SOPHIE ZINCKERNAGEL

Mørket

Jeg tænker på, hvornår det begyndte? 

Da jeg var lille, kunne jeg ikke lide, når Pluto væltede juletræet, eller Tom og Jerry raserede køkkenet. Dér hvor det er meningen, at man skal grine, blev jeg utilpas. Alt det rod. Hvem skal rydde det op? 

I dag har jeg haft tøj på. Det er fremskridt.

Der er forskel på sengen og sofaen. Hvis jeg sidder i sofaen, er det fremskridt. At mærke lyst til noget er fremskridt. At vaske op er fremskridt. At gå i bad er fremskridt. At bevæge sig er fremskridt. Fremskridt. Sikke et lorteord. 

Jeg sidder på en tagterrasse i Rom. Jeg er omkring atten år gammel. Måske lidt yngre? Solen skinner. Gråspurvene siger pip. Brisen er varm, dufter sødt af forår og frisk-brygget kaffe. Jeg brækker mig i hjernen. Jeg vil ikke være her. Jeg kan ikke holde det ud. Intet af det. Alting er udenpå. Lyset er for skarpt. Maden smager ikke af noget. Den bløde luft gør ondt. Jeg føler ikke kærlighed. Til ham der skal forestille min far overfor mig. Til de andre gæster. Til tjeneren. Til noget eller nogen. Alt er latterligt. Og råddent. Intet er sandt eller godt. Og det bliver det aldrig.

”Det lykkedes mig i min sjæl at få ethvert menneskeligt håb til at svinde. På enhver glæde sprang jeg som et glubende dyr for at kvæle den.”

Jeg læser Rimbaud. Strunge. Hesse. Går i sort tøj… Jeg véd det godt. Jeg ved det hele. Men det gør bare alting værre.

Hadet ætser mig indefra og ud. Finder vej gennem mine porrer, springer ud som røde og gule blomster. Jeg ligner én, der har byldepest. Min hud gør ondt. Morgen og aften smører jeg den med en tyk, hvid, ætsende hormon-creme, som special-lægen på det fine kontor overfor Thorvaldsens Museum gav mig. Akne. Et andet fucking lorteord. Alt for fint. Som om det bakker op om, at der skal dækkes over hvad vi taler om, at det er for skamfuldt at sige højt… BUMSER. BUMSER. BUMSER. BUMSER. Jeg spiser også piller. Men pillerne hjælper ikke på angsten. Står på badeværelset. Fanget i spejlet. Det føles umuligt at gå ud. ”Selma er altid et par timer om at blive klar, hahaha”. Fucking idioter. Tror, det handler om forfængelighed og lyst til at glo på sig selv. Vreden gør mig kold. Som at slukke på en kontakt. Forsøger at dække betændte toppe og mere eller mindre åbne sår med fedtet lysebrun foundation. Presser med fingrene, ser det svulme op, blive til én øm grød. Jeg kan aldrig få en kæreste, for jeg vil aldrig kunne vågne ved siden af nogen med det her ansigt.
Stakkels. Stakkels. Stakkels mig.
Der findes faktisk mennesker, som…
Jeg ved det godt. Jeg ved det godt. Jeg ved det godt. Jeg ved det godt.
Jeg hader, at jeg ikke kan smile. Jeg hader, alle som smiler. Alting gør ondt. Alle menneskers blikke. Jeg vil smadre dem. Jeg vil smadre mig selv. Jeg vil stoppe verden, ligge helt stille, aldrig bevæge mig igen. Jeg ønsker kun nedrullede gardiner og ikke at findes. Lægge mig midt på fortovet, synke ubemærket ned i fliserne. Sive, opløses, blive til intet, forsvinde.
”Å, gid mit alt for, – alt for faste kød blot kunne smelte hen i dug, opløses! – Å, gid der ikke af den Evige var sat en lov mod selvmord.”
Hamlet og jeg. At være eller ikke at være en stor fed kliché.

