Af Roar Steffensen, pendlermissionær i ELM
Forladt af kirken
“Jeg betragter mig selv som en forladt katolik.” Ordene kom fra en ung mand fra Arequipa i Peru tilbage i 2007. Han var stadig katolik af navn, men han følte sig forladt af den katolske kirke, der ifølge ham ikke interesserede sig for den almindelige peruaners liv og udfordringer, men blot i at gennemføre den rituelle messe og fastholde sine privilegier.
Hans oplevelse udtrykker meget godt, hvad mange i Latinamerika oplever, og rummer også nogle af årsagerne til, at den katolske kirke mister medlemmer, mens de evangeliske kirker, især den pentekostale bevægelse, vokser kraftigt. Særligt gennem de seneste 30 år har vandringen fra katolicisme til pentekostalisme været så drastisk, at mange spørger: Er Sydamerika stadig et katolsk kontinent?
Hvor kom vi fra?
Latinamerika har siden spaniernes erobring og kolonisering i 1500-tallet været betragtet som katolsk område. Gennem århundreder har Latinamerika været så gennemtrængt af den katolske identitet, at der stort set var sammenfald mellem at være latinamerikansk og katolsk.
Efter de latinamerikanske landes frigørelse fra spansk overherredømme i begyndelsen af 1800-tallet nedlagde de fleste lande inkvisitionsdomstolene, men der blev ikke tale om at indføre decideret religionsfrihed, selvom selvstændighedspolitikerne for en stor dels vedkommende var liberale. Det blev først tilladt omkring midten af århundredet.
Det betød også, at den estimerede del af befolkningen i Latinamerika, der bekendte sig som katolikker i begyndelsen af 1900-tallet, var på omkring 94%[1]. Helt frem år 1995 lå tallet på omkring 80%.[2] En statistik fra 2020 viser, at andelen nu er faldet til omkring 60%[3], mens andre antyder, at tallet er endnu lavere.
Hvad er årsagerne?
Dette er altså situationen i Latinamerika i dag. Statistikkerne viser en markant ændring de seneste 25 år, og det store spørgsmål er: Hvorfor er denne forandring i det religiøse og kirkelige landskab sket?
Uligheden som bagtæppe
Koloniseringen efterlod kontinentet med et enormt klasseskel mellem de få, rige kapital- og jordejere og det store flertal af fattige og marginaliserede, der ikke ejede jord. På trods af forskellige forsøg på reformer, demokratisering og skiftende økonomisk opsving gør uligheden sig stadig gældende. Der er stor forskel på, hvilke økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige muligheder der findes for henholdsvis de rige og de fattige. Mange er marginaliserede og oplever også den dag i dag stor frustration og utilfredshed med, at den økonomiske og politiske elite ikke tager almindelige menneskers bekymringer og problemer alvorligt, og over, at såvel skolesystemet som sundhedsvæsenet, og andre vigtige institutioner, synes at blive svigtet og underprioriteret.
Vatikanerkoncil og befrielsesteologien
Det andet Vatikanerkoncils formål var ifølge pave Johannes d. 23. Aggiornamento, altså en ajourføring eller en fornyelse af den katolske kirke. Man ønskede blandt andet at fremme dialogen mellem kirken og de sociale og politiske omstændigheder i den moderne tidsalder. Befrielsesteologien, som voksede frem sidst i 1960’erne, var netop et forsøg på at komme i dialog med underprivilegerede mennesker og lade marxismen tolke deres problemer, og samtidig lade Bibelens ord give håb og svar ind i dette. Men på trods af den store betydning, som befrielsesteologien fik, blev det aldrig det svar, som mennesker ledte efter. For der fulgte også en akademisering af troen med, der betød, at tro og mirakler skulle forstås som metaforer og ikke som reelle handlinger i Guds befrielse af sit folk. Selv om der på nogle områder var positive resultater, endte det også med at forstærke skellet mellem de marginaliserede grupper og den klerikale elite.[4]
Dogmatisk og spirituelt tomrum
Siden andet Vatikanerkoncil har den katolske kirke lagt særlig vægt på den sociale indsats og har til en vis grad forsømt den doktrinale, mystiske og spirituelle side af religionen, og det har gjort mennesker åbne for at finde andre kirker, der kunne udfylde dette tomrum.
Og her har den pentekostale bevægelse vist sig at være mere fleksibel og i stand til at møde mennesker, hvor de er, hvilket har betydet, at mange marginaliserede oplever sig set, hørt og imødekommet i den virkelighed, de lever i, og på en måde, der giver dem svar på deres problemer og tilbyder dem værdighed som mennesker.
Det tyder på, at den katolske kirke hverken har formået at tilfredsstille de religiøse eller sociale behov, der findes blandt mange latinamerikanere, og det er blandt de fattige og den lavere middelklasse, at oplevelsen af at kirken er fremmed overfor deres daglige kampe, har været stærkest.
Fremgangsteologi og åndelig krigsførelse
De pentekostale kirker underviser stærkt om Guds nærvær og indgriben i alle ting i livet. Her er mirakler og trosbeviser ikke fremmed tale, men det er noget, der relateres til menneskers daglige liv, deres problemer, udfordringer og kampe. Mange pentekostale kirker er præget af fremgangsteologi og har et stort fokus på uddrivelse af onde og negative onder. Med fremgangsteologien fandt de underprivilegerede en modpol til den katolske idyllisering af fattigdom og en mere brugbar og håndgribelig teologi i modsætning til befrielsesteologiens metaforisering af miraklerne. Hvis Gud kan helbrede, så kan han også give velstand.
Samtidig er dette også emner, der giver genklang hos mange særligt i landdistrikterne, der er vokset op med en sammenblanding af den katolske tro og en folkelig åndetro. For man kender til tanken om, at man gennem ofringer kan vende gudernes gunst, så de giver frugtbarhed og velstand, og det korresponderer med tanken om, at man gennem lovsang, gudstjenestedeltagelse, lydighed og tiende kan veksle sine ofre til velstand.
I stedet for at acceptere manglende velstand, sygdom og modgang, kalder de pentekostale kirker til åndelig krigsførelse mod de onde og negative onder, der truer dagligdagen og forøgelsen af velstanden. Dette ses som en anerkendelse af den modgang og nød mange oplever, og denne på én gang spirituelle og praktiske tilgang til livet og troen er attraktiv for mange.
Levende liturgi og personlig gudstro
At den katolske kirke ofte opleves som fjern og med en mekanisk og kold liturgi har også betydet meget i forhold til den store vandring mod pentekostalismen.
I Pew Research Centers undersøgelse fra 2014 udtaler 81%, at en vigtig årsag til at gå fra katolsk til evangelisk var, at de søgte et mere personligt forhold til Gud. 69% angiver, at den nye gudstjenesteform var en væsentlig årsag, ligesom 59% ønskede en kirke, der hjalp dem mere.[5]
Den friere liturgi, en mere folkelig musik, stor inddragelse af lægfolk og mere nærhed er altså væsentlige faktorer, der trækker latinoerne ind i de evangeliske kirker.
Store forandringer
Der er ingen tvivl om, at mange er trætte af den institutionaliserede og bureaukratiske katolske kirke med en udpræget klerikalisme og meget lidt plads til lægfolk. Mange oplever, at deres bidrag betyder noget i pentekostale kirker, hvor der er langt større fokus på nådegaver og udrustning af de enkelte kristne.
Ud over inddragelsen giver dette også medlemmerne en oplevelse af værdi. Fattige mennesker fra de lave klasser får værdighed og indflydelse, og der tales om en decideret empowerment af ellers marginaliserede personer.
De evangeliske kirker er også meget tydelige i værdispørgsmål. Og selv med meget konservative holdninger, giver deres teologi og deres praksis også plads til et opgør med det traditionelle mandsdominerede syn på tilværelsen, i latinamerika kendt som ”el machismo”. Det betyder, at mange familier, som før var ødelagte af vold og alkoholisme, er blevet forandrede, og at kvinder har fået en stemme og en værdi, de ikke havde før, og at mange mænd i dag tager et større ansvar for familien.[6]
Konklusion
Mange latinamerikanere oplever altså at få netop det, som den unge peruaner efterspurgte fra den katolske kirke i 2007 ved at søge over i de evangeliske kirker. De oplever forandringer, en imødekommelse af deres liv og spiritualitet, inddragelse og mere nærvær. Og derfor er det tvivlsomt, om dette jordskred vil gå i stå i nær fremtid, selv om det muligvis vil bevæge sig med mindre hast end gennem de seneste 30 år.
[1] https://www.pewresearch.org/religion/2014/11/13/religion-in-latin-america/
[2] https://www.parametria.com.mx/estudios/disminuye-la-auto-identificacion-de-catolicos-en-america-latina/
[3] Statistik fra Latinobarómetro data 2020 taget fra https://dialogopolitico.org/debates/religion-america-latina/
[4] https://encartes.mx/pentecostalismo-desigualdad-social-america-latina/
[5] https://www.pewresearch.org/religion/2014/11/13/religion-in-latin-america/
[6] På trods af forbedringerne er vold i hjemmene er stadig et stort problem, som også findes i evangeliske familier, men det er et tema, der ligger uden for denne artikels emnefelt.
