Ny Mission som linse for nutidig dansk missionsteologi og -praksis
// Af Jonas Adelin Jørgensen
Der er mange måder at nærme sig spørgsmålet om, hvad kristen mission er i dag. Den følgende artikel undersøger og systematiserer den forståelse af mission, som er kommet til udtryk gennem Dansk Missionsråds (DMR) udgivelse Ny Mission. Artiklen giver på den måde et overblik over den missionsforståelse, som har udkrystalliseret sig i dialogen mellem danske missionsorganisationer i de seneste to årtier. Den fælles forståelse af mission, som kommer til udtryk, er blevet til på baggrund af den større fælles historie, den internationale missionsbevægelse gennem de sidste to århundreder, og de nye former for kristendom og kirker, som er vokset frem som følge af missionsbevægelsen. I det følgende vil specielt fem områder blive undersøgt, nemlig missionsorganisationerne i globalt perspektiv, missionsteologien, værdier og etik, centrale temaer og kirkens selvforståelse i lyset af mission.
Ny Mission tidsskriftet
De seneste årtiers erfaringsdeling og diskussion om mission har i Danmark primært fundet sted gennem tidsskriftet Ny Mission, som DMR udgav i perioden 1999-2021. De 41 numre indeholder 515 artikler, og de 298 forfatterne udgøres af en blanding af medlemsorganisationernes ansatte, akademiske teologer ved universiteter, og internationale ressourcepersoner indenfor missionsteologi, trosbaseret udviklingsarbejde og relaterede områder. Med et oplag på mellem 400 og 250 eksemplarer og et gennemsnitligt antal sider på omkring 150 sider giver tidsskriftet således et fyldigt materiale for at beskrive og fortolke missionsteologi og -praksis set fra danske missionsorganisationers perspektiv.
Den historiske forløber for Ny Mission var Nordisk Missionstidsskrift, som udkom fra 1891 til 1998. Det nordiske tidsskrift var tænkt som en regional ressource for mission sammen med en række andre internationale missionstidsskrifter som International Review of Mission (KV) og International Bulletin of Missionary Research (OMSC, Yale University) og danske tidsskrifter som Nyt Synspunkt (DMS). Op gennem 1970’erne og til 1990’erne udgjorde en personkreds omkring det teologiske fakultet på Århus Universitet med professor Johannes Aagaard tyngdepunktet for missionsteologien, men også personer omkring det teologiske fakultet på Københavns Universitet udgjorde i stigende grad mod slutningen af 1990’erne en ressource. Således var de første tre redaktører af tidsskriftet Ny Mission daværende ph.d.-stipendiat Jørn Henrik Olsen fra København, generalsekretær Mogens Mogensen fra Sudanmissionen, og professor Viggo Mortensen fra Århus Universitet.
Alle numre af tidsskriftet er temanumre, som typisk er opbygget omkring en enkelt eller to ledende artikler og en række perspektiverende artikler. Redaktionsprocessen var ’nedefra og op’ i den forstand, at dialogen og samarbejde med en lang række forfattere var et fælles økumenisk projekt. Tidsskriftets artikler var således tænkt som ressource for dansk praktisk-teologisk fordybelse i forhold til mission, men med en ambition om at udvide dialogen interdisciplinært. Ny Mission var et tidsskrift, men det var også mere end det trykte tidsskrift: Det var en dialog om og et udtryk for centrale tendenser i dansk missionsteologi og -praksis.
Missionsorganisationerne i globalt perspektiv
For den moderne missionsbevægelse, som de danske organisationer i DMR ser sig selv indenfor, er mission noget, som finder sted fra alle steder til alle steder. Tidligere tiders mere hierarkiske forståelse af mission fra ’vesten til resten’, fra det kristne til det endnu ikke kristne, er i dag afløst af en forståelse af mission i alle kontekster.
