatikanerkoncil (1962-1965), og selvom det er en erklæring, der er lille af omfang, har den haft stor indflydelse på relationen til andre religiøse traditioner, og især på forholdet mellem den katolske kirke og jøder. I årtierne efter erklæringen blomstrede arbejdet med religionsteologi, og det er blevet alment anerkendt, at der er ”åndelig og moralsk godhed” i andre religiøse traditioner. Desuden var det i tiden efter Nostra Aetate, at der blev bred enighed om en typologi for religionsteologi, som vi stadig møder i dag, der bevæger sig fra en eksklusiv over en inklusiv til en pluralistisk religionsteologi.[1] De forskellige positioner har været kendt før, men det er først i 1980erne, at de blev kombineret til en typologi. Den er siden blevet diskuteret, revideret og udfordret, men det behøver vi ikke gå ind i her.
Grunden til at jeg bruger så forholdsvis meget plads på Nostra Aetate-erklæringen, er, at den både var udtryk for en udvikling, som allerede var i gang, og satte skub i tankearbejdet de følgende 40 år. Sammen med en demografisk udvikling, hvor andre religiøse traditioner end den kristne er blevet synlige i Europa, har det betydet, at vores forståelse af andre religiøse traditioner har ændret sig. Men ikke nok med det. For forståelsen af ”de andre”, spiller også ind på forståelse af os selv, på hvad kirke er, altså ekklesiologi, og hvem Gud er. På den måde er religionsteologi et samlingspunkt for en række teologiske aspekter, som tilmed har berøringsflade til løbende drøftelser om krop, køn, magt og sociale forhold. Af samme grund er det vigtigt at lytte sig ind på, hvad der foregår i nye salmer.
Fra religionsteologi til relationer
Min tilgang til læsning af salmerne er desværre ikke den poetiske saglighed og erfaring. Det må overlades til andre. Mit bidrag er at læse dem med religionsteologiske briller, hvis linser er skåret ud af en historisk og teologisk bevidsthed. Med det afsæt er den første observation, at mange nye salmer ikke tematiserer Bibelske tekster, kirkens lære og det akademiske arbejde, og den kendte typologi om religionsteologi spiller ikke en rolle. I stedet er der fortællinger, der dukker op, og erfaringer, og der er en særlig opmærksomhed på identitet og forandring, som sætter fokus på liminalitet,[2] dvs. grænsesituationer, hvor nutidige emner er til forhandling. Salmerne tilbyder dem, der synger med, et sprog og en forståelse til at orientere sig i. Det er ikke nødvendigvis et sprog, der er koordineret med et institutionaliseret religiøst udtryk, dvs. som er ”dogmatisk korrekt”. For i nye sange og salmer handler det snarere om personligt udtryk og folkeligt engagement, og derfor afspejler sange, sammen med andre kreative udtryk, tit andre aspekter end etableret religion. Det er med andre ord de levede realiteter af religiøs praksis, som ofte udtrykkes anderledes end teologer og institutioner gør,[3] og det hænger sammen med mange ting, men to forhold kan fremhæves her, fordi det sporer os ind på, hvad vi skal se efter i de nye salmer, som vi har foran os i denne artikel
Det første er en nedtoning af Helligånd i etablerede kirkestrukturer. Sarah Coakley har analyseret, hvordan det har manifesteret sig i kirkekunst,[4] og drager den slutning, at uden Helligånden er der en tendens til at dyaden af Fader og Søn lukker sig, og nemt kommer til at legitimere de patriarkalske holdninger, der ligger etablerede kirkesamfund så nær.[5] Dermed tangeres det andet aspekt, som jeg antager er på spil i nye salmer, og det er en øget sensitivitet overfor krop, køn, magt og sociale forhold, som jeg forventer leder til andre sproglige udtryk for Guds nærvær i verden, end det vi modtager fra teologisk forskning.
