Af: Jonas Adelin Jørgensen |
Fremvæksten af den nye pentekostale form for kristendom er sket i Afrika samtidigt med både globaliseringen af kristendommen som sådan og en enorm befolkningstilvækst. Afrika er derfor præget af både stærk vækst både numerisk og i forhold til nye former for kristendom. I 1910 var der blot 9 millioner kristne eller omkring 9% ud af en samlet befolkning på 100 millioner, mens der i dag er 55% kristne ud af en befolkning på over 1 milliard. Langt størsteparten af resten er muslimer. Det betyder, at over 20% af verdens kristne befolkning i dag bor i Afrika, og at den globale kristendom er blevet meget mere ’afrikansk’ og mindre ’vesteuropæisk’ i takt med, at Afrika har bevæget sig fra at være udpost til at være en af de vigtigste tyngdepunkter for kristendommen. Samtidigt er der grund til at minde om vanskelighederne ved statistikker i Afrika, hvor religion i høj grad er et offentligt anliggende med klare politiske undertoner i forhold til indflydelse og ressourcefordeling.
Selv om kristendommen har været til stede i Afrika fra de første århundreder, og både den egyptisk-ortodokse og den etiopisk-ortodokse kirke er store og gamle kirker, så er kristendommen først vokset kraftigt efter kolonitiden og blandt andet som resultat af den kristne verdensmission. Kirker i Afrika afspejler de forskellige europæiske landes og kirkers missionsvirksomhed, og hvor nært et forhold der var mellem den økonomiske og militære kolonimagt og den åndelige missionsvirksomhed. De områder, hvor kolonimagt og mission legitimerede hinanden, var der stor modstand mod koloniherrernes former for kristendom og en fremvækst af uafhængige kristne kirker. Disse ’african independent churches’ – uafhængige afrikanske kirker – ser mange som forløberne til og rødder for de store afrikanske pentekostale kirker, som vi kender dem i dag. Andre steder, hvor kolonimagt og missionsvirksomhed var mere afkoblet fra hinanden voksede store missionskirker frem, og i Østafrika findes således i dag nogle af verdens største lutherske kirker, fx den etiopiske Mekane Yesus-kirke, som tæller omkring 10 millioner medlemmer (2019).
Det ambivalente forhold mellem kolonitid, vestlig dominans over samfundsliv og uddannelse, og den afrikanske kultur er et gennemgående tema i alle afrikanske kirker. I efterkolonitidens nye stater var den nye politiske elite oftest uddannet på missionskirkernes skoler, og de stod side om side med lederne fra de etablerede kirker og argumenterede for udvikling og myndiggørelse. For afrikanske teologer blev det til et centralt spørgsmål om, hvordan afrikansk kultur og tradition, afrikanske værdier og familieformer, kan forenes med kristendom, som primært er udformet af hvide, vestlige mænd.
De seneste årtiers massive fremgang for pentekostale kirker kan forstås på baggrund af det generelle politiske billede. Der er få restriktioner i forhold til religion i de fleste afrikanske lande, og ofte lægger staterne ganske gunstige vilkår og økonomiske rammer til rette for religioner, både kristendom og islam. Samtidigt har mange afrikanske lande ikke kapacitet til at dække indbyggernes behov for uddannelse, sundhed og social sikkerhed. I mange afrikanske samfund er trosfællesskaber derfor den primære form for fællesskab – og ofte den eneste form for fællesskab, som almindelige borger kan indgå i. Det betyder også, at der er lav grad af tiltro til politiske ledere og lav grad af forventning til støtte fra staten, mens der er høj grad af tiltro til religiøse ledere og stor tiltro til deres evne til at hjælpe almindelige mennesker. I takt med 1980’erne og 1990’ernes liberalisering af de afrikanske landes økonomier opstod et gunstigt klima for kirker, der med ny teknologi og med nye medier markedsførte sig selv med stor succes. En direkte afsmitning af denne tænkning og retorik kan man i dag finde i pentekostale, fremgangsteologiske kirker i Vestafrika, som tilbyder den troende succes både økonomisk og åndeligt, hvis han eller hun ’investerer’ sin spiritualitet og sine økonomi i kirkens aktiviteter.
Et tydeligt eksempel på dette er den nigerianske milliardær-præst TB Joshua. Exorcisme og åndelig krigsførelse var sammen med ritualiseringen af pengedonationer centrale religiøse aktiviteter i den nyligt afdøde TB Joshuas nigerianske Church of All Nations. Joshua blev født i 1963 i det sydvestlige Nigeria, ifølge ham selv efter 15 måneders graviditet, hvor han allerede i fostertilstanden modtog Kristus som sin frelser. I 1987 grundlagde han efter 40 dages og nætters faste sin første kirke, og var snart i stand til at fylde et fodboldstadium med en blanding af omvendelsesprædikener og dødeopvækkelser. Helbredelse af AIDS og kræft var to af Joshuas specialiteter, og under Ebola-krisen i 2017 sendte han 4000 flasker helligt vand til Sierra Leone for at modvirke epidemien. Når mennesker bliver helbredt, er det TB Joshuas fortjeneste; når de ikke bliver helbredt, er det fordi de tror for lidt. Senest var han i globale medier, da han i januar 2021 uddrev onde ånder af homoseksuelle for at helbrede dem for deres orientering, noget som fik sociale medier til at lukke for hans konti. Samtidigt med sine religiøse aktiviteter donerede Joshua store summer til forbedring af elektricitetsinfrastrukturen i sin hjemstat. Joshua har forudsagt politiske udviklinger ikke blot i Nigeria men også i en række andre afrikanske lande, fx i Malawi og Liberia, hvor politiske kandidater har konsulteret Joshua.
For tilhængere af TB Joshua og hans Church of All Nations er hans økonomiske succes et udtryk for hans åndelige kraft. Individualistisk, karismatisk og uden smålig skelnen til vedtægter og ledelsesinddragelse har Joshua som kirke-entreprenør formået at kommunikere et billede af sig selv som nutidig, fremgangsrig, urban og afrikansk. Det traditionelle og afrikanske er ikke en negativ term, men sat ind i en teologisk og global pentekostal ramme, som formår at inkorporere afrikansk kultur, ritualer og musikformer med det fællesskab og de serviceydelser, som den svage og fattige afrikanske stat ikke selv magter.
