Læs også de to øvrige monologer:
“Ich liebe Gott” og “Mørket“
Forord
Denne udgivelse har navn efter den forestilling på Himmelske Dage 2022, hvor teksterne første gang præsenteredes for et publikum nemlig i Sankt Ibs Kirkeruin i Roskilde. Men titlen peger også på, at monologer kan gå i stykker, når der ikke er nogen, der lytter, eller de kan blive til noget helt nyt, når dialoger opstår. Og det er præcist, hvad vi ønsker os her, at du går i dialog med teksterne.
Monologerne handler blandt andet om religionsmøder både dem imellem mennesker, der står hinanden nær, dem der deler arbejdsplads og de religionsmøder, som finder sted inde i den enkelte. Søgen efter ståsted i livet og forbindelse til Gud og relation til familien er centrale temaer. Derfor rejser der sig spørgsmål som: Hvad bygger vi vores liv på, hvad støtter vi os til, og hvad bidrager vi med?
Hvordan forstår vi os selv?
Vi søger efter kilder til forståelse af os selv og vores omverden.
Disse kilder kan være rapporter og undersøgelser, statistikker, test og forsøg. Og de kan resultere i faste holdninger, slående argumenter, skarpe pointer og meningsstatements. Alt sammen noget der kan ’rydde bordet’ i samtaler omkring middagsbordet, give plads og synlighed i medierne og kan være med til at sætte retning for vore liv og vort samfund.
En anden mulighed er at gå til de kilder, hvor der er usikkerhed, famlen og sarthed på spil. Det kan der være i kunsten. Således i de tre monologer, som er trykt her. Ligesom de faktabaserede udgivelser kan kunst være med til at vende op og ned på vores opfattelse af os selv, de andre og samfundet. Så hvis du er parat til at forstå dig selv, din næste og dit samfund bedre, så læs med her, og bliv klogere på dem, som måske ikke ligner dig. På hjemmesiden www.religionsmoede.dk kan du finde nærværende ud-
givelse i digital form.
– Ane Kirstine Brandt, Generalsekretær i Folkekirke & Religionsmøde
KATJA BRUNNER – Oversættelse til dansk ved Mille Maria Dalsgaard
Et velkendt dyr
Et ungt menneske, mere en kvindelig person, eller måske kønnet ambivalent, hun*han står der
Forsøger at danse
Med sig selv
Omgivet af en slags initimitet
& dybereliggende noget utæmmet
Knyttet næve, den ene, altid
Ak, havde jeg dog blot en tro hinsides al gøren og laden
Havde jeg dog blot den ene eller anden ledetråd, et ledeskilt, da vidst‘ jeg, hvem jeg er
Med mig selv med de andre
Ak, havde jeg dog blot en spirituel retning af min egen, da vidst‘ jeg, hvorhen
Havde jeg dog blot det skilt
I det mindste en hastighedsangivelse
For eksempel Ved jeg ik’
Ingen rettesnor
Ingen vej, der lyser ind
Hvordan taler jeg derom
Til hvem taler jeg derom, at alkoholens tåger er min mors friske luft
At hun forbruger og suger og drikker ud stadig og altid
At hun dufter sprutten, hvor blikket falder
Og som jeg sidder med hende der
Mine ben liggende over kors, smilende tørt
Backfischlignende, men tapper
I ét væk tappert smilende
Og indeni så alene
Og skyldbetynget med lutter tilstoppet mund godt sammensnøret
Mundvigene klipset til tænderne
Liden bevægelsesfrihed
Som jeg sidder ved hende
Havde jeg en ledelinje
Et Tegn
en ny vej
For min skyld ogs’ en autoritet
Måske en noget mere abstrakt, der fortæller mig, hvad er godt og hvad ik’
Den Hellige Ånd var den allerførste sæddonor
Hvorfor kernefamilie tænker jeg
Som jeg sidder der ved moren
Som holder flasken
Som nålen tråden
Hun skænker
Igen igen
Som besat
Som jeg der sidder og hun står derved, ved jeg ik’, hvordan jeg føler
Hvordan skal jeg dog på nogen måde kunne tale ud om, at hun der
Er knyttet til glasset bebor glassets kant så omhyggeligt tager slurk for slurk imens hun helt
lydløst fylder på
Det takker jeg hende ikke for
Har nok at takke hende for
Hus og tag
Og omsorg
Men sådan som jeg mærker det med glasset og hvidvinen, det er ikke blot en sjældenhed, ikke
blot festdag og glæde, når vi er på besøg, ikke blot afslapning en gang i ugen
Det er benhårdt
Anderledes, rutine
Mor, siger jeg, det er noget helt andet
Hvad
Om jeg tør?
