Af Jonas Adelin Jørgensen, Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Hvad har en sundhedsklinik på en støvet hovedvej i Tanzanias hovedstad Dar es Salam med en varmestue under lindetræerne på Frederiksberg at gøre? De er begge del af kirkernes diakoni.

Diakoni hører med til kirkens essens. Evangeliet proklamerer forsoning og retfærdiggørelse i Kristus, og forsoning og retfærdiggørelse har kirken altid set både som en ‘åndelig’ og en ‘sekulær’ virkelighed. Hvor der forkyndes forsoning, må der ske genoprettelse. Hvor der proklameres retfærdiggørelse, må der ske retfærdighed. Siden de første kristne menigheder har kristne derfor både prædiket og demonstreret evangeliets forsoning og retfærdiggørelse. Denne forbindelse, mellem hvad kirken er, og hvad kirken gør, kaldes med et fint ord for diakoni.

Gennem kirkens tusindårige historie er denne diakoni kommet til udtryk på en række områder: omsorg for svage og udsatte, at mætte de sultne, lindre lidelser for de syge og døende, gæstfrihed for fremmede, og at arbejde for menneskeliggørelse og barmhjertighed i vores fælles samfund. Gennem århundrederne har klostre og ordner drevet hospitaler, missionsorganisationer etableret skoler og menigheder organiseret kooperativer.

I det 20. århundrede og efter afslutningen af kolonitiden voksede den internationale udviklingshjælp frem. I mange tidligere kolonier blev kristne kirker og missionsorganisationer udviklingsagenter. Kirker og missionsorganisationer blev derfor i stigende grad involveret i social og økonomisk udvikling, ofte finansieret gennem mellemstatslig bistand snarere end indsamlede midler i kirkerne. Professionaliseringen af udviklingsbistanden ledte samtidigt til en vis sekularisering af udviklingshjælpen og en adskillelse af udvikling fra kirkernes diakonale arbejde. Det har i de sidste årtier i stigende grad fået trosbaserede organisationer til at overveje, hvilken rolle deres udviklingsarbejde spiller i diakonalt perspektiv, og om der er noget specielt, som de som trosbaserede tilfører udviklingsarbejdet.

Det var baggrunden for, at spørgsmålet om forholdet mellem diakoni, udvikling og økumenik blev rejst på Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan i 2013. I en afsluttende rapports opfordring til medlemmerne siges det, at de ”skal forholde sig til tidens spørgsmål ved at udvikle et fælles diakonalt sprog” og at ”kirkerne er både trosbaserede og rettighedsbaserede, og vi må identificere hvad det betyder i praksis, både i forhold til vores mandat, vores kerneværdier og i en kortlægning af diakonale aktiver”.

’Aktiver’ er en økonomisk term men kan også forstås socialt og kulturelt. Fra et sociologisk perspektiv er det klart, at aktiver har at gøre med verdensbilleder, værdier og spiritualitet. Fra et teologisk perspektiv er spørgsmålet, om diakoni kan ses som et aktiv, som noget der kan aktiveres, og som dermed får menigheder og enkeltpersoner til at tage sig af andre, fremme retfærdighed og værdighed, vise omsorg for skaberværket, og tage nye samfundsmæssige roller på sig. Det er denne teologiske ide, som begrebet ’økumenisk diakoni’ sigter på.

Diakonale aktiver er både synlige og usynlige, materielle og åndelige. De er synlige i form af bygninger, ansatte, økonomiske midler og en finmasket infrastruktur. De lige så vigtige, men usynlige, aktiver er de bibelske fortællinger, ritualer og riter, og erindringen om vigtige historiske personer og deres eksemplariske diakonale handlinger. Diakonale aktiver ses således som de elementer, der gør diakonal praksis mulig og som motiverer og mobiliserer personer, menigheder og organisationer i diakonal handling.

I praksis kommer økumenisk diakoni til udtryk i tre forskellige dimensioner: For det første i forholdet mellem kirker, hvor det at dele ressourcer, både materielle og åndelige, er et udtryk for kirkers diakoni. Det kunne i praksis være eksempelvis Luthers Missionsforenings arbejde i Siem Reap i Cambodia, hvor danske menigheder samler midler ind for, at cambodianske menigheder kan udføre sundhedsarbejde blandt 500 fattige familier i området, et sundhedsarbejde, som ellers ikke ville blive udført.  

For det andet kommer diakoni til udtryk i fortalervirksomhed, hvor den profetiske opgave er at være talsmand for de udsatte og marginaliserede. Et eksempel på dette kunne være foreningen PULS, projekt ulandshjælp til selvhjælp, som i en årrække sammen med tanzanianske partnere har drevet et oplysnings- og kulturforandringsprojekt mod kvindelig omskæring, en forbudt, men desværre udbredt, praksis i dele af Tanzania. Projektet hjælper kvinder og piger og gør samtidigt opmærksom på problemet i det bredere samfund.  

For det tredje kommer diakoni i udviklingsarbejde til udtryk, hvor udvikling fører til selvstændighed og handlekraft. Dette findes der mange historiske eksempler på, eksempelvis Danmission som sammen med egyptiske partnere sikrer vand til egyptiske bønder. Bønderne lærer at bruge vandet mest effektivt og skånsomt, og projektet sikrer bøndernes afgrøder og livsgrundlag. Alle tre dimensioner har at gøre med, at kirker forbinder det, som de er, med hvad de gør.