Når helheden af evangelisering og diakoni brydes

Af Lars Mandrup

Med udgangspunkt i erfaringer omkring udviklingsbistandens skævvridning af den lutherske kirke i Madagaskar i 1980’erne overvejer forfatteren diakoniens og udviklingens plads i kirkens selvforståelse og arbejde. I dag er der en større erkendelse af, at udvikling må forstås holistisk, at det er en langvarig proces, som må bygge på lokale forudsætninger og lokal kapacitet.


Udviklingsafdelingen som en gøgeunge

I midten af 1980’erne var jeg udsendt som missionær af Det Danske Missionsselskab (DMS) til Madagaskars Lutherske Kirke, hvor jeg arbejdede med evangelisering og kirkeopbygning i Nordmadagaskar. I denne periode kunne jeg på nærmeste hold følge opbygningen og den eksplosive vækst af kirkens udviklingsafdeling, der som en gøgeunge truede med at kaste kirkens øvrige arbejdsgrene ud af reden og tillige blev en trussel for selve kirken, næret af de mange penge fra internationale donorer, ikke mindst Det Lutherske Verdensforbund (LVF).
Hele denne groteske historie, hvor en kirke blev skævvredet og var tæt på at blive væltet om kuld som følge af, at dens udviklingsprojekter voksede den over hovedet og kørte sit eget løb, har jeg beskrevet i et hæfte i serien “Nyt Synspunkt” i 1988, der blev udgivet af DMS.1
Helt så galt som frygtet gik det heldigvis ikke. Kirken overlevede, hvorimod udviklingsafdelingen kollapsede i begyndelsen af 1990’erne efter voldsomme problemer med pengemisbrug og blev helt lukket i 1992 efter råd fra LVF og andre internationale donorer. Lukningen førte ikke til, at udviklingsarbejde i kirkens regi ophørte. Men strukturen i kirkens udviklingsarbejde måtte reorganiseres, således at der fremover skulle arbejdes med mindre og mere overskuelige udviklingsopgaver, der kunne kobles stærkere til kirken og de enkelte menigheder og ikke komme til at leve deres eget liv, som det havde været tilfældet i udviklingsafdelingens storhedstid.2
At kirken overlevede denne alvorlige krise, skyldtes ikke bare indgrebene udefra, men er efter min overbevisning i lige så høj grad udtryk for den åndelige kraft, der findes i kirken, og som bærer den. Selv i en dybt alvorlig krise som denne bevarede kirken en grundlæggende forståelse af sig selv som kirke med kirkens centrale kendetegn, forkyndelsen af evangeliet, fællesskabet i menighederne og det diakonale ansvar, som kirken har ikke bare for kirkens egne medlemmer, men for hele det omgivende samfund.
I artiklen i Nyt Synspunkt fra 1988 forsøgte jeg at drage en form for konklusion af det, som skete i Madagaskar:

Praktisk udmøntet kunne man måske sige, at den bedste udviklingshjælp i mange tilfælde burde ske gennem en styrkelse af det evangeliserende arbejde, idet evangelisterne med deres enkle livsform som kirkens græsrodsarbejdere er den medarbejdergruppe, der har den tætteste kontakt med og kendskab til de lokale behov og lokale nødsituationer frem for udviklingseksperterne, hvis kendskab ofte bygger på hastige besøg i områderne, og som derfor har mindre indgående kendskab til lokale problemstillinger, med andre ord og sat lidt på spidsen: Den bedste udviklingshjælp, og den hjælp som bygger stærkest på et folks egenart og tradition, vil være en styrkelse af det evangeliserende arbejde, som netop forener og inddrager de religiøse, kulturelle og udviklingsmæssige aspekter.3

Redaktøren af Ny Mission har bedt mig tage udgangspunkt i den omtalte artikel og vurdere, hvordan erfaringerne fra dengang tager sig ud i dag næsten 20 år senere. Inden jeg gør det, vil jeg først se på sammenhængen mellem evangeliseringen og diakonien.