Jeg beder til Gud. Jeg tror ikke på Gud. Ikke rigtigt. Men jeg beder til Gud alligevel. Jeg kan huske det, fordi det kun er anden gang i mit liv, at jeg beder til Gud.

Jeg er lige så dybt latterlig som de fleste andre mennesker. Jeg beder kun til Gud, når jeg har det ekstremt dårligt og gerne vil have, at han – eller hun? – skal gøre noget for mig.

Min klasselærer Lene læser højt fra bibelen i kristendomstimerne og vi tegner imens. Jeg har tegnet Gud på den helt klassiske måde. En gammel mand med langt gråt skæg (gråt fordi man ikke kunne tegne med hvid på det hvide papir). Gud har ingen krop. Han er et hoved, som sidder i en sky og kigger ned. Hvorfor har jeg tegnet Gud sådan? Står det noget sted i bibelen? Det er nok dét med Gud FADER – muligvis kombineret med billedet af julemanden? Den eneste figur, som er vigtigere end Gud, når man er barn. 

Djævelen er ond. Og Gud er god. Er det ikke sådan det er? Djævelen frister, og Gud tilgiver. Og vi er født skyldige. Dåben skal frelse os? – Fra os selv? 

Første gang jeg beder, beder jeg om tilgivelse. 

Jeg er beskidt. Ulækker. Forkert. Det har jeg været længe. 

Min kanin der humpede mine bamser.

Mig der humpede klatretorvet i børnehaven.

Fem år gammel. Mindre endnu?

Bollerummet. Puderummet. Læge-lege, som de voksne ikke må se. 

(De voksne må ikke se børns seksualitet. Det er for farligt. Det ved børn instinktivt. Det er dén slags verden, vi lever i.)

Jeg forsøger at rense mig selv i min mormors swimmingpool. Vaske synden af.

Så meget skam. Allerede dengang.

Far som fisker mine underbukser op af vasketøjskurven med to fingre, holder dem op, viser dem frem. Hans ansigt er forvredet. Væmmelse. Afsky. ”ADW”! Fars nye kæreste siger ingenting. Jeg ved ikke selv, hvad det er – dét i underbukserne. Det er der ingen, der har fortalt mig. 

Mormor troede hun skulle dø, da hun blødte fra skridtet første gang. Jeg ved godt, at jeg kommer til at bløde en dag, men det her er noget andet. Nogle gange hvidt. Andre gange lidt grønligt eller gulligt. Nogle gange klør det.

Jeg ligger i min halvhøje seng fra IKEA og stirrer på de selvlysende stjerner i det hvide loft halvtreds centimeter over mig. ”Hvad er det, dine fingre lugter af… ost?” – ”Du skal huske at vaske dine fingre”.

Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, kæresten. Der var mange i den periode. Mange kærester. Mange bamser. Fuck af med din lortebamse, Bitch.

”Du skal være sødere ved Hanne”

Du skal være sødere ved mig, far. 

Men alt det kunne jeg ikke gøre for. Det her er meget værre. Og nogen er død. Godt nok kun en hund, men alligevel. Buller er død. Og det er min skyld.

Jeg tog Buller med ud på badeværelset og gav ham lov til at slikke min tissekone. Senere samme sommer raserede Buller familiebilen. Og blev aflivet. Var det dér, jeg begyndte at afsky mig selv?

”Kære Gud…”

Anden gang jeg beder, beder jeg til Gud om, at jeg en dag kan sidde på en café og slappe af. Ikke føle alle andre menneskers tilstedeværelse som smerte. Ikke føle mig som en parasit. En menneskelig hudorm. Noget som ikke burde være der. Jeg ved præcis hvor grotesk en bøn, det er. 

Mennesker dør. Børn dør. Selma vil bare gerne sidde på en café og ”have det rart”. Jesus. Fucking. Christ.

