Sjældent har jeg oplevet så hjertevarmt og fokuseret fællesskab blandt mennesker, jeg ikke kendte. D. 15. til 19. september deltog jeg på den europæiske Godly Play-konference i Mechelen, Belgien. Over fem dage var 120 deltagere fra 25 forskellige lande forsamlet for at lytte, lære og inspirere hinanden til fortælling.

Hvad er Godly Play?

Godly Play er en formidlingsform med vægt på visuel fortælling, fællesskab og personlig refleksion. Gennem symbolske figurer, landskaber og ikoner bringes Bibelfortællinger og liturgiske fortællinger til live i et roligt tempo. Fortælleren lærer som forberedelse fortællingerne udenad, og det fordrer indlevelse og eftertanke, som også kommer tilhørerne til gode.
Ideelt set består en Godly Play-samling af:

• Velkomst
• Fortælling gennem ord, gestik og symbolske figurer
• Fælles forundring
• Individuelt, kreativt arbejde
• Fælles fejring med et lille måltid, sang og bøn

Oprindeligt er Godly Play udviklet for børn. Men erfaringen viser, at Godly Play taler et hjertesprog, så alle aldersgrupper kan have stor glæde af at opleve denne formidlingsform. På konferencen mødte jeg forskellige fortællere, der fx arbejdede med Godly Play blandt plejehjemsbeboere i Belgien, teologistuderende i Ungarn og Norge, børn i Tyrkiet og teenagere i England.
Godly Play er i dag et økumenisk foretagende med anglikanere, katolikker, presbyterianere, pinsefolk, Frelsens Hær, lutheranere – og mange andre. I Danmark varetages undervisningen af DFS (Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler), men i princippet kunne det lige så vel have været Den katolske kirke eller Frikirkenet, der stod bag, og undervisningen er åben for kristne fra alle trossamfund. I Belgien er Godly Play primært kendt blandt katolikker, i Tyskland har man i højere grad formået at varetage det økumeniske fællesskab, og sådan har lande over hele kloden deres særpræg i de nationale Godly Play-organisationer.
Men fortællingerne er stort set de samme på tværs af grænser og kirkeskel. Godly Play fokuserer på de bibelske og liturgiske fortællinger og på at give børn og voksne et fælles sprog for tro, liv og åndelig erfaring.

En fælles søgen efter fordybelse og stilhed

I en tid, hvor både børne-og voksenliv leves i højt tempo med bare et enkelt klik til næste underholdende indslag, kan det virke som et selvmål at insistere på stilhed og langsomhed. Alligevel er responsen fra Spanien over Schweitz til Letland, at netop det rolige tempo og fordybelsen er velgørende.
Et konkret eksempel kan nævnes. I lokale katolske kirker i Belgien har man haft stor glæde af grupper på tværs af generationer. Et afgrænset antal familier inviteres til en fælles ”rejse” i Godly Play over en begrænset periode. ”Ønsker jeres familie at forny jeres samtaler? Ønsker I at få et fælles sprog for livets små og store erfaringer i lyset af Bibelens fortællinger? Så er I velkomne i den lokale Godly Play-gruppe! ” De involverede familier oplevede et stærkt fællesskab på tværs af generationer og en fornyelse af den åndelige dimension i deres familieliv.
Blandt de europæiske deltagere stod det klart, at vi alle i større eller mindre grad udfordres af et traditionstab og manglende kendskab til kirke og kristen tro. Godly Play er én af flere mulige veje til at møde senmoderne familier i øjenhøjde, give tid til at lytte, lære og erfare: Jesus var ikke bare én, som var engang. Han er nærværende også i vores liv og vores families historie.

Børns spiritualitet som guide

Godly Play er på én gang et fælles koncept, der benytter de samme fortællinger og materialer og deler visioner på tværs af lande og konfessioner. Samtidig er det en bevægelse med fokus på nyskabelse. Et væsentligt kriterium i denne sammenhæng er: Ændrer jeg dette for min egen skyld, eller er det for børnenes skyld? Vil en ændring gøre børnene godt? Dette børneperspektiv er med til at flytte fokus fra, hvad jeg personligt som fortæller kan opleve mere eller mindre bekvemt. Godly Play er ikke til for min skyld men for børnenes.
Den fælles samtale efter fortællingen er derfor også på børnenes præmisser. Vi stiller ikke spørgsmål for at teste dem men med oprigtig interesse. Som fx: ”Hvilken del af denne fortælling kunne du bedst lide?”
Nogle gange er svaret: ”At der var nogen, der døde…” – fordi det åbner for børnenes egen erfaring af død og tab og præsenterer dem for et rum, hvor sorgen kan rummes. Andre gange er det bare sandet i ørkenen, børnene bedst kan lide – fordi det er så dejligt at se på og røre ved og minder om sandkassen derhjemme. Og næste gang, de leger i sandet derhjemme, er det måske Guds folk, der vandrer gennem sandkassen.
Børns oprigtige kommentarer og fortolkninger er velkomne – og derfor er der ikke to Godly Play-samlinger, der er ens.

”Den, der tager imod sådan et barn…”

Måske er dette børneperspektiv én af hemmelighederne bag den varme, jeg mødte i Mechelen: ”Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig men tager imod ham, som har sendt mig” (Mark. 9,37).
Mange af de deltagere, jeg mødte, var vant til at møde børn og unge med åbenhed – og måske var det netop derfor, de var så klar til at møde andre med oprigtig interesse.
At møde børn i øjenhøjde fordrer både sårbarhed og gæstfrihed. Jeg må være klar til at møde barnet med dét, han eller hun bærer med i dag; om det er smil, eftertænksomhed, 100 sjove ideer eller en hemmelig frygt. Og når jeg gør det, er det ikke bare for at skaffe ro i kirken. Det har en dyb, åndelig dimension.
Uanset om man benytter Godly Play eller går helt andre veje: At modtage børnene i kirken er ikke bare et lille appendiks til kirkens liv, en aktivitet for de interesserede. Det er en del af vores identitet som kirke – en umistelig del af vores kald. Ikke alle kan engagere sig i konkret børnearbejde. Men tilsammen er vi kaldet til at tage imod børnene, dele Guds ord med dem, tale med dem og vide, at netop i dét møde vil Gud være nær.