Nej, jeg ej gør
Jo jo, sig det højt sig det end’lig højt
Et medmensk* må dog endelig udtale det, mange allerede tit har tænkt, medmennesket* må da endelig sige det højt nu, konfrontere
Mor, det er noget helt andet
Hvad er det, skat, spørger hun, hovedet på skrå, et velkendt dyr
Og hvad stiller jeg op med min oprørthed over det, er fortsat uklart
Og hvad stiller jeg op med min vrede og min måben over det, er fortsat uklart
Jeg ser hende i et vindue
Et liv som digital eksamen
Af og til aner jeg, hvad kunne give mig tro, ja, gudetro, se og erkende det, hvad det kunne være for mig – utydeligt stort støttende
At det ville være et sted, hvor jeg går hen – i mit indre med mit ydre
Siger vi, jeg går virkelig derhen med benene og armene og tænkeapparatet
Og også apparatet i bukselommen og det bette ansigt, som jeg har og informationerne, som jeg fortæller om mig selv, dette monumentale at være og ikke at være, dette at være forblevet
tro mod sig selv og tiltro til, at jeg er med alt det, jeg har fået udefra, og således slentrer jeg altså afsted i denne tilspidsede selvmedlidenhed frem til forståelighed til der, hvor jeg får svar, hvor jeg vil blive modtaget på helt uforfalsket selvfølgelig manér, fordi menneske, fordi væsen, bærer værdighed
Og der slentrer jeg hen, hvor jeg bar’ kan sætte mig ned og lade samtlige svar flyde ind i min rygmarv
Befrielse fra kynisme, min voldsomme afvisning af MENINGSSTATEMENTS
Etiske ledetråde, i frokostpausen til seminaret
Ører ører ører
Civiliseringskendetegn, udprægede konversationsritualer
Hvad fører dig hid
Et velkendt dyr
Jeg forstår ikke endnu
Et dyr som mig opdrog
Åhja
Moderen og hendes bånd til det glas
Han tier, han har heller ikke svar
Men en salme skal han nok finde
Og hans ører har jeg fået
Hun/han åbner forsigtigt et chatol, et øre er deri
Ængstelse ved synet af visionen for det kommende, afskårne hænder, gennemtygget tyggegummi, rådløshed ved synet af selvet, vi tvinger dig ned i disse sko, gå i disse sko eller stå i disse sko, men gå væk fra mit åsyn, tak
Traditionsbunden gruppebekræftelse, vi-følelsen kommer altid, når vi synger, når et rum fuldt af mennesker med fuld hals slynger en melodi ud, da føler ingen sig alene
En prædiken er blot en monolog
Som jeg nu holder en for jer her
Jeg ser jer allerede
Og at I så øret, ved jeg allerede
Han siger
Lønnen for et godt værk er som dadler, sent modnet og sød
En prædiken
Holder han ikke for mig
Det er hjælpetilbud for mødre som din, afhængighedsrådgivning
Er der nogle af hendes venner, du kan tale med
Smart spørgsmål, som om jeg ville være her hos ham, hvis disse venner fandtes
Jeg tror, du skal tale åbent om det.
Måske smelter der også noget i hende, som var blevet frossent og hårdt.
Alt spjætter i mig
Imens jeg taler med ham, bevæger jeg intet
Ikke engang min venstre storetå
Slet intet, jeg ligger dyrelignende på lur, velkendte dyr
Til sidst siger han, de næste lider det meste, men de kan også løse meget, og
ved DU: Lønnen for et godt værk er som dadler, sent modnet og sød
Ryst hans hænder, gå ud på såler af gummi
I sognehusets forstue lægger jeg diverse brochurer
Sent modnet og sød Hvad der skulle være sent modnet og sødt ved det, virker på mig til kun at være druerne til den nye vin
Men alligevel er der en slags beskyttelsesmagi
Glansen af et håb, sent modnet og sød
Anvendte citater i skreven rækkefølge:
Arthur Rimbaud, ”En Årstid i Helvede” (på dansk ved Uffe Harder med efterord af Erik Skyum-Nielsen, Roskilde Bogcafé 1998)
William Shakespeare, ”Hamlet” (fra ”Samlede Shakespeare, Dramatiske værker”, Edvard Lembckes oversættelse, bearbejdet af Anne Chaplin, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Hasse & Søns forlag, 2001)
Thomas Vinterberg, ”Festen” (manuskript af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, Nimbus Film, 1998)
David Fincher ”Fight Club” (manuskript af Jim Uhls – 1999, baseret på romanen af samme navn af Chuck Palahniuk – 1996)
Monologer i ruiner
Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen og Sophie Zinckernagel
© 2022 Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen, Sophie Zinckernagel og Folkekirke & Religionsmøde
Redaktion: Ane Kirstine Brandt og Ida Louise Nielsen
Omslag: Ida Louise Nielsen
