Af Henrik Sonne Petersen

Martin Lönnebo (1930-2023) er måske ikke så kendt som person i Danmark, men alligevel ser vi hans fodspor mange steder. Solidt forankret i mange kirker landet over, står der en lysglobe, og der er mennesker, der går med Kristuskransen om armen, eller har den med sig i lommen. De to ting er den synlige del af isbjerget, som man kan kalde Lönnebos værk, der har præget nordisk og europæisk forståelse af kristentro med et solidt afsæt i Sverige. For Lönnebo havde rødder i en lille by i Västerbotten, langt nordpå i Sverige, og voksede op ikke langt fra det sted Carl Oluf Rosenius (1816-1868) kom fra, en mand som satte sit præg på den pietistiske vækkelse i Sverige og resten af Norden.

Historien omkring lysglobe er, at Kirkernes Verdensråd var inviteret til møde i Uppsala i 1968, hvor Martin Luther King også var ventet. Men King blev skudt tre måneder før mødet, og konfronteret med den racisme, drabet var udtryk for, skabte Lönnebo et forsoningstræ formet som en globus med plads til stearinlys. Han tænkte det som en hjælp til at bede uden ord. Kristuskransen blev til årtier senere, efter en tur til Grækenland, hvor Lönnebo så fiskerne bruge en lokal version af rosenkransen i forbindelse med en storm, de var bekymret for. I dag er Kristuskransen vidt udbredt, og den har endda for nogle år siden fået tilføjet en grøn perle, som udtryk for omsorg for skaberværket.

Både lysglobe og Kristuskrans er udtryk for Lönnebos arbejde med at give troen en yderside. For det handlede ikke kun om at gøre tro eller kirke tilgængelig for børn og barnlige sjæle, selvom de praktiske ting med at tænde lys og holde på perlerne utvivlsomt også gør det. Men det, som det egentlig handlede om, var at genopdage troens altomfattende perspektiv, som både omfatter indre og ydre, kognitivt og emotionelt. De praktiske tegn i lys og perler giver os mulighed for at forholde os til det, der er svært at tale om, men som er en integreret del af virkeligheden. 

Lönnebo var en sammensat skikkelse. Han voksede op under indflydelse fra pietistiske skikkelser som Carl Oluf Rosenius og Lina Sandell (1832-1903), men blev i en voksen alder optaget af Albert Schweitzer (1875-1965). Hos Schweitzer fandt Lönnebo et andet udtryk for troens dybder, eller troens mystik, end det pietisterne stod for. Under en bådtur på en flod i Gabon, Afrika, i 1920erne fandt Schweitzer et omdrejningspunkt for en global etik, i det han kaldte ”Ehrfurcht für dem Leben,” en ærefrygt for livet. For Martin Lönnebo blev det et centralt udtryk i hans bog om Schweitzer fra 1964, som blev gentaget i mange af hans senere værker: ”vördnad för livet”. Her er der et klart ja til tilværelsen, og et nej til at skille ting ad. Der tegner sig en ny vej, der ikke søger væk, men ind til virkelighedens kerne. Ind til det sted, hvor skønhed binder ting sammen og giver os en anelse om altings enhed. Den indsigt koblede Lönnebo til hans overskyggende projekt, nemlig menneskets modenhed, som han anså for så vigtigt, at det må leges ind. Er det ikke lige præcis det, der sker, når der tændes lys, eller når der vandres med perler i hånden!? Leg er en forudsætning for vækst og modenhed. Drømmen, formuleret af Lönnebo, er at “homo sapiens “ kan blive til “homo spiritus,” en bærer af livets gode værdier, selv ydmyghed og humor. For da er der tale om et frit menneske, mere elsket og optaget af livet end det menneske, der skiller ånd og verden, men også mere forankret end dem, der lader sig gribe af forbrug og overfladiskhed.

Det globale perspektiv angivet både med tilknytning til det tænkende menneske, homo sapiens, men også i arven fra Schweitzer om en global etik, indebar en åbenhed både overfor andre kristne traditioner og i forhold til andre religioner. I 1975 beskriver Martin Lönnebo religionens fem sprog, nemlig erfaring, kultur/tradition, handling og viden. Det femte sprog er enhedens, som opstår gennem de fire første, og arbejdet med at give udtryk for de dybeste længsler i mennesket. Naturligt nok indebærer det, at religiøse traditioner forstås som globale eller nationale udtryk for arbejdet med at formulere mening. Nogle ville nok spørge kritisk til, om det indebærer, at Lönnebo er relativist i sin forståelse af religion, men det vil han selv benægte. For det er det solide afsæt i kristen tro og spiritualitet, og de bibelske traditioner, som tillader ham at invitere andre religiøse traditioner til at komme til udtryk. Og det er netop, hvad han gør i sine senere fiktive værker, hvor han i flere omgange beskriver, hvordan historiske skikkelser som Platon og Nicolaus Cusanus møder Jomfru Maria, Ghandi, Schweitzer og Simone Weil, for at drøfte, for eksempel, hvad der er ”Hjertets nøgler,” Hjärtats Nycklar, som en titel fra 2010 lyder. Sagen er, skriver han et andet sted, at ”der findes en forbindelse mellem alle Guds-søgere”. Martin Lönnebo var teolog, kunstner og filosof. Men selv om han var så lærd en person, var det ikke kun det, der gjorde indtryk på os, der fik mulighed for at lytte til ham. En personlig beretning kan kaste lidt lys over det. En sen eftermiddag for en del år siden i biblioteket på Nya Slottet i den lille by Bjärka-Säby, omkring 20 km syd for Linnköping, begyndte et seminar med Biskop Martin Lönnebo. Han sad lidt akavet på en stol tæt på kaminen, hvor der traditionen tro var tændt op. Rummet var fyldt, da han begyndte, og for at hjælpe os tilhørere havde Biskop Lönnebo med hånden skrevet hovedpointer i sin præsentation ned på et stort stykke pap, som han sad med på skødet. Han kunne ikke rigtigt se hen over det, så han måtte sidde lidt skævt. Hvad han talte om husker jeg ikke særligt tydeligt, men det var en blanding af almindelige pointer, kirkehistorie, og så brugte han Zlatans “klakspark,” hælspark, til at beskrive saligheden i himlen. Men alt det var bare detaljer. For han gjorde et stort indtryk ved sin person. Det var som om han sad med hovedet i himmelen og talte til os, med den konsekvens at almindelige ord klang af himmelglæde og visdom. Så selvom det var nogenlunde almindelige ting, han talte om, blev det alligevel en uforglemmelig eftermiddag, for han havde formidlet noget han var, og ikke noget han vidste. Han formidlede med sin person en uudsigelig sandhed om enhed med Gud, med os og med alt. På en måde inkarnerede han den paradoksale pointe, at det globale perspektiv på etik og mening bedst foldes ud lokalt, ja, er knyttet til personer. Det gav håb for os alle! – og en længsel efter flere personer, så enheden ikke kun skinner igennem her og der som lysglimt, men foldes ud i evigt nærvær.

Foto: Pia Molin