JULIE MAJ JAKOBSEN

Ich liebe Gott

Ich liebe Gott.
Det står på væggen ved siden af boksen med toiletpapir. En tynd skrift med blyant.
Hvem skriver sådan? Kun en idiot eller en radikal tosse.
Det er eftermiddag, og jeg sidder på toilettet og beslutter mig for noget, som jeg har tænkt over i noget tid.
Jeg tror ikke på gud.
Jeg hvisker det ud i rummet. Der er ikke nogen i kabinen ved siden af.
Jeg tror ikke på gud, og jeg kommer heller aldrig til det, hvisker jeg. Sådan. Lettelsen er spontan og næsten sprudlende.
Jeg beslutter mig med det samme for at sige det til Rebecca allerede i aften. Jeg ser hendes ansigt for mig, det vender væk, ud mod gaden, bilerne der glider forbi, skubber lyskegler foran sig gennem mørket. Hendes pegefinger der glider op og ned langs tekoppen. Hun svarer ikke.
Vi skal hjem og hænge julepynt op. Det har vi aftalt, og jeg skal sætte de tørrede frugter i blød til gløggen.
Folk står i grupper på parkeringspladsen foran kirken og taler sam-men, det plejer de ikke. Måske er det på grund af sneen, der er fal-det, mens vi sad indenfor og har lagt et funklende tæppe henover asfalten. Først kan jeg ikke få øje på Rebecca, men så ser jeg hende helt ovre til venstre sammen med præsten og med maven struttende ud gennem den åbentstående jakke. Handskerne og huen får hende til at ligne en oppustet teddybjørn. Hun smiler og vinker til mig, og varmen breder sig med ét, selvom det er minusgrader.
Tænk en lille ting som en skæv fortand kan have sådan en effekt. Latterligt.
Jeg har ondt i maven, siger jeg. Skal vi gå?
Er du syg?
Nej, jeg har bare ondt i maven.
På vejen hjem begynder det at sne kraftigere.
Jeg laver mad, mens Rebecca ligger på sofaen. Vejrtrækningen er dyb, måske sover hun.
Jeg vækker hende først, da maden er færdig. Ravioli med pesto og Ribena saft. Er det okay, hvis jeg tager et glas rødvin? Spørger jeg, selvom jeg allerede har hentet den på altanen, hvor den står med prop i.
Selvfølgelig. Hvordan går det?
Med hvad?
Maven? Hvad ellers?
Nåh, det går fint. Jeg tror bare, jeg fik for mange pebernødder til kaffen.
Det tror jeg også, siger hun og stikker i raviolien.
Er du ikke sulten?
Ikke rigtig. Hun smiler, skubber tallerkenen længere ind på bordet. Hun smiler hele tiden de her dage med et fjernt, drømmende blik. Jeg skal tage mig sammen for ikke at blive jaloux.
Hvad smiler du af?
Jeg tror måske, det bliver i nat.
Tror du?
Ja. Det tror jeg.
Okay.
Jeg ved godt, jeg sagde det samme i går. Men i dag… Det føles bare anderledes.
Hvordan anderledes?
Bare… anderledes.
Okay?
Jeg ville ønske, du kunne mærke det.
Du skulle tage og spise noget, især hvis det sker i nat.
Her, kom med din hånd. Hun trækker sin bluse op og placerer min hånd på siden af sin mave. Huden er varm og udspilet. Det føles ikke, som den mave jeg kender.
Kan du mærke det?
Nej? Hvad skulle jeg mærke? Jeg trækker hånden til mig og tager en slurk af vinen.
Jeg spurgte ham i øvrigt, om han ville komme forbi, når den lille er kommet, siger hun så pludseligt.
Hvornår?
Når vi kommer hjem fra sygehuset, og alt er fint.
Jeg mener, hvornår har du spurgt ham om det?
I dag, efter gudstjenesten, hvorfor?
Det var måske det, I stod og talte om udenfor?
Det og meget andet. Du var væk så længe?
Jeg havde ondt i maven, det sagde jeg jo.
Jeg vil gerne have den lille bliver velsignet. Vi kan også tage derover, men jeg tænkte, det var bedre, hvis han kom her?
Ja, hvorfor ikke, det er fint.
Godt. Hun tømmer Ribena saften og rejser sig. Har slet ikke rørt raviolien. Jeg rejser mig også.
Jeg kan bare ikke så godt lide ham, siger jeg så og går hen i køkkenet med tallerkenerne.
Hvem?
Præsten.
Kan du ikke lide præsten?
Nej.
Hvorfor?
Det ved jeg ikke. Det kan jeg bare ikke. Jeg forstår ikke, hvad han siger. Han er jo heller ikke herfra.
Nej, og hvad så?
Han taler underligt.
Jeg tror, han er fra Tyskland.
Fra Tyskland?
Jeg tror, han har levet livet dernede som ung. Han virker sådan. Som en der har prøvet lidt af hvert.
Hvad mener du med prøvet lidt af hvert?
Technoraves, punk. Jeg tror endda, han har været trækkerdreng i München engang.
I München?
Ja.
Nå. Men det har altså ikke noget med det at gøre. Jeg er heller ikke selv herfra.
Det er du da?
Du ved, hvad jeg mener, min slægt, mine rødder. De kommer fra en anden kultur. Måske er det bare noget, jeg har med mig? Skubber den uspiste ravioli ned i en plasticbøtte og sætter den i køleskabet, hælder vand på kedlen.
Skal vi spørge en anden præst så, er det dét?
Nej, glem det. Det betyder ikke noget. Te eller kaffe? Jeg smiler og forsøger at gøre mine bevægelser hurtige og lette, mens jeg tørrer bordet af. Rebecca sidder stadig skruet fast mellem bordet og væg-gen, hun kan kun akkurat være der. Det ser komisk ud. Som en fastklemt hval.
Hvad? Du griner?
Nej, jeg smiler bare. Du ser sød ud.
Har han sagt noget til dig? Eller gjort noget?
Hold nu op, kan du ikke bare glemme det?
Jeg forstår det bare ikke? Vi er kommet i den kirke to gange om ugen i snart et år og bum, fra den ene dag til den anden, kan du ikke lide ham længere?
Luften i lejligheden virker pludselig ulideligt tæt, jeg får en trang til bare at gå og lade hende sidde der og sprælle ubehjælpsomt.
Det er ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden, siger jeg. Letheden fra før er helt væk nu. Det er heller ikke ham, det handler om, fortsætter jeg afvisende, selvom jeg godt ved, der ikke er nogen vej tilbage længere.
Hvad handler det så om?
Mig selv. Du ved, når man afskyr et andet menneske, er det som regel en selv, man har fået øje på i den anden.
Du afskyr ham ligefrem?
Nej, ikke ham. Elkedlen buldrer derudaf og dugger vinduet til. Jeg kan ligeså godt bare sige det, som det er.
Jeg elsker ham bare ikke.
Du elsker ham ikke? Hvem taler vi om?
Gud. Vorherre.
Okay?
Ikke ligesom du gør.
Der er mange måder at elske vorherre på.
Jeg elsker ham overhovedet ikke. Faktisk tror jeg slet ikke på ham. Det kogende vand former en hvirvelvind i tebladene.
Hvornår? Hvor længe har du haft det sådan? Hendes stemme er lille og spinkel.
Tja, det ved jeg ikke. Hvornår ved man, at noget bare er, som det er?
Hvad mener du med det? Jeg forstår ingenting?
Har det altid været sådan? Eller er det blevet sådan på et bestemt tidspunkt?
Min egen stemme er derimod højlydt påtrængende. En røst fremmed for os begge. Hører ikke hjemme her, alligevel fortsætter jeg. Alt forandrer sig hele tiden, det er ikke muligt at udpege de præcise vendepunkter. Sådan er livet. Ligesom når du siger, det ikke blæser, det er bare vinden der bevæger sig. Og det skal den vel have lov til?Endelig skubber hun bordet fra sig og vralter over i sofaen, hvor vi sidder resten af aftenen foran fjernsynet. Jeg skammer mig.
Da jeg kommer ind i soveværelset, ligger hun allerede i sengen med ryggen til.
Jeg vækker dig, når det går i gang.
Selvfølgelig. Jeg glæder mig, siger jeg, selvom vi begge to ved, det ikke er sandt. Tværtimod har jeg de sidste måneder læst den ene bog efter den anden om fødslens anatomi. Jeg havde brug for at forberede mig og føle mig bare en lille smule i kontrol. Og Rebecca elskede, når jeg sad i sengen til sent og studerede fødslens faser, som om det var hende, jeg studerede. Men i stedet er jeg kun blevet bekræftet i alt, der kan og med sikkerhed vil gå galt.
Jeg lægger mig ind under dynen og slukker lyset.
Godnat.
Næste morgen er alt farvet hvidt. Det har sneet hele natten. Det røde tag på naboejendommen går i ét med himlen. Først nu kommer jeg i tanke om barnet, det skulle jo komme. Jeg vender mig med et sæt. Men Rebecca er der stadig, brystet løfter og sænker sig, som om alt er helt normalt. Du ved ingenting, tænker jeg. Du ved ingenting, alle dine fornemmelser, ingenting.
Maven bevæger sig i små ryk. En lille bule kommer til syne underhuden, den flytter sig, da jeg rører ved den.

