BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |
Bogen foreligger også på dansk: Afkolonisér Palæstina. En kritik af vestlig teologis dominans i Mellemøsten, Eksistensen 2024. Anmeldelsen er baseret på den engelske tekst. Oversættelser fra engelsk til dansk er anmelderens.
Mitri Raheb er en palæstinensisk præst med base i Betlehem. Han har grundlagt universitetet Dar al-Kalima og er forfatter til en del bøger, hvoraf flere er blevet introduceret i Danmark. Den nye bog, Decolonzing Palestine, ligger sig på nogen måde i forlængelse af en bog fra 2014, Faith in the Face of Empire. I 2014 beskriver Raheb begrebet ”imperium”, der er benyttet flere steder i befrielsesteologien, og han viser, hvordan det finder anvendelse på situation i Palæstina. Staten Israel er imperial i sin tilgang til Vestbredden og Gaza, de ”besatte” områder, hvad der i forlængelse af logikken i den jødiske Bibel betyder, at Israel er at sammenligne med de truende magter, og at de undertrykte mennesker er Guds folk.
I den nye bog fra 2023 (skrevet før den 7. oktober og Hamas’ terrorangreb) benytter Raheb et andet begreb til at beskrive mere detaljeret, hvordan imperiet virker, nemlig igennem ”bosætterkolonialisme”. Og ligesom tidligere er Raheb optaget af, at et kritisk begreb får en teologisk vinkling, for der er både politisk befrielse på spil såvel som identitet: Hvem af aktørerne i Israel/Palæstina kan egentlig gøre krav på at være ”det rette” Israel, arvinger til Abrahams løfter!?
Bogen udfoldes i fire kapitler og en epilog. Kapitel ét beskriver, hvordan bosætterkolonialisme udfolder sig i Palæstina gennem de sidste 100 år, og hvordan den bibelske fortælling bruges til at legitimere kolonialismen. I kapitel to beskriver MR, hvordan ”kristen zionisme” er en lobbyvirksomhed, der instrumentaliserer et bibelsk perspektiv til støtte for den specifikke kolonialisme i Palæstina. Kapitel tre vender opmærksomheden mod det, der koloniseres, altså landet, og beskriver, hvordan løfter fra Bibelen knyttes direkte til det moderne Israel, uden tanke på at Bibelen er skrevet for flere tusind år siden. Det fjerde kapitel tager livtag med begrebet udvælgelse, der ofte trækkes frem, når der er tale om bosættelses-problematikken. I epilogen tager MR et kritisk opgør, med hvordan kirken og europæisk politik har støttet bosætterkolonialismen i Palæstina.
Mitri Raheb har en polemisk vinkel og en kritisk pen. I min forståelse er det endda et metodisk greb hos Raheb at bruge hyperbolisme, altså en ekstrem fremhævning af nogle forhold, der benyttes for at kalde til opmærksomhed og afstandtagen. Han kalder til forståelse og til omvendelse med en passion, der hentes fra befrielseskampen, fra undertrykkelsen og fra marginaliseringen i hans eget land. Han arbejder teologisk og kobler teologi med sociale og kulturelle studier, men han er ikke optaget af et akademisk billede. Han beskriver Israels imperiale ambitioner, undertrykkelse af andre folkeslag og bosætterkolonialisme, og hudfletter europæiske politikere, kirker og intellektuelle, der ikke formår at se problemet, samtidig med at alle vi andre, der ikke tager stilling eller ikke helt formår at overskue den komplekse situation, får at vide, at vi er medskyldige i overgrebene. Han er med andre ord ikke optaget af at være balanceret, indrømme at der er fejl på begge sider, at Hamas er en terrororganisation mv.
Raheb anfører, at bogen er et første forsøg på at knytte bosætterkolonialisme sammen med teologi. Et første teologisk lag er en ”læsning” af, at kristen zionisme slet og ret indebærer en fornægtelse af Palæstinas ret til at eksistere (MR: 48). Nationalisme, og kristen ideologi som zionisme, har ganske vist ekstreme former, men bare fordi der er nogle ekstreme udtryk, behøver det ikke gælde alle, der mere eller mindre direkte (og mere eller mindre bevidst/naivt) ser en forbindelse mellem de guddommelige løfter til det bibelske Israel og nutiden stat Israel. Pointen med at benytte hyperbolsk eller overdreven argumentation er at gøre opmærksom på noget. I Rahebs øjne drejer det sig især om en sprogbrug (MR: 67), hvor det bibelske Israel på en måde overlejrer nutidens stat med de fatale konsekvenser, at alle uønskede elementer, så at sige, forsvinder ud af synsfeltet. Eksempler på denne sprogbrug er: Jerusalem bliver til tempelbjergets sted, og al-Aqsa moskeen forsvinder (MR: 54f.); Israel genlyder af bibelreferencer, mens navnet Palæstina bliver mere eller mindre glemt (MR: 63), sammen med de brødre og søstre af palæstinensisk oprindelse, der lidt upassende kalder sig kristne.