Evangelisering og diakoni

Kirken har fået til opgave at vidne om Jesus Kristus med ord og med gerninger, gennem forkyndelse og i praktiske handlinger for medmennesker. Sådan set er opgaven utrolig enkel og kræver ingen særlige forudsætninger. Ethvert kristent menneske kan gøre det og bærer det på sig som sin kristne forpligtelse. Det er en naturlig ting at fortælle andre mennesker om det, vi selv tror på, og om vort eget livsgrundlag, ligesom det er natur-igt vise tro og værdier i praksis ved at gøre godt mod medmennesker, hjælpe dem i nød og ulykke og være med til at forbedre menneskers livsvilkår.

Derfor er såvel forkyndelsen som diakonien eller den medmenneskelige og kristne tjeneste en selvfølgelig og bærende del af kirkens identitet og selvforståelse, og vi kan umuligt forestille os en kirke uden dette. Derfor er også diakonien en vigtig del af kirkens arbejde. Det giver ingen mening at stille spørgsmålet om, hvornår diakonien kom ind i kirkens arbejde, for den har været der fra begyndelsen. Diakonien kan ikke reduceres til et socialt appendiks i kirkens selvforståelse.4

Det giver heller ingen mening at spørge, hvornår diakonien kom ind i missionsselskabernes virke i nyere tid. Den var der fra helt begyndelsen og ikke som noget, der er kommet til. Den virkelighed, som missionærerne kom ud til, når de rejste til områder langt borte fra deres hjemland, var ganske enkelt sådan, at de måtte hjælpe de mennesker, de mødte, med deres konkrete daglige liv, før de kunne gøre noget som helst andet. Selv om de med Mattæusevangeliets missionsbefaling i ryggen var rejst ud med det formål at forkynde evangeliet for ikke-kristne og gøre mennesker til Jesu disciple, så var deres virkelighed meget sammensat. Evangelisering og diakoni gik hånd i hånd.

Dette førte videre til, at de missionærer, som missionsselskaberne udsendte, blev mennesker med forskellige forudsætninger og uddannelsesbaggrund. Udover præster og evangeliserende missionærer fulgte læger, sygeplejersker og lærere til at arbejde med særlige opgaver inden for sundhed og uddannelse og siden også agronomer, ingeniører, arkitekter og andre, som ikke havde evangelieforkyndelsen som deres hovedopgave.

Men hermed dukker også refleksionerne op over, hvilken funktion diakonien har i missionsarbejdet, og hvilket forhold evangelisering og diakoni har til hinanden. En lang række forskellige svar er blevet givet på dette spørgsmål. Det er samtidig et spørgsmål, som der i hele diakoniens historie har været arbejdet med generelt. 

Det diakonale arbejde er undertiden blevet forstået som en måde, hvorpå man kan få en naturlig kontakt og berøring med mennesker, hvorefter man så kan forkynde evangeliet for dem. I nogle tilfælde er den hjælp, der blev givet til fattige og sultne mennesker, blevet set som en genvej til at omvende mennesker til at blive kristne. Ofte er sundhedsarbejde, undervisning og nødhjælp blevet anset for at være hjælperedskaber til det, som er blevet kaldt det egentlige i missionsarbejdet, nemlig at forkynde evangeliet. Eller er diakonien en konsekvens af, at evangeliet er blevet forkyndt, forstået og modtaget? Mange missionærer, som har været beskæftiget med sådanne opgaver, har følt sig som andenrangs-missionærer og deres opgaver som sekundære opgaver.

Den norske missionsteolog Ludvig Munthe har i 1985 foretaget en undersøgelse af lægemissionen i Madagaskar fra 1860’erne og århundredet ud, dels for at beskrive lægemissionens omfang og art, og dels for at undersøge, hvilket syn man har haft på forholdet mellem diakoni og forkyndelse.5 Allerede med bogens titel “Venstrehåndsmission?” antydes problemstillingen. Hvis vi i missionsarbejdet bruger den ene hånd til at forkynde eller evangelisere med og den anden til de mangeartede diakonale opgaver, hvilken hånd bruger vi så til den ene og hvilken til den anden opgave? 

