Selvom folkekirken fylder mest i Danmark, træder den karismatiske kristendom oftere frem i medierne i disse år, og det vækker debat om det pentekostale og oplevelsesorienterede udtryk. Men fordi Pinsens sprogunder ikke var monofonisk, men polyfonisk, er nutidens pinsekarismatiske kirker kendetegnet ved et polyfonisk lydbillede, skabt af personlig bekendelse af troen på Kristus

// Leif Petterson, ph.d. og forstander på Mariager Højskole

I denne artikel giver Leif Petterson et bud på, hvordan man kan forstå pinsekristendommens mundtlighed. Artiklen bygger på hans forskningsprojekt i tre pinsekarismatiske menigheder. Undersøgelsen viser, hvordan troen i disse miljøer kommer til udtryk gennem lovsang, bøn, prædiken, åndsgaver og kropslige udtryk, og er kendetegnet ved en polyfoni af mange stemmer på én gang.

En unødvendig modsætning: Mundtlighed, følelse og kritisk tænkning

Pinsebevægelsen har ofte været kendetegnet af en fri mundtlighed og følelsesbetonede oplevelser, der nemt kan opfattes som en kontrast til teologisk og kritisk tænkning. Den karismatiske bevægelse, som startede i 1970’erne inden for de historiske kirker, har til gengæld beholdt sin teologiske forankring.

Selvom pinsebevægelsen og den evangelisk-lutherske kirke har forskellige teologiske syn på bl.a. liturgi, dåb og nadver, definerer forskningen pinsekristendommen som en bred økumenisk vifte af karismatiske kirker: de historiske pinsekirker, som går tilbage til starten af 1900-tallet, den karismatiske fornyelse i 1960’erne og frem i de historiske kirker, herunder folkekirken i Danmark, og de mange uafhængige kirker, som har en pinsekarismatisk åndelighed.

Begrebet pinsekarismatisk eller pentekostalisme bruges af mange til at definere denne nyere tværkirkelige eller økumeniske bevægelse. Ordet pinse eller pentekostal henviser altså ikke til en bestemt kirke, men til tro, teologi og praksis i lyset af Helligåndens komme på Pinsedag. At være pentekostal overlapper med ordet karismatisk, som direkte henviser til praksis af åndsgaverne beskrevet i 1. Kor 12,8-10:

”Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab.  Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd,  og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.”

Uanset om man definerer sig som karismatisk, pentekostal eller pinsekarismatisk, handler det om en spiritualitet med en vis liturgisk frihed og med plads til, at Åndens gaver kan virke i kirkelivet og i hverdagen.

Mit forskningsprojekt er begrænset til tre lokale menigheder – en klassisk pinsekirke, en oasekirke og en frikirke, der definerede sig som pentekostale eller karismatiske, men alligevel var forskellige.

Pinsekirken forsøgte at finde og bevare sit historiske særpræg som klassisk pinsekirke, oasekirken var optaget af at være en fornyelse i folkekirken og samtidig bevare sit evangelisk-lutherske tilhørsforhold, mens frikirken var tydelig omkring at lægge afstand til en traditionel pinsekarismatisk stil og i stedet udtrykke en reflekteret form for karismatisk åndelighed.

Hvilken betydning har ”mundtlighed” i karismatisk kristendom?

Formålet med forskningsprojektet (ph.d.-afhandlingen) var at definere den pentekostale mundtlighed, og dertil opstillede jeg seks grundlæggende kategorier af mundtlighed i pinsekarismatiske gudstjenester: 1) lovsang med ånd, sjæl og krop, 2) interaktion i hele forsamlingen, 3) bønner i uskrevet og skrevet form, 4) ritualer, riter og sakramenter, 5) prædikener, jokes og anekdoter, og 6) en moderat karismatisk spiritualitet.

Projektets hovedkonklusion er, at pinsekarismatisk mundtlighed kan defineres som en personlig erkendelse af tro, formuleret i lyde, ord, sange og kropslige udtryk – eller i abstrakte termer: en polyfonisk epistemologi.

Pinsekarismatisk kristendom giver mere plads til individuelle udtryk for troen, end man er vant til i en traditionel gudstjenesteform. Den mundtlige spiritualitet er et fællestræk hosmange moderne karismatiske kirker verden over:

Gudstjenesten har en ”mødeleder”, som byder velkommen og fører deltagerne igennem liturgien gennem  et lavkirkeligt hverdagssprog; et rytmisk lovsangsband leder forsamlingen i engageret sang ledsaget af klap og løftede hænder; en engageret prædikant udlægger en bibeltekst og inddrager gerne humor og personlige anekdoter; og endelig findes der en konsistent brug af multimedieskærm til sangtekster, videoer, bibeltekster og prædikennoter.