Denne udvikling hænger til dels sammen med den succes, som missionsbevægelsen i bred forstand har haft – udbredelsen af kristendommen i Afrika og Asien – og dermed forskydning af tyngdepunktet for kristendommen fra Nordamerika og Europa mod syd og mod øst. Men den hænger også i høj grad sammen med en anden megatrend, nemlig migration af mennesker på tværs af landegrænser, som i løbet af det 20. århundrede konstant er vokset, og i 2026 bor over 300 millioner personer udenfor det land, hvor de er født. Denne store bølge af migration har ført historiske kirker nye steder hen og været medvirkende til at globalisere kristendommen. I Ny Mission behandles migration og mission i teologisk perspektiv, og migration ses som en integreret del af missionstænkningen, der grundlæggende forandrer det kirkelige landskab udenfor, men også i Danmark (Ny Mission 17).
De to udviklinger betyder, at skellet mellem national og international mission udviskes, og at geografiske afstande i stigende grad er erstattet af kulturelle grænser. Hvor stedet for kristen mission for et århundrede siden var tusinder kilometer væk, så kan stedet i dag være i nabolaget i vores storbyer, hvor kristne migranter ikke blot er passive modtagere af dansk velfærdskristendom, men aktive missionærer for den form for kristendom, som de selv er præget af.
Danske kirkers møde med flygtninge og migranter er derfor i stigende grad blevet en del af horisonten for mission i Danmark. Særligt siden flygtningekrisen i 2015 har et stigende antal flygtninge og migranter søgt mod kristendommen og ladet sig undervise og døbe. Det har betydet store sjælesørgeriske og pastorale udfordringer og en lang række praktiske tiltag som sprogcafeer, spisefællesskaber, juridisk rådgivning og venskabsfamilier (Ny Mission 30).
Missionsteologien
Der er fire hovedkendetegn for den missionsteologi, som Ny Mission præsenterer: at der i teologisk forstand er tale om Guds mission, ikke kirkens mission; at mission er holistisk eller integreret; at den er inkarnatorisk; at hele kirken bringer hele evangeliet.
Det korte svar på spørgsmålet om, hvad der kendetegner missionsteologien i Ny Mission er, at mission er deltagelse i Guds egen mission (missio Dei). Det markerer skiftet fra mission som en aktivitet i kirken til en forståelse af kirken som redskab for Guds mission i verden. Mission er ikke noget, kirken er ’på’, men noget kirker er ’i’, siges det med henvisning til den velkendte missionskonference i Willingen 1952 i Ny Mission 6.
Ny Mission demonstrerer på den måde det skifte i forhold til den missionsteologiske refleksion, som er sket i løbet af det 20. århundrede. Ved Verdensmissionskonferencen i Edinburgh 1910 var grundtonen det imperiale ’erobringen af verden for Kristus i denne generation’, mens den postkoloniale missionsteologi i form af ’opdagelsen af Kristus sammen med andre’ voksede frem i årtierne efter 2. Verdenskrig. Denne udvikling var foregrebet med en af det 20. århundredes store protestantiske teologer, den tysk-schweiziske reformerte teolog Karl Barth. I et foredrag ved Brandenburg Missionskonferencen i 1932 spurgte Barth retorisk, om ikke selv den mest trofaste missionær og den mest overbeviste missionsven er tvunget til at reflektere over, at begrebet missio, sendelse, i oldkirken udtrykker en trinitarisk teologi, nemlig at Gud sender sig selv som Søn og Ånd til verden. Kan kirken hævde nogen anden mission end dette?
Dette nye perspektiv blev snart efter døbt ’missio Dei’, dvs. ’Guds mission’, og betydningen af denne nye missio Dei-tænkning i missionsteologien kan ikke overdrives. Som Ny Mission 6 om ’kirke i mission’ fastslår, så førte missio Dei-tænkningen til et skifte i tænkningen om mission som en aktivitet, til mission som kirkens deltagelse i Guds universelle genoprettende mission, fra ’erobring’ til ’opdagelse’. Grundindsigten er, at sand mission er deltagelse i Guds mission. Den moderne missionsteologiske indsigt er, at mission i kristen og evangelisk forstand bliver til, når mennesket deltager i Guds sendelse. Gud sender sig selv i Sønnen og Helligånden, og der er en sammenhæng mellem denne sendelse af Gud selv, og sendelsen af profeter, apostle og i sidste ende kirken selv. Mission er menneskers svar på den sendende Guds vilje til at være nærværende i al historie og i ethvert menneskes historie. Missio Dei er på den måde en trinitarisk fundering af mission.