Munthes undersøgelse viser, at der især i missionens bagland har hersket stor usikkerhed om svaret, hvilket har givet anledning til spørgsmålstegnet efter ordet Venstrehåndsmission. Altså har diakonien været en mindre agtet del af missionsarbejdet. Derimod synes svaret at være mere klart ude i marken, altså i Madagaskar, at diakonien har en fast plads i en ret kristen kirke, for mennesket skal møde den hele Kristus. Sundhedsarbejdet i kirken skal tillige med forkyndelsen præsentere helheden i evangeliet.6

Diakoni og udvikling


Men er kirkens, de kristnes og missionsorganisationernes opgave at vidne om Guds rige i ord og gerning ret beset utrolig enkel, viser det sig dog, at dette enkle hurtigt giver problemer, når en kirke skal udføre det i praktisk virkelighed. Det gælder ikke bare, når vægtningen mellem evangelisering og diakoni diskuteres, men det gælder i langt højere grad, når diakoniens projekter når et betydeligt omfang, og når kirkerne bliver involveret i udviklingsopgaver af nærmest voluminøse størrelser, hvilket det indledende eksempel fra Madagaskar, som langt fra er enestående, er et eksempel på.

Hvornår bliver diakoni til udviklingsarbejde? Hvor går grænsen, og hvor skal stregen trækkes? Er det et spørgsmål om størrelse og omfang?Det mener jeg ikke. Jeg er helt på linie med Uffe Torm, som i denne bogs hovedartikel skriver, at “Mission er udvikling – og udvikling er mission”. Her kan ordet mission udskiftes med diakoni. Der er udvikling i al mission og i al diakoni, fordi det handler om den frigørelse, som evangeliet sætter et menneske i. Der er udviklingsarbejde i al diakoni.

I Danmissions missionsdokument fra 2003, På vej sammen – følgeskab i vidnesbyrd og tjeneste, har vi praktisk opdelt det diakonale arbejde, som Danmission er involveret i med vore samarbejdskirker, i menighedsdiakoni, der organiseres lokalt, institutionsdiakoni, der organiseres regionalt, og i udviklingsarbejde eller international diakoni, der finansieres af bistandsmidler. Det slås fast, at diakoni ikke er en side af mission, som er underordnet forkyndelsen, men diakoni er sendelsens praktiske sprog. Om diakonien er menighedsdiakoni, institutionsdiakoni eller international diakoni, gør ingen principiel forskel. Men der er stor forskel i den konkrete udførelse af de forskellige former for diakoni.7

Menighedsdiakonien er diakoniens basisform og konstituerende for enhver lokal kirke og menighed. Den er medmenneskelig omsorg og tjener til at bedre livsforholdene for mennesker i deres daglige tilværelse. Den kræver kun få økonomiske resurser og kun uddannelse i begrænset omfang.
Institutionsdiakonien omfatter skoler, klinikker, hospitaler, værksteder og tilsvarende og sigter på at højne niveauet for sundhed og uddannelse i et større område. Hertil er det nødvendigt med en relevant uddannelsesbaggrund. Her har missionsorganisationerne og deres missionærer gennem tiden ydet en bemærkelsesværdig indsats, som stadig påskønnes, men har samtidig i mange tilfælde oprettet store og økonomisk tunge institutioner, som kirkerne ofte har svært ved at løfte fra det øjeblik, da pengene udefra ophører, og man selv står med ikke bare det ledelsesmæssige, men også det økonomiske ansvar.

Udviklingsarbejdet eller den internationale diakoni kom for alvor ind i billedet, da de statslige bistandsmidler begyndte at tilflyde udviklingslandene, og da kirkerne og ikke mindst kirkernes internationale organisationer som Kirkernes Verdensråd og LVF fik programmer til at støtte og ophjælpe udviklingsprojekter i deres medlemskirker. Som denne bogs hovedartikel viser, har missionsorganisationerne spillet en meget stor rolle i tilblivelsen og udviklingen af den statslige udviklingsbistand og har banet vej for den. 