Jeg har angst for internettet. For at trykke på noget forkert og se noget, jeg ikke kan u-se. Høre om noget, jeg ikke kan u-høre. Angst for hvad mennesker er i stand til at gøre imod hinanden og filme eller tage billeder af. Der findes voksne der voldtager babyer. Spædbørn. Voldtager dem. Stikker deres pikke ind i dem. I et lille fucking nyfødt barn. Det er noget, der findes i verden. Det ville jeg ønske, jeg ikke vidste. Og nu kan jeg ikke ikke-vide det. 

Min 6-årige datter ved ikke, at der findes mennesker, der slår andre mennesker ihjel. Ikke i virkeligheden. Kun på film. Det tror jeg i hvert fald. Måske ved hun mere, end jeg tror. Men indtil for nylig vidste hun det ikke. Hun ved ikke noget om krigen i Ukraine. Om klimakrisen. Om kapitalisme og ulighed og hungersnød og fedme-epidemi. I hendes verden er de onde dem, der har sort tøj på i Harry Potter. Og de gode vinder altid til sidst.

Men i virkeligheden taber de gode hele tiden. De ligger bagbundet og dræbt midt på gaden. Og de onde er 18 år gamle børn, som ikke har noget valg.

Vi mister den. Uskylden. 

Børn er de bedste mennesker i verden. Og så står de ødelagte voksne dér, og hælder vand udover dem og ”frelser dem fra det onde”, som for satan er dem selv.

Min veninde Agnes trækker mig igennem gymnasiet. Jeg hægter mig på hende, suger mig fast som en igle. Agnes vil ”have noget ud af dagen”. Jeg vil bare igennem, uden for meget smerte. Dagene skal helst være så betydningsløse, som muligt. Alt skal bare overstås, udholdes, til jeg kan komme hjem og forsvinde. Jeg ved præcist, hvor mange ord, jeg skal sige til min mor, fra jeg kommer ind ad hoveddøren, til jeg lukker døren til mit værelse. – Ordene holder hende på afstand, så hun lader mig være, ikke spørger dybere ind, ikke pludselig banker på. Mit system kan helt præcist måle, hvor hun er på skalaen, hvilke sætninger jeg skal huske at få sagt, så hendes grund-bekymring ikke tipper over og bliver til handling. For dér skal vi ikke hen. Der hár vi været. I helvede, hvor hun sidder ved min seng og kigger på mig med et bekymret hundeagtigt blik, som giver mig lyst til at kaste mig ud fra femte sal. Jeg kan ikke mærke min krop. Jeg kan ikke mærke noget. Måske bortset fra foragt. Jeg ser ikke på hende, ikke en eneste gang. ”Jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis du ikke fortæller mig, hvad der er galt?”. 

Jeg siger ingenting. Der er intet at sige. Hvor dum kan man være. ”Hvad der er galt?”… ”Hjælpe mig?” Du kan ikke hjælpe mig, søde, lille, stupide mor. Det er der ingen, der kan.

Jeg kan ikke sige det, som det er: Alt. Alt er galt.

”Du kan ikke finde meningen selv, Selma”, siger hun: ”Det er de andre, der er meningen.” 

Det giver ingen mening for mig.

Jeg beslutter, at jeg er et spøgelse. At livet er slut, før det begyndte. Selvmord er overflødigt. Hvis jeg betragter mig selv som død, vil de få øjeblikke, jeg måske får lov at opleve en form for liv, være en uventet bonus. Tænk, hvis det går over en dag. 

Findes der mennesker, som lever? Som med selvfølgelighed står op? Fungerer. Ikke stiller spørgsmål? Bare simpelthen… er? 

Billeder fra min konfirmation. Ligbleg. Død i øjnene. Den hvide skjorte gør intet godt for mig. 

”Ding, ding…” Jeg rejser mig, for at sige tak: 

”Jeg har skrevet to taler. En er grøn, og en er gul.” 

Alle griner alt for højt. Vi er alle sammen Christian til festen. Løgnene bliver så tydelige. Smalltalk som skjuler skilsmisse, depression, gammelt had. Alt det vi ikke kan sige til hinanden. Det umulige i at nå de mennesker, som står én allernærmest. Tilværelsens ulidelige fucking lethed. Det ville være sørgeligt, hvis ikke det var så latterligt. Hvis ikke jeg var så grænseløst ligeglad. Rend mig langt ind i traditionerne. 