Senere på dagen.
Kom nu Jonas, der er flæskesteg.
Jeg er ikke sulten, alligevel går jeg med ned i kantinen. Lægger en kartoffel og lidt rødkål på den alt for store middagstallerken. Stemningen er løssluppen ovenpå julefrokosten i lørdags, som jeg heller ikke deltog i.
Er hun ikke poppet endnu? Christian taler med mad i munden. Ikke endnu, men jeg er bange for, hun sprækker på midten, hvis der ikke snart sker noget.
Ligesom svinet her, griner han og trækker den tykke fedtbræmme med svær af kødet.
Skal du slet ikke have noget? Hvem ved, hvornår du får et ordentligt måltid igen?
Jeg spiser ikke svinekød.
Hva’?
Det har jeg aldrig gjort.
Er du muslim eller hvad?
Nej, jeg er ikke muslim.
I kommer da nede i den lille frikirke, gør I ikke, dig og Rebecca? Det er Anders, der blander sig.
Jo. Sommetider.
Hvorfor fanden spiser du så ikke svin? Vidste I det? Jonas spiser ikke svinekød. Han læner sig frem og taler til de andre fra it-afdelingen. Christian ler og lægger et stykke flæskesvær over på min tallerken. Fordi min far var jøde. Og fordi jeg synes, det er ulækkert. Siger jeg, og kaster det tilbage.
Er du jøde? Har I hørt det, Jonas er sgu jøde!
Telefonen vibrerer i min lomme, undskyld, siger jeg og rejser mig lettet.
Er det konen? Husk bleer og ørepropper!
Er det nu?
Hader du så også dine forældre?
Hva’? Hvad snakker du om?
Hvis du ikke tror på gud, så må du jo hade dem for det, de har gjort ved dig? Omskæringen.
Hendes stemme er tyk og grødet, jeg kan høre, hun har grædt. Jeg var en baby. For dem var det en gave. Den største gave de kunne give mig.
Hvorfor kan vi så ikke give sådan en gave til vores barn?
Hvad snakker du om?
Velsignelsen.
Vil du have, jeg skal stå og lade som om, jeg tror på et eller andet, jeg ikke tror på?
Vorherre?
Ja.
Hendes åndedræt er hurtigt, hun er oprevet.
Har du fået noget at spise? Jeg har smurt en tallerken, den står i køleskabet.
Du taler ned til mig.
Nej, jeg gør ikke.
Jo, du gør.
Du skal have kræfter til fødslen. Det er ligesom,
-at løbe et maraton, afbryder hun mig, jeg ved det.
Præcis. Baby skal have noget mad, så I kan være stærke.
Jeg vil ikke være stærk. Jeg vil slet ikke det her. Ikke hvis vi ikke er sammen. Siger hun så.
Hvad mener du, vi er da sammen?
Du synes, jeg er naiv og afstumpet. Fordi jeg beder til Jesus om at passe på vores barn.
Du har jo mig. Jeg passer på jer. Er det ikke nok?
Jeg lægger på nu. Vi ses.
Klokken lidt over tre pakker jeg sammen. Det er tidligt, så jeg beslut-ter at gå hjem, trænger til luft. Sneen er næsten smeltet og ligger brun i vejkanten. Jeg kommer i tanke om kassen med julepynt, vi ikke fik hentet i går. Og gløggen. Jeg stopper ved Fakta og køber en buket hvide roser. En af dem med gummibånd og plastic omkring. Når først de kommer i en vase, vil de live op, tænker jeg.
Hallo? Rebecca?
På bordet ligger en seddel.
Ich liebe Gott.

Arthur Rimbaud, ”En Årstid i Helvede” (på dansk ved Uffe Harder med efterord af Erik Skyum-Nielsen, Roskilde Bogcafé 1998)

William Shakespeare, ”Hamlet” (fra ”Samlede Shakespeare, Dramatiske værker”, Edvard Lembckes oversættelse, bearbejdet af Anne Chaplin, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Hasse & Søns forlag, 2001)

Thomas Vinterberg, ”Festen” (manuskript af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, Nimbus Film, 1998)

David Fincher ”Fight Club” (manuskript af Jim Uhls – 1999, baseret på romanen af samme navn af Chuck Palahniuk – 1996)

Monologer i ruiner

Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen og Sophie Zinckernagel
© 2022 Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen, Sophie Zinckernagel og Folkekirke & Religionsmøde
Redaktion: Ane Kirstine Brandt og Ida Louise Nielsen
Omslag: Ida Louise Nielsen