Det andet missionsteologiske kendetegn – at mission er holistisk eller integreret – skal ses som en korrektion i forhold til det falske valg mellem kristen mission som forkyndelse eller som diakoni. Moderne mission er præget af et helhedssyn, hvor man ikke skelner mellem åndelig og fysisk som to adskilte sfærer (Ny Mission 37). Tværtimod følges de to sider ad, og proklamationen – forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus – og demonstrationen – socialt arbejde, diakoni, retfærdighed og fortalerskab – viser hen til hinanden. De to dimensioner er integrerede. Mission er frelse i bred forstand, dvs. genoprettelse, forsoning og fællesskab for den enkelte og for samfund, eksistentielt og socialt.
Det tredje kendetegn på mission er det inkarnatoriske, dvs. på samme måde som Kristus var et bestemt, historisk menneske – Jesus – sådan finder Guds universelle mission sted i et bestemt fællesskab, i en bestemt kirke, i denne forsamling af mennesker. Dette missionsteologiske kendetegn hænger tæt sammen med det andet missionsteologiske kendetegn, den holistiske tænkning, hvor kirken er et redskab i Guds mission, og ser det som sin opgave at relatere evangeliet til alle sider af menneskelivet og til hele skaberværket. Det indebærer også, at når kirken møder mennesker, så må forkyndelse og diakoni være integrerede dimensioner af hvert af disse møder. For mission finder sted, når vi møder og sammen med vores næste lytter til ordet og fejrer sakramenterne. For der er Kristus selv til stede. Det er Kristus i det bestemte, i det historiske og velkendte lokale menighedsliv. I Ny Mission viser den inkarnatoriske tænkning sig også metodisk: Afkald på magt, status og immunitet er et første og nødvendigt skridt i mission. Den fysiske tilstedeværelse sammen med andre giver mission dens autenticitet, og inkulturationen i subkulturer som fx nyåndlighed er i dag vigtige dimensioner af kirkens mission (Ny Mission 10).
For det fjerde kan mission ikke bestemmes geografisk, som fra et sted til et andet, men er partnerskab, hvor hele kirken bringer hele evangeliet (Ny Mission 20). Denne forståelse af mission, som ligger i forlængelse af den teologiske bestemmelse af mission som missio Dei, viser hen til mission som en deltagelse i og medvirken til at løse unge kirkers problemer. Mission kan aldrig reduceres til spørgsmålet om udsendte medarbejdere – om der er udsendte missionærer eller ikke – men er den lokale kristne menighed i dens kontekstuelle sammenhæng. Der kan være tale om en svag, lokal kirke – måske endda en fortvivlende svag og kristeligt usikker kirke. Men ikke desto mindre så er det den lokale kirke, på det lokale sted, som bringer hele evangeliet. Missionæren kan deltage i denne mission sammen med den lokale menighed, og i menighedens fællesskab.
Ny Mission reflekterer her den bredere internationale missionsteologi, som i takt med kolonialismens ophør og de nye demokratiske udviklinger i mange dele af verden, så ideen om partnerskab mellem mennesker og kirker som en reel mulighed. I moderne mission har vi mulighed for at ændre det hierarkiske og paternalistiske forhold til et mere ligeværdigt partnerskab. Det er vanskeligt og det kræver meget mere arbejde end et paternalistisk forhold. Det er også et mere usikkert forhold i den forstand, at udfaldet er åbent. Men det er også åbningen til et lykkeligere og mere frugtbart forhold mellem os og vores partnere. Og frem for alt, så er der en missionsteologisk dimension i partnerskabet, som gør det uomgængeligt for kristen mission: at mission er en opdagelse sammen med andre, i en konkret kontekst.
Værdier og etik i mission
Igen er missio Dei tænkningen central, for kærlighed til Gud, til medmennesket og til hele skaberværket udgør den bærende motivation og definerende identitet for mission. Med udgangspunkt i Dansk Missionsråds egne etiske retningslinjer fra 2003, udgivet i Ny Mission 5, opstiller bidragyderne i dette nummer en række principper for missionspraksis: Frihed fra enhver form for tvang; respekt for tros- og religionsfrihed; ligeværdige partnerskaber; respekt for kulturer og nationale love; sandfærdighed i kommunikation og dialog; fred og forsoning. Samlet set tegner disse principper et omrids af en moderne missionspraksis, som ser tro som noget, der ikke kan påtvinges, men som kun kan deles og modtages i frihed. Magt, trusler, manipulation og udnyttelse af nød afvises kontant. Tidligere tiders paternalisme og dominans afvises, og samarbejdet mellem kirker må bygge på gensidighed og tillid. Overholdelse af nationale love – og afvisning af korruption og bestikkelse – er konkrete prøvesten på mission. At undgå forvrængninger og stereotypiske fremstillinger af troende fra andre religiøse traditioner kommer til udtryk i kommunikation præget af respekt og ærlighed. Fred og forsoning snarere end splittelse og polarisering.
I centrale missionserklæringer som fx Cape Town-erklæringen (Ny Mission nr. 20) og i den række artikler, som belyser konferencen, kobles forkyndelsens troværdighed tæt sammen med ydmyghed, integritet og enkelhed. Ydmyghed, fordi nutidig mission må indeholde et opgør med søgen efter organisatorisk eller personlig magt eller overlegenhed, som begge modsiger det kristne vidnesbyrd. Et effektivt kristent vidnesbyrd kan ikke ske fra en privilegeret position, men må ske i frihed, med respekt for andres tro og i ligeværdighed. Integritet fordi ærlighed og undgåelse af fristelser om popularitet, manipuleret succes eller hykleri hører med til missionsetikken. Enkelhed, fordi kristen mission også er kritisk i forhold til forbrugerisme og materiel overflod, og fremhæver ansvarlighed og bæredygtighed. Det gennemgående etiske princip i Ny Mission er således, at den kristne kirke ikke kan vidne om evangeliet fra en magtposition, men kun ’nedefra’, i svaghed, sårbarhed og tjenersind.
Centrale aktiviteter i mission
I Ny Mission er der en række centrale udtryk for nutidig mission, som går igen på tværs at numrene, og som giver en omrids af, hvordan nutidige missionsaktiviteter ser ud: Forsoning og fredsskabelse; discipelskab; sandhed i en pluralistisk verden; social retfærdighed og diakoni; omsorg for skaberværket.
Det første tema – forsoning og fredsskabelse – er helt centralt i den internationale missions- og økumeniske bevægelse i tiden efter 2. verdenskrig og med kristendommens globalisering (Robert Schreiter i ”Globalisering og Mission”, Ny Mission nr. 3). I en verden præget af globalisering, etniske krige, politisk uretfærdighed og religiøse spændinger opfattes forsoningen ikke blot som ét emne blandt mange, men som selve evangeliets kerne og et grundlæggende paradigme for kirkens tilstedeværelse (Viggo Mortensen i ”Mission: Troens globalisering”, Ny Mission nr. 3). Den forsoning som der sigtes til, er bevægelsen fra den ’lodrette’ til den ’vandrette’ forsoning, som i begge tilfælde er rodfæstet i Guds handling i Jesu liv, død og opstandelse. Den ’lodrette’ forsoning mellem Gud og mennesker må følges af en ’vandret’ forsoning mellem mennesker, en enhed på tværs af kultur, racer, økonomisk formåen og politiske systemer. Forsoning er i den forstand ikke et tilvalg, men en integreret del af det kristne evangelium (Bodil Skjøtt i ”Forsoning”, Ny Mission nr. 20).
I forhold til discipelskab – det andet tema – ses dette som omdrejningspunktet for kristen mission, især i de senere numre af Ny Mission 21 og 37, som indeholder debat om, hvordan kristen tro udleves i dannelse og konkret livspraksis. Kirkernes Verdensråds missionskonference i 2018 i Arusha havde som tema ’Transforming Discipleship’, hvor hovedideen var sammenhængen mellem den indre transformation af individet og den ydre transformation af verden. Denne idé forener den evangelikale og karismatiske idé om personlig omvendelse med det økumeniske ideal om diakoni og fortalervirksomhed. Ny Mission 37 var netop en dialog med disse ideer og inspirationen fra Arusha-konferencen, og artiklerne i dette nummer peger på, hvordan troen ’får hænder og fødder’ i almindeligt hverdagsliv – på arbejdet, i familier, i lokalsamfund. Den kollektive dimension af discipelskab er en anden vigtig dimension, for kirken finder sted sammen med andre og i relationer. Uden den kollektive dimension bliver kristen tro ikke blot en individuel, men i sidste ende også ensom affære.
Spørgsmålet om sandhed i en pluralistisk tid er en af de største teologiske og missiologiske udfordringer for kirken i dag. I Ny Mission 7 diskuteres disse spørgsmål under overskriften ’religionsteologi’, hvor forholdet mellem kristendommen og dens sandhedskrav ses i lyset af andre religiøse traditioner. Hovedpointerne er her, at de overordnede og meningsgivende fortællinger – metanarrativerne – har mistet deres selvfølgelige kraft, og der er ingen overgribende og fælles forståelse af individ, samfund og verden. I denne pluralistiske verden er centreringen om en person – Jesus Kristus – et anstød i mission. Mission er ikke centreret om kirken – hvervning af medlemmer eller anerkendelse af institutionens autoritet – men for at mission kan kaldes kristen, må den stå i et forhold til Kristus. Hvad dette forhold består i, og hvordan Kristus bestemmer, hvad kristen tro er, og hvordan kristent liv formes, sammenholdt med den ydmyghed, som er nødvendig for en dialog med troende fra andre traditioner, er det centrale spørgsmål i forhold til kristen mission (Ny Mission 9).
Social retfærdighed og diakoni adresseres i en lang række artikler i Ny Mission, blandt andet i Ny Mission 12 om udvikling og diakoni, i Ny Mission 18 om fortalerskab i mission, Ny Mission 22 om religion og udvikling og Ny Mission 32 om mission og FN’s verdensmål. Hovedessensen er, at fordi frelse i kristen forstand er holistisk og omfatter både det eksistentielle, evangeliserende og det materielle, samfundsmæssige, så må mission også være integreret. Mission udfolder sig gennem diakonalt arbejde, der af barmhjertighed afhjælper nød, samtidigt med at mission kommer til udtryk i fortalervirksomhed, der sigter på at ændre uretfærdige strukturer. Alene antallet af artikler og temanumre om social retfærdighed og diakoni vidner om, at dette er et af tyngdepunkterne i Ny Mission.
Omsorg for skaberværket er hovedtemaet i Ny Mission 16 om klimakrisen. Hvor miljø- og klimaforhold tidligere var direkte fraværende i missionsforståelsen, så fastslår Ny Mission 16, at omsorg for miljø og klima hører sammen med missionens profetiske fortalerskab for marginaliserede grupper. Det teologiske perspektiv kommer til udtryk i temanummerets artikel af prof. Niels Henrik Gregersen og ideen om en ’dybdeinkarnation’, dvs. ideen om at Guds inkarnation ikke er begrænset til et menneske – Jesus af Nazaret – men omfatter skabelsen og alt sårbart liv, fra menneske til spurv og græs. Naturen har en værdi i sig selv ud over nytteværdien for mennesket, og menneskets forvalteransvar strækker sig derfor ind over områder som forbrugssamfund, overudnyttelse af naturressourcer og fortrængning af andre arter. For missionsorganisationer er det kommet konkret til udtryk fx i træplantningskampagner og netværk for grønne kirker.
Kirkens selvforståelse: missional ekklesiologi
I lyset af mission som praksis og som teologi udfolder Ny Mission en forståelse af, at kirken er sendt med en speciel forpligtelse på at vidne om evangeliet. I temanummeret og bogudgivelsen Ny Mission 24 om ’den mangfoldige kirke’ understreges det, at det ikke kun sker med ord, men også i den måde, som kirken rækker ud, tjener, underviser og skaber fællesskab. I teologisk såvel som praktisk forstand er mission derfor fundamental for kirken. Denne tanke om en forståelse af kirken i lyset af missionsteologien kan kaldes for en ’missional ekklesiologi’.
Den kirkeforståelse, der kommer ud af denne missionale ekklesiologi, fremhæver mission som selve kirkens drivkraft. Tænkningen er på den måde forankret i missio Dei-tanken, selv om begrebet ’missional kirke’ er opstået senere og i en nordamerikansk kontekst i regi af netværket The Gospel and Our Culture med toneangivende missionsteologer som Lesslie Newbegin og Darell L. Guder. Hvor mission både kan betyde aktivitet og kald, så henviser den missionale ekklesiologi til tænkningen om kirkens grundlæggende funktion som et kald til deltagelse i Guds mission: Kirken er mission. Tre vigtige dimensioner af denne missionale ekklesiologi er det almindelige præstedømme, gensidige globale partnerskaber, og lokal forankring og kontekstualisering. Disse dimensioner væver den missionale ekklesiologi sammen med den bredere missionstænkning og -praksis, og er i praksis det, som fornyer kirker og menighedsliv gennem alpha-kurser, tværkulturelt arbejde, nye gudstjenesteformer og lokale diakonale projekter.
En sidste og vigtig dimension af den missionale ekklesiologi er solidariteten med den forfulgte kirke. I Ny Mission 27 er fokus på religionsfrihed og religionsforfølgelse. Religionsfrihed er en forudsætning for mission i kristen forstand, for tro kan kun modtages i frihed. Afvisningen af tvang og udnyttelse som uetiske former for mission hører sammen med anerkendelsen af den enkeltes værdighed og frihed, som kommer til udtryk i retten til frit at tænke, tro eller skifte tro. Ydre tvang eller manipulation skaber hykleri snarere end sand omvendelse, sådan som allerede Grundtvig formulerede det: ’tvang til tro er dårers tale’.
Konklusion
Artiklen har undersøgt den fælles forståelse af mission, som er vokset ud af dialogen og artiklerne i Ny Mission i løbet af de sidste årtier. De fem områder, som jeg specielt har fokuseret på, er missionsorganisationerne i globalt perspektiv, missionsteologien, værdier og etik, centrale temaer og kirkens selvforståelse i lyset af mission. Det billede af mission, som tegner sig på tværs af disse fem områder, er, at mission er deltagelse i Guds sendelse af sig selv, og i ord og handlinger skal mission bære vidnesbyrd om denne sendelse. Uden mission ville kirken miste retningen og meningen med at være kirke, og kirken ville degenerere til at være centreret om sig selv, sin organisation og sin fortsatte eksistens. Mission er ikke en bestemt metode eller bestemte aktiviteter, men den retning som kirkens fællesskab har ud over sig selv, og er fælles med alle andre kristne kirker om: Mission er en konsekvens af, at kirkens fællesskab på en speciel måde er forpligtet til at vidne om evangeliet, om at Gud har sendt sig selv til verden i Sønnen og Ånden. Kirken gør det, den er; og den strukturerer det, den gør i sin mission.







