Af Adrian Dulgheru (Betania) & Knud W. Skov (DBM)

Som roma er meget i livet fokuseret på de helt basale ting for at overleve. Det afspejles igen og igen i de samtaler og konflikter, som ansatte i Dansk Balkan Missions (DBM) partnerkirke Betania i Rumænien kommer ud for. Her en samlet fortælling ud fra flere glimt.

En kvinde, Luminita, kom i en periode regelmæssigt til gudstjeneste i baptistkirken i Valea Hotarului (en dal ca. 200 km nord for Bucharest) og dukker op en gang i mellem. Kirken er bygget af Dansk Balkan Mission (DBM), oprindeligt som en slags multihus. Hun har tidligere arbejdet på kontoret hos et kabelfirma, men blev opsagt. Siden har hun fået to dages rengøringsarbejde hos en velhavende rumænsk forretningsmand i en landsby 15 km. væk.

Hun bor alene med sine to børn, fordi faderen døde for nogle år siden under skovhugst, som mange romafamilier forsørges ved. Datteren, Anisoara, blev for tre år siden efterladt gravid af sin voldelige mand, Vali, da hun var 17, og er nu alene med datteren, Nacissa. Hun var blevet gift forholdsvist sent som 16-årig, fordi hun er en genert pige. Hende og Vali havde boet i en anden landsby, men da han forlod hende, flyttede hun hjem og bor i huset hos sin mor.

De øvrige romapiger i landsbyen bliver typisk gift som 14-15-årige. Disse tidlige ægteskaber har dels sin rod i romaernes fortid som slaver, hvor herremandens mænd havde lov at udnytte unge ugifte piger og dels sin rod i, at de unge alligevel danner par og får børn tidligt. Alt for ofte er ægtefællen en fætter eller kusine, så der er risici for indavlsproblematik (der kalder på endnu en diakonal indsats). Desværre opløses næsten alle unge ægteskaber pga. utroskab under pigens graviditet eller under jobrejser til Vesteuropa – eller de opløses pga. vold oftest som følge af druk og misbrug blandt unge mænd.

Symaskiner, el og skoleborde

Luminita og Anisoara har haft stor glæde af, at kirken ved hjælp af DBM har fået adskillige brugte symaskiner indsamlet fra danske genbrugsbutikker. En række kvinder fra kirken – herunder en tidligere EUD-håndarbejdslærer – har arrangeret symaskinekursus for kvinder inkl. Luminita og Anisoara i romalandsbyen. Det blev til seks kursusaftner, hvor de syede alt fra mundbind (opstarten var lige i slutningen af Covid-perioden) til forklæder, bukser og babytøj. Disse 16 romakvinder fik ved kursets afslutning både et bevis, købepizza og deres egen symaskine med hjem.

Forinden havde kirkens medarbejdere sikret sig, at de alle boede i hjem, der havde været tilmeldt DBMs projekt i 2016 med at lægge elektricitet ind i husene. Ligeså sikrede de sig, at de alle havde fået et af de brugte danske skoleborde, der kom til landsbyen i 2022, så de havde noget at sidde ved derhjemme, når de havde tid til at fortsætte deres brug af symaskinen.

Kurset og udbredelsen af symaskiner har som et lille trin medvirket til en langt større selvværd og selvstændighed hos romakvinderne. Så var de måske ikke længere nødt til at sælge frugt og grønt langs vejen eller sælge sig selv til forbikørende chauffører eller lignende. Diakonal mission giver mening i flere led.

Romamad og racisme

Som tak for kurset havde Luminita inviteret præsten Adrian og hans hustru Diana med hjem til at spise. De bød på kål med hakket kød og rumænske majsfladbrød. Selv om Diana og Adrian færdes i romalandsbyen dagligt, så fortalte de, at de skulle overvinde sig selv for at spise maden. Den var jo lavet over bål ude foran Luminitas lille hus – nøjagtig som alle de andre kvinder laver mad – og mange romaer lider af leverbetændelse pga. jordbakterier i maden. Men maden var velsmagende, ren og god.