Forskningsprojektet viser også, at disse tre danske menigheders gudstjenester er noget mere moderate og “skandinaviske” og ikke nær så spektakulære, som den stereotype opfattelse af udenlandske pinsekirker er. Forestillingen om, at karismatiske kristne bygger troen på oplevelser og følelser, bliver udfordret af den skandinaviske pentekostalisme. Selvom det centrale dogme er en personlig erfaring af Kristus og at blive fyldt med Helligånden, indeholdt både prædikener, bønner, ritualer og sangtekster en tydelig bibelteologisk tænkning. Halvdelen af kirkernes otte præster havde da også en cand.theol.-grad, en pinseteologisk bachelor- eller masteruddannelse eller en anden akademisk uddannelse.

Der var en klar præference hos gudstjenestedeltagerne for at erfare Gud som nærværende, men forskningprojektet nuancerer også, hvordan dette indgår i et samspil mellem liturgiske rammer, tekstlæsning, multimedieskærm, personlig kropslighed og bibelsk refleksion. Man kan med andre ord ikke definere pentekostal mundtlighed og åndelige oplevelser så snævert som fraværet af tekstlighed eller teologisk refleksion.

Epistemologi: Når troen synges, tales og mærkes

Epistemologi er ikke kun en rationel og filosofisk diskussion af erkendelse, eller hvordan man opnår og evaluerer viden. I den pentekostale tankegang erkendes Gud både kognitivt, men også gennem en eller anden form for erfaring af Kristus som frelser, helbreder og åndsdøber. Gud kan ikke kun forstås med hovedet, men må også erkendes med hjertet (Rom 10,9-10). Erkendelsen af Gud bygger derfor både på teologisk forståelse og en subjektiv indre erfaring, som bliver synligt i tale, sang, bønner, åndsgaver og kropslighed i pentekostalismens liturgi.

Ifølge spørgeskemaundersøgelsen var lovsang den stærkeste åndelige oplevelse på gudstjenesterne i alle tre kirker. Mellem 71 % og 83 % af respondenterne angav, at de ofte oplevede Gud under lovsangen, mens prædikenen havde en lavere åndelig oplevelsesværdi for 47 % til 58 % af respondenterne. Forskningsprojektet indikerer dermed, at både lovsang og salmer i høj grad inspirerer menneskers tro på Gud.

Prædikener appellerede mere til rationel tænkning og var mindre åndeligt intense, fordi de ofte byggede på bibeludlægning og egentlig adskilte sig fra de mundtlige, interaktive og karismatiske dynamikker, som historisk har præget pentekostal forkyndelse i f.eks. USA og det globale syd.

Gudstjenesterne viste dog også, at mange forskellige former for forkyndelse blev værdsat frem for én bestemt stil, og at prædikanter både kan være kvinder, mænd, unge og gamle, teologer eller lægfolk. Ydermere indikerede undersøgelsen, at trosopbyggelsen blev styrket med passende brug af humor, mundtlig interaktion, illustrationer og tekst på multimedieskærmen og storytelling – dog altid med bibelens budskab som det centrale omdrejningspunkt.

Præferencerne for prædikantens brug af mundtlige dynamikker, følelser og intellektuel stimulering var i høj grad forskellige hos gudstjenestedeltagerne, og studiet viser tydeligt, at både prædikenens indhold og dens retoriske præsentation er vigtige at overveje.

For pentekostale kristne er mundtlighed en praktisk og bibeltro erkendelse af Gud. Uanset om det handler om at læse, lytte, tale, bede, synge, deltage i sakramenter eller komme med karismatiske udtryk, handler oplevelser og mundtlighed om at forstå, begribe og erfare den bibelske og treenige Gud.

Polyfoni: Troens mange udtryk

Pinsekarismatiske kirker er kendetegnet ved et eksistentielt, polyfonisk lydbillede, skabt af personlig bekendelse af troen på Kristus. I musikteorien er polyfoni to eller flere relativt individuelle, men samtidige, melodilinjer. Polyfoni skaber en uforudsigelig kunstnerisk spænding i musikken, som kan skabe stærke stemninger og følelser. Ydermere er den russiske filosof, Mikhail Bakhtin, ophavsmand til den metaforiske brug af begrebet polyfoni, hvor flere personer udvikler en ligeværdig og autonom fortælling. Begge dele resonerer med pentekostal polyfoni.

