Klimaangst, klimasorg og klimaskam er noget der rammer mange – ikke mindst unge mennesker – i en tid, hvor klimaforandringerne melder sig. Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd har fokus på unge, kirke og klimaforandringerne. I den forbindelse har vi her bedt Sarah Strunge Albertsen svare på en række spørgsmål om hendes arbejde med klimasorggruppen. Hun er klimaaktivist og står for klimasorggruppen i Stefanskirken i København.

Klimasorggruppen mødes i Stefanskirken den første torsdag i måneden og har holdt sine møder i kirkens rum siden november 2021. Der kommer cirka 10 personer hver gang. Der er en del udskiftning og nye ansigter kommer til. Gruppen er ikke en del af Grøn Kirke, men kan jo godt virke som inspiration for lignende initiativer i andre kirker rundt om i landet.

Hvad var din egen motivation for at påbegynde denne gruppe?

Jeg har lavet klimaaktivisme i en del år, og har selv været meget negativt påvirket af at være bevidst om klimakrisen og hvordan den kommer til at ændre vores verden. Det har jeg kunnet se at jeg ikke er alene om, derfor ville jeg gerne starte et samtaleforum, hvor vi kan tale om den indvirkning klimakrisen har på vores mentale helbred.

Kan du sige lidt om, hvad klimasorg er for noget? Hvordan hænger det sammen med klimaangst – eller klimaskam? Hvordan hjælper gruppesamtalen den enkelte i den krise eller sorg?

Klimasorg er tabet over vores relation til planeten. Det er måske mere dækkende at tale om økosorg, hvilken er direkte forbundet til biodiversitetstab og masseuddøen. Udgangspunktet for sorg er omsorg og kærlighed, og derfor er det en stærk følelse at gå ind i.

Hvorimod klimaangst kan være lammende og skabe apati og den opstår oftest når man føler sig isoleret med sine følelser.

Klimaskam er ligeledes en følelse for den enkelte føler sig utilstrækkelig, og kan skabe en lede for omverdenen. Mange med klimaskam føler sig meget alene om at bære den byrde det er, at vende klimakrisen til klimatrivsel. Derfor slår folk sig i hovedet i stedet for at søge fællesskaber.

Gruppesamtalen er med til at skabe den følelse af fællesskab der modvirker angst og skam, det skaber en forståelse for den enkelte omkring at man ikke er alene, og at vi kan spejle os i hinanden når det er svært.

Rammer det specifikt unge eller er det bare tilfældigt, at din gruppe (primært?) er for unge? Hvorfor rammer det som det gør?

I starten lavede vi gruppen for unge, men der dukkede hurtigt folk op i alle aldre. Så nu er gruppen for alle. Jeg tror ikke at det kun rammer unge, men der er helt klart en større bevidsthed om klimakrisens indvirkning blandt de yngre generationer. Det skyldes nok især at vi er vokset op med det som en trussel der kommer til at påvirke vores liv fra start til slut. Men det at føle klimasorg handler i bund og grund om at nære en relation til planeten og alle der bor på den., det behøver man ikke være ung for at føle.

I en debat på Himmelske Dage var der en præst der nævnte, at klimaangsten blot er et nyt navn eller tillæg til den eksistentielle usikkerhed i det at være menneske. Er klimaangsten eller – sorgen noget helt særligt?

Klimasorg og klimaangst er i høj grad et eksistentielt spørgsmål, for klimakrisen rammer os på vores eksistensgrundlag. Men det præsten gør, er at bagatellisere realiteten af klimakrisen, som er meget konkret. På den måde er klimasorgen helt særlig, for vi er i gang med at bevidne en ødelæggelse af vores hjem- planeten Jorden. For mange mennesker rundt om i verden er klimakrisen ikke et spørgsmål om fremtiden, de står allerede i desperate situationer på grund af voldsomme vejrfænomener, mangel på mad og biodiversitetstab. FN’s klimapanel har vist at klimakrisen kommer til at påvirker alles mentale helbred på alle kontinenter, så vi er nødt til at sætte ord på det.

Jeg har læst, at du er lidt tilbageholdende med at bruge ordet håb i dit arbejde, men hvad ser du som en drivkraft for forandring i klimasorgen eller for klimakampen?

Når man udtrykker bekymring for verdens tilstand, kan man hurtigt blive mødt med, at man bare skal bevare håbet. For mange unge, kan det lyde som ansvarsfralæggende. Derfor arbejder jeg i højere grad med mod. Modet til at føle, modet til at dele, modet til at handle og modet til at drømme om en fremtid hvor mennesker og planet trives. Vi taler dog stadig om håb.

Hvorfor har du valgt kirkens rum som ramme for gruppen? Hvordan samarbejder du med den lokale præst i Stefanskirken?

Fordi klimakrisen rører ved vores eksistensforståelse, er det passende at tale om den i et spirituelt rum. Derfor ville jeg gerne lave det i en kirke. Samtidig faciliterer kirken allerede sorggrupper, og det er derfor trygt for mig at have præsten til stede, idet han har en professionel tilgang til at tale om sorg og angst.

Har kirken en særlig opgave for unge med klimasorg?

Kirken kan være med til at udvikle en mere humanistisk tilgang til klimakrisen. Idet den kommer til at påvirke alle aspekter af vores liv, skal vi også forstå den fra alle vinkler. Her tror jeg at kirken kan være med til at starte en samtale, om de svære moralske dilemmaer, hårde følelser og store tab vi står i og kommer til at stå i. Det er en samtale alle skal være med i.

Er det dit håb, ambition eller ønske at lignende klimasorggrupper skal brede sig andre steder i landet?

Jeg synes det ville være dejligt, hvis flere mennesker tør tage de her svære snakke om klimakrisen, for jeg tror at en del af løsningen på krisen er at vi har stærke handlingsfællesskaber. Så ja, jeg håber at flere kirker vil tage konceptet op, for det har en meget helende effekt på dem der deltager.

Læs mere:

Om Klimasorggruppen i Stefanskirken: www.stefanskirken.dk/klima-sorg-gruppe
Om Grøn Kirke: www.gronkirke.dk
Om Danske Kirkers Råd: www.danskekirkersraad.dk.