Undervejs i måltidet fortalte Luminita om sit arbejde. Hun ville gerne arbejde mere end to dage hos forretningsmanden, men han havde sagt: ”Luminita, jeg kan ikke lade dig lave mad her, for vores gæster spiser ikke mad tilberedt af en … sigøjnerkvinde … undskyld!”. Trods hendes forsøg på at svare: ”Men, chef, jeg kan lave mad og bage en masse god mad, jeg er også et menneske, jeg har erfaring med det her”, havde han lukket samtalen med at undskylde med: ”jeg kender dig, og jeg er ikke i tvivl om dig, men dem, der kommer fra Bukarest og andre dele af landet, tænker ikke som mig…”.

Adrian kunne kun undres efter at have smagt hendes gode mad, men samtalen og Luminitas jobsituation viser, at der stadig eksisterer segregation overfor romabefolkningen i Rumænien.

Nød for unges levevilkår

Anisoara er nået dertil, hvor hun er virkelig berørt af sin egne medsøstres situation. Det har hun især delt med Adrians hustru, Diana, når Diana og hende har taget på udflugter sammen. Hun er også trofast i kirken, og en dag kom hun og spurgte, om vi ikke i kirkebønnen, og når vi havde tid til at bede hver for sig, kunne bede for de unges problemer som ”ikke at ville tro, afhængighed af telefoner, gift i en alt for tidlig alder, afbrudt skolegang pga. ægteskab eller arbejde, brudte unge ægteskaber, at få børn i en alder af 15-16 år (pigerne)”. Hun har selv erfaret bagsiden af det og ønsker et bedre liv for sine jævnaldrende. Det var dejligt, at hun kom med det i kirken – til bøn – og så gode kristne kontakter uden for romalandsbyen. Det er trods alt der, holdningen til romaerne tydeligst ændrer sig – man vil romaerne det godt, ofte træder til og forsøger at skabe jobs og netværk ud af håbløsheden og traditionerne for de unge i Valea Hotarului.

”Du skal have en mand”

Desværre hører vi nu jævnligt fra Anisoara, at hendes mor og de øvrige slægtninge har inviteret ledige ugifte eller fraskilte unge mænd på besøg for at presse hende til at blive gift. En ung fødeduelig kvinde uden mand regnes ikke for at være hel i en romalandsby. Derfor mærker hun presset – måske også bare fordi hun som 20-årig med en datter forventes at flytte hjemmefra.
Luminita er ikke bare enke, men bor sammen med en ny mand. Han vil gerne have Luminita for sig selv og ikke dele det lille et-rums hus med Luminitas datter og barnebarn. Hun vil dog miste pensionen efter Anisoaras far, hvis de gifter sig.

Anisoara vil helst ikke giftes igen men vil tage sig af sin datter. Skal hun giftes, ønsker hun at finde en mand, der vil følges med hende i kirke og, atypisk for mange stedfædre, vil være god ved hendes datter. Adrian besøger flere romalandsbyer og har lovet Anisoara at være opmærksom på, om der skulle være en ledig kristen mand til hende.

Et typisk billede

Mange af de situationer, som denne familie står i, ligner de hundredvis af andre romafamilier, der lever i Valea Hotarului og de andre romalandsbyer i området – og i romabefolkningen i hele Sydøsteuropa. Der kunne også fortælles om de ældres afvisninger i sundhedsvæsenet, fordi ”de er jo blot romaer”. Der kunne fortælles om skolernes stopprøver, som næsten alle romabørn dumper – eller huse, der bygget ulovligt og uden fundament skylles væk af årlige regnskyl.

Der kunne også fortælles om romalandsbyer, hvor kristentro har fået fat og hvor vold, promiskuitet og druk reduceres – og om rumænske kirker, der som Betania, tager opgør med det segregationsmenneskesyn, der ligger så dybt i mange i Sydøsteuropa.

Kun der, hvor kristentro vinder frem og ændrer værdisæt på baggrund af Guds kærlighed i Kristus Jesus, forandres værdier, etik og som følge deraf også levevilkår. Der rækkes hånden frem med hjælp, omsorg, forkyndelse af evangeliet og et ligestillende menneskesyn.