BOGANMELDELSE // Af Hans Raun Iversen, Cand. theol. Lektor emeritus, TEO Afdeling for systematisk teologi |

Anmeldelse af Mogens Mogensens Moderne Jesusbevægelser. Insider movements inden for jødedom, islam, hinduisme og buddhisme. Dansk Missionsråd 2024.

I indledningen til bogen gør Mogens Mogensen rede for, hvordan han som missionsforsker ligesom enhver missionær må vælge en bestemt terminologi, som pr. definition sjældent eller aldrig helt rammer plet, når budskabet skal forstås af målgruppen. I et moderne missionsteologisk perspektiv handler hans nyeste bog om ”incarnational believers”, altså Kristustroende, der er kommet til troen ud fra og inden for deres gamle kultur med dertil hørende religion. På trods af, at udtrykket kan minde lidt om ”5. kolonne-virksomhed”, vælger Mogensen imidlertid at tale om ”insider movements”, fordi det er den gængse terminologi på engelsk. På dansk bruger han det noget upræcise udtryk ”moderne Jesusbevægelser”, som har vundet en vis hævd her til lands. Udtrykket signalerer også helt korrekt, at der primært er tale om nye bevægelser, der særligt er vundet frem gennem de seneste godt 50 år.

Meget pædagogisk begynder bogens kapitel 2 med et tilbageblik til DMS-missionærerne Ester Færing og Kaj Baagøs efterlysning af en kristendom, der kan være mere indisk end europæisk i Indien. Det er et oplagt valg, ikke bare fordi den debat nu er veldokumenteret, men også fordi den fint illustrerer, hvor vanskeligt det er at drive vestlig præget mission i en verdensreligion som hinduismen, hvis man arbejder for nye kristne uden ret mange træk fra deres gamle religion. Bogen følger debatten til dørs til og med den indiske teolog M.M. Thomas’ indlæg i Synspunkt fra 1970. Det kunne være et lærerigt, men sikkert også ganske krævende projekt at undersøge udviklingen i de indiske kirker op til i dag i perspektiv af de spørgsmål, Færing og Baagø rejste.

Kapital 3 handler om Jesus-bevægelser inden for jødedommen, som optrådte i forskellige former i kristendommens første århundreder, men ellers næsten kun kendes fra moderne grupperinger, især blandt jøder i USA, måske 200.000 i dag, og i Israel, måske 30.000 i dag. Det har altid været en akilleshæl i den kristne mission, at man stod nølende over for mission blandt jøder, når der ikke var tale om forsøg på tvangsomvendelser, som vi kender dem fra de første par århundreder med jøder i Danmark. Én af mange udfordringer, der melder sig med opkomsten af de messianske jøder, som grupperingerne ofte kalder sig selv, er, at man kan tænke, at så er det dem, der står med forpligtelsen til kristen mission blandt jøder. Men ofte er det netop dem, der ikke kan eller tør forkynde for andre jøder. Hertil kommer, at jøderne vel generelt hører med, når vi i kirkerne taler om mission til og fra alle kontinenter?

Kapitel 4 om Kristustroende muslimer, der, så vidt vides, har samme vægt på de seneste årtier, selv om der var markante bevægelser på Java og i Nordnigeria allerede i 1800-tallet. Det er bogens længste kapitel med et stort materiale fra Libanon, Syrien, Bangladesh, Filippinerne foruden flere unavngivne (!) lande i Asien samt Vest- og Østafrika. Kapitlet slutter med en oversigt over den udførlige kritik af muslimske Kristustroende fra både muslimer og kristne.

Med kapitel 5 når vi til Jesus-bevægelserne blandt hinduer. I Indien stilles hinduer, der konverterer til kristendommen, væsentligt dårligere civilretsligt, særlig i spørgsmål om arv. Det er en vigtig del af baggrunden for, at der er forholdsvist mange udøbte Kristustroende i Indien, fx ca. syv procent af befolkningen i Chennai. Der er dog også Kristustroende hinduer, fx satsangi’erne i Nordvest Indien, der klarer sig ved at omdefinere dåb og nadver på en måde, så sakramenterne ikke markerer overgang til en anden religion end hinduismen. Ligesom i sufismens fromhedstraditioner i Bangladesh er der oplagte tilknytningspunkter for Jesusfromhed i dele af hinduistisk spiritualitet. I Indien fører det til en altovervejende kirkekritisk kristendom, hvis primære styrke er dens inderlighed.

I kapitel 6 når vi til Jesusbevægelser inden for buddhismen, hvor situationen er den, at der er langt flere buddhistisk praktiserende kristne i Vesten end Kristustroende buddhister i Asien. I buddhismen og taoismen er der tydelige spor af kristen indflydelse helt tilbage fra den første nestorianske missionær i 600-tallet, selv om bevægelsen i de sidste 100 år har været stærkest den anden vej. I dag er der Jesusdyrkere i alle buddhistiske lande i Østasien. Ofte er bevægelserne initieret af enkeltperson. I fx Myanmar anslås det, at der er omkring 2000 Jesustroende buddhister.

