Antallet af kristne i Syrien faldt dramatisk, da de var klemt mellem regiment og oprørsgrupper. Siden borgerkrigens begyndelse i 2011 er antallet faldet fra omkring 1,5 millioner til blot 300.000, hvilket svarer til cirka 1,2 procent af befolkningen

// Af Jonas Adelin Jørgensen, akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og medlem af Tænketanken for Forfulgte Kristne

Den 22. april afholdt Tænketanken for Forfulgte Kristne et webinar om situationen i Syrien, hvortre oplægsholdere gav deres perspektiver på udviklingen, og udfordrede tilhørerne til at tænke med om udviklingen af et nyt Syrien for alle. De tre oplægsholdere var præsten Salam fra Syrien, Kirsten Auken fra Danmission og tidligere dansk diplomat Ivan Nielsen.

Kristne presset fra flere sider

Antallet af kristne i Syrien er faldet som følge af den langvarige borgerkrig (2011-2024), både på grund af direkte voldelige forfølgelser (Islamisk Stat/Daesh 2014-2019), som kostede ikke-muslimer livet, og fordi mange kristne ikke så nogen økonomisk og social fremtid for sig som kristne i Syrien, men søgte en ny tilværelse i Europa og Nordamerika, især i årene omkring 2015.

Borgerkrigen har altså været den primære årsag til det markante fald i den kristne befolkning, men kristne har også været særligt udsatte som minoritet, fordi de var klemt mellem regimet og forskellige oprørsgrupper. I byer som Idlib og Raqqa er der i dag ingen kristne tilbage.

Efter Assad-styrets fald har det nye styre ifølge præsten Salam givet kristne en vis frihed til at praktisere deres tro. Samtidig er sikkerhedssituationen fortsat skrøbelig, blandt andet illustreret ved et bombeangreb i påsken 2025. Alligevel har kristne i det store hele været ladt i fred, hvilket giver grund til forsigtig optimisme for de syriske kristne såvel som andre religiøse grupper i Syrien.

Religion definerer identitet

Salam har gennem hele borgerkrigen opholdt sig i Syrien og været præst for en lokal menighed i den nordlige del af landet. Ifølge Salam er det vigtigt at forstå, at religion ikke blot en privat sag i Syrien, men en grundlæggende identitetsmarkør. Han pegede på, at dette skaber en stærk kollektiv identitet:

”Man er sunni-syrer eller kristen-syrer.”

Men denne kollektive religiøse identitet skaber også problemer i et tros- og religionsfrihedsperspektiv. Familielovgivning i blandede ægteskaber og omvendelse mellem religioner er således udfordrende områder:

”Omvendelse fra islam til kristendom er ikke mulig i Syrien, og civil lovgivning følger religiøse tilhørsforhold.”

Selv om forskellige religiøse grupper lever relativt fredeligt side om side i hverdagen, betyder det ikke, at fordomme og stereotyper er forsvundet. Derfor efterlyser han en styrket indsats for dialog:

”Der er brug for større kendskab til hinanden og træning i dialog mellem religiøse grupper.”

Han fremhævede samtidig kristnes mulige rolle i fremtiden:

”Kristne kan bidrage til et Syrien uden forfølgelse og diskrimination ved netop at skabe rum for dialog.”

Behov for tillid og civilsamfund

Erfaringerne fra Danmissions arbejde i Libanon og Mellemøsten danner bagtæppe for Kirsten Aukens pointer om dialog og trosfrihed:

”Fokus på social sammenhængskraft, kvinders rettigheder og familielovgivning har været afgørende i vores arbejde,” forklarede hun.

Hun vurderer, at de samme temaer vil blive centrale i Syrien fremover. Samtidig pegede hun på et uafklaret forhold:

”Religiøse lederes rolle under Assad-regimet er et ubehandlet kapitel.”

Den rolle som religiøse ledere spillede under Assad, var præget af en balance mellem politisk ufrihed og religiøs frihed. På den ene side var kristne kirker i stand til at fungere og kristne kunne samles til gudstjeneste i relativ frihed; på den anden side var de religiøse lederes støtte til regimet en nødvendig forudsætning for denne frihed. Det interne spørgsmål i kristne kirker er derfor i dag hvorvidt lederskabet stadig har medlemmernes tillid. Det billede passer ind i den største udfordringer med manglende tillid mellem religiøse grupper:

”Manglende tillid er en hindring for en positiv samfundsudvikling.”

Derfor er det afgørende at styrke civilsamfundet og især blandt unge, som udgør en stor del af den syriske befolkning (21% eller 4,6 millioner er mellem 15 og 24 år), og som skal være med til at genopbygge et nyt Syrien for alle:

”Det er vigtigt at skabe rum for civilsamfund og unge på tværs af religiøse skel.”

Forsigtig optimisme

Ivan Nielsen har været dansk diplomat i blandt andet Syrien, og var i flere år udsendt til oprørsgrupperne i det nordlige Syrien. I dag er han uafhængig konsulent, men stadig involveret i den syriske samfundsudvikling. Han udtrykte en vis optimisme på Syriens vegne:

”Der er mindre vold og lavere dødstal i overgangsfasen, end vi har set i mange år.”

Arbejdet med en ny forfatning er i gang, og her bliver spørgsmålet om religionsfrihed centralt:

”Det er naturligvis vigtigt at sikre tros- og religionsfrihed i den nye forfatning.”

Men vejen frem kræver dialog og genopbygning af tillid, og den tillid skal først genopbygges i det syriske samfund:

”Dialog mellem religiøse grupper og på tværs af samfundets sektorer er nødvendig.”

Han understregede samtidig et afgørende princip, der bredere er kendt som ’ingenting om Syrien uden syrerne’:

”Det vigtigste er at lytte til lokale syriske stemmer og imødekomme deres behov.”

Et fælles ansvar

Tænketanken for Forfulgte Kristne håber at kunne bidrage til udviklingen af et nyt Syrien gennem samarbejde med landets kristne.

Et konkret mål kunne være at levere input til den nye forfatning i forhold til, hvordan det kan blive muligt at sikre tros- og religionsfrihed for alle borgere. Foreløbigt står spørgsmålet fortsat åbent: Kan et nyt Syrien blive et Syrien for alle?