BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |
Forfatterne præsenterer en række tekster fulde af skriveglæde og nysgerrighed, optaget af det mærkelige, utrerede, monstrøse, liderlige, blodige, som bevæger sig frem i associative spring, der inviterer læser til at klynge sig fast, lade sig rive med, og hen ad vejen finde hoved og hale i det hele. Og uden at jeg skal kunne sige det helt med sikkerhed, er der noget på spil om fællestræk ved menneskelig udvikling og om religionens rolle i udviklinger, som er fascinerende.
De enkelte kapitler fremstår som del af en større udforskning i tre dele, hvor den første handler om det monstrøse i religion generelt, den anden om det monstrøse, mærkelige og blodige i kristendommen, og den tredje om det blodige og grænseoverskridende i østligt inspirerede religiøse riter. Hvert kapitel er fornemt illustreret med farvefotos af billeder og mennesker, der så at sige giver læseoplevelsen tekstur og nærvær.
Der er en leg med ord, sætninger og associationer som er spændende. ”Monstrologi” i bogens første del er ikke så kendt en logik, og kobling af Gud med monstrøsitet som et latent spørgsmål om ”eksistentiel fylde og ønsket om at mærke og erfare verden,” (90) er udfordrende. Anden del af bogen, om et monstrøse i kristendommen, har titlen ”Lystvandringer langs den kristne krop,” mens tredje del tager os med på et kig ned i de afgrunde, der åbnes i Hinduismens tantra-traditioner, samtidig med at der med aksialtids perspektivet åbnes for en forståelse af religiøse udviklinger verden over.
Samtidig med at jeg glædede mig ved læsningen, og den fornemme præsentation med billeder, sad jeg også flere gange med en undren, som paradoksalt nok vendte opmærksomheden mod forfatterne. For hvad har de egentlig gang i, tænkte jeg med et smil i øjnene. De angiver selv, at de arbejder med ”et fagligt blik udefra,” og det fandt jeg flere steder markeret f.eks. ved kontrasten til ”i dag” og en vis ironisk distance til de religiøse udtryk. Men den faglige distance inviterede mig også til at overveje, hvad alt det her monstrøse, blodige skal gøre godt for!? Er det ren fis og ballade, for nu at blive i bogens lingo, som et besøg på et ”freak-show,” eller er der noget andet på spil?
Forfatterne angiver selv, at de arbejder med ”den eksistentielle stræben efter at komme overens med tilværelsen,” og at deres metode er ”vidtfavnende essays,” som udtryk for en ”fascination af mennesket som sansende, oplevende og kulturskabende væsen og det religiøse som en naturlig del af det” (7). Samtidig synes jeg det ser ud til, at forfatterne kæmper med at bevare distancen, når de spørger ”hvad er det, der gør at vi i den moderne verden ikke længere kan høre Guds eller monsterets stemme?” (19). Spørgsmålet som jeg blev ledt til at fundere over, i bestræbelserne på at følge de mange vidtfavnende associationer, var om det faglige ”udefra blik” (8) var det rigtige til et emne om blod, død og kropslighed? Der er en del andre, som f.eks. fænomenologen Alphonso Lingis, der ikke følger en klassisk religionsvidenskabelig distanceret holdning, men går i nærkamp med emnerne, og lover ”embodied explorations of vital questions,” (in: Violence and Splendor, Northwestern Uni.pres, 2011).
Er det her blot et spørgsmål om afsæt i et religionsvidenskabeligt versus et antropologisk perspektiv. Eller er der en social dimension, som udfordres? Det var nok det spørgsmål, læsningen pirkede til i min underbevidsthed? Som sådan var læsningen en kreativ proces, fremkaldt af forfatternes panorering over kontinentale og kulturelle forskelle, som i truer med at sende kulturelle og sociale problemstillinger i baggrunden, for ikke at sige i glemmeboksen. Den kobling af religiøse udtryk til social ulighed, som jeg selv er så optaget af, hvor religiøse traditioner nogle gange indgår i imperiers magtspil, andre gange er kanaler for undertryktes råb om hjælp, truer til gengæld med at glemme rigdommen af ”skræk og lyst” i religiøse traditioner. Som sådan, var det en fornøjelse at opleve, hvordan læsningen af Forvandlinger endte som en påmindelse om hvordan levet religion former livet ved at internalisere virkeligheden (175).