Tilsammen giver disse to aspekter, som, jeg antager, har påvirket nyere salmer i det hele taget, og derfor også de fire, vi har skal se på, anledning til at skærpe opmærksomheden på sprog og innovative udtryk, og på hvilken sammenhæng, der er tale om: Er det etableret religiøse sammenhænge, eller er det levede erfaringer? Endelig giver de inspiration til at se efter de steder, hvor der er brud, opbrud eller udfordringer, fordi det er åbninger til nogle af de kropsligt relaterede og sociale erfaringer, der har været drøftet de seneste mange år.
”Parabler” af Jonas Pedersen
I sangen Parabler fra 2024 beskriver Jonas Pedersen, hvordan der er genskær af Gud i en række dagligdagserfaringer. Sangens tekst kan findes på Hymns from Ninevehs hjemmeside, og kan aflyttes på f.eks. Spotify. De sidste to vers i den fantastiske sang er disse:
8. Jeg ser et genskær af Gud
i πs decimaler,
i vandmolekylers treenigheder,
landsvalehalers parabler,
Goldbergvariationers strengteorier.
9. Jeg ser et genskær af Gud
i den stilhed, der følger
en solsorts sonetter
på gravmørke morgner
Jonas H. Petersen (2024)
Jonas Pedersen beskriver, hvordan Den treenige Gud er indlejret i naturen, og derfor er tilgængelig for alle. Ja, ikke bare er Guds nærvær til stede som et genskær, men trænger sig faktisk på som en slags ”religiøs tydning” af tilværelsen, med K.E. Løgstrups ord. Det er oplagt på de gode dage, hvor der er plads til ”at binge serier” (vers 5), mærke kærestens hånd på armen og den gode latter. Men Guds nærvær er også stærkt til stede som et genskær og et fuglefløjt på ”gravmørke morgner”, hvor tristesse og depressive følelser ellers har overhånd.
I Jonas Pedersens Parabler er der ikke tale om institutionaliseret religion, men om en umiddelbar erfaring og dens tydning, der læner sig ind i et kristent narrativ. Her er det dagliglivet, der sætter præmissen, både på gode og dårlige dage. Udfordringen er måske at holde fast i genskæret af Gud, som klinger stærkt og godt, når solsorten synger, og vi overvældes af vandets skønhed, svalernes flugt og Bachs musik. Men ”i den stilhed, der følger”, er det straks mere udfordrende, for der er det bare gravmørkt. På den måde peger Jonas Pedersen på dagligdagen som locus for Guds nærvær, snarere end i kirkens rum, og udpeger en lang række steder for Guds epifani, Guds ”tilsynekomst”. ”Genskæret” kan på den vis forstås som udtryk for Helligånd, som lancerer Guds nærvær og inviterer til fællesskab, både i glæde og dans, men også i gravmørke morgner, hvor en solsorts sonetterne er tonet ud.
Åndens nærvær kommer til udtryk i ordkonstellationer, der næsten har form af ornamentering, men også i de sekvenser, hvor naturen fremstår som tydelig ramme om det gode liv. Her er der ikke tale om ekspressivt arbejde med andre religiøse traditioner, men der er en latent åbenhed for mennesker af forskellig tro, eller ingen tro…
”På vej” af Arne Andreasen
1. På vej – det er at vandre
i frihed og gå ud
alene med de andre
med staven og sin Gud
På vej – det er at være
i enkelthedens felt
at nyde og at lære
midt i naturens telt
2. På vej – det er en kappe
af stilhed og af bøn
en undren på en trappe
en mundfuld ved en brønd
På vej – det er at glemme
bekymringernes stik
og under hatten gemme
et smil et øjeblik
3. På vej – det er at give
sig hen i stille ro
Må langsomhed blive
en sang i mine sko
På vej – det er at miste
sit eget sikre skjold
og mærke boblen briste
og gi’ sig Gud i vold
4. På vej – det er at dele
med den jeg ikke så
og vide vi kan hele
alt det der gik i stå
På vej – det er at finde
ind til sig selv igen
en trækfugl inderst inde
der finder vejen hjem
Arne Andreasen (2018)
Arne Andreasen arbejder i denne salme med inspiration fra Hans Erik Lindströms 7 pilgrimsord: Enkelhed, frihed, langsommelighed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed. Derfor nævner Arne Andreasen markører som staven, enkelthed og naturen, og stilheden som et element, der overalt er tilgængelig. Billedet, der danner sig igennem sangen, er billedet af en pilgrim, der vandrer ”alene med de andre” (v.1), og igennem den stadige vandring opnår ”en sang i mine sko” (v.3). Men det er ikke kun pilgrimsvandringen, Andreasen har øje for. For igennem billedet af pilgrimmen klinger relationen til ”den jeg ikke så” (v.4) med. Derfor er pilgrimsmotivet egentlig nok så meget et spørgsmål om at ”finde ind til sig selv igen” (v.4) og finde hjem, hvad der nok er et sted, der indeholder de gode aspekter af stilhed, enkelthed, tid og plads til ”undren på en trappe” (v.2) og en tår vand med broder Jesus, der fik en berømt mundfuld vand ved en brønd uden for byen Sykar, i Samaria.
