BOGANMELDELSE // Af Henrik Sonne Petersen |
Kristian Leth har skrevet en bog, som handler om kristendom, bibel og vores verden, som det lyder i undertitlen. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg først spurgte mig selv, om bogen er værd at læse. Kristian Leth beskriver sig selv som amatør i teologi, og derfor tænkte jeg i første række, at det måske er bedst at bruge tid på andre bøger. Men en anmeldelse, som beskriver bogen som ”et poetisk-skødesløst forsvar for mysteriet” (Information, 14.nov., 2024), satte mig alligevel i gang. Efter endt læsning må jeg sige, at der er flere gode grunde til at læse Leths bog. En af dem er, at han er så passioneret om Bibelen og dens indflydelse på vores fællesskaber og måder at tænke på! En anden er, at han vender tilbage til Oldkirkens sans for mysteriet i kristen tro, som nævnt i anmeldelsen. Og selvom nogle af hans læsninger og sammenfatninger går meget hurtigt hen over store sammenhænge, mens andre er provokerende ensporede, er der i de rids af Guds- og trosforestillingers udvikling (forstået som etiologi), som Leth beskriver, en passioneret insisteren på at forstå, hvorfor bibeltekster og deres indflydelse har så stor indflydelse på vores fællesskab og samfundsliv i dag.
Jeg skal i det følgende især se efter afsnit med relevans for Kirke for Alle. Men for at forstå afsnittene om mission og diakoni må vi først bruge lidt plads til at forstå bogen som helhed.
Kristian Leth skriver udtrykkeligt fra et kulturkristent perspektiv (p. 10) og benytter sig af religionshistoriske værktøjer, for at give et indtryk af såvel bibel som kristendom. Tænk hvor ambitiøst! Han giver sig i kast med et resumé af Bibelen på 15 linjer (p. 46), angivelse af gennemgående temaer i Jesu lære (p. 112f.), og en kort beskrivelse af det paradigme, der er Paulus’ mission (p. 142). Med et afsæt i religionshistorien er der en særlig opmærksomhed på teksters og personers religiøse sammenhæng, altså hvor ideerne til indholdet i Bibelen kommer fra. Men fordi Leth kombinerer det religionshistoriske overblik med en forståelse af, at Bibelen er verdens vigtigste bog, åbner hans læsning nye horisonter, provokerer, og giver liv til tekster og sammenhænge, som jeg i hvert fald har taget for givet. Og Leths glæde ved tekster og indhold smitter. Hvor er det fantastisk at få hjælp til at se det skelsættende i tekster og tro, som for manges vedkommende er blevet en integreret del af vores kulturelle bagage.
Lige præcis det er Leths ærinde. Han sigter efter at beskrive, hvor meget kristendom fylder i vores kulturkreds, og antager, at ”uanset hvor min sympatier ligger, så er mit sprog, mine forestillinger, den filosofi, der ligger under min forståelse af alt det, jeg tager for givet, kommet ud af en protestantisk kristen ramme” (p. 11). Og det er ikke bare en proces, der har foregået; det er en levende proces: ”man bliver nødt til at forestå, at kristendommen er meget mere end kirken eller Bibelen. Og i højere og højere grad har kirkens indflydelse fortaget sig, mens kristendommens ideer har flyttet sig til andre dele af vores begrebsverden” (p. 238). Det indebærer, at den udvikling af religionsforståelse, menneskesyn (p. 198) og natursyn (p. 260), vi er vidne til i disse år, er en udvikling i kristen ramme, altså af kristendom. Leth vover pelsen og beskriver religion som den mest basale betingelse for samfund og kultur, som i sin udvikling er på vej tilbage til en struktur, der i forskningen knyttes til animisme, nemlig dér hvor religion handler om praksis, deltagelse og kult, mere end om (internaliseret) tro.
For så vidt den forståelse er foreslået andre steder, inklusive af Rane Willerslev, og indeholder mange relevante aspekter i den nuværende situation, er det på sin plads i en parentes at minde om to udfordringer, for ikke at sige faldgruber. Den ene er en religiøs tilknytning til jord, mens den anden handler om religiøs tydning af steder. Den ene udfordring, hvor religion associeres med forfædre, folket som ubestemt størrelse og en bestemt praksis (participation eller deltagelse), skaber en tilknytning til jord og landområder, som gør jorden hellig. Blut und Boden kalder vi det, når jorden bliver hellig, fordi forfædrene har ofret deres blod for at forsvare den, og familien er begravet i den. Hvor galt det kan gå med sådan en forståelse har vi set mange steder i den moderne verden, lige fra Nationalsocialismens overgreb på nationalstater og etniske folkeslag, over Serbisk nationalisme i Balkankrigen (1991-1999), til Ruslands forestilling om en indflydelsessfære (russkiy mir), og bosætterkolonialisme i Palæstina. Alle disse steder er der religiøse eller kvasireligiøse forestillinger om en særlig tilknytning til jordområder, som legitimerer vold mod de “uretmæssige” indbyggere. Den anden udfordring kommer fra religionssociologien og handler om den frygt, der opstår, når religion knyttes til steder, ting eller natur. For dér, hvor ting eller steder gøres til omdrejningspunkter, opstår der religiøs praksis som tabuer, som vi f.eks. kender fra Madagaskar. Tabuer er forbud eller påbud, som er religiøst legitimeret, og som er knyttet til enten religiøse eller sociale sanktioner. For så vidt tabuer kan være i konflikt med hinanden, eller for den sags skyld være ukendte, uden at de af den grund mister deres kraft, repræsenterer de en religiøs og social magt, som truer med at forkrøble livet i frygt og afmagt. I kirke- og missionshistorien er der mange historier om, hvordan kristentro har været forløsende og befriende, konfronteret med tabuiseret religiøsitet. Når det er sagt, og de to faldgruber er nævnt, er Kristian Leth ikke den første, der vover at tænke animisme og kristen tro sammen. Det har teologen Mark I. Wallace også gjort, og han kalder det ”Christian animism”, som et udtryk for, at hele skaberværket er levendegjort eller ”animeret” af Guds nærvær. Men lad det nu være nok, så parentesen ikke tager for meget opmærksomhed.
Indenfor den rammeforståelse af Bibelen som verdens vigtigste bog, simpelthen fordi den er den klippe, som vores samfund, menneskesyn og religionsforståelse er bygget på, udfolder Leth igennem 12 kapitler en læseværdig introduktion til bibel og kristen tro. Han skriver om bibel, Gud, Jesus, Paulus, tro, mission, djævel, frelse, det sekulære og dommedag, omkranset af to korte kapitler, hvor det første handler om ”hvad er kristendom?”, mens det sidste handler om ”hvad er kristendommen nu?”.
I kapitel fem beskrives Paulus som kristendommens grundlægger, fordi han som den første sætter aspekter fra jødisk tradition sammen med græsk filosofi, alt sammen i lyset af hans egen åbenbaring. Den blanding af tankegods og tradition har en så eksplosiv karakter, at det spreder sig i den antikke verden med en ”hidtil uset hastighed og med konsekvenser, vi stadig lever under i dag” (p. 142). Uden at tage noget fra Jesus-skikkelsen, som lancerer tanken om Guds Rige som en fornyelsesbevægelse indenfor jødedom, var det Paulus’ mission, der blev det herskende paradigme. For Paulus føler sig ikke bundet af traditionel jødisk religion, med dens fokus på sted, kultur og praksis, men internaliserede troen, så den blev tilgængeligt for alle. Ja, det er netop alle, der får adgang i det, Leth kalder en ”eksklusiv universalisme”, altså en tro åben for alle mennesker, men eksklusiv overfor andre religiøse traditioner (p. 157). Det appellerende i Paulus’ mission, der samtidig er det skelsættende, er ikke en rationel indsigt i virkeligheden, hvor Jesu liv og død spiller en rolle. Nej, det er Jesu liv, død og opstandelse, og hans løfte om evigt liv til alle følgere, der er det centrale, absurde mysterium.
Det er en forestilling om tro, som er så radikal, og har fået så store konsekvenser, at den har formet vores forestillinger om religioner. For det første har vi fået forestillingen om religion som ”trossamfund” (p. 156), hvad der er helt anderledes end en forståelse af religiøs praksis (som f.eks. animisme), hvor det er deltagelse og kult, der er afgørende. For det andet har vi fået en forestilling om religioners universalitet, fordi guderne ikke mere opfattes som lokale ånder, bundet til steder eller folkeslag, men nødvendigvis må være globale for at blive taget alvorligt. Leths analyse af kristendommens dybe indflydelse er her på linje med Michel Foucault, der i sin sidste, posthumt udgivne bog i serien ”Seksualitetens historie” beskriver, hvordan en religiøs idé hos kirkefædrene banede vej for en ny virkelighed, relateret til køn og seksualitet, som vi stadig kæmper med at udfolde og forholde os til i dag.
Nu kan vi vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor bibel og tro har haft så stor indflydelse på vores kultur. Leths påstand er, at det stammer fra Paulus’ geniale forståelse af kristent liv som et spørgsmål om tro, parret med hans brændende ambition om at nå så mange mennesker som muligt med evangeliet om Kristus, synden, og troen som en mulighed for den enkelte (p. 182). Faktisk er missionsiveren så væsentligt, at Leth antager, at det er derfra ”vores virkeligheds gren for alvor vokser ud af historiens træ” (p. 185). I Paulus’ version er mission en kærlighedsgerning, fordi det handler om at dele det, vi har fået givet. Men den udadvendte, omkring-sig-bredende aktivitet indeholder i sig kimen til en ekstrem version af ordsproget målet helliger midlet, som blev drivkraft i vestlig kulturs indtog i resten af verden. Ikke fordi den vestlige kultur prædiker frelse, men det handler om demokrati, ytringsfrihed og humanisme (p. 188), som med kulturel selvsikkerhed eksporteres, for ikke at sige påtvinges i koloniserende, ensrettende indsatser bakket op af massive investeringer. Det er den selvsamme selvsikkerhed, der finder udtryk i nedladenhed overfor andre religiøse traditioner i vores lokale danske forhold.
Hvad så? Skal vi holde os fra kristen tro og mission, fordi det har været involveret i så meget ondt, der er gjort i religionens navn? Nej, svarer Leth, for ”hvis man virkelig gerne vil være fri for fortidens tankemønstre, så nytter det ikke noget at smide bøgerne ud… Så bliver dogmerne som ånder, der spøger…, men [er] umulige at fordrive” (p. 279). Et første skridt til at komme videre er at anerkende, at religion er den mest almene betingelse for samfund. Det er altså ikke det rationelle, der danner grunden, men det absurde mysterium, som indfanger og udtrykker menneskelige erfaringer med at leve, fødes, kæmpe og dø. Det er her, Leth aner omridset af en tilbagevenden til animismens struktur.
Samtidig peger Leth eksplicit på Danmission, som et eksempel på en missionsorganisation, ”der har forsøgt at omkalfatre missionsbegrebet, så det er omsorgen, der er i centrum, frem for udryddelsen af lokale traditioner” (p. 187). Med det eksempel i baghovedet anfører Leth, at det ikke handler om at bruge Bibelen som argument for ens arbejde eller værdier. For Bibelen er så forskelligartet en tekst, at den kan bruges som legitimation for en meget bred vifte af holdninger og handlinger. Det handler derimod om at læse Bibelen, så man forstår, hvor de gode værdier har deres rødder. Kun på den måde kommer vi til at forstå os selv, og det vi siger og gør i dag. Og kun på den måde kan vi blive bedre til at argumentere for de gode, livsbekræftende holdninger og rettigheder knyttet til universalisme, sekularisme, humanisme, individualisme og natur (p. 290).
