Mens evangelisation, diakoni og udvikling tidligere var tre dimensioner af den samme mission for de missionsselskaber, som grundlagde kirkerne i Afrika, og stadig er det for kirkerne i Afrika, er mange missionsselskaber i dag blevet så afhængige og påvirkede af regeringernes udviklingsafdelinger, at de især støtter udviklingsprojekter i kirkerne i Syd og kun i meget ringe grad øvrige kirkelige opgaver. De afrikanske kirker, der ønsker at fastholde den oprindelige holisme og balance i deres virksomhed, bliver derfor nødt til også at samarbejde med nyere og mere konservative missionsselskaber, der kun vil støtte kirkens åndelige arbejde. _{Udgivet første gang i ‘Ny Mission’ nummer 12, 2017; Side 96 – 102}

I slutningen af 2006 etablerede Kirkernes Verdensråd et forum, som skulle påbegynde sin virksomhed i 2007. Det var “Actions by Churches Together (ACT) Development” 45, der har til hensigt at bringe de organisationer, som arbejder med “udvikling” sammen. Det slås kategorisk fast, at “missionsselskaber” ikke er velkomne til at blive medlemmer (kaldet partnere), heller ikke hvis de også arbejder med udvikling. Hvorfor? Forklaringen er, at da vi er “i en sammenhæng, hvor der mere og mere stilles spørgsmål angående evangelikale gruppers aktiviteter, er det nødvendigt for ACT Development at værne om sin integritet, så udviklingsarbejde ikke bruges til at fremme religiøse formål”. Man definerer ikke-udvikling som sådan, men visionen er at “arbejde hen imod en verden, hvor der ikke længere er fattigdom og uretfærdighed, og hvor alle mennesker lever i retfærdige og bæredygtige relationer med hinanden og med hele Guds skaberværk” (art. 1). Definitionsproblemet er vanskeligt at løse. Jeg vil definere “mission” simpelthen som “alt det, som kirken er blevet sendt for at gøre”. Udfra mit synspunkt indbefatter mission mindst tre aspekter – evangelisation (at gøre Kristus kendt, at gøre mennesker fra alle folkeslag til Jesu Kristi disciple og også at etablere kristne fællesskaber af mennesker, som holder gudstjeneste og vidner om Kristus), diakoni (at tjene dem, som ikkekan tage vare på sig selv) og udvikling (at sætte mennesker i stand til at tage ansvar for deres eget liv i denne verden). Spørgsmålet er, om vi er nødt til at vælge mellem disse tre aspekter? For nogle år siden skrev Emillio Castro, der den gang var generalsekretær i Kirkernes Verdensråd, en artikel med titlen “Mission or Development: Must We Choose?”46Det varet godt spørgsmål, som ethvert missionsselskab, enhver kirke og en hver udviklingsorganisation burde svare på. Er mission – udvikling et spørgsmål om “enten – eller” eller “både-og”?

Den virkelighed, som kirkerne i Syd lever i

Kirkerne i Syd blev grundlagt af missionsselskaber, hvoraf mange allerede er forsvundet, og dem, der er tilbage, har ændret sig dramatisk. Disse kirker er ikke længere under missionsselskabernes ledelse, men træffer deres egne beslutninger og lægger deres egne planer på basis af deres egen forståelse af evangeliet, selvom arven fra missionsselskaberne vil være hos dem i lang tid endnu. Disse kirker står over for forskellige teologier, som konkurrerer om at vinde deres hjerter og tanker. Mange af dem hører ikke til de samme kirkeretninger, som de missionsselskaber, der grundlagde dem. De har haft kontakt med andre missionsselskaber og udviklingsorganisationer, og mange flere er på vej. Da de missionsselskaber, som grundlagde kirkerne, begyndte deres arbejde, arbejdede de med alle tre aspekter af mission: Evangelisation, diakoni og udvikling. De prædikede og underviste i evangeliet, de oversatte Bibelen og undervisningsmaterialer (evangelisation) og fik folk døbt og samlet i gudstjenestefejrende fællesskaber. De byggede og drev også hospitaler og børnehjem og etablerede fællesskaber for dem, der var udstødt af samfundet, som f.eks. spedalske (diakoni). De byggede og drev også skoler og højere læreanstalter for at sætte lokalbefolkningen i stand til at tage vare på deres eget liv (udvikling). Disse missionsområder udviklede sig og blev til kirker, som overtog alle de tre aspekter som en vidtfavnende holistisk mission i deres kirke. Det har ført til, at de hverken har missionsselskaber eller udviklingsorganisationer eller diakonale organisationer. Alle disse aktiviteter er simpelthen aspekter af den ene og samme mission i kirken og direkte under kirkens ledelse.

