Af Alex Bjergbaek Klausen, DECIBEL Training |
Hvis informationsdeling skal nå dem der lever uden internet, så må vi gå andre veje end Zoom kurser og live-streaming af undervisning. I denne artikel kan du læse et godt bud på hvordan.
Vores virkelighed / deres virkelighed
Coronapandemien tvang os til at flytte vores fællesskaber til nye platforme, og mange blev hurtigt fortrolige med både Zoom og Teams. Men vi har sikkert alle prøvet at deltage i et online seminar og tænkt, at der sagtens kunne have været flere deltagere, og at deltagerskaren ikke nødvendigvis afspejler den store geografiske og kulturelle diversitet, som vi måske havde ønsket. Man kommer til at føle sig lidt som den generøse mand i Lukasevangeliet 14, som indbyder til fest og ønsker at udbrede invitationen til alle på gader og stræder, så gildesalen kan blive fyldt. Og det burde være muligt, for internettet er en åben informationsmotorvej for hele verden. Men virkeligheden er en anden. Rigtig mange i verden har nemlig ikke nogen direkte tilkørselsrampe til den digitale motorvej.
Når internet koster mere end 10% af din indkomst
I 2021 offentliggjorde FN en tankevækkende rapport. Der er stadig ca. 3 milliarder mennesker, eller hvad der svarer til en tredjedel af verdens befolkning, som aldrig nogensinde har været på internettet. Det er ikke bare mennesker med begrænset eller dårlig adgang til internet, nej, det er mennesker, som aldrig har brugt Google. Det kan være svært at begribe. Den øgede digitalisering er med til at skabe en enorm global udfordring, fordi der er så stor ubalance mellem den digitaliserede vestlige verden og det primært analoge globale syd. Dels handler det om informationsdeling og muligheden for at få adgang til viden, og dels handler det om læringsfællesskaber, som i stadig stigende grad bliver digitale. Mangel på adgang til internet er med til at skabe en ny form for fattigdom, som man bliver mere og mere opmærksom på. Der kan være mange årsager til, at mennesker ikke er på nettet. Selvom de ”sorte huller” bliver færre og færre, så er der stadig steder i verden, hvor der ikke er internet. Der er også mange mennesker, som lever i lande, hvor national censur gør det svært eller farligt at færdes på nettet, ligesom der er lande, hvor infrastrukturen betyder, at man har yderst begrænset adgang. Men den største globale udfordring er og bliver fattigdom. Der findes nu et officielt ”internet poverty index” (Internet Poverty Index), som i skrivende stund tæller mere end 1.3 milliarder mennesker. Det er de mange mennesker, som ikke har råd til at være på nettet, fordi selv basal adgang koster mere end 10% af deres samlede indtægter. Udfordringen med fattigdom bliver ikke løst ved at sende flere satellitter i kredsløb om jorden. Selvom øget konkurrence naturligt vil sænke prisen på højhastighedsinternet, så vil de færreste institutioner i det globale syd have råd til at betale de 100 dollars om måneden, som et abonnement hos Starlink koster (Order Starlink). For at kunne betale så meget for internet skal den private forbruger tjene mindst 1000 dollars om måneden eller hvad der svarer til ca. 33 dollars om dagen. Og det er der lang vej til i en verden, hvor mange stadig lever for under 2 dollars.
Den internetløse løsning
Hvis vi skal vi byde flere med i de digitale fællesskaber, er vi nødt til at tænke alternativt. Vi kan ikke mødes på Zoom, og vi kan ikke lave live-streaming af undervisning. Men der er andre måder at skabe digitale læringsfælleskaber og informationsdeling på. Det er dette problem, som vi vil være med til at løse. I de seneste år har vi arbejdet på udvikling af et digitalt læringssystem til de mange, som har begrænset eller ingen adgang til internet. Vores fokus har været at skabe en digital løsning, som kan understøtte det fysiske møde mellem mennesker. Derfor har vi valgt at kalde løsningen for TheWell, Brønden, fordi brønden mange steder i verden er det naturlige mødested. TheWell er både hardware og software, som gør det muligt for mobiltelefoner, tablets og computere at få adgang til materialer og læring, som er lagret på hardwaren. Når der er internet, kan hardwaren synkronisere med skyen. Dermed er der mulighed for at få adgang til nye materialer. Det kræver kun én internetforbindelse, måske bare én gang om måneden, for at mange kan få glæde af materialerne, og forbindelsen behøver ikke at være hverken hurtig eller jævn. Vores ønske er at udvikle et prisbilligt digitalt læringssystem, hvor den enkelte bruger ikke behøver at købe data, men kan logge på TheWell for at modtage materialerne. Det betyder også at læring og informationsdeling bliver asynkron, fordi den finder sted, når mennesker mødes og har adgang, og fordi TheWell ikke behøver at være online for at fungere.
Det er vores håb, at TheWell kan være med til at udbrede invitationen til de mange, som ikke ellers har adgang til de digitale fællesskaber. På vores hjemmeside kan du læse mere om vores nye produkt, som bliver lanceret i april 2023: TheWell device – DECIBEL.
Decibel Training er en kristen uddannelsesudbyder, der underviser kirkens præster i transformativ og praktisk anvendelig læring, som giver dem mulighed for at tjene nobelt, klogt og dygtigt i deres kald.
Alex Bjergbaek Klausen, er Cand.theol. fra Aarhus Universitet og driftsdirektør for TheWell Systems som er et tilbud fra DECIBEL Training. TheWell er en multimedieløsning, der er målrettet designet til at imødekomme digital og struktureret læring i områder med begrænset eller ingen adgang til internettet.