Befrielsen fra sådan en sprogbrug, som mange af os uden tvivl gør brug af, er at ”afkolonisere” teologien, dvs. udskille de aspekter af kristen teologi, der mere er et udtryk for nutidige magtforhold end et udtryk for de bibelske teksters ærinde. Raheb foreslår, at afkolonisering konkret finder sted som overvejelser om hermeneutik, dvs. hvilket afsæt vi benytter for at læse Bibelen, og han giver selv tre gode eksempler relateret til begrebet udvælgelse. Første aspekt (MR: 115) handler om at forstå Bibelens tale om udvælgelse som en fortælling om et folk, der får håb midt i en umulig situation, da Esajas proklamerer, at folket er udvalgt af Gud, ikke fordi de fortjener det, men fordi Gud elsker folket. Det andet aspekt (MR: 116) består i en pointering af, at fortællingen om Israels folks udvælgelse er et tros-perspektiv, der umiddelbart korrumperer og bliver til en farlig ideologi, hvis det gøres absolut, og forvandles til et krav, der kan gøres gældende overfor andre, som f.eks. palæstinenserne. Endelig er det tredje aspekt (MR: 117) i en afkoloniseret forståelse af udvælgelse, at det må forstås partikulært, som et folk og en gruppe mennesker, der finder mening og håb i en specifik situation. Men, det at det er en partikulær situation, indebærer ikke at det er den eneste eller ”singulære”, som Raheb skriver. For Bibelens Gud har andre folk i nærområdet kær og har planer for dem også.
En af de kritiske pointer af Raheb er at gøre det klart, at kristen zionisme ikke kun er et konservativt, evangelikalt ærinde, men rent faktisk udfolder sig i brede kristne kredse. Det afspejler sig i en udifferentieret brug af ordet Israel, hvor det bibelske og nutidens Israel kædes ukritisk sammen, hvad der har den mærkelige sideeffekt, at det palæstinensiske folk bliver usynligt (MR: 49). Rahebs kritik er, at kristne igennem denne sprogbrug og igennem ukritisk opbakning til staten Israel (eller for den sags skyld ved blot at se gennem fingrene med bosættelsespolitikken), gør Bibelen til et våben (MR: 61) eller et instrument (MR: 64) til at forsvare et kolonialistisk projekt (MR: 50). Raheb medgiver, at mange støtter af staten Israel måske ikke er så bevidste om, at deres fascination af det hellige land kan være med til at bekræfte bosætterkolonialisme. Ikke desto mindre er det Rahebs påstand, at det faktisk er et udtryk for, at vores sind er koloniseret, og derfor trænger til befrielse. Det er altså ikke kun Palæstina, der trænger til befrielse! Det gør mennesker i Vesten også, og, pointerer Raheb, den vestlige teologis befrielse hænger sammen med den politiske befrielse af Palæstina.
Ligesom i de tidligere bøger dirrer der en tone af desperation i teksten, der givetvis springer ud af personlige erfaringer fra en ubærlig livssituation for mange palæstinensere. Den passion og desperation understøtter effektivt kravet om at afkolonisere kristen teologi, og jeg er overbevist om, at Raheb har en pointe her. Samtidig efterlader det kritiske perspektiv mig også med en nagende utryghed, og et spørgsmål, om en afkoloniserende læsning er løsning i sig selv!? Hvor er der en spiritualitet, der peger frem? Uden håb (Raheb skriver direkte, at han ikke selv tror på en reel forandring af situation (MR: 141)), udfordret og pint i hjemlandet, lurer radikale løsninger i baggrunden, for ikke at sige vold. Den passionerede, afkoloniserede læsning af Bibelen, vendt imod bosætterkolonialisme, kalder på en spiritualitet, et håb om at Gud igen baner vej for Guds folk i Palæstina. Det er i ørkenen, det sker, og kun herfra at imperiale ambitioner kan afmonteres, og vold lægges til side for en vision om fred, der favner andre folk, også dem der gør krav på den samme arv fra Abraham.