Forandringerne i kirkerne i Nord

Virkeligheden i Nord har forandret sig. Efter kolonitiden er missionen fejlagtigt blevet kritiseret for at være et gammeldags redskab for imperialismen og for kun at have gavnet kolonialismen. Det er en fejl, at missionsselskaberne ikke har gjort indsigelse mod denne opfattelse. Kirken har i den senere tid mistet sin indflydelse i samfundet, og troens logik har tabt terræn til sekularismen. I de store gamle kirker er missionsinteressen også gået drastisk tilbage. Samtidig er diakonien blevet professionaliseret, ved at der er blevet etableret diakonale institutioner, som ikke længere automatisk kan betragtes som kirkens arbejde. Ud fra en sekulær tankegang har man gjort sig anstrengelser for at skelne mellem humanisme og kristen tro. Udvikling er kommet frem som en humanistisk dagsorden i det politiske liv, især inden for FN-systemet. På den måde er udvikling blevet skilt fra mission. Kirkerne i Nord har endog etableret særlige “udviklingsorganisationer” – som en pendant til tilsvarende organisationer etableret af regeringer og andre velgørende institutioner – og disse organisationer forventes at arbejde uafhængigt af kirken. Økonomi spiller her en stor rolle, da disse organisationer modtager mange penge fra regeringen og uafhængige humanistiske donorer, som kræver ikke at have noget med religion at gøre. Det er logikken bag Kirkernes Verdensråds etablering af ACT Development! Disse organisationer følger de retningslinjer, som regeringer har sat op, i en sådan grad, at de projekter, som de finansierer, skal godkendes af regeringens udviklingsafdelinger eller organisationer, men ikke af kirkens ledelse. Nogle af disse udviklingsorgansisationer arbejder direkte med kirker og andre NGO’er i Syd, men mange arbejder også gennem de historiske missionsselskaber.

