Af: Jonas Adelin Jørgensen |
Efter Sovjetimperiets fald i 1991 og opløsningen af staten i en række autonome stater opstod der et helt nyt klima for de ortodokse kirker. Den nyvundne frihed til offentligt at bekende sig som kristen, til gudstjenestefejring og pilgrimsfærd førte til en stor øgning i tilslutningen fra befolkningerne. Genrejsningen af den ortodokse kirke og af en lang række klostre, efter at staten gav ejerskabet over bygningerne tilbage til kirken, gav grundlaget for stor vækst, samtidigt med at kirken blev tæt forbundet til den nye russiske stat. Rusland er den folkerigeste stat i det tidligere Sovjetimperium med 144 millioner indbyggere, og den russiske-ortodokse kirke øgede sin medlemsandel af befolkningen fra 37% i 1991 til 71% i 2005.
Den ortodokse tro, klosterlivet, pilgrimsfærden og kirkelivet er tæt forbundet og kendetegnet af det æstetisk smukke. Guds nærvær formidles ikke først og fremmest med ord eller prædiken, men med alle sanser: Guldkuplerne og udsmykningen i kirkerne kan ses som udtryk for, at det guddommelige her strækker sig mod mennesket for at guddommeliggøre det menneskelige liv. Røgelsen løfter folkets bønner til Gud, og minder om velsignelsen over dem, der kommer ind i Guds hus. Ikonostasen – væggen med ikoner, der er eksemplariske modeller for de troende – er både en vigtig liturgisk genstand og formidler af Guds nåde som vindue ind til den transcendente verden. Den ortodokse gudstjenestes fremhævelse af den kollektive dimension over den individuelle i ortodokst fromhedsliv udgør også en anden vægtlægning end den vesteuropæiske katolske og protestantiske kristendom. I denne vægtlægning af gudstjenestens sanselige udtryk overfor den rationelle teologiske refleksion er der en interessant parallel til pentekostalismen, selv om de konkrete kirkelige udtryk er voldsomt forskellige.
Til forskel fra katolske traditioner er der ikke særskilte munke- og nonneordner. De ortodokse klostre spiller en stor rolle i den praktiske ortodokse fromhed, som sammen med pilgrimsfærd og faste er et omdrejningspunkt for mange ortodokse kristnes praksis. Klostrene har historisk været centrum for lærdom og for en forvaltning af kirkens teologiske og åndelige tradition. I ortodoks tradition er en ’teolog’ den, der erfarer Gud i lige så høj grad som den, der reflekterer over erfaringen og traditionen. På samme$ måde siger man, at den der beder, i lige så høj grad som den der skriver, er teolog. Klostrene er vigtige pilgrimsmål, og særlige mærkedage bliver fejret med pilgrimsgudstjenester. Ved disse gudstjenester bliver det tydeligt, hvordan folkelighed og officiel kirkestruktur spiller sammen, når biskoppen fejrer liturgien indenfor i kirken, samtidig med at folket holder picnic udenfor.
I 2000 offentliggjorde den ortodokse kirke i Rusland sit læredokument, ’Basis of the Social Concept’, som beskriver i detaljer, hvordan kirken forholder sig til nationen, staten, etik og lovgivning, politik, ejendomsret, krig, straf, familieliv, og offentlig moral. Dokumentet kan ses som et vidnesbyrd om den nye situation, som den ortodokse kirke befinder sig i, og om kirkens voksende betydning i samfundet teologisk såvel som strukturelt og ideologisk som en overbygning til den russiske stat. I 2015 svarede 73% af russerne, at de mener, at der er en konflikt mellem de vestlige værdier og de traditionelle russiske værdier, som den russisk-ortodokse kirke repræsenterer. I opposition til den vestlige dekadente livsførsel og de gudløse, sekulære samfund, hvor kirkerne er en vigende bagtrop, så ser den russisk-ortodokse kirke sig selv som repræsentant for ’det hellige Rus’, det ’tredje Rom’ (det første Rom, hvor Peter var biskop, faldt i 476, og det andet Rom, Konstantinopel, faldt i 1453), og derfor som kristendommens hovedsæde. Modstanden mod de vestlige værdier har i den ortodokse kirke manifesteret sig i modstand mod vestligt demokrati, kapitalisering, liberalisme og økumenik. Men også indenfor seksuelle og reproduktive rettigheder – kunstig befrugtning, homoseksuelle ægteskaber – har den ortodokse kirke markeret sig som værdimæssig forsvarer for traditionelle heteroseksuelle ægteskaber og et patriarkalsk familieliv.
Sovjetimperiets opløsning betød i første omgang en liberalisering af religionslovgivningen, og en lang række vestlige kirkelige organisationer og kirker begyndte diakonalt arbejde såvel som kirkeplantning i østeuropæiske lande. Hurtigt voksede modstanden mod, hvad der blev anset for at være proselytisme – forsøg på omvendelse – ud fra en territorialtænkning, hvor landet Rusland, den russiske befolkning og den russisk-ortodokse kirke, står i et tæt, næsten symbiotisk forhold med hinanden. Sagt med andre ord, så er det umuligt at tænke sig, at man er russisk borger og indbygger i Rusland uden også at være medlem af den russisk-ortodokse kirke. Denne tænkning har fået den russisk ortodokse kirke til at tænke om sig selv som den ’åndelige sikkerhed’ for det russiske folk, og ført til restriktioner og begrænsninger i friheden for udenlandske trossamfund og kirker såvel som ikke-ortodokse russiske kirker. Ganske håndgribeligt har det også ført til en russisk-ortodoks fortolkning af konflikten i Ukraine som en konflikt mellem en kristen-ortodoks civilisation og en sekulær, vestlig og dekadent civilisation.