Mens kapitel 7 består af en kort opsummering, bringer kapitel 8 en omfattende diskussion af de foreliggende teologiske, antropologiske og sociologiske fortolkninger og vurderinger af Jesus-bevægelserne. Der kan også spørges videre: Er Jesus-bevægelserne fremmet af globaliseringen siden 1960’erne og måske også inspirerede af bibel- og radiomission eller digitale medier? Eller skal vi se på andre sammenhænge, fx utroværdige kirker og samfundssituationer, der kalder på lægmandspræget konventikelfromhed som i pietismens tid eller husmenigheder som i Latinamerika og Vesten i sidste del af det 20. århundrede? Kristendommens udbredelse på den sydlige halvkugle gennem de seneste 100 år er et under. Det er væksten først i uafhængige kirker og senere i karismatiske kirker også. Men hvor langt hen ad vejen skyldes det alt sammen, at de nye Kristustroende har oplevet, at de tilsluttede sig en insider movement? I de første undersøgelser af uafhængige kirker i Sydafrika mente Bengt Sundkler, at det handlede om ”a place to feel at home”. Måske er sagen den samme i insider movements, nu blot i en mere individualiseret spirituel udgave.

I det afsluttende kapitel 9 opridser Mogensen tre positioner: imod, afventende og for Jesus-bevægelserne. Hans eget forslag er, at bevægelserne kan være udtryk for det samme i de andre verdensreligioners områder, som emerging churches er i Vesten: udtryk for mennesker, der gerne vil vandre med Kristus, men ikke af den grund vil gå ind i en etableret kirke.

Bogen er velskrevet, let at læse og lever op til bedste akademiske standarder, herunder gode referencer og udførlige indekser. Den er ganske kompakt, informationsrig, fuld af detaljer, nuanceret og differentieret. Forfatteren er både historiker, folkelivsetnograf og missiolog samtidig med, at han er en meget ihærdig indsamler af materiale fra alle dele af verden. Det samlede billede af Jesus-bevægelserne er derfor uhyre mangfoldigt både udadtil, når man ser på fx praksisformerne, og indadtil, når man prøver at forstå den enkelte Jesustroendes identitet. Særligt to ting slår mig ved læsningen: 1) Der er næsten lige så mange modeller for at være Jesustroende inden for en verdensreligion, som der findes sådanne Jesustroende. I den internationale debat taler man om ”multiple identities”, mangefoldede indentiteter: Kombinationerne af lag i menneskers religiøse og kulturelle identiteter varierer fra menneske til menneske. Det gælder, når det kommer til stykket, også hos os: Fx er der lige så mange slags Indre Mission-folk, som der er Indre Mission-folk. 2) Da jeg var formand for bedømmelsesudvalget for Jonas Adelin Jørgensens ph.d.-afhandling om Jesus Imandars and Christ Bhaaktars fra 2006 med dens mange personlige interviews og lokale cases, som Mogensen også bruger flittigt, måtte jeg spørge, om disse Jesus-troende måske var langt mere kristne end nogen af os i de vestlige kirker? Det spørgsmål, som jeg ikke har fundet svaret på, aktualiseres i høj grad ved læsningen af Moderne Jesusbevægelser. Med Mogens Mogensens nye bøger Missionen midt iblandt os og Moderne Jesusbevægelser og en hel del andet – ikke mindst Harald Nielsens udforskning af DMS’s historie siden 1821 – har missionsforskningen i Danmark nået et betydeligt og på flere måder ajourført niveau. Det kan synes lidt post festum, når man ser på udbuddet af missionsuddannelser og opslutningen bag missionsselskaberne, som er på et historisk lavpunkt. Det indtryk er imidlertid langt fra hele sandheden, for alle kirker med respekt for sig selv ved i dag godt, at de er kirker i mission – og langt hen ad vejen arbejder de også efter den indsigt, jf. min Folkekirke, brugerkirken, kirke i mission fra 2021. Hvad vi stadigt mangler, er en grundigere formidling og samtænkning mellem den brede, missionale kirkeforståelse og missionsforskningen, som har meget at lære af hinanden. Ikke mindst en radikal indsigt som den, Mogensen her formidler fra de Kristustroende insider movements, kan vi lære meget af i kirkerne: Tænk, hvis vi i alle danske kirker kunne invitere Jesustroende muslimer til en form for associering med lokale Kristustroende menigheder. Det er vi langt fra. Vi kan måske ikke engang finde ude af at åbne folkekirken for dobbelt medlemskab for indvandrerkristne, der gerne vil være med i folkekirken uden at være parate til at nedlægge deres indvandrermenigheder. Der er forskel på at ville være ”Kirke for flere” og at ville være ”Kirke for alle”. Kan vi ”forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser” uden at bede om flere Kristustroende inden for de store verdensreligioner såvel i Danmark som world wide?