Back-donor faktoren

I dag fortæller missionsselskaber deres partner-kirker om deres “back-donor”47, som påvirker relationerne mellem kirkerne i Syd og de traditionelle missionsselskaber mere og mere. Back donors fastsætter retningslinjerne for udviklingsprojekterne. Missionsselskaberne, som får færre og færre penge direkte fra deres egne støtter eller fra kirkebudgetter, skulle egentlig fortsætte med at gøre de samme ting sammen med deres partnere i Syd, som de gjorde tidligere uden nogen skarp adskillelse mellemevangelisation, udvikling og diakoni. Men missionsselskaberne kan ikkemodstå back-donors’ retningslinjer og krav, som de så sender videre til deres partnerkirker. For eksempel har missionsselskaberne fortalt deres partnere i Syd, at det ikke længere er så let at skaffe penge til evangelisation og åndelige aktiviteter. Deres argumentation, som jeg mener, er en dårlig undskyldning, er, at nu kan kirkerne klare det selv. Der er ikke penge til kirkebyggeri, trykning af salmebøger, drift af evangelisationsprogrammer, seminarer om at vidne og om at være en discipel osv. Sådanne ting forventesat kunne finansieres lokalt. Af en eller anden mærkværdig grund, forventes kirkerne ikke at være i stand til selv at finansiere deres ikkeåndelige udviklingsarbejde. Missionsselskaberne har udviklet retningslinjer for hvilke slags aktiviteter, der kan støttes, og de indbefatter sjældent aktiviteter, der i Nord kendes som “mission”. Selv om missionsselskaberne undertiden forsøger at indhente deres partneres mening, så er disse partnere ikke i nogen god forhandlingsposition. De er nødt til at skrive projektansøgninger, som følger de “udviklings” kriterier, som grundlæggende ligner dem, alle andre NGO’er har, og som er fastsat af regeringernes udviklingsafdelinger m.v. stedet for at diskutere med den magtfulde “donor” følger kirkerne i Syd disse retningslinjer og politikker, selv om de ikke er enige i deres logik, for at de kan få del i de økonomiske midler, som er til rådighed. Missionsselskaberne spiller “donor”-rollen ved at sætte prioriteter og betingelser op og kræve dem overholdt, og hvis en partner ikke overholder dem, får partneren ingen økonomiske midler. Det ville ikke nytte noget at diskutere med donorerne. Af to grunde er det på en måde ikke noget stort problem. For det første, fordi udvikling også er en del af den ene mission. Og for det andet, fordi der er alternative måder at finansiere de andre aspekter af missionen, som deres traditionelle partnere i Nordikke støtter. Hvis kirkerne er “kvikke”, vil de ikke give missionsselskaberne lov til at bestemme kirkernes prioriteter og planer, men samtidig vilde tage imod den økonomiske støtte, som nu er tilgængelig. Som uafhængige kirker vil de imidlertid finde alternative veje til at få finansieret de andre opgaver, som de selv prioriteter. De ved, at de også selv kan henvende sig direkte til disse “udviklingspartnere” uden at gå igennem missionsselskaberne, for eksempel ved at gå gennem ambassaderne for donorlandene. Men kirkerne åbner sig også for nye aktører i “mission”.

De evangelikale gruppers betydning

Disse kirker i Syd betragter stadig evangelisation som et af de vigtigste aspekter af deres samlede mission, men deres traditionelle partnere i Nord er ikke længere interesseret i evangelisation, eller også er de ikkelængere i stand til at finansiere sådanne aktiviteter. Der er i dag en syndflod af nye karismatiske og evangelikale (konservative) missionsselskaber, som er små, ukoordinerede og mindre bureaukratiske, og som kæmper for at vinde fodfæste i de etablerede kirker i Syd. Disse missionsselskaber er ikke interesseret i den såkaldte “udvikling”, fordi deres kald simpelthen er at hjælpe mennesker med at komme i himlen, før eller senere. De er interesseret i projekter som “kirkeplantning”, “discipelskab”, moderne musik”, “evangelisationskampagner med friluftsmøder” osv. Iet forsøg på at undgå at blive overlistet af disse karismatiske kirker, som efter sigende “stjæler” deres medlemmer, accepterer flere og flere af de store gamle kirker at arbejde sammen med disse nye aktører. Et godt eksempel er ungdomsarbejdet. Traditionelle missionsselskaber ville kun overveje at støtte et projekt for de unge, hvis det fokuserede på opgaver som “undervisning i medborgerskab”, “kapacitetsopbygning”, mikrokreditprogrammer til bekæmpelse af fattigdom”, “programmer for lighed mellem kønnene” osv. Et projekt, der skal give tilskud til bibler for unge eller et seminar om at vidne om evangeliet over for muslimske naboer, ville blive meget vanskeligt at finansiere. Heller ikke en storgospelmusikfestival ville det være let at få støtte til. Så når kirkerne ser en mulighed for at få økonomisk støtte til sådanne projekter, så forsøger de at få det. Mens Tanzanias Kristne Råd har beskåret støtten til det kristne studenterarbejde, fordi de ikke kan skaffe penge til det, så har de evangelikale kraftigt øget deres støtte til den same gruppe. Det Kristne Rådkæmper for at behage dets traditionelle donorer ved at knytte den meget vigtige Nationale Konference for de Tanzaniske Studerendes Kristne Fællesskab (hvor mere end 1000 studenter kommer sammen en hel uge) sammen med “udviklingsprogrammer” mht. AIDS, miljø, demokrati, medborgeruddannelse osv. Det konservative Tanzaniske Fællesskab af Evangelikale Studerende, hvis indflydelse vokser i alle gymnasier, villeikke have behov for en sådan camouflage. Det finansierer studenterpræstestillinger i gymnasier for at tage sig af de studerendes åndelige behov.

Spørgsmålet om indflydelse

Det er sandt, at forholdet mellem missionsselskaberne og de kirker, som de grundlagde, stadig er vigtigt og en velsignelse, men dog på en anden måde end i kirkernes første år. Missionsselskaberne har arbejdet med forskellige kirker, og når man besøger deres kontorer, kan man ligefrem se kort med farvekoder, der viser hvor globale de er. Nogle missionsselskaber har besluttet at udbrede deres indflydelse eller deres tjenester eller begge dele til nye områder og udvikle nye samarbejdsstrategier. Problemet er, at mange af dem ikke er parat til at lytte til deres partnere, men fortsætter med at opføre sig, som de gjorde tidligere, f.eks. når selskabernes bestyrelser træffer alle større beslutninger selv. Jeg håber, at de opdager, at deres partnere også har udvidet deres samarbejdspartnerkreds og nu arbejder sammen med adskillige missionsselskaber i globale netværk. Hverken kirkerne eller missionsselskaberne kan sætte dagsordenen for den anden part, og deres indflydelse over hinanden er begrænset. Situationen i Nord tvinger mange missionsselskaber og kirker til at antage en more social profil, hvor der er meget lidt plads til at forkynde Ordet og gøre Kristus kendt. Diakoni og udvikling har en større chancefor at få en høj prioritet frem for evangelisation. Adskillelsen mellem det hellige og det verdslige, med vægten på det sidste, passer dårligt sammenmed kirkernes identitet i Syd. De accepterer det ikke. For dem er det vigtigt at fortsætte med alle tre missionsaspekter: Evangelisation, udvikling og diakoni. For min del, tror jeg, at det er et sundt forhold. Missionsselskaberne i Nord fortsætter med at gøre det, som de tror, er deres kald i deres nuværende situation, og fokuserer derfor på udvikling og ikke så meget på diakoni og evangelisation. De er ikke tvunget til at finansierer noget, som de ikke føler er deres kald i dag. Kirkerne i syd handler også ud fra deres aktuelle forståelse af deres kald. Men de gør det ved at samarbejde med en lang række partnere, der har forskellige interesser og visioner. De sætter sig imod at opdele livet, som man gør i Nord, mellem det verdslige og det åndelige, og de nægter at betragte tro, som noget, det er uinteressant at støtte. I “The United Evangelical Mission”48, som for ti år siden blev omdannet fra et tysk missionsselskab til et forenet internationalt missionsselskab, oplever vi i dag vore forskelligheder og vore fælles udfordringer. Når vi nu har beslutningstagende organer med en lige repræsentation fra Tyskland, Afrika og Asien, bliver vi nødt til at tage grundige diskussioner, når vi fastlægger vore prioriter. Men vort vigtigste princip er, at hver medlemskirke bedst forstår, hvad dens kald er i dag. Derfor vælger kirkerne frit deres projekter, og vi enes sammen om retningslinjer såvel som prioriteter. Det er dog ikke let, især ikke for medlemskirkerne i Syd, som har svært ved at finde ud af, hvor stor en indflydelse de egentlig har på disse prioriteter og beslutninger, men fortsætter med at betragte Det Forenede Evangeliske Mission som en donor. Det er heller ikke let for nogle af de tyske medlemmer, som endnu ikke har vænnet sig til den virkelighed, at prioriteterne ikke længere sættes i Tyskland, og at de tyske medlemmer af de beslutningstagende organer ikke har mere at skulle have sagt end deres kolleger i Syd.