De fleste åndelige praksisser, som blev analyseret, demonstrerede forsamlingernes polyfoni. Her følger et par observationer: Nogle sang lovsange med løftede hænder, andre gjorde ikke. Nogle nynnede deres egen åndelige sang i mellemspillet mellem to lovsange, andre bad deres egen bøn. Nogle kommenterede på talen med et “hmm” og nogle få med et “amen”, mens de fleste lyttede stille. Efter nadveren, ofte sidst i gudstjenesten, gik nogle medlemmer til forbøn, mens andre var i stille bøn eller lovsang.

Den individuelle interaktion blev målt, som i dette eksempel, hvor de tre kirkers medlemmer har svaret på, hvordan de responderer under prædikenen. Frikirken var mest interaktiv og mundtlig under gudstjenesten, efterfulgt af pinsekirken, mens oasekirken var langt mindre tilbøjelig til at give individuel respons:

Frikirken	Stærkt enig	Enig	Delvist enig	Uenig	Stærkt uenig
Under prædikenen responderer jeg ofte med et stille nik, “hmm”, “ja”, “amen”, “halleluja” eller lignende.	9%	22%	31%	28%	10%
Jeg bryder mig ikke om, at folk i forsamlingen udtrykker sig højlydt, eller kommenterer undervejs i gudstjenesten.	7%	18%	36%	31%	8%
Pinsekirken	Stærkt enig	Enig	Delvist enig	Uenig	Stærkt uenig
Under prædikenen responderer jeg ofte med et stille nik, “hmm”, “ja”, “amen”, “halleluja” eller lignende.	5%	21%	34%	21%	19%
Jeg bryder mig ikke om, at folk i forsamlingen udtrykker sig højlydt, eller kommenterer undervejs i gudstjenesten.	7%	14%	26%	43%	10%
Oasekirken	Stærkt enig	Enig	Delvist enig	Uenig	Stærkt uenig
Under prædikenen responderer jeg ofte med et stille nik, “hmm”, “ja”, “amen”, “halleluja” eller lignende.	0%	6%	31%	35%	28%
Jeg bryder mig ikke om, at folk i forsamlingen udtrykker sig højlydt, eller kommenterer undervejs i gudstjenesten.	4%	16%	33%	37%	10%

På trods af den moderate tendens til f.eks. at kommentere på en prædiken var flertallet i de tre kirker ikke imod spontane ytringer. Ydermere illustrerer denne tabel det samme som resten af besvarelserne, som der ikke er plads til at vise her, nemlig at der inden for samme lokale kirke er stor plads til individuel forskellighed.

Narrativitet er et begreb, som bliver brugt af pentekostale teologer, bl.a. Stephen Land og James K. A. Smith, om bevægelsens tilgang til spiritualitet. Gudstjenestens mange lag af samtidige stemmer, individuel kropslighed og personlig spiritualitet er et personligt narrativ. Den personlige vandring med Gud i hverdagen bliver til en livsfortælling om forbundethed med Gud, som synges ind i lovsangens lyrik, kommenteres i prædikenens poesi eller læses ind i bibellæsningen fra multimedieskærmen. Polyfoni skabes af de mange personlige livserfaringer af Kristus og ved oplevelsen af Helligåndens nærvær.

Præferencen for den mundtlige narrativitet blev synlig ved, at 74 %-83 % af respondenterne i de tre menigheder var enige i, at det havde stor værdi for deres tro at høre om andres oplevelser med Gud. Derfor var fraværet af disse fortællinger, ofte kaldet ”vidnesbyrd”, i gudstjenesten også overraskende. Mens der blev fortalt små hverdagsanekdoter, jokes og illustrationer på gudstjenesterne, var troshistorier, vidnesbyrd eller interviews med personer, der havde haft en oplevelse med Gud, ikke en høj prioritet. Personlige oplevelser kunne til gengæld deles ved andre anledninger såsom de ugentlige smågrupper, kirkekaffe og særlige gudstjenester.

Åndelige oplevelser kan kritiseres for at være for subjektive og følelsesbetonede. Mit projekt nuancerer dog denne opfattelse ved at se på den indflydelse, hele gudstjenestens liturgi, teologi, samt sociale og fysiske omgivelser har. Selvom pinsekarismatiske kristne føler, at de har en stærk åndelig oplevelse med Gud, er det som regel en form for dialog. Kirkens fællesskab, dens teologiske praksis og bibelkundskab sætter en intuitiv eller italesat ramme for, hvad der er sund og usund praksis.