Jeg forestiller mig at blive narkoman. Ligge på et råt trægulv i New York og gå til grunde. Ikke kende nogen mere. Rejse væk og gå i opløsning. Det er et billede, jeg vender tilbage til. Det føles betryggende. Far og mor og morfar holder taler. De aner ikke, hvem jeg er. 

”Marla’s philosophy of life was that she might die at any moment. The tragedy, she said, was that she didn’t.”

Far lærer mig, at jeg er mere værd, når jeg reder min seng, end når jeg ligger i den hele dagen. Det var nok ikke det, han ville lære mig. Han ville sikkert lære mig, at jeg ville få det bedre af at rede min seng. At det er sundere for mig at gå en tur, end at se Beverly Hills på sofaen, indtil det bliver mørkt, og jeg har ondt i hele kroppen. Men det er alligevel sådan det føles. 

Det føles som om, jeg skal være på en bestemt måde, for at blive elsket. Det føles som om, jeg kan miste kærligheden, hvis jeg ikke slukker for fjernsynet. 

Men det må jeg ikke sige højt. For man må ikke være et offer. Så kan ingen elske én. Det har jeg også lært. Det er faktisk det allervigtigste. Ingen kan elske én, hvis man synes det er synd for én selv. Ingen.

For tiden beder jeg til universet. Der er mindre skam og skyld. Jeg føler mig ikke urimelig. Forkert. Universet er også lidt ligeglad med mig. Det gør, hvad det selv vil. Det føles godt. Ikke at være så ansvarlig hele tiden. Gud kræver. Sådan føles det. Gud vil ha’. Gud vil ikke ha’. Gud dømmer. Jeg ved godt, at sådan skal jeg ikke tænke. Gud er kærlighed og alt det dér. Men det er sådan det føles. Så SKAL Gud være kærlighed. Og jeg skal være fuld af kærlighed til alle mennesker, tilgive alt, kun se det gode, vende den anden kind til.

Niende klasse, sidste skoledag. Mig der går rundt i skolegården med udbredte arme og tager imod karameller, barberskum og vand. Jeg er Jesus. Intet kan røre mig.

Mørket er ikke nødvendigvis sort. Det er også hvidt. Mørket har alle farver. Farverne er bare farveløse. Det er sådan, det føles. En dobbelt regnbue kan ikke få mit pis i kog. Der er ingen farver i regnbuen. Jeg vil myrde regnbuer. Slå My Little Pony ihjel og æde liget. 

Et sted i Italien spørger min far: ”Er det sådan, meningen med livet og den slags”? Jeg sidder fastfrosset til den hvide havestol. Tårer strømmer ned ad mine kinder. Han smiler. Hvorfor helvede smiler han? Tror han, jeg ikke selv ved det? Et halvt nik bliver det modstræbende til. 

Nogen fortæller mig, at Leonardo DiCaprio engang har spist på den her restaurant.

Arthur Rimbaud, ”En Årstid i Helvede” (på dansk ved Uffe Harder med efterord af Erik Skyum-Nielsen, Roskilde Bogcafé 1998)

William Shakespeare, ”Hamlet” (fra ”Samlede Shakespeare, Dramatiske værker”, Edvard Lembckes oversættelse, bearbejdet af Anne Chaplin, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, P. Hasse & Søns forlag, 2001)

Thomas Vinterberg, ”Festen” (manuskript af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, Nimbus Film, 1998)

David Fincher ”Fight Club” (manuskript af Jim Uhls – 1999, baseret på romanen af samme navn af Chuck Palahniuk – 1996)

Monologer i ruiner

Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen og Sophie Zinckernagel
© 2022 Katja Brunner, Julie Maj Jakobsen, Sophie Zinckernagel og Folkekirke & Religionsmøde
Redaktion: Ane Kirstine Brandt og Ida Louise Nielsen
Omslag: Ida Louise Nielsen