I kraft af samarbejdet mellem den statslige udviklingsbistand og missionsorganisationerne med deres lange erfaring, ekspertise og ikke mindst den forståelse for nationale og lokale kulturer, som de sidder inde med, er der iværksat en lang række udviklingsopgaver til stor gavn for de pågældende lande. Men, som vi også har set, skal der ikke meget til, før kæden hopper af, og de igangsatte projekter bliver mere eller mindre til skæbnesvanger katastrofe for en befolkning og for en national kirke i stedet for sund og frugtbar udvikling.

Udvikling eller afvikling

Meget er ikke blot sket, men også ændret gennem de sidste årtier, både når det gælder forståelsen af, hvad udvikling vil sige, og den praktiske udmøntning af den. Både i den statslige bistand og den hjælp, som ydes fra de store internationale kirkelige organisationer har man lært meget af tidligere tiders fejltagelser. Det samme kan siges om missionsorganisationernes diakonale programmer og udviklingsprojekter. Men der er fortsat meget at arbejde på og meget at ændre.

Havde jeg ret i de konklusioner, som jeg uddrog i min artikel i Nyt Synspunkt-serien for snart 20 år siden på grundlag af iagttagelser og observationer ud fra et konkret tilfælde i Madagaskar? I artiklen gjorde jeg mig til talsmand for, at den bedste udviklingshjælp til en samarbejdskirke i mange tilfælde vil være at styrke kirkens evangeliserende arbejde. 

Min begrundelse herfor var, at en sådan hjælp er baseret på kirkens egne græsrodsmedarbejdere, som har et indgående kendskab til lokale behov og til den nød og fattigdom, som findes i området. Yderligere vil en udvikling gennem en kirkes evangeliserende arbejde i videste forstand besidde den styrke, at den ikke sker ud fra en snæver og begrænset udviklingsforståelse, men vil inddrage såvel religiøse som kulturelle og udviklingsmæssige aspekter.
En besvarelse af mit spørgsmål kræver dog en nærmere uddybning og nuancering, som jeg vil forsøge i den sidste del af denne artikel, ud fra det, som jeg har redegjort for i det foregående om forholdet mellem evangelisering og diakoni.
For det første er der gennem de sidste årtier sket en ændring i den måde, som vi tænker udvikling på. Fra at tænke udvikling som noget, der eksporteres fra den rige og velstående del af verden, der har udvikling, til verdens fattige lande, som mangler udvikling, har vi sat et grundlæggende spørgsmålstegn ved den konstruktion. Hvem er det i grunden, der udvikler hvem? Hvad er målet med udviklingsbestræbelserne? Har udviklingen i den rige del af verden ikke på mange måder snarere ført os frem mod en afvikling, nemlig en afvikling af nogle af vore grundlæggende samfundsbærende og menneskelige værdier?
Den indsigt og forståelse, som vi som kirker og missionsselskaber har i det evangeliske syn på menneskeværd og menneskelig værdighed, og som ytrer sig i en gensidig given og modtagen og i en gensidig anerkendelse af hinandens værdi som mennesker og af hinandens resurser, er af stor betydning i denne sammenhæng. Udvikling er både nødvendig og uundgåelig, hvor mennesker indgår i fællesskab med hinanden. Men udvikling er mere en omfattende og langvarig proces end begrænsede og kortvarige projekter. Hvor evangeliet er sandt på spil, frigøres der menneskelige kræfter og resurser til gavn både for den enkelte og til gavn for fællesskabet.
For det andet har vore samarbejdskirker i den tredje verden lært os, at den opsplitning, som vi har i den vestlige verden af materielt og åndeligt, harmonerer meget dårligt med den holistiske forståelse af verden og af menneskelivet, som er helt afgørende for deres forståelse, og som vi genfinder i den bibelske verden. Måske er det netop denne opsplitning, der er på vej til at føre os til afvikling. I den holistiske forståelse følges menneskets ånd, sjæl og legeme ad og kan ikke adskilles.
De lande og kirker, som vi i rigt mål har tilbudt vore udviklingsprojekter, har lært lektien af os, at de må beskrive rene udviklingsprojekter i vestlig forstand, hvis de vil have del i hjælpen og pengestrømmen fra den vestlige verden. Men de har måttet betale en dyr pris for det. De har måttet sætte deres egen holistiske selvforståelse på spil, så at kirkerne i mange tilfælde har måttet indrette og strukturere sig, så de passede til vores forståelse og ønsker og ikke deres egen. De har måttet adskille udvikling og diakoni fra kirken, så at disse kom til at leve deres eget liv ofte til stor skade for kirken. I Madagaskar er begrebet diakoni ofte blevet synonymt med udviklingsprojekter med mange penge og mange ansatte.
For det tredje har vi indset, at diakoni og udvikling skal bygges på den kapacitet, som findes hos de mennesker, som vi skal hjælpe. En hjælp, der udelukkende hviler på eksperthjælp udefra, er nytteløs. Forfatteren og rejseskribenten Hjalte Tin, som især har undersøgt og analyseret nødhjælp i Somalia, Afghanistan og Kosovo, har vist, hvor overraskende stor kapacitet nødlidende mennesker og deres familier har til at hjælpe sig selv.8 Det samme gælder også, når det drejer sig om den langsigtede hjælp. Denne erfaring har også missionsorganisationerne gjort, selv om de ikke altid har levet op til den. Derfor må lokal kapacitetsopbygning have høj prioritet.
For at imødegå misforståelser er det vigtigt at understrege, at ingen ønsker, at kirker i den tredje verden skal have deres kirkeopbyggende og evangeliserende arbejde finansieret med midler fra vestlig statslig bistand. Men omvendt må den statslige bistand inddrage religiøse og kulturelle aspekter, hvis de skal have den tilsigtede virkning.

