BOGANMELDELSE // Af Steen Hjul Lybke, Sociolog og ph.d.-studerende i økoteologi ved det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Anmeldelse af Peter Fischer-Møllers og Sarah Krøger Ziethens Et hav af dråber: En brevveksling om grøn kirke og grøn teologi, Grøn Kirke, 2025.

”jeg trøstes derved, at det ensomme atom ikke findes”.

Ordene stammer fra Hymns from Ninevehs sang ”Det ensomme atom” fra julealbummet Julekassen fra 2021.

Jeg kom til at tænke på dette lille opmuntrende billede hentet fra naturvidenskaben, da jeg læste Peter Fischer-Møllers og Sarah Krøger Ziethens lille letlæste og opbyggelige brevveksling om økoteologi og klimaretfærdighed, der nu er udkommet som bog. Overordnet set er bogen et succesfuldt forsøg på – med afsæt i empirisk, velkvalificerede nedslagspunkter – at tage livtag med spørgsmål, bekymringer og forhåbninger, der alle knytter an til den økologiske krise. Bogens økoteologiske budskab og politiske nerve hviler på den videnskabelige kendsgerning, at alt levende eksisterer indenfor økologiske kredsløb, nogle globale, andre lokale, hvilket de to forfattere får formidlet præcist og i øjenhøjde: Uanset hvem vi er, hvor vi kommer fra, eller hvad vi tror på, så er vi forbundet – om vi så vil det eller ej. ’Det ensomme atom findes ikke’. Med åndedrættet er vi forbundet på tværs af tid med Gorm den Gamle såvel som med Jesus af Nazareth og på tværs af sted med alt levende på planeten Jorden:

Fra de første mennesker så dagens lys for en million år siden, har det bogstaveligt talt været livsvigtigt for dem at deltage i det store fælles åndedrag her på jorden, her hvor planterne optager CO2 og vand og ved deres fotosyntese omdanner det til sukkerstoffer, som de selv bruger til vækst og udvikling og ilt, som de slipper løs, og som mennesker og dyr indånder og bruger som brændstof for vores livsudfoldelse, som så producerer den CO2, som vi ved udånding bidrager med til planternes vækst (s. 64).

Idéen om det selvberoende og selvtilstrækkelige individ, der på det politiske niveau kan skille vandene, er altså for en naturvidenskabelig (såvel som sociologisk) betragtning en illusion. Intet levende eksisterer i kraft af sig selv. ”I begyndelsen er forholdet”, som den jødiske filosof Martin Buber skriver et sted. Vi er udleveret til hinanden og til livet, hvorfor gensidig afhængighed udgør grundlaget, vi lever, udfolder os og dør på:

Ikke bare udvikler vi os som mennesker livet igennem, cellerne og de atomer og molekyler, de er opbygget af udskiftes løbende, og vi eksisterer ikke bare for os selv, men sammen med en milliard bakterier og andre mikroorganismer, som vi lever i gensidig afhængighed af. Vi er i os selv økosystemer, og vi bliver nødt til at forstå og respektere dette og de større økosystemer, vi er en del af her på jorden, hvis vi og det liv vi nu kender, skal have en fremtid (s. 148).

Spørgsmålet bliver derfor, hvordan vi som individer, familier, organisationer, institutioner, virksomheder og stater indretter os derefter. Hermed skriver bogen sig ind i en række af nyere bøger, der kredser om krydsfeltet mellem den økologiske krise, erfaringen af afmagt og tilsyneladende håbløshed, og så det store kollektive ansvar for at handle rettidigt og retfærdigt, man lige nu skal lede længe efter rigtig gode eksempler på faktisk bliver løftet. Bøger som samfundskritikkerne Arne Johan Vetlesen og Rasmus Willigs Hvad skal vi svare? (2017), bioetikeren Mickey Gjerris’ Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019), sociologerne Anders Blok og Rasmus Willigs Den bæredygtige stat (2020), politologen Theresa Scavenius’ Klimastaten (2021) og på sin vis også journalisten Lea Korsgaards (mere essayistiske) Inden året er omme (2025).

I denne kontekst er Fischer-Møllers og Ziethens bog et specifikt kristent forsøg på at bidrage til den fælles opgave, det er at forholde sig til den økologiske krise. Bogen bærer præg af at være en samtale mellem to præster. Det har sine styrker og sine svagheder. Er man som læser allerede kyndig i bibelfortællinger og trinitarisk lingo, er bogen et smukt, velreflekteret og – vigtigst af alt – åbenhjertet eksempel på og udtryk for noget af det allerbedste, kristendommen har at byde på: Faderens ubetingede kærlighed, Sønnens retfærdig harme i konfrontationen med menneskeskabt uretfærdighed og smålighed samt Helligåndens tillidsvækkende kraft, der forbinder mennesker med hinanden – og med livet levet i taknemmelighed. Ulempen er, at hvis læseren aldrig har sat sine ben i en kirke eller holdt en bibel i hånden, vil en del af referencerne og ræssonementer i bedste fald virke lidt mystiske, i værste fald være ren tågesnak. Bogen henvender sig med andre ord til et publikum, der som minimum er nysgerrige på netop to præsters blik på den økologiske krise og den rolle kirken spiller (og kunne spille) i den verden, den er en del af. Det må her tilføjes, at i relief af de præster, man oftest ser og hører ytre sig på TV, i radio og i Kristeligt Dagblads spalter, så er det vittigligt befriende i denne bog at støde på præster, der elsker livet og ikke er bange for at vise det. Det er der brug for. For det smitter.