Religionsteologisk er der identitet på spil i samspil med ”de andre”, og ”den jeg ikke så”, mens naturen udgør en ramme som et telt, der både udgør klangbund for arbejdet med identitet, men også leverer en metafor til at beskrive den vandrende som trækfugl, der ikke bare går ud og ud og ud, men igennem vandringen ”finder vejen hjem”.
Ligesom Jonas Pedersen arbejder Arne Andreasen med en identitet som kristent menneske i en verden, hvor meget er gået i stå, og noget i stykker. Her er afsættet det ufuldstændige menneske, der vandrer mod sig selv, og måske aldrig kommer frem, men det er også i orden, fordi det ufuldstændige udgør en realistisk forståelse af, hvad det indebærer at være menneske.
Pinsesalme, af Peter Fischer-Nielsen
1. Kys os med din skabermund,
blæs liv i vores lunger.
Kald os op af jordens bund,
skriv ord på vores tunger.
Når du suser i mit blod,
fyldes jeg med mod!
2. Dans med os en pinsedag,
når skovene er grønne.
Dans os gennem nederlag
og hen til dybe brønde.
Helligånd, du tænder op
i min trætte krop!
3. Kirken er dit pusterum,
en krop med mange lemmer.
Fællessangen er en sum
af vores skæve stemmer.
Find hos os et voksested
for din kærlighed!
4. Vi kan let fortabe os
i vores egne planer.
Byd du egoismen trods,
så vi får andre vaner.
Skænk os hjerter, der tør slå
for de mindste små.
5. Før os ud med vingesus
til alle verdens ender
eller blot min nabos hus
og dem, jeg ikke kender.
Grænserne fortaber sig,
når vi går med dig!
6. Helligånd, vi takker dig,
fordi du stadig sender
stille vind på vores vej
og tro, når tvivlen brænder.
Bo du altid i mit bryst,
kom med liv og lyst!
Peter Fischer-Nielsen (2022)
Når Peter Fischer-Nielsen kalder sin salme en pinsesalme, er der mange af os, der ikke kan undgå associationer til Grundtvig, der præger lydbilledet af Pinse. Ligesom Grundtvig har Fischer-Nielsen referencer til skaberen og det grønne skaberværk, men går nye veje ved at kalde kirken et ”pusterum” og ”voksested”, for troende såvel som ”skæve stemmer”. ”Pusterummet” spænder en fin bro mellem behovet for et pusterum i hverdagen, som er en aktuel problemstilling, og det øjeblik i skabelsesberetningen, hvor Gud blæser liv i mennesket.
Pinsesalmen associerer ånd med mod (v.1), og det modsvares af en markering af ånd i ”min trætte krop”, (v.2). Det er dog ikke kun ”min krop”, der er tale om, for kirken er også en krop, og dermed åbner Fischer-Nielsen op for den drøftelse om, hvordan Helligånden bryder op, bryder ind og holder åbent – det som er lukkede hierarkiske strukturer. Hvor Ånden er nær, er der ”dybe brønde”, som der kan øses af til liv, men som også kan underminere de etablerede forestillinger, vi har om hinanden og om Gud, sådan at hjertet til sidst selv bliver forvandlet og begynder at ”slå for de mindste små” (v.4). Men den Helligåndsdimension, der åbner, brydes i salmen med referencen til den etablerede kirke, som nok kan forstås som den universelle kirke, men lige så vel kan være den danske kirke.
Fischer-Nielsen følger Ånden, og Grundtvig, og taler om ”alle verdens ender”, hvor ”grænserne fortaber sig”, hvilket både peger mod udlandet, men også ud over de snævre materialistiske rammer i Danmark, hvor ligusterhækken markerer, hvor naboen ikke hører til.
”I stråler af sandhed” af Nik Bredholt
1. I stråler af sandhed der lyser, du planter sandhedens spor
Så vi kan kende det gode, hos dem som i verden bor
I andre mennesker, i deres tro
Du skaber veje, som en bro
2. Vi har oprindelsen sammen, som folk i et stort fællesskab
Forenet i tro på den ene, Gud som en lidenskab
Hvor alt er skabt i dit billede
Og vi er elsket allerede
3. Vi tror, at hvem ikke elsker, han kender heller ikke Gud
At alt reflekterer en stråle, af sandhed som lyser ud
Din kraft den findes i hver en sjæl
Og det er netop troen selv
4. Hvad nu hvis gæsten var fremmed, og ingen så, at det var Gud
I klæder der ligner din næstes, og uden en konges prud
Ved gæstebudet kan Gud nå ind
Og tale til de sultne sind
5. Som Moses skjuler sit ansigt, for du er ikke til at se
Men i de brændende buske, kunne det ske
Din ånd fornemmes, når det bruser
En sang i vinden, der suser
6. En mand der følger apostle, på vejen mod Emmaus
Han udlægger teksten og målet, og bringer dem i rus
Da brødet brydes, han si’r de ord
Og væk er han fra deres bord
7. For vi kan kende dit virke, vi ved hvor din kirke står
Men sandhed kan leve på steder, uden vi forstår
Og værdigheden er lige stor
For alle der lever på vor jord
Nik Bredholt. Inspireret af II Vatikanerkoncils tekst om forholdet til ikke-kristne religioner i vor tid ”Nostra Aetate”.
Nik Bredholt refererer eksplicit til Nostra Aetate som inspirationskilde og nævner som den eneste af de fire forfattere eksplicit ”andre mennesker, i deres tro” (v.1). Dermed læner Bredholt sig ind i den samme udfordring som Fischer-Nielsen, hvor Guds Ånd på den ene side bryder op og bryder ud, så vi må anerkende, at ”sandhed kan leve på steder, uden vi forstår”, mens sangen på den anden side klinger med af et institutionelt afsæt. For ”vi ved hvor din kirke står” (v.7). Det åbner et latent spørgsmål, om vi virkelig har budt Guds Ånds opbrud velkommen i kirkens egen krop og de etablerede hierarkier.
Sammenhængen mellem ”vi” og ”andre mennesker” går i salmen længere end anerkendelse af deres tilstedeværelse, for broen mellem de to er ”troen på den ene” (v.2). Sproget er dannet af en skøn blanding af referencer fra den jødiske og den kristne Bibel. Det begynder i skabelsesberetningen, hvor Gud ”planter” (v.1) en have, og mennesker er ”skabt i dit billede” (v.2), og har nedslag i spørgsmålet, om ”hvis gæsten var fremmed” (v.4), som både associerer til Abraham, der modtager gæster, men også giver mindelser om Kristus selv, hvor ”ingen så, at det var Gud”. Det fortsætter i Det nye Testamente med ”en mand, der følger apostle, på vejen mod Emmaus” (v.6), og Johannes’ tale om kærlighed som så radikal, at han udbryder: ”hvem ikke elsker, han kender heller ikke Gud” (v.3).
Med tanke på religionsteologien arbejder Nik Bredholt tæt på positioner angivet i Nostra Aetate. Han peger på en latent spænding mellem pluraliteten af religiøse udtryk, som dels leder til en anerkendelse af, at ”vi har oprindelse sammen” og ”er forenet i tro på den ene”, dels kommer til udtryk i en bastant erkendelse af, at ”vi ved hvor din kirke står” (v.7), markeret ved det sted, hvor ”brødet brydes” (v.6). Det der binder disse aspekter sammen, som egentlig peger i hver sin retning, er en række udtryk mere eller mindre direkte hentet fra Nostra Aetate: Guds nærvær udtrykt i ”stråler af sandhed” (v.1), ”din kraft… i hver en sjæl” (v.3), de ”brændende buske” (v.5), og ”sandhed … på steder” (v.7) vi ikke forstår. Ånden som blæser igennem Bredholts salme forener, bryder ikke op, og gentager dermed pointen fra erklæringen, hvor det var relationen mellem kirken og andre religiøse traditioner, der var på spil.
Nye toner af religionsteologi
Efter at have læst kursorisk med på de fire gode, nye salmer, vil jeg slutte med at pege på et par steder, hvor mine forventninger til salmerne blev mødt, og hvor de ikke blev det. Jonas Pedersen og Arne Andreasen arbejder med almenmenneskelige forhold, og hvordan tro og identitet hænger sammen. Derfor kommer de tæt på en beskrivelse af ufuldstændighed som human condition, menneskelig grundbetingelse, hvor Åndens indbrud og opbrud giver rum til at reflektere køn, magt og fattigdom. Ikke at de aspekter dog nævnes direkte.
Peter Fischer-Nielsen og Nik Bredholt arbejder indenfor etablerede rammer og afsøger muligheder for opbrud og indbrud dér. Derfor er de kropsligt relaterede spændinger relateret til kirken som krop. Det peger på, at den øgede sensitivitet overfor krop, køn, magt og fattigdom udspilles parallelt i menneskekrop og kirke som krop, hvad der understreger nødvendigheden af at byde Åndens opbrud og indbrud velkomment.
De nye toner om religionsteologi, som vi møder i de fire salmer, er en sprogdragt, forankret i dagligdagen, hvilket i sig selv er et nyt perspektiv, i overensstemmelse med meget postmoderne teologi. Når religiøs pluralitet anskues med et kropsligt perspektiv, i stedet for et mere abstrakt, historisk perspektiv, åbner der sig et felt af brydnings- og berøringspunkter, som kalder på forhandling, men sandelig også på mod til at lytte og modtage i forventning om, at Gud møder os, selv på steder, vi ikke forstår.
Melodier og referencer
”Parabler” (2024) af Jonas Pedersen
Tekst findes på hjemmesiden, og musik kan aflyttes på streamingtjenester.
”På vej” (2018) af Arne Andreasen
Arne Andreasens arbejde med salmer er præsenteret på denne hjemmeside.
Sangen ”På vej” kan høres i denne smukke udgave. Herunder kan du se melodi og akkorder:
”Kys os med din skabermund” af Peter Fischer-Nielsen
Tekst og melodier kan tilgås via Peter Fischer-Nielsens hjemmeside. Bemærk, at der er to melodier. Den ene kan høres på Youtube, hvor Kristian la Cour synger og spiller. Den anden foreligger i en klaverversion, hvor noderne gengives nedenfor.
”I stråler af sandhed” (2024), af Nik Bredholt
[1] Jørn Henrik Olsen, ”Religionsteologiens tre blodtyper: A, B og C,” in: Ny Mission, no.7, 2004.
[2] Kort intro til liminalitet og brug af begrebet findes i min artikel om økoteologi, ”Kirker, klima og globalt perspektiv,” in: Norsk Tidsskrift for Misjonsvitenskap, no.2, 2024: https://journals.mf.no/ntm
[3] Elisabeth Shakman Hurd (2015), Beyond religious freedom. The new global politics of religion,
Princeton and Oxford: Princeton University Press.
[4] Sarah Coakley (2013), God, sexuality and the self. An essay ”on the Trinity,” Cambridge: Cambridge University Press.
[5] Sarah Coakley, ”Gift re-told: spirals of grace,” in: Sarah Coakley (2024), The Broken Body. Israel, Christ and Fragmentation, New Jersey and Chichester: Wiley Blackwell.
Foto: Edvard Munch, Mot Skogen II (1915)