Min pointe er derfor, at målet med udvikling aldrig kan være at overføre vor egen samfundsmodel til samarbejdspartnere i den tredje verden. En udvikling må have de mennesker, som lever på deres konkrete sted, for øje og sigte på at forbedre deres liv og livsvilkår. En sådan udvikling vil også rumme kræfter til at nedbryde onde og undertrykkende strukturer, som der vil være i ethvert samfund. En udvikling, der har mennesker for øje, vil også når den kanaliseres via lokale kirker ikke kun komme kirkens egne til gavn, men hele det lokale fællesskab af mennesker, som en kirke måtte være en del af. Min begrundelse herfor var, at en sådan hjælp er baseret på kirkens egne græsrodsmedarbejdere, som har et indgående kendskab til lokale behov og til den nød og fattigdom, som findes i området. Yderligere vil en udvikling gennem en kirkes evangeliserende arbejde i videste forstand besidde den styrke, at den ikke sker ud fra en snæver og begrænset udviklingsforståelse, men vil inddrage såvel religiøse som kulturelle og udviklingsmæssige aspekter.
En besvarelse af mit spørgsmål kræver dog en nærmere uddybning og nuancering, som jeg vil forsøge i den sidste del af denne artikel, ud fra det, som jeg har redegjort for i det foregående om forholdet mellem evangelisering og diakoni.