Hele vejen igennem er bogen båret af et fantastisk overskud til at stille spørgsmål, til at lytte, forundres, og til at glædes. Det ses fx, når Grundtvigs dictum ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej først havde kær” manifesterer sig i Fischer-Møllers spontane og umådeholdende begejstring over fuglelivet langs Mølleåen og i Ziethens længselsfulde skildring af sine besøg hos bedsteforældrene i Korsør. Mættede beskrivelser som den følgende bliver ved med at klinge i sindet længe efter, at jeg har lagt bogen fra mig:

Det var inden broen og min bedstefar var styrmand på togfærgen, så han kom ofte sent hjem fra vagt – eller tidligt, hvis han havde sejlet om natten. Så måtte vi liste rundt, så han kunne få sovet. Og vi listede os ned til havet, for Bedstemor ville ikke forstyrre fuglene. Hun kunne også alle navnene på dem vi så, og ellers havde hun en lille fuglebog med i lommen sammen med sin kikkert. Jeg kan stadig huske, hvordan hun duftede af nybagt brød og kaffe, når vi gik afsted. Hendes tebirkes stod altid og kølede af til vi kom hjem, efter at have hilst på den vilde og frie natur som dengang levede langs stranden (s. 21).

Det er fra overskudspunkter som disse, at de to forfattere eftertrykkeligt betoner misforholdet mellem, hvem der primært er ansvarlig for krisen, og hvem den primært går ud over. Klimakamp er også klassekamp på global skala. Det er sjældent, jeg er stødt på præster, der har haft blik for denne sammenhæng, men det har Fischer-Møller og Ziethen. Det kan man som sociolog ikke andet end tage hatten af for. Derfor er det heller ingen overraskelse, at teologerne Ole Jensen, K. E. Løgstrup og Desmond Tutu sammen med sociologen Hartmut Rosa og den feministiske kulturkritiker Emma Holten i bogen drages frem som eksempler på kapaciteter, hvis tanker og forskning kan fungere som korrektiver til afsporede eller fundamentalistiske udlægninger af evangeliets budskab.

Særligt interessant bliver det, når Fischer-Møller i et brev – i stil med Ole Jensens I vækstens vold – beskriver den måde vi har indrettet samfundet på i dag som producent af ”strukturel synd”:

Man kan godt kalde den vestlige verdens umådeholdne naturforbrug og CO2 udledninger gennem 200 år for ”synd”, for det har virkelig fået katastrofale konsekvenser for mange. Men det hører i givet fald til kategorien ”strukturel synd”, for det er handlinger og en udvikling, som langt de fleste ikke kendte eller forstod konsekvenserne af (s. 31).

Hvor Fischer-Møller skelner mellem ’strukturel synd’ (synden vi på samfundsniveau bidrager til uden, vi er bevidste om det) og ’arvesynd’ (synden vi er bevidste om, men gør alligevel) (s.32), vil jeg tillade mig at foreslå, at man udvider forståelsen af den ’strukturelle synd’ til også at indbefatte den synd, der drejer sig om handlinger, som man godt ved bidrager til den økologiske krise, men som man foretager sig alligevel, fordi den vækstlogik og de accelerationsmekanismer, samfundsudviklingen føres på, tvinger en til enten af følge trop eller stille sig selv og sine kære i en udsat position. Hermed lægges vægten ikke på det isolerede individs bevidsthed, men på samfundets betingelser for enten at hjælpe eller at modarbejde individet i dets bestræbelser på at handle i overensstemmelse med det, det burde. Jeg tror, Fischer-Møllers begreb bærer på et større potentiale, end han lader komme til udtryk i sin og Ziethens bog – må der komme meget mere fra hans hånd af denne kaliber!

De to forfattere bidrager begge til ’at spille hinanden gode’, som det hedder på djøf-sprog.  Ziethen runder fx størstedelen af sine breve af med et spørgsmål til Fischer-Møller, hvilket giver én det indtryk, at hun ønsker at vise, hvor meget den tidligere biskop over Roskilde stift har at byde på som økoteolog og tænker. Det må man sige, hun lykkes med. Som et humoristisk og kærligt leksikon deler Peter Fischer-Møller generøst ud af sin viden om, og sine erfaringer med, Grøn Kirke og grøn teologi. Man fornemmer tydeligt slægtskabet til Løgstrup og Jensen – på trods af disses frygt for at komme til at blande kirke og den økologiske krise. På dette punkt viser Fischer-Møller sig uovertruffen i sin fornemmelse for tidens tegn og for, ’at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen’ (Rom. 8:22).

Ser man bort fra de (desværre lidt for) mange slå- og stavefejl, som bogen også bærer præg af – som når fx Hartmut Rosas navn igen og igen staves ”Hartmund Rosa” og ”Hartmund Rose” eller resonans staves ”ressonans” – så er Et hav af dråber en skøn læseoplevelse og et stærkt bidrag til at skubbe Danmark, teologien og vores værdifulde folkekirke i en grønnere retning.