Den polyfoniske og karismatiske frihed betød altså hverken kaos eller stram styring, men som i andre mundtlige kulturer fandtes der en intuitiv opfattelse af, “sådan plejer vi at gøre tingene her.” For pentekostale kristne er mundtlighed og kropslighed derfor en bevidst og indlært spiritualitet, som bygger på bibelfortolkning og konstante bibelhenvisninger, der giver plads til narrative udtryk, som udtrykker en trosvandring med Kristus. Pinsekarismatiske kristne mener, at åndsgaver er afgørende at praktisere i nutidens kirke, ikke som en jagt efter følelser, men som et bibelteologisk gensvar på Guds kald til frelse, nyt liv, tjeneste og mission.

Sakramenter, mundtlighed og åndsgaver

Pinsekirker og frikirker har ikke tradition for at tale om sakramenter og har som vækkelsesbevægelse ofte været unødvendigt påpasselige med ritualer. Derimod har den karismatiske bevægelse i den lutherske og katolske kirke klogt nok beholdt sit syn på sakramenterne. Den nyere pentekostale teologi fremfører dog, at pentekostalismen i virkeligheden både har ritualer – og et sakramentalt syn – som både inkluderer nadver og dåb, men også rækker længere end et formelt syn på sakramenterne. Ved Helligåndens komme på pinsedag bliver Guds folk nemlig “profetiske” og kan dermed erfare Guds nærvær i både sakramenter, nådegaver og åndelighed i hverdagslivet. Åndsfyldt mundtlighed, hvad enten den kommer til udtryk gennem lovsang, bøn, nadver eller åndsgaver, er derfor også en form for sakramentalitet.

Mere end fire ud af fem respondenter i de tre undersøgte menigheder mente, at “de åndelige gaver” var vigtige for gudstjenesten. Modsat respondenternes anerkendelse af Åndens gaver forekom de klassiske åndsgaver (1 Kor 12,8-10), såsom tungetale, profeti og fokus på helbredelse ved bøn, yderst sporadisk, og gaverne blev sjældent sat i spil eller prioriteret højt i gudstjenesten.

Det er naturligvis et definitionsspørgsmål, hvad en åndsgave er, og hvordan gaverne skal praktiseres. Interviews afdækkede, at flere savnede åndsgaverne i gudstjenesten gerne i en reflekteret form, mens andre fandt, at de månedlige bønnemøder eller såkaldte Helligåndsaftener var det mest passende sted at praktisere Åndens gaver.

En stor del af Pinsekirkens og Frikirkens respondenter over 18 år sagde, at de bad i tunger, mens en minoritet på 16 % ikke gjorde. For minoritetsgruppen var det ikke nødvendigvis et kompleks, men en accept af, at Helligånden også giver andre nådegaver. 44 % af Oasekirkens respondenter bad ikke i tunger, mens 43 % gjorde det regelmæssigt. Sammenholdt med observationer og interviews fylder tungetale meget lidt i det offentlige kirkerum, og det er tydeligt, at ikke alle pinsekarismatiske troende lægger vægt på tungetalen ”som bevis på dåben i Helligånden”, hvilket ellers har været den klassiske pinsevækkelses såkaldte “kronjuvel”.

Det pinsekarismatiske kirkelandskab i Danmark er langt mere forskelligt end det, disse tre kirker repræsenterer, og mere kirkeforskning vil uden tvivl demonstrere et større spænd i forhold til, hvor meget eller hvor lidt karismatik, spontanitet eller fast liturgi en gudstjeneste rummer. Også her er bevægelsen polyfonisk.

Hvad skal vi med pentekostal kristendom?

Den polyfoniske åndelighed er en styrke for mennesker, som søger eksistentiel mening og håb, der ikke kun er rationelt betonet, men som også kan erfares på håndgribelige måder. Den pinsekarismatiske kristendom skal naturligvis balanceres med teologisk refleksion og uddannelse samt ved, at bevægelsens ledere og præster indgår i tværkirkeligt samarbejde og økumenisk dialog, hvilket de tre undersøgte kirker også efterlevede.

Polyfonisk kristendom er en refleksion af kirken som blev født på pinsedag med mange sprog frem for ét udtryk. Pinsens sprogunder er ikke monofonisk, men polyfonisk og mest af alt paradigmatisk: Åndens komme udfordrer fortsat Guds folk til at prædike evangeliet for alle med et missionalt, profetisk og diakonalt sprog, som bryder kulturelle og sproglige grænser (Apg 2,1-21). Åndens polyfoni gennem den enkelte troende og vores forskellige kirker bør derfor ikke fremme polarisering, men forene os i Kristus, som sender os ud i en pluralistisk og fragmenteret verden med evangeliet.