For det første er der gennem de sidste årtier sket en ændring i den måde, som vi tænker udvikling på. Fra at tænke udvikling som noget, der eksporteres fra den rige og velstående del af verden, der har udvikling, til verdens fattige lande, som mangler udvikling, har vi sat et grundlæggende spørgsmålstegn ved den konstruktion. Hvem er det i grunden, der udvikler hvem? Hvad er målet med udviklingsbestræbelserne? Har udviklingen i den rige del af verden ikke på mange måder snarere ført os frem mod en afvikling, nemlig en afvikling af nogle af vore grundlæggende samfundsbærende og menneskelige værdier?
Den indsigt og forståelse, som vi som kirker og missionsselskaber har i det evangeliske syn på menneskeværd og menneskelig værdighed, og som ytrer sig i en gensidig given og modtagen og i en gensidig anerkendelse af hinandens værdi som mennesker og af hinandens resurser, er af stor betydning i denne sammenhæng. Udvikling er både nødvendig og uundgåelig, hvor mennesker indgår i fællesskab med hinanden. Men udvikling er mere en omfattende og langvarig proces end begrænsede og kortvarige projekter. Hvor evangeliet er sandt på spil, frigøres der menneskelige kræfter og resurser til gavn både for den enkelte og til gavn for fællesskabet.
For det andet har vore samarbejdskirker i den tredje verden lært os, at den opsplitning, som vi har i den vestlige verden af materielt og åndeligt, harmonerer meget dårligt med den holistiske forståelse af verden og af menneskelivet, som er helt afgørende for deres forståelse, og som vi genfinder i den bibelske verden. Måske er det netop denne opsplitning, der er på vej til at føre os til afvikling. I den holistiske forståelse følges menneskets ånd, sjæl og legeme ad og kan ikke adskilles.
De lande og kirker, som vi i rigt mål har tilbudt vore udviklingsprojekter, har lært lektien af os, at de må beskrive rene udviklingsprojekter i vestlig forstand, hvis de vil have del i hjælpen og pengestrømmen fra den vestlige verden. Men de har måttet betale en dyr pris for det. De har måttet sætte deres egen holistiske selvforståelse på spil, så at kirkerne i mange tilfælde har måttet indrette og strukturere sig, så de passede til vores forståelse og ønsker og ikke deres egen. De har måttet adskille udvikling og diakoni fra kirken, så at disse kom til at leve deres eget liv ofte til stor skade for kirken. I Madagaskar er begrebet diakoni ofte blevet synonymt med udviklingsprojekter med mange penge og mange ansatte.
For det tredje har vi indset, at diakoni og udvikling skal bygges på den kapacitet, som findes hos de mennesker, som vi skal hjælpe. En hjælp, der udelukkende hviler på eksperthjælp udefra, er nytteløs. Forfatteren og rejseskribenten Hjalte Tin, som især har undersøgt og analyseret nødhjælp i Somalia, Afghanistan og Kosovo, har vist, hvor overraskende stor kapacitet nødlidende mennesker og deres familier har til at hjælpe sig selv.9 Det samme gælder også, når det drejer sig om den langsigtede hjælp. Denne erfaring har også missionsorganisationerne gjort, selv om de ikke altid har levet op til den. Derfor må lokal kapacitetsopbygning have høj prioritet.

For at imødegå misforståelser er det vigtigt at understrege, at ingen ønsker, at kirker i den tredje verden skal have deres kirkeopbyggende og evangeliserende arbejde finansieret med midler fra vestlig statslig bistand. Men omvendt må den statslige bistand inddrage religiøse og kulturelle aspekter, hvis de skal have den tilsigtede virkning.
Min pointe er derfor, at målet med udvikling aldrig kan være at overføre vor egen samfundsmodel til samarbejdspartnere i den tredje verden. En udvikling må have de mennesker, som lever på deres konkrete sted, for øje og sigte på at forbedre deres liv og livsvilkår. En sådan udvikling vil også rumme kræfter til at nedbryde onde og undertrykkende strukturer, som der vil være i ethvert samfund. En udvikling, der har mennesker for øje, vil – også når den kanaliseres via lokale kirker -ikke kun komme kirkens egne til gavn, men hele det lokale fællesskab af mennesker, som en kirke måtte være en del af.

Lars Immanuel Mandrup

Lars Immanuel Mandrup er præstesøn fra Vestjylland; korshærspræst i Aarhus 1971-1979; missionær i Madagaskar 1980-1986; forstander for Diakonhøjskolen 1987-1995; sognepræst i Risskov 1995-2011. Desuden næstformand Dansk Diakoniråd 1988-1995 og medlem af Diakonifora på nordisk og europæisk plan 1987-1995; formand for Danmission 2001-2010; formand for Dansk Missionsråd 2011-2017; best. medl. i Jysk Børneforsorg 1989-2016; organist(vikar) 2012-2020; formand for Danmissions Landekreds for Madagaskar fra 2019; har 4 voksne børn.
Uddannelse: cand.theol. (Aarhus Universitet, 1970), organist (Vestervig Kirkemusikskole, 2015)

Del dette indlæg: