Hvordan diskutere religion i dag?

Af Michael Agerbo Mørch, adjunkt ved Dansk Bibel-Institut

Jeg har længe haft en fornemmelse af, at den offentlige samtale om religion i Danmark mangler noget niveau. I en vis forstand er der meget religion i medierne – vi har en hel avis, endda med gode abonnementstal, som fokuserer på tro og eksistens (Kristeligt Dagblad), vi har indtil flere populære radioprogrammer, som fokuserer på tro (Hvad ville Jesus have sagt?, Præsteværelset, Sørine & Livskraften), og vi har en helt stribe af dygtige præster og teologer, som løbende deltager i den offentlige debat og bringer kristne perspektiver frem.

Så det er ikke et manglende niveau i den forstand, at kvaliteten af indlæg er for ringe. Det er mere, at de mange indlæg har cirka samme karakter: de formidler og diskuterer kristendom på en måde, som ikke fokuserer på et særligt fagligt indhold, men mere handler om at gøre kristendommen relevant for det hverdagsliv, de fleste lever. Der er intet galt med det, det er faktisk helt nødvendigt. Men jeg tror også, vi har brug for noget mere. Vi har brug for at få en indholdsmæssig samtale i gang i det offentlige, som fokuserer på, hvad kristendommens tro indebærer, men også hvad alternativerne forsøger at sætte i stedet.

Foto: Lars Krabbe

Juleaften 2023 havde jeg en kronik i Politiken, hvor jeg opfordrede til at genåbne den seriøse religionsdebat i Danmark. Under en lidt polemisk overskrift kaldte jeg den danske religionsdebat ”slap og intellektuelt doven”. Det er klart, at det lyder som en mavesur akademiker eller en studentikos hidsigprop, der skal gøre sig til. Men min pointe var netop blot dette, at når det kommer til at diskutere teologi og verdensbilleder, så er kosten i den offentlige debat mager.


Fint nok, men hvordan genstarter man så den seriøse religionsdebat? I min kronik tog jeg et eksempel frem, som handlede om lidelsens problem. Traditionelt er det forstået som et problem for gudstroende, fordi det ser ud til at problematisere troen på en almægtig, god og kærlig Gud: Hvis der er lidelse i verden, findes denne Gud ikke. Jeg anerkender i kronikken, at det er en reel udfordring for gudstroen, men i nyere religionsfilosofi bliver det også diskuteret, om andre verdensbilleder formår at tackle problemet mere tilfredsstillende. Og det afvises ofte, bl.a. fordi ateismen ikke kan forklare, hvorfor vi kan tillade os at være glade og taknemmelige for livet, når vi ved, at livet er opstået og opretholdes gennem ufattelige mængder af artslidelse.

“I stedet må vi finde veje frem, der kombinerer frimodighed og ydmyghed i respekt for vores medmennesker og i glæde over at kende ham, der er vejen, sandheden og livet.”

I denne artikel skal jeg ikke gå mere ind i min kronik. I stedet vil jeg reflektere over, hvordan vi generelt kan få en bedre diskussion af det substantielle i religion, hvor min kronik altså tog fat i én case. Jeg vil under tre overskrifter forsøge at skitsere, hvad jeg selv tænker om det og forsøger at praktisere det, samtidig med at jeg understreger det helt banale, at der er forskel på folk og derfor kan det være helt anderledes for andre. Tag det som inspiration og lad os så se, om vi ikke sammen kan føre den gode og seriøse religionsdebat videre i Danmark.

Frimodighed

Det første punkt er at kirken i højere grad må finde frimodighed til at tage debatten. Jeg mærker en udbredt uro blandt kirkefolk, når det kommer til at diskutere religion. Mange har en fornemmelse af, at kristendommens argumenter for troen er svage, så hvis man går ind i den diskussion, vil man hurtigt blive afklædt. Men min egen erfaring er, at naboer og venner næsten intet kendskab har til hverken kristendom eller religionsfilosofi, så ofte vil de være mere nysgerrige end kritiske, fordi de ikke kender til nogen argumenter overhovedet.

Samtidig er det også værd at pege på frimodigheden, fordi der vitterligt vil være en negativ respons fra mavesure ateister. Sådan må det være. Den ideelle offentlighed gives ikke. De mavesure ateister er den gruppe, som ikke kan have en samtale om Gud uden at kræve et naturvidenskabeligt bevis for Guds eksistens. Men her må man bare sige, at naturvidenskaben kun kan beskæftige sig med naturlige fænomener (det ligger jo i ordet), og da Gud ikke er materie men Ånd, kan det ikke lade sig gøre. Det ved mange ateistiske filosoffer også, hvorfor der er en seriøs diskussion om gudsbegrebet i faglig sammenhæng, og det er blot at gøre ens mavesure ateistiske ven opmærksom på det.

Som respons på min kronik i Politiken fik jeg en god besked fra en af mine ateistiske venner, som sagde, at han ikke anerkendte, at lidelsens problem var den samme for gudstroende og ateister. Skal jeg koge ned, hvad han skrev, så var det, at gudstroende har et forklaringsproblem, mens ateister har et forankringsproblem. Det er en interessant skelnen. Gudstroende har svært ved at forklare, hvordan en almægtig, god og kærlig Gud er kompatibel med lidelsens omfang og styrke i verden. Det er som nævnt et reelt problem. Men ateisten, der afviser denne Gud, har et modsatrettet problem, nemlig at forankre vigtige værdier som skønhed, glæde, taknemmelighed, sandhed osv. Hvor gudstroende kan henvise til, at alle disse værdier har deres forankring i den treenige Gud, kan ateisten ikke henvise til noget, fordi en transcendent virkelighed ikke gives (transcendens henviser til det, der overskrider vores erfaringer eller som vores erfaringer ikke fuldt ud kan begribe og forklare). Ateister vil fx typisk hævde, at der ikke er nogen mening med livet, for hvem skulle have givet den? Så vidt jeg kan se, har vi brug for at tage nogle seriøse diskussioner om forklarings- og forankringsproblemet, og min påstand vil være, at vi kristne kan være ret frimodige her, fordi vi faktisk har gode kort på hånden, når det kommer til disse spørgsmål.

Ydmyghed

Min anden pointe skal være, at det er nødvendigt med ydmyghed, hvis man vil have en røst i offentligheden. Ikke underdanighed eller selvudslettelse, men reel ydmyghed som betyder, at man anerkender værdien af det, andre bringer til torvs. Det er ikke bare en vigtig kristen dyd, som vi altid skal forsøge at bringe med os. Det er også en nødvendig konsekvens af, at kirken ikke længere har fortolkningsmagten i den danske offentlige debat – og godt det samme! Der står simpelthen ikke en tom stol ved højbordet i den offentlige debat, hvor redaktører og meningsdannere venter på, at en kristen sætter sig. Den plads må vi gøre os fortjente til ved at gøre vores arbejde godt og grundigt.

Men kaldet til ydmyghed skyldes også, at religionsdebat i Danmark netop ikke er kendetegnet ved en saglig meningsudveksling, og hvis man skal have lydhørhed for det projekt, må man udvise ydmyghed overfor emnernes kompleksitet og eksistentielle vigtighed. Det gør man ved tydeligt at trække styrker frem hos sin modstander og ved at anerkende svagheder i sin egen position. Jeg prøvede selv at gøre det i den omtalte kronik ved at tydeliggøre udfordringen for gudstroen i lidelsens problem og ved at henvise til den umiddelbare styrke, som ateismen besidder ved at være forklaringsstærk på en række områder, fx i forbindelse med naturvidenskab. Når man har gjort det, må man naturligvis være frimodig og klart fortælle, hvorfor man på trods af dette alligevel fastholder sit ståsted – fordi det er endnu bedre end den gode modstanders position, og fordi svaghederne ikke er lige så udfordrende for en selv som for modstanderen.

Integritet

Det tredje og sidste dryp er integritet. Det betyder, at man skal være en troværdig diskussionspartner, så andre kan stole på, hvad man siger. Man skal ikke forsøge at gøre sin position stærkere, end den er, men man skal heller ikke underspille sine kort for at holde samtalen kunstigt i gang. Det er ikke altid, at man skal sige, hvad man mener, men man skal mene, hvad man siger. Et ja skal være et ja, som Jesus selv sagde (Matt 5,37).

Det ligger også i begrebet integritet, at der må være overensstemmelse mellem ord og handling, hvorfor dette punkt går i forlængelse af de to første. Jeg kender selv til, at det er en fristelse at utydeliggøre sit kristne ståsted for at undgå kritik, men det er der ingen velsignelse ved. Og det er også psykologisk problematisk. I stedet må vi finde veje frem, der kombinerer frimodighed og ydmyghed i respekt for vores medmennesker og i glæde over at kende ham, der er vejen, sandheden og livet.

Afrunding

Der er ingen let vej til at genåbne den seriøse religionsdebat i dag, men jeg har forsøgt at angive nogle principper på baggrund af mine egne erfaringer. Jeg håber, at mange vil lade sig inspirere af det, så vi får flere, der vil tage del i samtalen om, hvilke svar der egentlig holder, når det kommer til livets store spørgsmål.

Del dette indlæg: